Prolog
De gamle rejsefælder og eventyrer Cedric MarSevrin (AS), Halfred Surefoot (JP), Nadir (JS), Gavin Wartold (KW), Kempar Numenair (AL), Luca ? (PL), Lorancius (RM) befinder sig på en kro i fjendelandet, teokratiet North Kingdom, hvor den onde dispot bruger orker til at opretholde magten og undertrykke befolkningen.
Vi var ankommet til en kro efter det udmattede eventyr – hvorom vi har svoret aldrig mere at tale. Efter den oplevelse var det naturligt at søge helt anderledes udfordringer. På kroen hørte vi en mand tale begejstret om at han søgte folk til at hjælpe med at finde en glemt skat. Manden, der kaldte sig selv for Lord Osward, bad os berette om vi var talentfulde nok til at komme med. Han troede ikke på vores ord om at vi var erfarne krigerne og syntes heller ikke at det var nok. Cedric forsøgte at forklare manden hvad han kunne, men han kaldte os for pak og løgnere. Kempar valgte at fremmane et væsen for at bevise hvad vi kunne, men det blev taget ilde op og vi kom op og slås. Kampen sluttede dog hurtig – Lorden var en kujon – og kroens gæster tilkaldte byvagterne. Vi kom i fængsel fordi de troede på Oswards ord over vores.
Vi blev dog løsladt senere på aftenen og mødte en kappeklædt kvinde udenfor. Hun kaldte sig Kep Trian og sagde at hun havde en kopi af skattekortet. Vi valgte at tro på hende og aftalte at dele skatte (30 % til hende og resten til os).
Vi red tidligt af sted næste morgen ud af syd-porten. Efter flere dages ridt kom vi over en flod (med noget besvær) og ind i marsklandet. Lord Oswards ekspedition holdt sig nogle timer efter os hele vejen. I marsklandet udgik vi kviksand og forcerede en kløft fyldt med gejsere, der brød ud på tidspunkter, der kunne aflæses på kortet. På den anden side af kløften, så vi endelig fortet hvor skatten skulle være begravet.
Uddrag af Halfred Surefoots oplevelser
Efter mine sidste oplevelser, så forsatte jeg min vandring og kom til en by. På kroen var der en historiefortæller, som fortalte om en røverhøvding som gemte en skat i et tårn et stykke fra landsbyen. Jeg tog afsted med det samme og efter et stykke tid kom jeg frem til tårnet.
Jeg kiggede mig lidt omkring, men hørte hovslag og besluttede mig for at gemme
mig indtil jeg kunne finde ud af hvem det var.
Der kom 5 personer op af til tårnet. 2 krigere og 2 lærde så det ud til. Ud fra deres samtale virkede de ikke farlige og så lod det til at de havde et kort der viste hvor skatten lå. De virkede lidt rådvilde, så jeg vist mig og hjalp med at finde skatten.
Efter at have fulgt anvisningerne på kortet, så gravede vi os ned til en træplade som dækkede en brønd. Vildmanden lavede et hul i pladen med en hakke og jeg blev sænket ned i hullet.
Der var en kiste derned, som vi fik op og som jeg åbnede. I kisten var der platinmønter, 8 sølvbægere, 1 magisk ring og dagger.
I det samme så hørte vi hovslag og alle prøvede at gemme sig. 5 ryttere kom op til tårnet (4 mennesker og en elver). Elveren fandt de andre med det samme så vi gik alle frem. Deres leder, en lord Oswald, krævede at få skatten udleveret, da Kip havde stjået kortet fra ham. Det endte med kamp.
Det var en hård kamp, men enden blev at Lord Oswald var den enste af fjenderne som var i live. De santans paladiner og deres æres kodeks. Det ville have været meget nemmere hvis han bare var død.
Vores vildmand var hårdt såret, men præstens magi bragte man tilbage på benene. Herefter var der en lang diskussion om hvad der skulle ske med Oswald. Da der var flere medlemer af gruppen, som ikke ville efterlade ham eller slå ham ihjel, blev løsningen at han blev sendt afsted i lændeklæde og med sit sværd. For håbentligt møder han noget som tager livet af ham. En adelsmand, som bærer nag kan godt blive en trussel i fremtiden.
Hvis det ikke var fordi at det faktisk virkede som en kompetent gruppe,havde jeg slået ham ihjel selv. Men jeg var ikke helt klar over hvordan det ville blive modtaget i gruppen og jeg tror vi vil udrette store bedrifter.
Vi reste mod SV og efter nogle dagsrejser blev vi enige om at rejse mod Bonewood, som skulle være blevet forbandet af ond magi.
På vejen opdagede jeg en vogn som var gemt i vejsiden. Der lå 7 menneskelig som alle var brutalt myrdet og røvet. Vi forfulgte overfaldsmændenes spor. Efter noget tid opdagede vi et væsen som kiggede på os. Det var en Bugbear og vi besluttede at angribe. Vi fandt deres hule og gjorde klar til at angribe.
Episode to
Tårnet, der nu var en ruin, lå på et højdedrag, som vi forcerede til hest. Mens vi red forsvandt Luca og Kempar, men det tog vi os egentligt ikke af. Da vi kom derop, begyndte vi en diskussion af hvordan vi måske kunne bruge kortet til at finde frem til skatten. På kortet stod der noget i retning af 30PW20NW15NEP12NWELL – og det giver jo ingen mening overhovedet. Efter højlydt debat springer, der pludselig en lille hobbit ned fra et træ og deklarer at han så sandelig også er på jagt efter skatten. Han siger at han har hørt fortællinger om skatten i sin hjemstavn og at han gerne vil hjælpe os – siden vi nu engang har et kort. Vi indvilliger og siger begejstret at vi vil dele skatten med den nedfaldende hobbit, der i øvrigt kalder sig selv Halfred Surefoot.
Vi begiver os rundt til tårnets sydvestside og med guddommelig inspiration prøver vi at følge koden til at lokaliserer skatten. Vi begynder at grave og efter noget tid støder vi på en træbund, der dækker over en gammel brønd. Vi sænker Surefoot derned i et reb og han finder hurtigt en lille trækiste. Vi hæver begge dele op igen og Surefoot åbner uden besvær den gamle lås. Skatten indeholder en del platinstykker, 8 drikkebærer, en dagger (sort med spindelvævsmønster) og en ring. Vores hurraråb bliver afbrudt af hovslag og vi forsøger at gemme os i den lille lund nord for tårnet. Vi bliver imidlertid spottet med det samme af Oswards party. Vi går frem fra vores skjul og her mødes vi af Lord Oswards nedsættende bemærkningen om vores fædrene ophav og et krav om at udlevere skatten til ham.
Gavin syntes at der kan være nogen rimelighed i at Osward har krav på en del af skatten, siden det nu var hans kort, som Kep havde kopieret. Men hvorom alting er så ender den korte samtale med at Osward råber angrib til sine folk. To bueskytter sender pile af sted mod os og så bryder helvede løs. Nadir charger og tildeler en af krigerne et voldsomt sår, men bliver selv mødt med hårde hug. Surefoot sneakattacker med sin slynge og så kæmpes der hårdt. I ser sort ud for vores helte, idet både Cedric og Nadir går ned relativt hurtigt. Gavin og Lorancius healer de blødende og kæmper for at få overtaget. Og efter en dårlig start virker det som om at heldet er med vores helte igen. Cedric fremmaner en ulv og Surefoot har held med at hoppe omkring og stikke vores fjender i ryggen. Gavin uddeler nogle drøje hug og så prøver Lord Osward og elveren at stikke af. Gavin løber Osward over ende og ulven indhenter elveren.
Vi har vundet. Lorencius helbreder vores sår og vi begraver de døde. Lord Osward er dog stadig i live og vi holder en længere rådslagning om hvad vi skal gøre med ham.
Meningerne er del og fordeler sig således:
Cedric – vi må dræbe ham ellers kommer han efter os igen.
Surefoot – not so sure, men kan vi dræbe ham?
Gavin – vi giver ham noget af skatten og hans sværd og hest og lader ham gå.
Nadir – han skal sige undskyld eller kæmpe mod os mano o mano.
Lorenius – vi kan ikke slå ham ihjel.
Løsningen er derfor af strippe ham for tøj og udstyr, give ham hans sværd og sende ham af sted gennem ødemarken. Osward var ikke synderligt begejstret, men kunne ikke gøre andet end fortsat at svine os til (og han ville ikke tage den traditionsrige kamp om sandhedsretten med Nadir). Forhåbentligt vil turen gennem ødemarken lære Osward ydmyghed og taknemmelighed over levet.
Vi ser ikke anden mulighed end at skifte opholdssted og drager derfor sydvest over, idet vi følger floden til en grænseovergang. Vi forlader North Kingdom og drager mod bonewood, som Cedric fortæller er en forhekset skov, hvor alt liv er fortrængt. Lorencius og Nadir er glade for denne mulighed for at fordrive noget ondt/unaturligt og eventyrerne begiver sig videre mod vest.
