Referat Symbaroum: Wrath of the Warden

“Dreaming I was carried to the hall,
fell with the leaves to mossy floors beneath eerie vaults.

I settled afore a regal seat;
of human design, from oaktree and pine,
a terrible thorn-covered throne.

And carried by the seat a being,
the father of ruin and mother of hope, in flesh, in blood.”

 

Kapitel 14: The Bell Tolls

Efter en lille uges forløb banker det på døren. På dørtrinnet står der en lille snavset goblintøs, der overrækker os et brev hvori der står:

“Dear soon to be friend,
Meet me with haste at the Fern Tavern in the district northwest of the intersection Ynedar’s Road/The Promenade. My errand is urgent and of a nature best discussed eye to eye. Of you and your friends I ask only that you take a leap of faith and that you listen to my proposal. In return, I promise to not disappoint. I and the people I represent have vast resources and are prepared to offer a royal compensation for your services.”

Goblinpigen fortæller at hun ikke kender kvinden, der har overrakt hende brevet, men hun beskriver hende som menneske med kappe og hætte på.

Say no more…vi iler afsted.

Glub og Edda ankommer først til kroen og venter udenfor til de andre dukker op. Kroen Fern er i stuen på en tre etagers høj bygning og virker forladt. Vi går forsigtigt indenfor og frygter halvvejs at det er et baghold. Indenfor i den tomme krostue sidder der en kvinde med kappe på, men hætten er slået ned, så vi kan se hendes ansigt. Hun gestikulerer, at vi skal tage plads ved bordet, hvor fem stole er trukket ud. Efter at have orienteret os i krostuen og sikret os at der ikke er fjender, sætter vi os og lytter til hende.

Hun præsenterer sig ikke med navn, men fortæller at hun er bekendt med vores omdømme og tidligere bedrifter. Hun har brug for personer til en farlig opgave, der involverer korruption fra Davokar. Hun estimerer, at hun kun har fem dage tilbage for at løse opgaven. Slår det fejl, vil hundredevis dø i og omkring Thistle Hold og måske endda dødsdømme hele byen, hvis vi ikke kan forhindre denne trussel. Hun fortæller ikke mere, men tilføjer dog at truslen kommer her fra byen, ikke fra skoven.

Hun spørger os hver især hvilken belønning vi ønsker for opgaven og bedst som vi sidder og fabulerer om alverdens materielle goder og rigdomme, bliver vi afbrudt. Klokkerne fra den nordlige port begynder pludselig at ringe for at varsko indbyggerne om et nært forestående angreb på byen. Kvinden rejser sig bestyrtet, bliver ligbleg og nærmest ryster af angst, da hun hvisker ”Elverne…”. Vi spørger om det er elverne hun frygter, men hun siger at vi bør undersøge alarmen først og at vi kan tale sammen efterfølgende.

Vi forlader kroen og går ud på gaden, hvor mange mennesker har grebet til våben og løbet mod nord til Toad Square. Det bliver kun bliver værre jo tættere vi kommer på nordporten, hvorfra alarmen lyder. Alderan baner en vej for os alle gennem folkemængden.

Oppe på de 5 meter høje palisader genkender vi kaptajn Marvello. Han råber, at det er ”barbarer” der er kommet til byen og at han har brug for frivillige til at gå dem i møde. Han skal bruge en adelig ridder, en fra Ordo Magica eller en fra kirken, men også en barbar til at oversætte.

Alderan melder sig og vi andre følger med. Vi bliver fulgt af ti byvagter og går lige ud af byporten for at møde de to klanfolk, der ridder på Colossi.

 

Edda genkender dem som Gadramon og Eferneya, to højtstående Vølve under Huldra Yeleta på Karvosti. Kaptajn Marvello spørger, hvad der har bragt dem her og Edda fungerer som oversætter. De svarer at Huldraen har sendt dem, da hun fornemmer at der er noget undervejs. De spørger om ”brønden har talt?”. Edda spørger om de mener brønden i midten af byen og det bekræfter de.

Kaptajnen er irriteret over at Edda ikke bare oversætter. Han siger, han ikke forstår hvad de mener med ”om brønden har talt”. De beder om fri passage til byen, så de kan undersøge hvad der er ved at ske. Dette vil kaptajnen ikke give dem lov til, uden at borgmesteren har givet tilsagn. Edda bliver naturligvis ignoreret, da hun siger at hun kan garantere for dem.

Vagterne og Marvello går tilbage til byen, men vi følger de to udsendinge til skovbrynet og taler kort med dem. De ved ikke præcist hvori faren består, men beder os om at rapportere tilbage til dem om, hvad der hænder i byen.

Derpå begiver vi os ind i byen og da vi kommer ind på tudsepladsen, lyder der pludselig en meget høj lyd – jorden ryster og folk falder om på jorden med blod løbende fra enten øjne eller ører. Enkelte hoster blod op.

Herefter følger endnu et gigantisk brag og en støvsky breder sig op mod himmelen lidt syd for tudsepladsen. Vi kan ikke umiddelbart regne ud hvad der er sket, men det er tydeligvis en stor katastrofe.

Mens vi bevæger os ned mod den store støvsky, ser vi, midt i almindelig panik og skubben for at komme væk, også nogen der kæmper mod mærkeligt udseende skikkelser. Det er nogle mørkevæsner med klør og hvad der ligner en slavekrave om halsen.

Vi kæmper mod dem, redder en kvinde og en gammel mand, kæmper mod nogle flere og redder en antikvitetshandler ved navn Erlaber, der hurtigt fortæller at vi må besøge hans gode butik ved Antique Plaza, hvor han vil give en god pris for artefakter. Der findes ikke et dårligt tidspunkt til lidt mersalg.

Den næste kamp er vanskeligere, da mørke-væsenerne suppleres af nogle menneskelig udseende krigere, der dog stadig er udpræget korrumperede. Edda bliver bragt ud af fatning, da hun hører de råber ”For Haloban, for Helionor, hævnen er sød” – Holoban er den afdøde høvding fra Jezora klanen. Accalia holder sit angreb tilbage og Edda råber hvem de er og hvorfor de bruger Halobans navn. De er vilde i øjnene fortsætter deres angreb og kampen går igang.