På vejen bliver vi dog opmærksomme på en vogn skjult i vejsiden. Vi undersøger det og finder vognens vagter og passagerer myrdet. Vi ser også store fodspor der løber nordpå. Vi følger sporet og kommer til nogle klipper. Vi ser en sniger ligger i skjul og da vi ikke kan snige os nærmere klatre vi direkte derop. Det viser sig af være en vagtpost for en hel gruppe af snigere. De har barrikaderet sig inde bag en trædør i klippen og vi gør klar til at angribe dem.
Episode tre
Vi åbner døren og nedkæmper de tre snigere, der gemmer sig inden for. Vi havde ventet at der var flere og går ind, for at undersøge deres hule. Inden for bliver vi opmærksomme på en fløjten og ser at der kommer en gruppe snigere udefra hen imod døren. Samtidig hører vi at døren i den anden ende at hulen åbnes af en anden gruppe. ”Damn, we’re in a tight spot!” Halfred og Cedric løber ud af hulen af kæmper imod dem uden for, vi andre kæmper i den smalle gang.
Den ene viser sig at være en troldkarl og vanskelig at nedkæmpe. Det lykkedes dog til sidst og vi plejer vores sår og undersøger deres skjulested.
Her finder vi et dokument hvor der står ”Join the Red Hand. Come to where to Wyrmsmokes and Witchwood join and we will destroy the humans and build an empire.” – Hvad det så end skal betyde???
Vi læsser de mange skatte omvores lille vogn og kører videre imod den næste store by, hvor vi sælger en god del af de ting vi har bjærget og køber nye magiske våben af prima kvalitet.
Videre ad vejen mod vest bliver vi overfaldet af en bande hobgobliner, der benytter en hidtidig ukendt taktik, idet de angriber os fra BEGGE sider af vejen. Vi går i panik og spreder vores indsats, så vi alle kæmper alene. Trods deres taktiske overlegenhed lykkes det os alligevel at nedkæmpe dem alle til sidst.
Episode fire
I den næste by møder vi Noran Wisdan, der kalder sig byens talsmand. Han beretter om byens vanskelige situation med de tilbagevendende angreb fra hobgobliner. Deres overfald på varetransporter og omkringliggende landbrug, bliver stadigt mere nærgående. Der ligger særligt mange på lur vest for floden – og inde i witchwood.
Vi indvilliger i at hjælpe byen mod at få en vis kompensation for vores ydelser. Noran anbefaler at vi tager ud til den lokale skovmand – Jaw – der kender skoven og dem der vandrer i den.
Vi overlader byen en del af de våben og brynjer vi har taget fra hobgoblinerne og drager ud til Jaws. Han er meget irriteret over hobgoblinernes frækhed og lader sig derfor hyre som vores guide.
Han viser os vej igennem skoven, da vi beder ham om at tage os til bjergkæden Wyrmsmokes ved skovbrynet. Ham fortæller også at der findes en gammel borg i skoven et sted på vejen dertil.
På vej igennem en mose i skoven skal vi passere en bro. Men idet vi går over ser vi bobler i vandet og pludseligt bliver vi angrebet af en hydra. Vi bliver ramt voldsomt og den lille hobbit bliver hydraens bytte, da han prøver at aflede dens opmærksomhed fra den faldne Pelor præst. Vi mod se os slået da Hydraen igen forsvinder ned i vanden med Halfred den tapre.
Vi ankommer til den borg i skoven som Jaws nævnte. Den ser forladt ud og vi begiver os derind for at søge ly og hvile ud efter kampen og sørge over den faldne.
Imidlertid bliver vi opmærksomme på at der har været aktivitet i borggården i for at noget der ligner spor af Varger. Vi lytter til døren ind til stalden og hører her en samtale mellem to Hobgobliner. De sidder tilsyneladende og spiller et spil om biller.
Vi flår døren op og forsøger at løbe dem over ende. Men det er lettere sagt end gjort og inden længe for de selskab af to varger, der springer på os.
Inden kampen er helt forbi bliver Cedric opmærksom på at en Manticore er på vej hen imod os. Vi barrikaderer os hastigt inde i stalden. Vi er udmattede af dagens kampe og ikke parate til at møde en Manticore. Nadir kravler på til tagryggen og kigger ud. Uden for er fire hobgobliner, en Minotaur, en kutteklædt sniger og Manticoren ved at rådslås om vores tilstedeværelse, mens der bygges barrikader. Vi er fanget uden mulighed for at slippe ud uden kamp.
Episode fem
Vi forbereder os på både kamp og flugt så godt vi kan. Cedric siger at han kan åbne en ”dør” til et rum uden for deres rækkevidde. ”We’ll take it!”.
Dog vil vi forsøge os med et flugtforsøg først. Nadir stikker hovedet op af taget igen, men bliver opdraget af Manticoren, der straks letter og flyver hen mod taget. Nadir laver sig om til en Ørn og prøver at komme væk inden han bliver flået af Manticoren.
Helvede bryder løs og Cedric laver det mærkelige rum mens Gavin og Jaws beskyder hobgoblinerne uden for. Nadir i form af en ørn flyver væk og nedkalder lynild fra himmelen til at ramme både goblinerne og Manticoren.
Den sårer flere nede i laden og trænger igennem taget og springer ned til dem. På det tidspunkt er flere nået i sikkerhed i det mærkelige rum, men Gavin springer ned igen og tager kampen op med Manticoren. Det koster ham næsten livet, men han får hjælp fra sine venner, der igen må sætte livet på spil. Jaw dør.
På dette tidspunkt dukker en uventet hjælp op. En kriger i rustning løber ind og angriber de hobgoblinger, der skyder med bue. Nadir flyver ned og prøver at krasse en af dem. Krigeren nedkæmper dem og eftersætter derefter en hobgoblin der flygter fra laden.
De andre kommer ud fra laden hvor de har nedkæmpet de sidste, men idet døren bliver åbnet kommer minotauren stormende ud. Den slår vi også ihjel. Tilbage er kun den kutteklædte sniger. Ham finder vi i tårnet og han giver os en god kamp for at er meget svær at ramme. Vi slår ham ned, men Gavin healer ham og så fortsætter løjerne til vi slår ham ned igen. Suk.
Vi hviler i det mærkelige rum og så prøver vi at forhører snigeren. Det går helt galt. Og den nytilkomne kriger og Gavin myrder den bagbundne fange.
Kan vi være sikre på at krigeren, der dukkede så belejligt op er den han siger han er?
Hans historie er at han og hans venner bliver overfaldet af hobgobliner og de alle døde men han slap væk. Han kalder sig Cain og er uden tvivl en meget dygtig kriger.
Vi gennemsøger borgen og finder en masse gamle bøger og andet. Borgen har været forladt meget længe, men blev engang beboet af en fanatisk ridder, der satte sig for at fordrive kæmperne fra skoven fordi de efter hans udsagn plyndrede karavaner.
Hans eget endeligt står måske at læse i det tilstødende lokale der indeholder et skelet og et sværd. Uden for er der flere lig af kæmper, hvilket tyder på en hård kamp, der endte med kæmpernes overtag?
Vi beslutter os for at prøve at finde overlevende kæmper og få deres hjælp i kampen mod hobgoblinerne.
Vi har også fundet et kort over området med referencer til den røde hånds angrebsplaner. Vi får brug for allierede og forstærkninger. Og levende fanger – damn!
Episode 6
Som vi alle husker fra episode 5, forvandlede Nadir sig til en ørn og fløj en tur i området bl.a. for at se nærmere på skov-fortet, der var markeret på goblinernes kort. Nadir, som er en kompetent og snu barbar-druide, finder dygtigt frem til skov-fortet – og det endda selvom det ligger i en helt anden retning, end angivet på kortet! Goblinen, der har tegnet kortet, har åbentbart en ikke alt for god retningssans…
Aha! En skov-kæmpe! 3 meter høj – i siddende stilling! Ham må vi straks besøge og overtale til at hjælpe os i kampen mod de fæle, onde og ildelugtende goblin-horder! Vi begiver os mod skov-fortet… Da vi ankommer bliver vi enige om, at det er klogest, at det kun er de mere diplomatiske personer i vores heltegruppe, der går op og taler med kæmpen. Det drejer sig om (Cedric), Nadir og Lorencius.
Kæmpen nærer en udpræget mistro mod mennesker, og det blot fordi størstedelen af hans frænder er blevet slået ihjel af Vraath-familien og deres riddere, da de bemægtigede sig herredømmet over skoven for 200 år siden. Trods helt fantastiske diplomatiske evner og forsikringer om at gobliner er onde, ulækre, vil ødelægge skoven og generelt er en race, der er langt, langt, laaangt værre end mennesker, lykkes det ikke at overtale kæmpen til at yde os støtte. Vi forlader ham, men siger at vi vil vende tilbage ved daggry for at høre hans endelige svar.
Vi slår lejr for natten. Nadir tager første vagt, og på netop hans vagt, bliver vi angrebet af en fæl, fæl uglebjørn. Men pftah! Der skal mere til at true så erfarne og dygtige eventyrere som os. Vi slår den hurtigt ihjel, faktisk når de fleste slet ikke at gnide søvnen ud af øjnene, før den er ihjelslagen. Har de mon skatte i deres huler sådanne uglebjørne? Flere af gruppens – ikke alt for belæste medlemmer, spørger sig selv om dette. Meeen, så er det godt vi har vores ohhh så vise kogler, Cedric! Han ved de utroligste ting! Uglebjørne, skatte? Nej, nej, nej da!
Resten af natten forløber roligt, og næste morgen går vi – de samme tre – igen op til kæmpen. Han virker overrasket over at se os igen, og det lykkes heller ikke for os denne gang, at overtale ham til at støtte os i kampen mod det onde. Vi forlader ham og er parat til at drage videre, men så pludselig ser vi den store, magiske pig-handske Cain har bundet fast til sin saddel. Den giver vi til kæmpen! Uha, han bliver overrasket over den fine gave. Det er jo den gamle “Twist-tusk-handske”! Han bliver pludselig meget venligere stemt overfor os, og han indvilliger i, at tale med hans frænder i bjergene og fortælle dem, at ikke alle mennesker er onde. Pelors sol skinner på os, og varmer os helt ind i vores bløde hjerter. Sikke en fremragende idé – med et føler vi os mere erfarne…
Vi drager videre mod det, der på kortet er markeret som “skull gorge bridge”. Nadirs fugl har set “flere” væsner længere fremme, og Nadir sniger sig hen og kigger.
Ved toppen af et bakkedrag er skoven ryddet, og 20 m længere fremme er en slugt. Over slugten fører en bro, og på hver side af slugten er to 5-kantede tårne, der står ved siden af broen. På den anden side er en lejr med 4-5 telte. Dette er ikke noget problem i sig selv, men det er det, at der i hvert tårn befinder sig en vagt (hobgoblin) og ved hver ende af broen ligger en hund fra helvede og holder vagt! Dette er vel i sig selv heller ikke noget problem – vi skulle nok kunne kanøfle dem i en evt. kamp. Situationen bliver dog vanskeliggjort en hel del, idet der øverst oppe i et af tårnene på den modsatte “bred” ligger en grøn drage på størrelse med en hest! Ak, ak, ak…
Hvad skal vi dog gøre? Vi er i vildrede. Kan vi overhovedet stille noget op mod denne frygtlige samling af onde, onde væsner? Der er vel grundlæggende to muligheder: 1. vi prøver at komme udenom eller 2. vi angriber! Enhver, der kender bare den mindste smule til hvordan vi tænker, ved, at vi vil vælge sidste mulighed. Men hvordan skal vi angribe? Hvad er vores taktik?
Der hersker ikke enighed om, hvordan vi skal gribe opgaven an. Nadir siger, at han har mulighed for, at forvandle sig til en ørn, flyve over på den anden side og lave skarpe torne, nedkalde lyn og på den måde skabe panik. Vi regner med, at dragen vil opdage, det er Nadir, der “driller” og så flyve efter ham. Dette er vi vist alle enige om, er et fremragende forslag, men her holder enigheden så op…
Nogle mener, at Nadir kan få dragen til at følge efter sig, lokke den ind i skoven, hvor vi så kan stå parat til at tage i mod den med dragne våben og fantastiske formularer. Denne plan bygger på, at dragen er omtrent ligeså intelligent som en skål havregrød uden sukker…
Andre mener, at vi så snart Nadir har påkaldt sig dragens opmærksomhed og skabt panik i lejren, må vi angribe fra skovbrynet, så vi kan udnytte overraskelsesmomentet mest muligt. Mod al sund logik og til Pelors og hans præsters store overraskelse, vælger vi ikke denne plan…
Nadir forvandler sig til en ørn og flyver over kløften, laver torne, nedkalder lyn og skaber panik. Fremragende! Men så opdager dragen ham! Og til trods for han kan flyve meget, meget stærkt, kan han slet ikke flyve fra dragen… Den indhenter ham, ånder syre på ham og bider ham! Han flygter ind over skoven, men mærkelig nok (!) følger den ikke efter ham længere end til skovbrynet… Vi andre står et sted dybt, dybt inde i skoven fuldstændig pumpet fulde af adrenalin og diverse formularer, helt klar til at give dragen en varm velkomst, men det er kun Nadir, der kommer…
Kæmpe nitte og nedturs stemning. Det er sgu bittert :(. Vi må udsætte angrebet til vi har hvilet. Vi sniger os tættere på og ser, at der kommer forstærkning til teltlejren (9 hg + 1 hh). Samtidig øger de bevogtningen af broen.
Næste morgen gør vi os igen klar til kamp. Planen er nu en mere direkte konfrontation mod den nu endnu større styrke. Nadir kaster pigge-formularen på området foran tårnene for at forhindre en hurtig fremrykning af fodfolk og hunde fra helvede. Krigerne gøres stærke som tyre, velsignes, beskyttes mod syre og pile. Ja, Pelor ser endda med så milde øjne på Cain, at han lader Lorencius tage noget af den skade Cain ellers ville have fået. Cain stiller sig frem parat til at tage mod dragen (og de andre fjender). Nadir, Cedric og Lorencius gemmer sig bag en mur af vind, og Gavin skyder på alt, hvad der bevæger sig.
Kampen går strålende! Dragen flyver straks hen til os og ånder syre på Gavin og Cain – men Pelor beskytter dem! Herefter er dragen lidt tarvelig, og følger ikke vores plan. Den flyver simpelthen væk inden vi kan nå at slå den ihjel… I stedet må Cain tage til takke med at sende et par hunde tilbage til helvede og herefter løbe op mod tårn 1 for at tage livet af de her posterede hobgobliner. I dette virvar af kamp regner det med pile fra Gavins bue, magiske missiler skyder fra Cedrics hænder og Nadir hidkalder et mægtigt, mægtigt væsen kaldet en hippogrif, der flænser hobgoblinernes lædrede kød! Men hvordan skal det dog ende for vores helte?
Episode 7
Kampen forløber udmærket. Dragen er fløjet væk og vi er i offensiven. Der er dog 8 hobgobliner på vej over broen (7 fodfolk og en leder). Der bliver kastet et net mellem de 2 tårne, så de 8 hobgobliner på broen ikke kan komme over til os.
Det er herfra at det begynder at gå dårligt. Dragen er fløjet tilbage til sit tårn og pludselig forsvinder den bare. Cain er løbet op i tårnet og nedkæmper de 3 hobgobliner deroppe. Hippogriffen dør og efterlader en Hobgoblin i det andet tårn. Cain bliver beskudt fra tårnet på den anden side af kløften og beslutter sig for at løbe tilbage til jorden.
Imens bevæger Lorancius sig i stilling for at kunne skyde på hobgoblinen i tårnet, men da han går forbi Cedric kommer dragen til syne bag dem og sprøjter syre på dem. Gavin handler hurtigt og angriber dragen, men den stikker af igen. Den flyver tilbage til sit tårn og angriber igen. Igen sprøjter den med syre, men da den flyver forbi kommer endnu en hippogrif til syne og angriber den. Den vælger dog igen at stikke af og hippogrifen angriber hobgoblinen i tårnet i stedet og dræber ham. Den flyver videre mod næste tårn.
Samtidig kommer Nadir tilbage og dragen bliver ramt af flere lyn. Hippogrifen angriber dragen igen men bliver dræbt og så går det for alvor galt. Dragen angriber igen og denne gang bliver Cedric ramt af syren og dør en smertefuld død. Det er her vi for alvor beslutter at trække os tilbage og vi flygter ind i skoven.
Vi slikkede vores sår og begravede Cedric. Vi tog ned til kæmpens lejr, men han var der ikke. Vi var rådvilde, men Nadir blev til en ørn og fløj ud for at se om vi kunne komme uden om kløften. Der var et vadested øst for broen, men oppe mod nord, lå der en lejr, hvor der var mindst 1500 hobgobliner, Kæmper og en stor rød drage.
Det gjorde det ikke nemmere at beslutte hvad vi skulle gøre. Mens vi sad og vendte vores muligheder hørte Nadir og Lorancius, at der var en som nærmede sig. Det var en Elver, ved navn Varamir. Han ledte efter nogle fjerne slægtninge, som skulle bo i skoven. Han ville gerne hjælpe med at nedkæmpe hobgoblinerne. Men vi blev enige om at tage ned til D? Ferry og advare dem og sørge for at de andre byer i omegnen blev advaret om den kommende invasion. Derefter tog vi tilbage til skoven. Vi var enige om at broen er et meget vigtig stratetisk punkt for hæren. Desværre så var der nu omkring 100 vagter ved broen og dragen var der også stadigvæk.