Tre skikkelser kommer ud af støvskyen med kampråb der priser Prios og assisterer os i kampen. Vi er efterhånden hårdt sårede og Taran har været nede og bide i græsset, så hjælpen er yderst velkommen. Det er tre templars, der præsenterer sig som Brdr. Mekele (Leohan, Hen-Loan og Venhal Mekele).

Vi kommer nu helt tæt på støvskyen og opdager at et gigantisk jordfaldshul har åbnet sig midt i byen. Det er over 50 × 50 favne i diameter og alle huse og indbyggere er styrtet ned.

Desværre også kroen Fern, hvor vi opholdt os med den hemmelighedsfulde kvinde for en kort stund siden. Ved jordfaldshullet møder vi Eufrynda, Kullinan Furia – en berømthed fra Ordo Magica (se world of symbaroum p29) – og kaptajn Marvello. De overlevende folk omkring hullet fortæller at levende mennesker er blevet trukket ned i hullet. Vi hører lyde fra hullet og flere monstre og flere menneskelige krigere kommer hurtigt kravlende. Vi nedkæmper dem i takt med at de kommer på. Nogle er så muterede at vi vurderer at der er brugt sort magi ”flesh craft” på nogle af dem – ud over de almindelige mutationer pga. korruption.

Nye lyde nedenfra hullet stammer fra endnu en bølge af onde væsener og korrumperede krigere. Der er en særlig stor en af slagsen, der råber at de ikke skal slå os ihjel, fordi ”Helionor har brug for slaver og mad”. Helionor er navnet på Halobans datter. Vi nedkæmper også denne angrebsbølge og er næsten selv døde – både Taran og Glub har lagt sig – og Edda emmer af midlertidig korruption, da der endelig ankommer nogle helbredere til vores hjælp.

Det bliver en meget kort pause, hvor vi gør regnskabet op – vi har nedkæmpet 31 angribere – og står alle op igen. Mens vi tørrer sved og blod af ansigtet hører vi pludselig en ny skrabelyd bag os – og samtidig lyder der skræmte råb fra alle sider; “fjenden kommer” og “de har lavet nye gange hele vejen rundt om os“…

Kapitel 15: Under Siege

Den kendte Krigsveteran fra den store krig, Serex Attio, står midt i gaden og svinger sit tohåndssværd mod alle Mørke-væsenerne. Det er uklart om der er vrede eller begejstring, der driver hans kampgejst, men ingen fra byvagten tør nærme sig, af frygt for at også de vil falde for hans sværd.

Vi stiller os i en taktisk klog række ude på gaden og nedkæmpe hurtigt en flok mørkevæsener, der kommer ud fra en nærliggende bygning. De bliver fulgt af fem kriger, en leder og en mystiker. Alle er præget af de samme tegn på korruption og mutationer. Vi nedkæmpe dem og vender derefter tilbage til jordfaldshullet. Der er blevet stille, men pludselig lyder der en susen som vand der glider over sten.

Vi kigger ned i krateret og kan helt nede på bunden se en kvinde, der kigger op mod os. Det er tydeligvis et menneske, men pludselig skriger hun og spreder to store vinger ud og glider ind i mørket – ud af syne.

Fader Elfeno snakker med sine novicer og Eufrynda og Kullinan Furia undersøger de lig der ligger på kanten og rundt i byen. Leohan, en af brødrene Mekele er blevet såret.

Vi hører folk fortælle at den kraftige lyd, der kastede mange i jorden med blod fra øre og øjne, stammede fra brønden på antikpladsen.
Kaptajn Marvello beordrer alle kældre afspærret og palisader rejst hele vejen rundt om hullet. Evig bortvisning vil møde de der bryder ordren om ikke at gå ned i hullet.

Vi diskuterer hvad vi skal gøre og om vi skal forsøge at få lov til at undersøge situationen nede i hullet nærmere. Kaptajn Marvello siger at han ikke kan give os tilladelse til at gå ned i hullet, men vi kan tale med borgmesteren.

Law of Necessity

Edda går ud og rapporterer til Gadramon og Eferneya, i skovbrynet, mens resten af gruppen går ned til borgmesteren.

De to vølve fortæller at for tre dage siden havde Huldra’en et syn:
“…a dying god will bring forth the black…”; “… the night drowns the plunderers’ town”;
“…not exaltation, a fall, deep down into the Abyss…” 

Drømmesynet er blevet fortolkes som en døende “gud” i “plyndrernes” by. I den sammenhæng er “Gud” en spirit eller forest warden og “Plyndrernes by” er fortolket som “Thistle Hold”. Der er angiveligt en kilde til korruption, der vil sprede død og give liv til en vederstyggelighed i Thistle Hold. Derudover kan Gadramon og Eferneya ikke bidrage med mere information, men de vil gerne hjælpe, hvis de får adgang til byen.

Borgmesteren har tilsyneladende for travlt til at mødes med os – byens helte – og vi får ikke adgang.

Vi går rundt i byen og undersøger brønden hvor vi kan konstatere at vandstanden er faldet – og muligvis stadig faldende. Byens bedsteborgere synes dog ikke umiddelbart at varme op til idéen om at vi sender goblinen ned i deres drikkevand for at undersøge sagen nærmere.

Vi går op til Blue moon Trading Company hvor vi undersøger kælderen, der jo kunne dateres tilbage til symbarperioden. Det fører ikke til noget.

Vi går op til riddernes sal, hvor kun Alderan bliver lukket ind, mens vi andre venter udenfor. Alderan taler med Ana Herengol, der blankt afviser ham som en prætendent. Keroldo Erebus er fuld og ikke til at få noget fornuftigt ud af.

Vi skriver et brev til borgmesteren, hvor vi foreslår at vi kan tage ned at undersøge omstændighederne omkring jordfaldshullet. Vi fortæller også at vi har nyt fra Huldra’ens udsendinge.

Herfra giver vi op og går hjem og spiser aftensmad. En kvinde i fyrrerne med lyst hår har været forbi og spurgte efter den der boede her. Det samme var tilfældet i Alderans hus.

Da vi har spist, banker det på døren og der står en lille goblin, med et brev i hånden, hvori der kortfattet står: “What you know can kill you. Meet me in Kalegra’s Alley now. Maybe we can help each other.”
Det lyder som alle tiders tænker vi, især da goblinen forklarer at brevet blev overleveret til ham er en ildelugtende bølle, med stort skæg.

Vi går straks derhen og bliver snart ledt ind i en smal gyde. Stor er vores overraskelse, da det viser sig at være baghold! Omkring fjorten småforbrydere med spyd og buer angriber os. Vi nedkæmper de fleste, nogle flygter og vi tilbageholder en, der forklarer at de blot gjorde det for pengenes skyld – og de var blevet hyret i Rose Garden kroen.

Kapitel 16: Klan Jezora

Vi lader den sidste stratenrøver løbe, idet vi siger han står i gæld til os – og skal finde ud af hvem der hyrede ham på kroen.

Næste morgen kommer der en budbringer fra borgmesteren, fulgt af to vagter. De overbringer en besked om at Ordo Magica har fået ansvaret for at undersøge omstændighederne omkring hullet, så hvis vi ønsker at tage derned, skal det ske efter aftale med dem.

Vi får samlet banden og går i fællesskab ned til troldmændenes tårn, hvor vi bliver lukket ind – uden den sædvanlige, opslidende debat med portner-gnomen.

Troldmændene siger at de villige til at lade os tage på en undersøgelsesekspedition ned i hullet, men det skal ske på deres betingelser: Vi skal aflevere alt hvad vi finder – og der kommer en observatør med, der tager noter af alt hvad vi oplever. Det afslår vi – og siger at vi som minimum skal have dækket vores udgifter og have en andel af det vi finder. Da de ikke vil acceptere det, forlader vi tårnet, men siger at de er velkomne til at opsøge os, hvis de skifter mening. Mens vi sidder på en lille beværtning ikke langt fra tårnet, kommer der kort tid efter et sendebud. De vil nu lade os beholde det vi finder, men sender stadig en observatør med. Vi accepterer.

Vi køber udstyr til at klatre ned i hullet og mødes med observatøren – der er en troldmand og skifting af klanbaggrund – ved navn Ganderald (tWoS p46).

Hullet er omkring 30 favne dybt. Da vi står helskinnede på bunden af hullet – og toppen af ruinerne fra den nedfaldne by – finder Exceter en medaljon med påskriften ”Til min elskede datter, Anadea” ved siden af en arm, der gruopvækkende rækker op mod himmelen. Vi lader armen være mellem ruinerne for indeværende.

Vi undersøger den kæmpemæssige, underjordiske grotte, der viser sig at være langt større end hullet i byen over os ellers tilsiger. Vi befinder os i et stort system af gange og kæmpemæssige grotter, der strækker sig langt under Tidselby i alle retninger. Glub siger at vi har omtrent 3 timer før den intense korruption vil påvirke os for alvor. Vi følger lyden af rislende vand og vandre i en lille strøm omkring en halv kilometer til vi kommer til en gigantisk hule, men en stor, mørk sø. Her hører vi en knirkende stemme synge en vemodig sang:

“Fathers, mothers,
young and old
left us here in the dark,
in the cold

Running, fighting,
all life ahead
I’d rather remain,
here with the dead

Silent, frozen,
never dry
I am alone to sing
and to cry”

Efter dialekten at dømme, stammer stemmen fra den – eftersigende – uddøde klan Jezora. Edda beder de andre om at blive lidt i baggrunden, mens hun selv går frem og undersøger, hvor stemmen kommer fra. Hun vader ud i det mørke, kolde vand og fare forskrækket sammen, da et nøgent, blegt menneske svømmer forbi. Hun gør sit spyd klart og går videre ud i mørket.

18 favne ude i den underjordiske sø, ligger der en kulsort klippeø, der emmer af korruption, men sangen kommer tydeligvis derfra, så Edda fortsætter.

Oppe på den sorte krystalklippe eller sten er korruptionen meget stærk. Efter lidt søgen møder Edda en oldgammel kvinde, der kunne ligne en Vølve. Kvinden kalder sig Bayela og hun forklarer følgende:

“She and her people are all that is left of the clan Jezora. They survived the Ambrian attack as Cheftain Haloban’s daughter, Helionor, led them to safety through tunnels
which then were razed after their escape.
Helionor has been their chieftain ever since. When the sinkhole appeared the clan was
about five hundred souls strong, half of which were toddlers and elders. All but her fled
north through the Underworld to find a new home. Where she does not know…”

Klan Jezora har boet under byen i disse grotter siden angrebet for 11 år, under ledelse af Helionor, Halobans datter. Det var dem der angreb byen – selv mørkevæsenerne var korrumperede klan Jezora!

Hun fortæller videre, at den sorte sten er en såkaldt ”blackened power node”, der engang var ”the pure magic”, men nu er ”pathway to the Eternal Night”.

Den gamle kvinde er ret uvenlig og tror ikke på at Edda er af Klan Jezora. Hun insisterer på at vi skal forsvinde og love aldrig at komme tilbage. Det nytter ikke rigtigt at debattere.

Vi undersøger resten af gangene og finder spor af klanen, der opholdt sig hernede. Vi vurderer det passer til omkring 500 personer som Bayela hævdede. Vi går igennem store huler, der er oplyst af selvlysende svampe og tager naturligvis nogle med til senere studier.

Vores videre undersøgelser af grotterne resulterer i kamp med fem kæmpe firben, som vi får bugt med, selvom deres hud er hård som brynjer og deres tænder som sværd. Den 3½ fod høje Glub kvæler et fem meter langt firben med sin lille snor.

Vi vender tilbage til ruinhoben under hullet, inden vi farer vild i netværket af underjordiske gange. Vi bruger resten af tiden på at grave i ruinerne fra den nedfaldne by. I det område hvor kroen Fern lå, finder vi igen den oprakte arm – og da vi graver den fri, ser vi at armen er forbundet til den selvsamme hemmelighedsfulde kvinde, som vi mødtes med i går morges.