Vi gik tilbage til kæmpens lejr, men han var der stadigvæk ikke. Nu prøvede vi igen at blive enige om hvad vi skulle gøre og der var flere forslag, men ingen enighed. Det var ved at blive besluttet at tage op i bjergene og lede efter kæmperne, da vi fandt ud af at vi var omringet. Det var heldigvis bare kæmpen, som havde fundet sine 23 slægtninge. De var ret skeptiske overfor at hjælpe os med at angribe broen, men de begyndte at tø op efterhånden.
Episode 8
Oplivet af de bedre udsigter gik vi sammen med kæmperne mod broen igen, mens vi lagde dristige planer for hvordan vi kunne besejre vores fjerner. Da diskussionen strandede på manglende opdateret viden om forholdene, bad vi kæmperne blive lidt tilbage i skoven, men vi gik længere frem for at rekonocere.
Efter noget tid støtte vi imidlertid på en patrulje hobgobliner, der straks blæste i et alarmsignal i et horn. Nadir fik planterne til at gribe ud efter fjenderne, men flere fortsatte imidlertid alligevel. Varamir lavede eksplosioner af lyd hvilket tog livet at et par stykker.
Men kampen gik ikke godt. Deres leder gik mod Lorancius, der forsvarede sig godt, men hverken han eller Nadir havde held til at tildele fjenden store skader.
Pludselig blev vi opmærksomme på at der kom forstærkningen fra luften – til fjenden! To Wyverns med ryttere kom ned fra himmelen og gik direkte mod Lorencius. Vi var omringet og alle var hårdt sårede. Varamir tog flygten ind i skoven og Nadir lavede sig om til en ørn og fløj op i luften. Lorencius forblev og kæmpede, men blev slået i jorden. Wyvernrytteren stabiliserede Lorencius, så han ikke døde og tog ham med. Af frygt for at hans gamle rejsekammerat ville blive udsat for vanærende og langvarig tortur forfulgte Nadir Wyvernen, der nu havde Lorancius bundet på ryggen, og lod flere lyn slå ned i den til den styrtede – med Lorancius under sig!
Nadir dykkede ned og fløj om bag hobgoblinerne og lod nu jordens rødder blive til pigge under deres fødder. To faldt. Så fløj han hen og så at hæren var på vej over broen og at den var bevogtet at dragen, manticores, wyverns mm. Derfra vendte ham tilbage til Lorancius lig, tog hans rustning af og bragte ham med tilbage mod kæmperne. På vejen fandt Nadir og Varamir sammen igen.
De fortalte kæmperne, at slaget om broen var tabt og hæren var allerede på vej. Kæmperne fortalte, at de ville obstruere deres fremfærd så meget som muligt.
Næste dags morgen begravede de Lorancius på solsiden af i høj i skoven. Derefter vente de tilbage til Drellings Ferry og advarede dem om hæren fremmarch. Det lykkedes at overbevise indbyggerne – med Norah i spidsen – at det skulle flygte fra byen. I kroen mødte de en kvinde, der var ridder i Brindal – noget hun kaldte en blå løve. Vi bad hende om at hjælpe med at advare indbyggerne i byerne på vejen og hobitterne mod syd. Hun fortalte til gengæld om en blokade af vejen nord for Brindal.
I krostuen mødte vi også en mærkelig lille mand med fedtet, sort hår, der sagde at han hed Abel og at han var rejsende og ikke ville kunne komme videre. Vi blev enige om at slå følge for han havde stor viden om vejene i området.
Næste morgen hastede vi mod Witchcross som vi nåede efter kun en overnatning. På vejen prøvede vi hastigt at advare byernes spidser om den kommende invasion.
Episode 9
Nadir, Waramir, Abel og Cain befandt sig i Witchcross og diskuterede hvad der nu skulle gøres. Vi blev enige om at Nadir og Cain skulle tage til Brindal efter magiske drikke og perler, mens Waramir og Abel blev tilbage for at undersøge og tyde de hemmelige breve. Det er en meget svær kode som de ikke kan bryde og da Nadir og Cain kommer tilbage, flyver Nadir til Brindal igen med brevene. Han tog til Løve ordnens hovedkvarter og de var yderst villige til at hjælpe med oversættelsen og brydningen af koden.
Der var nogle vigtige oplysninger i brevene:
I et tempel på Cinder Hill sidder High Wyrmlord Azarr Kul, af drageæt og præst for den onde drage gud Tiamat. Herfra leder han sin tusindtallige goblinhær under banneret for “dommedagens røde hånd”.
Under Azarr Kul er der 4 Wyrnlords:
Saarvith – en goblin skovmand. Sendt til ruinbyen Rhest på en specialmission.
Ulwai – Hobgoblin og bard
Hravek Kharn – Hobgoblin og ? (Han er på det sted hvor hæren skal mødes)
Koth – Sniger og troldkarl – dræbt i skovborgen.
Vi blev bekræftiget i at broen var af en meget vigtigt strategisk betydning og at horden består at gobliner, hobgobliner, ogres, snigere, kæmper og drager, der fungerer som rådgivere mm.
Nadir kom tilbage og vi tog straks nordpå. Vi slog lejr for aften og en time inde i Cains vagt blev vi angrebet af Harpyer som fortryllede Cain. Men da alle var vågne blev vores modstand for stor og den ene stak af, mens den anden blev slået ihjel.
Vi gik til ro igen og resten af natten forløb uden flere begivenheder. Næste formiddag fløj Nadir ud og spejede. Ca 8 mil mod nord lå den barrrikade som vi havde hørt om. Vagterne var ikke særlig overvågne og vi blev enige om at et angreb havde en rigtig god mulighed for at lykkes.
Vi lavede en snedig plan og vi nedkæmpede de 8 hobgobliner og 2 ogres uden de store skrammer. Både Nadir og Abel fik vist at kamp på hest ikke er helt nemt.
Der var ikke flere spor i barrikaden, så vi tog mod vest.
Vi var en smule rådvilde i forhold til hvad vi ledte efter. Vi ville gerne finde de elvere som Waramir har fortalt om, men Abel havde også set toppen af bygninger i det fjerne og det kunne være Rest. Der var også tegn på at øglefolk bevægede sig rundt i området
Jorden blev mere sumpet, men vi fandt en stor tue hvor vi ville slå lejr. På øen lå liget af en kæmpe ugle. Det var ikke lang tid siden den var død og vi blev da også angrebet af et drageagtigt væsen som vi dog fik nedkæmpet.
Efter kampen kom 5 store ugler flyvende og på deres rygge sad der elvere.
Episode 10
Elverne kom ned mod os, kredsende på deres ugler i langsomme, forsigtige cirkler. Deres anfører kom hen imod os, mens hans folk havde deres buer spændt.
Han forlangte på elvisk at høre hvad vi lavede i sumpen, hvorfor Varamir fortalte at han ledte efter dem – hans gamle slægtninge – og at vi var ude efter den røde dommedagshånd.
Anføreren forlagte at vi fulgte med til deres hjem. Vi sad op på deres ugler og fløj, da de lovede at bringe vores heste med senere. Vi kunne se ruinerne af Rhest ude i sumpen, men ingen tegn på en større hær.
Da vi ankom til elvernes lille skov på en ø i sumpen, blev vi ført ind til deres leder eller “vejleder” som hun kaldte sig. Hun var en gammel druide og var høflig nok til at tale på det almindelige sprog. Hun præsenterede sig som ..?. og præsenterede med en mild hovedrysten også Killian, den anfører som havde samlet os op, og Tralala, en tydeligt bevæget Højsanger der sad i hjørnet.
Vi forsøgte at fremføre vores beviser for den røde dommedagshånd grusomme planer for området og fortælle alt hvad vi havde set, gjort og oplevet. Vi havde kun meget begrænset held med at brænde igennem med vores ønske om en alliance mellem Brindel og Elverne. Dog fik vi af vide, at den røde hånd havde været i området i et par måneder, og de kun var et par uger siden at det første at disse mærkelige væsener dukkede op. Mistanken mod den råde hånd var således bestyrket.
Vi fik anvist et telt hvor vi kunne sove. Tralala kom ned til vores telt (Varamirs og Abels) for at sige tak fordi vi havde slået det væsen ihjel, der havde dræbt hendes bror og for at invitere os til at deltage i begravelsen af ham den næste dag. Vi takkede ja, i håbet om at vinde deres sympati herved.
Det viste sig at være en heldagsforestilling og til vores gru opdagede vi at de fleste bidrog med skønsagn og dans og balfaldera. Vi kiggede hurtigt på hinanden og besluttede at vi ikke havde noget at vinde ved at deltage.
Vi blev dog hele dagen, for at begive os af sted om aftenen i nogle kanoner vi kunne låne. Vi sejlede de 10 mil indtil vi kunne se lys på begge sider af den lille “kanal” vi sejlede i. Vi prøvede at slippe uset forbi, idet vi vurderede at det var vagtposter – evt. Lizard folk. Det lykkedes kun næsten. Et plask alarmerede dem, men Abel fik de fleste til at falde i søvn. To sprang i vandet, men den gjorde Nadir kort proces med ved at forvandle sig til en haj.
Vi likviderede alle Lizards i hytten, med undtagelse af en enkelt som vi udspurgte. Det lod til at de var bange for dragen og betragtede den som en gud. De ville gøre alt for den. Vi bandt den og lod den ligge i hytten mens vi begav os videre mod dragen og wyrmlord Saarvith. Lizarden havde beskrevet området lidt for os, så vi sejlede forbi tårnet og direkte til hovedbygningen. Nadir var stadig en haj og de øvrige stagede på en Lizardpram. Vi ankom til bagsiden af bygningen og nadir kunne nedefra vandet se to ogres, der holdt vagt ved hovedindgangen.
Varamir, Cain og Abel sneg sig succesfuldt op på det lille trin, der gik hele vejen rundt om bygningen. Her undersøgte de rummene og fandt en bøddel, der sad bøjet over noget arbejde. De besluttede sig for at gøre kort proces og koordinerede deres angreb med lynild og magiske missiler. Han døde hurtigt, men det lavede en masse larm og ogren kom løbende. Cain løb den i møde og slog den ihjel, men den anden ogre løb ham simpelthen over ende, så han faldt i vandet i sin pladerustning!
Der kom en Ettin til syne indenfor og den fik lige et par magiske missiler med på vejen. Men så kom den sorte drage med en rytter – sandsynligvis Saarvith – der holdt en stor bue. Nadir havde lavet en vindmur omkring de to koglere, men den holdt ikke dragens syre-ånde ude, kun skovmandens pile. Da gjorde Varamir stenen som dragen var landet på glat, med det uønskede resultat at den landende lige foran Abel, der blev forstyrret midt i en tryllekunst og prøvede at flygte.
Dragen gjorde kort proces med Abel, med slag fra vinger og klør, flænsede den ham. Nadir forsøgte at hjælpe Cain ved at gøre ham i stand til at ånde under vandet og Varamir kastede sig bort fra dragen, ned i det dulgte vand.
Og således skete det, at hajen Nadir hastigt svømmede bort, mens den sorte drage – uden rytter – kastede sig i vandet og sønderflåede Varamirs krop, så marskens grumsede vand farvedes rødt af elverens blod. Alt imens stod dragerytteren på træbroen og grinede af overstadig fryd. Efter et stykke tid trak fjenden sig igen indendøre – overbeviste om deres knusende sejr. Abel blev ligeledes bragt indenfor.
Et par timer gik og i de tidlige morgentimer – før solopgang – steg en våd og kold og hævngerrig kriger op fra dybet. Besværet af sin tunge rustning og sit store sværd skramlede han op på træbroen, og blev kort efter mødt af den sårede ogre og den sårede ettin. Hovmodige efter deres tidligere nemme sejr undervurderede de deres fjende og blev hugget ned. Krigeren Cain vendte sig for at styrte indenfor og afregne med wyrmlorden og dragen, men de var der allerede. Og Cain følte dragens smertefuldt ætsende ånde og kløernes flænsen, mens pil efter pil gennemborede ham til lyden af frydefulde sejrsbrøl.
Episode 11
Nadir svømmede væk fra kamppladsen, forvandlede sig til en ørn og fløj ud til vejen mod Brendol. Her mødte han en gruppe eventyrer, som var på vej mod ruinerne. Gruppen bestod af 2 menneske præster (Kanyard Prestis og Nelson Ronin), 1 dværge kriger (Angalt Granet), 1 elver ranger (Erian Lothar) og en elverkvinde (Talika Starlight).
Gruppen ledte efter Nadirs gruppe for at hjælpe dem. Nadir sluttede sig derfor uden vidre til den brogede flok og sammen begyndte de nye fæller at lægge en plan for et nyt angreb på dragen og goblinen. Det blev en snedig plan, der i alt sin enkelthed gik ud på at vente til mørket faldt på og derefter bruge mægtig præstemagi som gjorde at alle kunne gå på vandet. Ud fra devisen tavshed er guld gjorde Kanyard en mønt helt stille – og med den alle inden for 3 meter . På den måde kunne gruppen løbe hen over søen lydløst og uset.
Planen virkede naturligvis forrygende og gruppen kom frem til ruinen uden at blive opdaget. Erian Lothar bevægede sig frem som den første og opdagede straks 2 Ogres – der også fik øje på ham. Nu startede kampen. Erian affyrede pile mod en ogre. Kanyard kastede snarrådigt mønten op mellem ogrene, så kamplarmen ikke kunne høres. Nadir fremmanede en Hippogrif, der angreb en ogre. Oppe på en trappe kom endnu 2 spydkastende ogres frem. De 4 ogres blev nedkæmpet lynhurtigt uden væsentlige skrammer til vore helte.
De bevægede sig op af trapperne og ind i bygningen. Erian, Kanyard og Talika bevægede sig ned af nogle trapper og stod foran en dobbeltdør. Angalt Granet gik hen til et hul i gulvet på første sal og blev mødt af pile dernedefra. Nadir løb derhen og fik rangerens hud til at fryse til is. Hippogriffen fløj ned i hullet og forsvandt i en sky af syre og fjer. Alt tydede på at både dragen og ranger wyrmlorden var dernede. Kanyard åbnede dobbeltdøren ind til rummet – og der stod dragen og goblinen ganske rigtigt. Angalt og Nadir kastede sig ned i hullet og landende på vandet, fordi de stadig var uden indflydelse af den mægtige magi. Alle koncentrerede sig om dragen, der sårede Kenyard, med sine klør og vinger, men beskyttelsen mod syre reddede os fra smertefulde sår. Alle gik i nærkamp med dragen, der derved hurtigt blev hugget ned. Det efterlod kun wyrmlorden, der blev overladt til dværgeøksens kærlige hug.
Der var en del skatte i rummene. Bl.a. var der en halskæde og et væmmeligt skrin, hvor der var en besked til goblinen. Tilsyneladende var Wyrmlordens opgave at gemme halskæden fra en Ghostlord, hvilken var afgørende for den røde hånds fremmarch og særligt slaget mod Brindol.
I en tilstødende bygning var et dragevæsen som hurtigt blev nedkæmpet. I en rede lå et æg som Angalt var meget interesseret i. Der var lidt diskussion af muligheden for at disse væsener kunne være grunden til at den røde hånd var aktiv i sumpen.
Herefter hvilede de sejrrige eventyrere og forberedte sig på kampen mod resten af de onde i sumpen.
Episode 12
Udhvilede fra strid gjorde vore helte sig klar til at undersøge nærmiljøet. Snarrådigt besluttede de sig for at stage hen til klokketårnet for at bekæmpe de formodede vagter der. Det viste sig dog, at de havde fortrukket i nattens løb. Derfra stagede heltene tilbage til hovedbygningen og gennemgik den fra kælder til kvist, men uden at finde noget væsentligt. Nadir fandt og ødelagde dog yderligere tre æg fra disse minidrager i indhegningen. Angalt medbragte et helt et af slagsen.
Derfra ville eventyrerne overbevise Lizardfolket om, at deres drage var faldet for vore hænder – og at det skulle være et sikkert tegn på, at de nu skulle tjene os i stedet for de onde. Lizardfolket havde dog forladt deres hytter – undtaget den lizardmand vi tidligere havde udspurgt og efterladt bundet i sin hytte. Han havde dog fået slået hovedet ind – omkring tiden for vores angreb på dragen og wyrmlorden – vurderede den kyndige healer og retsmediciner Nelson.
Derfra tog vi til elverne. Nadir frembragte en bølge, der tillod os at sejle med høj fart et stykke af vejen. Vi ankom til eleverne, der modtog os med blandende følelser. De var heller ikke begejstrede over at det kun var Nadir de havde set før. Ikke desto mindre blev vi ført til druiden Seleria, hvor vi fremførte vores anmodning om elvernes bistand til Brindol i kampen mod de invaderende styrker. Seleria afslog, til trods for Nelsons formidable retoriske præstation – og deres frænde Talika beretning om vores spektakulære sejr over dragen og den onde wyrmlord. Den findes næppe ord, der kan dække den retfærdige harme overfor elvernes laissez faire attitude, som vore helte følte i det øjeblik. Kanyard måtte forlade salen i raseri.