På hendes person finder vi en stor nøgle, en mønt med et solsymbol, en stor guldperle med et særligt mønster (det viser sig at være en ”mind stone”). Vi finder også et brev, der lyder sådan:

“Friend in strife and sorrow
This offer is the only one you will receive.
Decline and mourn alone.
Accept and follow my confidant.
We will meet where no tears falls in vain.
I am waiting.
You are needed.
Teara-Téana”

Vores skifting oversætter navnet til ”rays of the sun”.

Da vi kommer op af hullet bemærker Taran at en kvinde med rødt hår holder øje med os – med både bekymring og en anelse fortrydelse i blikket. Vi genkender hende som eventyreren Lysindra.

Vi går tilbage til troldmændenes tårn og beretter om vores oplevelser og betoner særligt de tomme gange og den udprægede korruption. Skiftingen afleverer sig protokol. Synd for Bayela, men der er nok intet der kan holde Ordo Magica ude – men nu er de i hvert fald advaret og kan være forberedt når de i deres hovmod, sender en ny ekspedition derned.

Vi går ud i skovbrynet og rapporterer til de to Vølve, men glemmer at fortælle om brevet, guldperlen, nøglen og Anadea. I skovbrynet ser vi igen kvinden med det røde hår.

Exceter får fortalt af Father Elfeno at kirken har haft kendskab til gangene under Tidselby hele tiden :

“The Sun Priests of Thistle Hold have heard the truth about the Beast Clan, spoken by one of their prisoners – the gravely stigmatized hunter Malrek who remains in a cell deep beneath the temple: when the Ambrians attacked the Jezites in year 10, a large part of the clan members fled down into the natural caves below the fortress, and the camouflaged passage down was never found by Korinthia’s troops. The remaining Jezites have lived down there ever since, continuously affected by the nurturing but also corrupting power of the black bedrock. Natural cavities in the Underworld have also given them access to the surface, by way of gorges and small sinkholes inside Davokar.
Malrek was captured and told his tale year 18. The hunter’s testimony was regarded as improbable but so worrying that it had to be examined. A group of Black Cloaks followed Malrek’s directions, but even if they found several passages down into the Abyss they located no tunnels leading beneath the town. During the winter of year 19, Lasifor Nightpitch and the Queen’s Legation was informed and it was decided that the search must continue, now supported by the Queen’s Rangers and scouts from clan Odaiova. But six months ago the hunt was called off since natural caves below Thistle Hold had been found, though without any traces of living beings. The caves were never fully mapped; sensitive senses warned about the thoroughly corrupt and corrupting nature of the deep.”

Father Elfeno påpeger, at det er langt fra konkluderet, at Beast Klanen er resterne af klanen Jezora, men at han anser det som sandsynligt.

Kapitel 17: Father Sarvolas Mission house

Mødet mellem Exceter og Father Elfeno bliver afbrudt af en kirketjener, der beder dem følge med. De går op af trapperne og træder ind i et stort rum, med små aflukker, der er afgrænset af dyre stoffer. Frem træder Deseba the Old. Hun er en levende lightbringer, hvilket er en stor ting i den tradition. Hun har angiveligt helbredt dronningen og First Father Jeseebegai efter hendes tilfangetagelse for år tilbage.

Til father Elfenos store fortrydelse, sender Deseba ham væk og beder Exceter aflægge beretning. Hun fortæller at Anadea har boet i templet indtil for en måned siden, hvor hun angiveligt brød med kirken efter en kontrovers på Salons of Symbaroum. Hun vil give os adgang til hendes kammer og hjælpe os med at finde ud af hvem Anadea var og hvad hendes opgave gik ud på, men først kræver hun vores hjælp i en delikat sag.

Deseba mener at Exceter og hans venner er de helt rette til en opgave, der kræver diskretion som ikke – under nogen omstændigheder – må kunne føres tilbage til Prios-kirken. Father Sarvola bliver beskyldt for at være hedning af first father, fordi han prædiker fred, og nogle hævder at Sarvola derfor må være årsag til kollapset i byen. Som følge heraf har der været en række angreb på hans missionshus. Det syntes at være almindelige borgere, men Deseba hævder at angrebet er orkestreret fra højere sted. Vi skal undersøge sagen og beskytte Father Sarvola.

Vi mødes og beslutter først at gå til Salons of Symbaroum for at undersøge bataljen for en måneds siden. Trods bestikkelse finder vi ikke ud af andet end der var en slåskamp og der efterfølgende blev optaget rapport af Dronningens delegation. Vi går straks derhen, bortset fra Edda der går hen for at holde Father Sarvolas missionshus under observation. Hos delegationen finder vi en detaljeret rapport om en slåskamp, der synes at være startet ved en tilfældighed efter en højrøstet diskussion mellem Anadea og Arkel, der er en form for guide for novicer ved templet. Diskussionen skulle have omhandlet hvorvidt Davokar skoven var roden til alt ondt eller om korruptionen måske snarere skyldes en forfejlet omgang med naturen i Davokar. Øjenvidnet husker ikke hvem der stod for hvilke synspunkter. Dronningens delegation konkluderede at slagsmålet kan tilskrives Davokar – som så meget andet.

Vi mødes derefter ved Sarvolas missionshus, hvor mange sørgende og fattiglemmer af almuen hele tiden kommer og går med råd og et trøstende ord. Ved Sarvolas side sidder en lille dreng, der immiterer Sarvolas bevægelser når han taler med de besøgende. Alderan noterer sig to personer, der virker påfaldende nervøse. Den ene – en kvinde – forlader missionshuset og signalerer med et hvidt klæde ude på gaden. Byvagterne forsvinder rundt om hjørnet og en gruppe personer kommer stormende frem under høje råb. De er iklædt hvide kåber, der er påmalet primitive solsymboler. De svinger alle en brændende lanterne i hænderne og deres generelle fremtoning tyder ikke på at de søger trøst og råd hos Sarvola.

Vi løber frem mod de tolv kåbeklædte angribere, mens Alderan beskytter Father Sarvola og den lille dreng, der hedder Aluin, og Glub kvæler den nervøse mand indenfor. Vi kan dog ikke forhindre at de fleste kaster deres lanterner mod missionshuset, der straks bryder ud i lys lue. Vi slår flere ihjel, nogle stikker af og vi tilbageholder to, som vi afhører mens missionshuset brænder ned. Father Sarvola er besvimet af røgforgiftning, men Alderan har reddet hans liv. Beboerne i området ønsker at tage sig af hans videre pleje. Vores afhøring af de to fanatikere afslører at de tilhører en gruppe der kalder sig ”Sellswords of the Sun”. De har et tilholdssted i byens nordøstlige ende, hvor en ukendt rig og mægtig beskytter ejer hele bygningen. De bliver vist ledet af en sortkappe ved navn Dolani. Kvinden, der signalerede til vagten og angriberne, hedder Lida.

Vi går til den bemeldte bygning, som vi finder med tilskoddede vinduer og døre. Vi går ind i gyden og åbner kælderdøren. I den smalle gang møder vi Dolani, en kompetent sværdfægter, der først hugger Exceter ned, men siden må bide i græsset, da han møder Tarans stav. Glub og Edda likviderer de to bagbundne fanatikere som hævn for bagholdet.

Vi finder kælderen stort set tom og går i gang med at undersøge resten af bygningen. Vi bemærker at en retskaffen nabo har tilkaldt byvagten – muligvis under indtryk af brutaliteten der netop udspillede sig i gyden. Vi fortsætter vores undersøgelser af de øvre etager mens vi kan høre at byvagten træder ind. På den øverste etage finder vi et behageligt indrettet herreværelse med seks lænestole, en gammel skænk fra Alberetor og et langbord. Der er bøger – primært med historier fra den store krig, hvor hovedpersonerne er deres leder Kargoi Salamos og brødrene Serex Attio og Herakleo Attio (en helt der fik nøglerne til Yndaros, dvs. han står for byens administration). På bordet er der malet et våbenskjold af en springende laks med tre farver. Fem af de seks stole har hver deres egne initialer broderet ind i ryglænet. K.S., S.A., R.G., E.D. og I.B.. I en skuffe finder vi slidte kapper fra krigen og to symboler med en dalende sol og huset Kohinoors flammende fyrretræ.

Vi kan høre rumsteren nedefra og Taran og Exceter forlader etagen ud af vinduet, mens Glub, Alderan og Edda går ned for at forklare sig overfor byvagten. Det er ikke muligt, da de er blevet slået ihjel af en gruppe vilde fattiglemmer. Vi tager kampen op mod dem og dræber de 8 galninge.

Vi er lidt i vildrede med hvad vores næste skridt skal være og mens vi går, opdager Alderan at nogen har puttet en seddel i hans lomme. Den indeholder en nøjagtig beskrivelse af hvordan vi kan få adgang til ”det vi søger” i soltemplet – inkl. retningsangivelser. Alderan og Exceter beslutter sig for at efterprøve sedlens anvisninger, men det fører ikke rigtigt til noget. Exceter går herefter op til Deseba og fortæller om Father Sarvola, Sellswords of the Sun, den mørklagte bygning med de mange referencer til krigen og adelige huse. Deseba siger at Herakleo ikke kan være involveret, men vi skal konfrontere Kargoi Salamos og lægge pres på ham, så han lader Sarvola være. Hun tager sedlen med en brysk mine og siger, at det vil hun tage sig af.

Kapitel 18: The plot thickens

Efter en kort diskussion i parken beslutter vi os for at gå ned til Kargoi Salamos’ hus og se hvad vi kan gøre. Han bor i et palæ i den fine – og stille – del af byen. Da vi kommer derhen er det blevet sen aften. Gaden ligger øde hen og huset er mørklagt – det er enten forladt eller beboerne er gået i seng. Haven bevogtes af to jaakar, så vi beslutter at løfte Glub ind gennem et af de høje stuevinduer, så han kan undersøge huset. Vi håber at Glub kan finde en inkriminerende dagbog eller breve fra Kargoi til Sellswords of the Sun eller andre fraktioner, der vil kunne stille ham i et dårligt lys.

Taran, Exceter og Edda holder vagt, mens Glub – balancerende på Alderans skuldre – lirker et vindue op og springer ind i køkkenet. Ingen alarm og ingen lyde i det stille hus. Glub sniger sig rundt i hele stueetagen, men finder ikke noget af interesse i biblioteket eller i de øvrige rum. Han låser hoveddøren op, inden han går op af trappen til første salen. Da han går ovenpå hører han snorken bag den ene dør, men fortsætter med at undersøge resten af etagen. Stadig uden at finde noget, der kan bruges mod Kargoi Salamos. Inden han går ned i køkkenet igen for at prøve den sidste uåbnede dør i stueetagen, kigger ham ind i værelset med den højlydte snorken. Kargoi Salamos ligger i sengen med et tohåndssværd på natbordet – han rører uroligt på sig i søvne og Glub lukker forsigtigt døren igen.

Nede i køkkenet dirker han en låst dør op og går ned af den skjulte kældertrappe. Han finder et forrådskammer – og stjæler en skinke og tager en tår vin – og et depotrum, hvor der er kister med gammelt kvindetøj. Det sidste rum er fyldt med en vammel lugt og rummer celler med to skikkelser i. Det er levende døde, der rækker ud efter Glub gennem tremmerne. Deres klæder, der engang har været pæne, og deres dødningeansigter, bærer en vis lighed med de malede portrætter af en yngre Kargoi med kone og en datter. Kargoi har holdt sin familie som udøde i sin kælder og fordret dem med råt kød, der ligger spredt ud over kældergulvet. Glub forlader kælderen og slutter sig til os andre nede på gaden. Vi har en klemme på den berømte krigshelt, der langt overgår hvad vi havde forventet.