Det eneste vi fik ud af turen til elverne var en forklaring på denne ghostlord, der blev nævnt i brevet. For længe siden var han en druide, der vente sig mod naturen og blev en Blighter. Han blev meget magtfuld og nomaderne i bjergene dannede en “løvekult” omkring ham. Blighteren og hans kult blev en trudsel mod Rhest, der sendte sit kavaleri mod dem. Begge hærer omkom derved, men Blighteren genopstod som en Lich, der stadig huserer i Thornwaste med sine spøgelsesløver.
Der var lidt forskellige versioner at denne historie, men summa summarum – Ghostlorden er en lich der bor i Thornwaste. Den røde dommedagshånd har angiveligt nuppet hans phylactery – et artefakt, der binder hans sjæl til jorderiget.
Vores eftertænksomme helte forestillede sig at det havde gjort ham ganske misfornøjet med samme dommedagshånd og diskuterede muligheden for at levere den tilbage til ham. Ghostlorden skal ifølge brevet spille en ikke uvæsentlig rolle i forbindelse med slaget om Brindol.
Vi tog fra elverne tilbage til vejen, som vi fulgte til Brindol over Whichcross. I Brindol mødte vi Tajani Sura af Brindols Løver, som vi fortalte alt. Hun fortalte til gengæld at Drillings Ferry er brændt ned og Tarelton står for tur. Vi spurgte til byens alliancer og fik fortalt at Lord Jarnosh havde sendt bud efter dværgene.
Nilson og Kenyard, der ikke behøver så meget søvn, fik identificeret nogle magiske ting mens vi andre sov. Næste dag søgte vi flere oplysninger om Ghostlorden på Akademiet for Magi og Trolddom. Vi tuskhandlede også vores overskydende genstande og fik indkøbt nogle nye sager.
Herfra hastede vi ud af Brindol mod Thornwaste. Vi forlod vejen inden vi mødte den røde hærs hovedstyrke og drog sydpå modbjerge, for at følge dem vestover. På vejen hørte vi pludselig høje hvin fra begejstrede gobliner og Nadir rekognoscerede som ørn. 5 gobliner og to kæmper havde plyndret en vogn og dræbt vagter og heste.
Det er vel overflødigt at nævne at det kom til kamp. En hurtig kamp, hvor Angalt gik amok med sin nyindkøbte stridsøkse. På vognen fra vi guld og ædelstene og et brev, der afslørede at det var en pengetransport fra Brindol til dværgene, der også indeholdt en værgekontakt og en anmodning om 200 dværgekrigere til Brindols forsvar. Vi lagde derfor kursen om og hastede stik syd for at overbringe Kaptajn Eywind Helmbreaker brevet fra Lord Jarnosh. Måske vil det lykkes for de karaktersvage og usympatiske eventyrer at fornærme undermålerne og de grådige gniere i bjergene. – Men hvordan skulle det kunne gå galt?
Episode 13
Vi begav os ind til dværge og efter noget forhandling så var de med på handlen. Næste morgen ville de tage af sted. Vi tog videre til en anden dværge klan, som måske havde flere oplysninger om Ghostlord.
Hvis hans amulet blev ødelagt, vill han vide det og sandsynligvis gøre alt hvad der er i hans magt for at hævne det. Vi diskuterede om vi kunne bruge det til vores fordel, men kom tilsidst frem til at det eneste vi kunne gøre var at tage over til ham og forhandle.
På vejen fra dværgene mødte vi en patrulje, som hurtigt blev nedkæmpet (dog med nogle skrammer).
Vi kom til ThornWaste, som var meget ufremkommeligt. Med Nadirs magi kom vi dog hurtigt igennem. Efter tornene kom vi til et golt område med en masse bakker. Her blev vi angrebet af en sand/jordhaj som hoppede og sparkede (var den mon Monk??). Vi nedkæmpede den forholdsvis let.
I det fjerne kunne vi nu se den store løveklippe. Vi bevægede som nærmere og blev enige om at forsætte til åbningen. Vi gik i en spredt formation, da et mangebenet væsen angreb os fra klippens åbning. Det ser sort ud skal vi alle dø her?
Episode 14
Vi stod imellem forbenene på løveklippen og ned af en rampe kom et mangebenet væsen løbene. Den var 15 fod bred og ca 40 fod lang. Det var en Behir. Den startede med at breathe et lyn mod Angalt, Erian og Talika.
Talika prøvede at gøre en svag, men den var svær at ramme. Angalt gik i nærkamp, men da behiren havde en lang rækkevide greb den ham med munden. Vi kæmpede videre, men det viste sig at den var for stærk. Den var meget modstandsdygtig overfor spells og det var kun magiske våben som bed rigtigt på den.
Angalt blev slugt af Behiren og den gik på Erian i stedet. Han blev også grebet. Kanyard fik givet behiren et voldsomt sår, men den slugte også Erian. Nelson fik Kanyard til at flyve, men behiren fik også fat i ham. Den maste ham og Nelson og Talika tog flugten. Talika opdagede en skikkelse i løvemunden og de blev enige om at tage tilbage. De råbte til kvindeskikkelsen og hun svarede tilbage. De prøvede at forhandle, men der begyndte at trække tunge uvejrsskyer sammen.
Talika lagde smykket, men Nelson tog det op. De red afsted og Nelson blev ramt af lynet flere gange. Den sidste gang døde hans hest. Han valgte at ødelægge smykket og der lød et skrig af raseri fra løven. Talika mødte Nadir, som lavede sig om til en ørn og fløj tilbage til løven. Han kunne se behiren komme løbene ud, med 3 ryttere på. Samtidig kastede en brændende hobgoblin sig ud fra munden.
Nadir fløj tilbage til Talika og lidt efter sluttede Nelson sig til dem. De diskuterede hvad der skulle gøres, da 3 krigere kom fra fra tornekrattet. Efter en kort
rådslagning var Behiren og rytterne over dem. Det blev en hård kamp.
Elveren startede med at skyde med pile på behiren. Talika kastede magi, men ramte ikke igen. Krigermageren? Kastede også magi, men det prellede af. Nadir sendte lyn mod den ene rytter og behiren.
Behiren kom tætter på og 2 af rytterne hoppede af. De blev usynlige. Den sidste rytter, en kvinde, affyrede pile oppe fra behiren. Krigeren stormede mod behiren, men endte i dens mund. Elveren blev usynlig og hans hest red væk. Det lykkeds endelig for Talika at få noget magi igennem. Behiren mistede noget styrke, men den spiste alligevel krigeren. De 2 andre fjender, som vist var præster kastede magi og Nelson og Nadir blev holdt fast.
Behiren bevægede sig hen til Talika og hun så døden i øjene. Overraskende nok vendte den sig mod elveren, som stadigvæk var usynlig, der havde ramt den med en pil. Den fik fat i ham og han blev grebet. Nadir slap fri og fremmanede en bjørn som straks angreb behiren.
Elveren blev knust, samtidig med at Nelson slap fri og angreb den ene præst. Talika ramte igen Behiren og Krigermageren? fik det dræbene slag ind. Ryttersken landede på jorden foran Nadir. Talika ramte hende med et lyn og Krigermageren? gjorde det af med hende. Nelson og bjørnen klarede den ene præst og den anden præst blev hurtigt nedkæmpet.
Mens der blev diskuteret hvad der nu skulle gøres, kom der en ny ven ridende – en kriger, der kaldte sig?.
Vi diskuterede om vore helte burde haste til Brindol? eller tage det endelige opgør mod ghostlorden? eller foretage raids mod den røde hær?
Nadir docerede ved lejrbålet om den røde hær og deres wyrmlords:
Koth – sniger og troldkarl – ham dræbte vi i skovborgen.
Saarvith – en goblin skovmand. ham har vi dræbt i ruinbyen Rhest.
og et gæt vil være at vi netop har dræbt Ulwai – hobgoblin og bard, men vi skal have genlæst dokumenterne – kan en af de tilstedeværende læse gnoll?
Tilbage er Hravek Kharn – Hobgoblin og den øverste wyrmlord. De er givetvis med hæren.
Episode 15
Efter en god nats søvn, morgenbøn og – til Talikas gru – Nadirs skamløse morgentoilette, begav vore helte sig atter ind i løvens hule, uanfægtet af den slet skjulte symbolik.
Uden for indgang påkaldte de tapre helte deres guders bistand og tømte arsenalet af magiske drikke og beskyttet besværgelser. Så løb de ind i hulen opfyldt af de retfærdiges hævn over denne Ghostlord og Blighter, der havde vendt sig mod guderne, naturen og livet. Men der var ingen gange, der førte videre ind i Ghostlordens hule. Så måtte heltene storme ud i gang og på forskellig vis forsøge at komme ind i åbningen i løvens mund, hvor de tidligere havde set den brændende hobgoblin.