Vi beslutter os for at konfrontere ham med det samme, da vi vælger at stole på at hans æresord vil være tilstrækkeligt til at stoppe hans overgreb mod Father Sarvola. Det viser sig at være en fejl. Vi går alle over til hovedøren og – Taran undtaget – løber ind i huset og op ad trappen. Edda får en fornemmelse af at en fælde eller alarm bliver aktiveret, idet de stormer ind. Kargoi sidder på sengen i natkjole med sit tohåndssværd parat. Han siger at det er længe siden at nogen har været dumme nok til at bryde ind hos ham. Alderan forklarer at vi ikke er gemene indbrudstyve, som det også burde fremgå af vores udrustning, men at vi er kommet fordi vi har kendskab til han hemmelighed i kælderen. Kampgejsten går af den gamle kriger, mens han spørger hvad vi ønsker af ham. Vi siger at han skal stoppe angrebene på Father Sarvolas Missionshus og hans person. Imellemtiden ankommer to bevæbnede personer til festen. Den ene er Serex Attio, den anden en kvinde i en flot læderbrynje. De virker som kapable krigere og ret opsat på at slås til trods for at Serex tilsyneladende har drukket tæt forinden. Vores klemme virker dog, så Kargoi siger at han vil stoppe angrebene på Sarvola og forlade Tidselby, men at han vil huske vores ansigter. De lader os passere og vi kommer ud på gaden igen.

Trods det fremskredne tidspunkt går vi op til soltemplet og beder om at se Deseba med det samme. Exceter skal bruge lidt overtalelse på at få en novice til at vække Deseba, men da vi får adgang, går vi derop i samlet flok. Hun siger at hun er glad for at se os alle denne gang. Vi forklarer hvad vi har set og gjort hos Kargoi Salamos. Hun virker tilfreds, men undrer sig vist lidt over, at vi ikke blot sendte et brev…

Deseba fortæller os følgende, mens hun beder os om at følge hende igennem ned og gennem kirken:
“In a town like Thistle Hold the dark is never far away. Its representatives are, for better or worse, careful not to get noticed – which means that they seldom consciously cause any atrocities but also that they are hard to detect and terminate.
That humans who ally themselves with the powers of The Eternal Night exist, is unavoidable and maybe also necessary, since it shows other Ambrians what happens when the laws of Prios are abandoned. The ambition of the Church cannot be to eliminate all heretical behavior, but must be to guide sceptics to the way of light and to help those who have been led astray.
Sure, the priests also work to quickly purge all heretical elements that grow strong enough to threaten pious people. In that context, the Knights of the Dying Sun have an important role to play, along with the section in the order of the Twilight Friars called The Whip of Prios, whose main task is to identify and take care of sacrilegious individuals.
In the catacombs beneath the Temple, where we are going, are captives in varying states of corruption. Some are beyond salvation and will be transported to the monastery in the Titans, but most of them are involuntary victims that Father Elfeno and his priests are trying to save.
He who we will visit is staying at the top of the three levels of the catacombs. Further down are persons suffering from advanced symptoms of stigmatization, but don’t worry – they are caught behind bars blessed by Prios and the levels are separated by heavy iron gates. The risk that someone from below manages to get out is … small …
The one we are about to meet is named Orai and he was nearly dead when he was captured close to the goblin village Karabbadokk, the day before the sinkhole appeared. He is yet to provide us with any useful information, but maybe he knows something about the situation – it is evident that he has been subjected to strong corruption.“

Deseba tager os ned til Orai, en svært forsyrret person, der blev fundet uden for goblinbyen for 3 dage siden – dagen før jordfaldshullet. Han sidder på hug og ler og græder, mens pus løber fra mørke, væskende bylder. Han løber frem mod Deseba, men falder lidt til ro igen. Vi taler med ham og trods usammenhængende og rablende tale, mener vi at kunne uddrage følgende:

1. A month ago I was hired as a Sellsword.
2. An expedition left for the depths of Davokar, let by a person, “the woman”, “the changeling”, “the butcher with the axe”.
3. Along on the journey came between 10 and 100 people; sorcerers, killers, beast-jawed barbarians, human blight-beasts, minstrels, drummers and four small faceless girls.
4. At the end of the road was a God, a forest spirit “an ancient being with hoofs of gold and antlers of diamond”. The goal was to dismember the God and make it dead dead dead!
5. The members of the expedition attacked. The God did nothing to defend himself, the meat-axe struck at its neck until the head fell off. It kept on mooing. The sound cut my soul to pieces.
6. “They cut of the antlers and hoofs and followed the whispering skull to Rada Valadla – to the black heart of Davokar where Symbaroum is about to awaken”.
7. But the bull God did not die and neither did I. Black mist covered the world and filled me with power, with the sweetest darkness…
8. I recently arrived at Thistle Hold, after having escaped the black-eyed bloodthirst of my calf-love.
9. A sword through my back, the world went black, the steel was like ice. The steel was my payment; I never received any silver coins.

Derfra bliver vi ført til Anadeas alkove, der har været urørt siden hun forlod kirken. Der er en seng, et skab, en kommode og en kasse. Udover almindeligheder finder vi en halskæde med en medaljon med en motiv af en dykkende rovfugl.  Alderan genkender det som Huset Erebus. I kommoden finder vi en skjult notesbog med titlen “Barbariske legender” – hun har tilsyneladende interesseret sig for de overgreb der er begået mod de tabuer som de vise i klanerne har indført. Hun viser erkendelse af at brud på disse tabuer ofte leder til korruptionssyge. I kassen finder vi en skitseblok med en halvfærdig tegning af en elver og en anden tegning af en brønd af sten og tolv knælende, kutteklædte skikkelser.

Klokken har passeret midnat da vi skilles og aftaler at mødes næste morgen.

Taran bliver overfaldet at to stratenrøvere på vejen, men gør kort proces med dem. Glub og Edda tager hjem og spiser rester fra gårsdagens aftensmåltid, men får det pludselig dårligt og erkender hurtigt at der var gift i maden. Glub er hårdt ramt, men Edda tænder et særligt lys, der udsender røg der tager brodden af effekten af giften. Glub segner, men bliver genoplivet af Edda.

Bagefter skynder de sig til Alderans hus for at advare ham mod giftangreb. På vejen bliver de angrebet af fire personer, der har taget opstilling med armbrøst på tagene. Det bliver en hård kamp, da overfaldmændene gjorde brug af mystiske kræfter og bemægtigede sig Eddas og Glubs vilje på skift, mens de også brugte “Larvae Boil” og skød med bolte. to falder og de resterende to stikker af. Edda og Glub forfølger dem, men mister dem først af syne for kort efter at finde dem med to pile i kroppen – døde.