Vi begav os systematisk igennem gange, ned af trapper og gennem sale prydet med talrige malerier af løver som den effektfulde, om end noget ensidige dekor. Ingen Ghostlord. Vi kom ind i et rum med en pool af gult vand omgivet af løvekranier og en statue af en løve i forrådnelse. I det tilstående ovale rum var der en stor kule, der svævede midt i rummet. Nadir slog på den uden særligt stort held. Men i det samme blev vi opmærksomme på en snigende kulde og opdagede at Ghostlorden havde gjort sin entre i rummet med løvestatuen. Kampen gik i gang. Han var for langt væk til at han kunne charges, men vi stillede os i angrebsposition. Ghostlorden lagde ud med at sende en stærk uhellig ild ned over vore hoveder. Nelson angreb med den healende stav, men ramte ved siden af. Nadir og den nytilkomne kriger angreb den med deres sværd. Det gjorde ikke så meget skade som vi havde regnet med! Så fyldte Ghostlorden rummet med kvælende røg og flere af gruppens helte med bræksyge og svimle, hvorfor de måtte fortrække til det tilstødende lokale. Ghostlorden selv stillede sig i indgangen hvor han kun kunne blive angrebet forfra. Han fjernede på magisk vis alle de fortryllelser det havde gjort Nadir stærkere og sværere at ramme.
Nadir kastede et jordelement og fortræk ind til de svimle. Nelson løb ud efter Ghostlorden, men jordelementet, som kæmpede mod Ghostlorden, stod i vejen. I stedet fjernede af den kvalmende sky fra lokalet og sikrede fri passage. I mellemtiden kom der en spøgelsesløve til syne, som de svimle helte hurtigt nedkæmpede. Da jordelementet var nedkæmpet stod Nelson alene foran Ghostlorden og han forsøgte endnu engang at ramme ghostlorden med den healende stav – men ramte forbi igen!! Ghostlorden retalierede og lagde sin kolde hånd på Nelson, der blev paralyseret øjeblikkeligt.
Der kom endnu en spøgelsesløve ud af vægen. Den skræmte heltene ved at kigge indgående på dem og de forsøgte at dræbe den. Nadir kastede flammer på Ghostlorden og den nye kriger løb frem mod ghostlorden og huggede til, men efter et enkelt slag blev også han paralyseret. Nadir gjorde ham kunsten efter og faldt paralyseret om i gangen. Spøgelsesløven og Ghostlorden gjorde herefter kort proces mod Talika og den tapre krigertroldmand.
—————————-
Således endte historien om de heltene, der ombragte tre af den røde dommedagshånds generaler og sikrede at både skovens kæmper og bjergenes dværge bistod i kampen mod den røde hånd.
Episode 16 – The Battle for Brendol!
Brendol var blevet evakueret, og stemningen i byen var præget af stilhed før stormen. En gruppe stred gennem byen. Zanti the Oblivious, den mægtige stridskarl, der kunne hugge 100 fjender ned for fode, Hubert, en lige så mægtig sværddrager, der kunne forvandle luften omkring sine fjender til lutter skarpt stål, Flagg, en heksemester, der tøjlede de dæmoniske kræfter, han var født med, ALL, en dreven krigsmager, der med sine mægtige ildformularer var vidt berømt og de to præster, KW og Heinrich, der begge var blandt Heironius’ udvalgte.
Gruppen var indbudt til krigsråd hos byens leder, Lord Jamath. Her diskuterede man sig frem til forsvarsplanen for Brendol. Byens forsvar skulle forstærkes med brændbare felter foran portene og ballistaer på de højeste punkter. Gruppen selv skulle opildne byens forsvarere og tage sig af blandt andet de forventede medbragte luftbårne modstandere.
Et par dage gik med forberedelser, og dagen oprandt endelig. Fjernt hørtes Den Røde Hånds hærs krigstrommer og snart sås de mægtige formationer af hobgobliner, ogrer, kæmper og ikke mindst drager, wyverner og manticorer. Slaget begyndte. Hubert var blevet udstyret med en mental forbindelse med Jamath af troldmanden Immerstal. Gruppen havde desuden fået følgeskab af flere Løver, Soranna Anitah, der fungerede som livvagt for Hubert og Teyani Sura, Løvernes leder. Lord Jamath anmodede hurtigt om, at gruppen tog til den vestlige port, hvor 4 kæmper slyngede store sten mod byens mur. Gruppen red sporenstrejs mod vestporten, blev lukket ud og gik øjeblikkeligt i flæsket på de 4 kæmper. Kæmperne besvarede angrebet med mægtige stridskøller, men gruppens heltemod og ekspertise var en for stor mundfuld til de store og stærke, men dumme væsner.
Herefter vendte gruppen tilbage til byen. På vej mod nordporten, hvor kampene var hårdest, blev gruppen angrebet af en drage…… Dragen åbnede kampen med at bruge sin dødelige ånde, der dog ikke havde den helt store effekt på den veludrustede gruppe. De fleste af heltene drak deres medbragte flyvedrik, og alle angreb nådesløst dragen på dens egen hjemmebane. Dragen viste sig dog at være en noget større mundfuld end først forventet, idet det snart gik op for alle, at den havde brugt magiske formularer til at styrke sit fysiske forsvar. Kampen bølgede frem og tilbage, og flere af heltene blev tilføjet drabelige sår af dragens ånde og dens massive fysiske angreb. ALL tog brodden af dragens fysiske magt ved på magisk vis at fjerne en stor del af dens naturlige styrke. Dette ændrede dog ikke ved, at Hubert efter en heltemodig indsats opgav ånden og blev gruppens første offer på frihedens alter sammen med Teyani Sura.
Huberts offer affødte en hævntørst og en resoluthed, som selv det mægtige væsen ikke kunne stå imod, og dragen fælledes.
Sorgfulde, men dog krigerisk opstemte over sejren, red gruppen mod nordporten. Undervejs stødte gruppen på en af Brendols Løver, der var i færd med at nedlægge et kontingent hobgobliner. Efter den retfærdige dåd, præsenterede Løven sig som RM2, og der blev hurtigt opnået enighed om, at han skulle følges med gruppen. RM2 kunne fortælle, at fjenden var trængt igennem ved nordporten, og at kampen nu skulle stå i Brendols gader. Gruppen blev enige om at barrikadere sig på en gade og vente på fjendens horder. Løverne og Soranna Anitah var stadig i live, og heltene havde desuden fået kommando over en deling byforsvarere – jævne, men gæve mænd, der ikke ønskede at se deres by overrendt af ondskabens horder.
Der blev taget opstilling, og snart kom første bølge. Bag barrikaden ventede alle med overblik og tålmodighed. Da fjenden var nær, blev der kommanderet: ”Giv ild”, og gaden foran barrikaden eksploderede i et inferno af ild fra en af ALLs kampformularer.
Første angrebsbølge bestod af 6 hobgobliner med langbuer, to hobgoblin ledere og to manticores
Næste bølge var bersærker-snigere med store økser. De nåede helt frem til barrikaden og ødelagde dele heraf før vi ombragte dem.
Den tredje bølge var gobliner, der red på frygtelige reptilvæsner. Rytterne forsvandt i en magtfuld ildkugle, men reptilvæsnerne udgød lynild og forurettede stor skade før vi fik dem udryddet. Soranna Anitah og et par militsfolk gik ned, selvom vi kæmpede hårdt for at holde dem i live.
(Flere bølger?)
Angriberne i denne del af byen var nu angiveligt slået tilbage. Vi blev kaldt til markedspladsen, hvor vi snart opdagede at en snigskytte havde taget opstilling i “coffin makers”, hvorfra han terroriserede de sårede soldater. Mange var faldet og vi hastede mod butikken. Da vi åbnede døren blev vi mødt at en troldkarls lynild. Han kastede derefter mirror images, men blev alligevel slået for fode i første runde. Imellemtiden havde Flagg (og ALL?) gjort sig usynlig og fløj rundt og spejdede. De fremmanede en sværm af insekter og en stor ulv?, der angreb snigskytten.
I rummert ved siden af stod endnu en troldkarl, der også kastede lynild, idet døren blev åbnet. Han led samme skæbne, som den anden, idet heller ikke han fik glæde af sin mirror image.
Krigerne og Heinrich løb op for at møde snigskytten, der var blev væltet omkuld af kæmpeulven. Han udnyttede dog den smalle trappeopgang og kæmpede videre liggende, indtil han mødte sit endeligt under RM2’s vedvarende sværdslag. Huset var nu rydet og pladsen igen så sikker som den kunne være under den blodige fejde mod dommedagshåndens horde.