Glub og Edda kommer frem til Alderans hus, hvor der imidlertid allerede har været et angreb på huset. Men det var en så inkompetent samling småforbrydere, at Alderans onkel kunne jage dem på flugt. Alderans onkel vil ikke have Glub og Edda ind, da Glub er et “uvæsen” og Edda er at “lav stand“. Alderan går sammen med dem til Taran, der overnatter på Salons of Symbaroum, men han mener at han er uden for fare lige i øjeblikket.

Kapitel 19: Dead Ends

Efter en urolig nat præget af drømme og indtryk fra et par hektiske dage, mødtes vi til morgenmad og formulerede en plan og prioriterede rækkefølgen af de spor vi ville følge.

Vi ville først opsøge den fordrukne adelsmand Keroldo Erebus i kroen for at afklare om Anadea er hans søster eller andet familiemedlem. Vi ønsker at finde ud af om han havde kendskab til Anadeas opholdssted efter hun forlod kirken for en måned siden.

Han var ikke at finde på kroen, så vi gik til Riddernes klub ved siden af rådhuset. Her var det kun Alderan, der kunne komme ind. Inde i salonen finder Alderan en meget fordrukken Keroldo, der sover rusen ud i en sofa. Da han bliver vækket af Alderan og har kastet op, er han snaksalig, men han kender ikke Anadea. Da han får forevist medaljonen med hans våbenskjold, kommer han i tanke om at der var en bondepige, som han forførte med løfter om ægteskab for 20 år siden i Alberetor.

Han har ikke mere viden om Anadea, men fortæller til gengæld vidt og bredt om konflikter i adelen – om at de alle hader hinanden – og at Argona og Vearra konkurrerer om tronen. Han siger at dronningen tror på Sarkomal’s profeti, men mener at det vil kun føre til død og ødelæggelse og at nogle af adelig blod tror at de er hævet over korruptionen. De er ikke bange for at ligge i ske med mørket. Alderan spørger til borgmesterens sympatier, men får ikke noget svar fra den fordrukne ridder.

Exceters undersøgelser af Arkel viser at han har forladt kirken og er taget hjem til sine forældres gård, der ligger en dagsrejse vest for Tidselby.

Vi tager ud til Vølvene i skovbrynet og fortæller omhyggeligt alt hvad der sket, men de har ikke meget information og kender ikke til stednavne eller personer som vi spørger efter. De er interesseret i information om at Desebas synspunkter måske ikke er helt uforenelige med Huldraens. De råder os til at fortsætte med at undersøge Anadea.

Edda binder sig til den mystiske sten og aktiverer den og betaler med en voldsom midlertidig korruption. Der er forbindelse til en person i den anden ende, men Eddas præsentation bliver mødt af tavshed i den anden ende, hvilket bliver afløst af en stigende fornemmelse af modvilje. Forbindelsen bliver herefter afbrudt. Endnu en blindgyde.

Vi beslutter os for at købe heste og i al hast tage ud til Arkels hus. Det er for øvrigt i den samme by hvor Baumelo blev myrdet. Måske er det ikke helt tilfældigt.

Huset Erebus’ våbenskjold vejer over byen. Arkels hus ligger nordøst for byen og de har fornyligt været udsat for et angreb fra vilde dyr.

Vi bliver lukket ind i huset, hvor familien byder os på mad, sammen med deres fem børn i alle aldre. Under maden bliver vi afbrudt, da der bliver kastet flasker mod huset og vi kan høre lyden af ild der blusser op. Der er kun en udgang fra huset. Alderan springer op og løber hen til døren, men den binder selvom han lægger alt sin styrke bag. Accalia og Alderan henholdsvis river og slår på døren for at få den op. Det lykkedes omsider, mens røgen og varmen breder sig i det engang så hyggelige hus.

Da døren giver sig løber vi udenfor og møder der nogle usle bøller, som vi straks angriber. Arkel kommer ud og råber at hans mor stadig er derinde. Alderan løber til undsætning. Edda bliver hårdt såret af en bolt fra en armbrøst affyret fra lang afstand. Der sidder en kutteklædt kvinde på en hest 60 – 70 m fra os. Der er gift på bolten og Edda tager massiv skade. Glub og ulven kæmper, men kampen trækker ud. Alderan kommer ud med bondekonen og et par børn inden huset går helt op i flammer. Kvinden på hesten ridder bort, men hesten får en pil med på vejen. Herefter falder Edda om, mens den sidste bølle endelig må lade livet.

Familien er redet, men deres hus er brændt ned og de beskylder os direkte for at være skyld i ulykken. Vi giver dem ti daler til at genopbygge deres hus.

Arkel fortæller omsider om skænderiet på Salon of Symbaroum. Han siger at Anadea hævdede at naturen ikke kunne være ond i sig selv, men at mennesket gør naturen ond og hævngerrig. Senere havde hun haft et skænderi med fader Elfano og havde derefter svoret ikke at sætte sine ben i kirken mere. Arkel mener at Anadea havde taget ophold i Tidselby efterfølgende og havde kun set hende, da han selv forlod byen. Hun havde kontaktet ham og fortalt at hun havde en ny læremester, der ikke var involveret i kirken.

Vi tager tilbage til byen og forsøger at sælge de genstande vi har fundet, men det er ikke muligt at finde en køber til sjældne artefakter. Den handlende som vi reddede i forbindelse med jordfaldshullet har ikke været i sin butik de sidste par dage.

Vi tager til Ordo Magica, hvor vi taler med Mester Goncai. Han fortæller at Twilight Friars’ Whip of Prios har overtaget opgaven med at undersøge stedet og rydde det for korruption. Mellem linjerne udtrykker han tvivl om hvorvidt de kan gøre det de påstår. Han er opmærksom på at vandstanden i brønden er faldende og siger vi er velkomne til at undersøge det. Men han kan ikke give tilladelse til det – det er borgmesteren.