Ude på pladsen kom der stadigt flere og flere af de overlevende forsvarere af Brendol til. Til sidst indfandt byens kommandør sig, Lars Ulverth. Han organiserede et sidste udfald mod de stadigt voksende horder af fjender i byen. Lars Ulverth havde kommandoen over de sidste Løver og den samlede tilbageværende forsvarsstyrke talte vel godt og vel 200. En stilhed sænkede sig over pladsen, hvor gruppen af helte brugte tiden på at tilse deres sår og ikke mindst udstyr. Der herskede en stille accept af, at dette skulle blive stedet og tiden, hvor alles fremtid måtte afgøres. Så gik det løs. Ind på pladsen fra alle sider væltede horder af hobgobliner, ogrer og luskere. Til sidst kom den øverste wyrmlord, Kharn, der i dagens anledning var flankeret af to kæmper og 4 ogrer fra hans elitekorps. Gruppen af helte gik direkte i flæsket på dem. Flere af heltene fik drabelige sår, men resolutheden herskede som aldrig før hos heltene. En efter en blev de svinske bæster hugget ned og til sidst stod kun Kharn tilbage, omgivet af ligene af sin livvagt.
Her var det, at Zanti the Oblivious stred frem mod det, der formodedes at blive hans livs sidste kamp. Kharn gjorde et mægtigt udfald, men Zanti udveg ham med nød og næppe. Kharn var et kort øjeblik ude af balance og netop som han troede at han havde fundet det fulde fodfæste igen, svang Zanti the Oblivious sit sværd i en voldsom bue. Klingen mødte Kharns hals rent, da denne vendte hovedet for at se sin modstander i øjene.
Således endte den længste dag i Brendols historie. Fjenden tog flugten, efter at alle dens kommandører var slået ihjel. Hæren opløstes, og de mange smågrupperinger var nemme ofre for Lars Ulverths Løver.
Gruppen blev fejret på behørig vis, men det skulle vise sig, at enden endnu ikke var god.
Fælles ting
Heavy Pick +1
Greatsword +1
Red Dragon Craft Full Plate +2
Heavy Steel Shield +2
Cloak of Resistance +2
Ring of Protection +1
Short Sword +1
Composit Shortbow +1
Quiver of Ehlonna
Heward’s Handy Haversack
10 Black Arrows
10 Cold Iron Arrows
10 Silverarrows
2 Scrlls of Haste
1 Scroll of Fly
1 oil of Magic Weapon
Potions::
2 Cure seriuos
7 Cure moderate
3 Bull’s Strength
4 Invisibility
1 Haste
1 Fly
Greyhawk Kampagnen
Der er efterhånden ikke lang tid tilbage af RHoD-kampagnen. Jeg forventer, at den sidste del vil slutte medio april – måske lidt før.
Derfor bør vi overveje, hvad vi vil på længere sigt. Egentlig havde jeg tænkt, at vi bare fortsatte med nogle mindre scenarier og Bone Wood har jo også været nævnt ved flere lejligheder. Men der er visse problemer i den henseende.
For det første har RHoD jo været en episk rejse med et storslået og dramatisk klimaks. Derefter vil det meste være lidt af et antiklimaks. Kampagnen risikerer at blive tam og ligegyldig.
Det kunne man måske undgå, hvis spillerne havde karakterer, der havde en historie og som ingen ønskede at pensionere. Men grundet temmelig stor karaktergennestrømning er der jo ingen, der har noget dybt forhold til deres karakter eller en historie, der kan udbygges voldsomt meget. Af samme grund er Bone Wood ikke rigtig i spil mere, da det jo var gruppen flere generationer tilbage, der havde skoven som deres næste mål.
Endelig synes jeg, at der i to traditionelle D&D-spil (RHoD og RttToEE) er for meget regelknepperi og brætspilsagtig kamp og alt for lidt rollespil. Visse spillere har også klaget over den overvældende mængde af regler og udvidelser fra Wizards, hvilket igen er med til at fjerne fokus fra rollespillet til fordel for optimering og forsøgsvirksomhed.
Jeg skal på denne baggrund – i al ydmyghed – foreslå, at RHoD-kampagnen skrinlægges ved afslutningen i april. Jeg skal ved samme lejlighed foreslå, at vi herefter opstarter noget nyt, der kan køre sideløbende med RttToEE.
Hvis der er nogen, der sidder med en uforløst trang til at agere GM, så ville det være et godt tidspunkt at overtage stafetten. Hvis ikke, så har jeg et kampagneudkast liggende.
Til jeres behagelige information kan jeg oplyse, at der også her er tale om fantasy. Reglerne er “hjemmelavede” og kan vel nærmest betegnes som D&D Light. Det er D20 i sin rene form med enkelte ændringer og fraskåret alt det “unødvendige”. Handlingen kommer primært til at udspille sig i en storby, og magi er noget mere low-key end traditionel D&D. Mere info følger, hvis vi skulle beslutte at følge denne vej.
INTET er dog afgjort endnu. Jeg hører meget gerne jeres kommentarer til dette – efterhånden meget lange – indlæg.
————-
(Lang kommentar fra JS)
MC, godt at du udviser rettidigt omhu i forhold til fremtidens spil.
Jeg er for så vidt enig i at RHod på mange måder virker som et afsluttet spil – et episk narrativ der kulminere med de gode uegennyttige heltes sejr over Tiamat onde horder. Derfra er det nok lidt vanskeligt at finde tilsvarende udfordringer i heltejobbet. 😀
På den anden side så syntes jeg at reglerne endelig begynder at falde på plads. Set i det lys syntes jeg næsten det er ærgerligt ikke at anvende dem, når de nu efterhånden virker fremmende for en fælles forståelse af rammerne for rollespillet.
For mig at se er reglernes formål jo netop “blot” at være rammesættende – vi skal så blive bedre til også at spille vores karakterer. Til at tage os tid til at rollespille og lade historien udvikle sig.
Jeg sidder lidt med en fornemmelse af at vi skynder os igennem spillet (gælder i udpræget grad i Rtttoee) og nærmest løber fra kamp til kamp. Det er lidt ærgerligt for jeg syntes det har været en af de mest interessante spil jeg har været med til – varierende terræn, mange forskellige slag og kampe, strategiske udfordringer – og, hvis vi altså havde haft en diplomacy karakter – også mange andre muligheder for at udnytte forskellige kompetencer i en gruppe. Når kampen bliver fokus er det også de ganske bestemte egenskaber der kommer i fokus – og til tider bliver regeltunge.
Jeg syntes det mest markante har været de mange dødsfald. Det gør rollespillet vanskeligt når der ankommer en turistminibus med eventyrmænd til Thornwaste. Ikke at der var noget at gøre ved det – jeg syntes det var det rigtige at gøre – men konsekvensen bliver at en rollespilskarakter bliver til RM2 på et hexbræt og ikke en karakter.
Men vores personer udvikler sig da heldigvis når vi spiller og i det omfang de forbliver i live så tror jeg at rollespillet får bedre muligheder for rollespil hvis vi er enige om det.
På kort form: Jeg har været glad for RHod. Jeg syntes reglerne giver mening. Vi er blevet langt bedre til samarbejde og koordination. Om vi fortsætter med de samme karakterer syntes jeg ikke er afgørende, men jeg kan godt lide den verden vi spiller i. Jeg så meget gerne at MC fortsatte.
Slut på en meget lang kommentar.
——-
(kommentar fra RM)
Et rigtig godt indlæg fra MC! Når du skriver, at
“… er for meget regelknepperi
og brætspilsagtig kamp og alt for lidt rollespil. Visse spillere har også klaget over
den overvældende mængde af regler og udvidelser fra Wizards, hvilket igen er med til at
fjerne fokus fra rollespillet til fordel for optimering og forsøgsvirksomhed.”
er det lige før jeg kniber en tåre ;( – jeg er fuldstændig enig!
Jeg er enig med jer begge (MC og JS) i, at en rigtig stor del af det manglende rollespil
skyldes karakterernes alt, alt for korte gennemsnitslevetid. Hvad skyldes dette
ganske uheldige fænomen egentlig? Dårlig taktik i kampene? For store udfordringer?
(i kampene?) Eller måske er “vi” bare for uberørte af dødsfaldene – vi har jo ekstra
og endnu mere optimerede karakterer liggende. Sikkert en kombination af i hvert fald
de to første ting. (Hvor mange og hvad level karakterer er RHoD egetnlig lavet til?)
Jeg er også enig i, at hvis vi havde/lavede karakterer med mere historie bag (sjæl?),
ville vi få meget mere rollespil og sikkert også langt færre dødsfald. Personligt –
og ja, jeg ved godt, at jeg sikkert står helt alene med dette såvel som mange andre
synspunkter – kan jeg godt lide præ-fabrikerede grupper, der passer sammen. Altså med
en historie bag. Ville det være helt utænkeligt at være en gruppe fra samme landsby eller
måske udsendinge fra samme tempel/kirkeorden?
Der er også noget, jeg ikke er enig i… Overrasket? Nej, vel! JS: “… syntes jeg at
reglerne endelig begynder at falde på plads…” Joeee, ja, måske, men vi finder jo
hele tiden nye… Ikke regler nej – og alligevel jo. Der er jo et fuldstændig sindsygt
(ja!) antal feats og spells! Og der sniger sig hele tiden flere med.