Hos borgmesteren bliver vi endnu en gang afvist af kaptajn Garasto. Han siger vi kan skrive et brev – og at han tager ordrer fra Herado Duskwatcher – borgmesterens bror. Vi skriver et brev og afleverer det og taler om muligheden for at borgmesteren ikke længere er ved magten – måske er han bukket under for korruption, da han muligvis har været i kontakt med kobberkronen tidligere.

Så tager vi ned til Dronningens Gesandtskab, for at få adresser på Anadea og Lysindra. Perella og Karasto kommunikerer lidt med Lady Suria Argona, og siger at vi skal komme tilbage om et par timer.

I ventetiden tager vi forbi fader Sarvola for at høre om han er kommer sig. Han sover, men er i bedring og bliver plejet. Edda tilbyder at bidrage økonomisk til genopbygning af hans missionshus, men bliver fortalt at han kommer fra en rig slægt og er den sidste overlevende af huset Bargomol.

Da vi kommer tilbage til Dronningens Gesandtskab møder vi Lady Suria Argona og Dekamedo – en kaptajn fra byvagten. For at give os adressen på Anadea vil de have os til at udføre en opgave for dem.

Det er drejer sig om Sarkomal’s profetien, der er blevet fundet i en tempelruin en fem dages rejse fra Karvosti.

The Prophesy of Sarkomal Alisabeta Vearra, commander of the sun knights and daughter of Knight Commander Iakobo, slew the Blight Beast guarding the famous prophecy of Sarkomal in an old temple ruin a couple of days’ walk east of Karvosti. In a short time numerous versions of the prophecy have appeared, all reflecting the same basic theme – Ambria is supposed to gain lordship over all land once ruled by ancient Symbaroum and Queen Korinthia will ascend to the throne of the empire’s last emperors. That basic theme aside, the versions differ greatly from each other. When it is supposed to happen, how it will happen and whether or not it will be to the advantage of the Ambrian people depends on which version you choose to trust. There is really only one strophe which recurs in all versions, claimed to be translated by the Curia: “…where night and day are without meaning, where darkness shimmers and light gathers in shadows, there stands the throne that again shall carry a mistress, a regent, a peer of the divine…”. But, as previously mentioned, no one has confirmed the authenticity of that passage, nor of any other. And even if someone had there is likely room for any number of translations and interpretations, as always when prophesies are concerned.

Dronningen fortolker tavlen derhen at hun kan være den der forener alle lande. Tavlen er imidlertid i templarernes besiddelse og beskyttelse og er på vej til Templewall. Det viser sig at være de tre brødre Mekele som vi mødte for nogle dage siden. Den ene er såret og ligger i sit værelse i kroen i træet. De vil have os til at stjæle en 1 m lang kiste der indeholder kobbertavlen og bringe den til dem selv.

De fortæller at en delegation fra kirkens højsæde, Curia’en, er på vej til byen for at bringe tavlen videre, da templarene er opholdt i byen på grund af jordfaldshullet og og fordi den ene templar er såret.

Glub undrer sig højlydt over at oplysningerne om en adresse koster en tjeneste af denne størrelse. Alderan er tilbøjelige til at ville hjælpe dronningen. Edda er skeptisk og siger ikke meget.

Alt mens vi ikke er kommet nærmere Anadea og hendes advarsel om noget ondt der vil dræbe hundrede i morgen…

Kapitel 20

Efter en mindre debat, beslutter vi os for ikke at imødekomme ”forespørgslen” fra Dekamedo og Dronningens gesandt. I stedet gik Alderan og Exceter til kroen for at advare de tre brødre om muligheden for et angreb fra nogen, der ønskede at bemægtige sig kobber tavlen. Brødrene Mekele benægtede ethvert kendskab til en kobbertavle, men kvitterede alligevel med et sammenbidt ”tak”, da de havde modtaget advarslen.

Imellemtiden læste Edda noter om barbariske tabuer og konsekvenserne af at bryde dem. Den sidste bemærkning omhandlede ”skinneren”, så der var ikke noget afgørende nyt.

Fra kroen begav vi afsted for at tale med Lysindra, der bor i den fine kvarter, ikke langt fra kroen.

Taran og Glub gik samtidig på biblioteket i Ordo Magica for at undersøge forskellige spor. Glub fandt en tekst der omhandlede tårerens hal, der ligger under rødder og orme. Der er et sted hvor grædende samles i de 1000 tåres sal omkring en brønd, der er ved at flyde over af tårer. Teksten er en legende/profeti fremsat af Huldra (Aroaleta) for flere århundrede siden.

Exceter bruger sine klerikale kontakter i kirken til at opsporer Anadeas adresse. Hos Lysindra fortalte Edda alting og vi fik ingenting af vide. Hun var dog interesseret og virkede samarbejdsvillig.

Vi mødes igen ved brønden på Antik-pladsen, hvor vi solgte nogle ting vi havde fundet på vores eventyr. Kort tid efter på Symbars Saloner blev Exceter opsøgt sine kontakter. De havde fundet en adresse på hendes sidst kendte opholdssted, der dog lidt besynderlig viste sig at være i et lagerlokale.

Vi gik straks derhen og blev vist hen til Anadeas rum af den gamle lagerforvalter. Den ikke specielt store, store nøgle passede i låsen og vi kom ind i et rum, der stank af urin og fæces. Der var en madras, et skrivebord, notatpapir, en notesbog, en hylde med to bøger (pending titles) og et jernbur med en marekat.

Vi fandt også en flaske med noget Drone Dew og noget trøffelpasta. Katten var i meget dårlig stand: Udsultet, dehydreret og stresset. Vi gav den vand og mad – og en dosis drone dew, så den faldt i søvn. I notesbogen var der et kort over noget der kunne være tårenes sal – og en reference til at både borgmesteren og en ven af Lysandra, havde kendskab til dette sted. Vi diskuterede om det var under byen eller et andet sted – og hvorvidt det var en god ide at opsøge Lysindra igen, når hun nu ikke var mere informativ.

Da vi skulle til at gå derfra blev vi overfaldet af syv kultister med armbrøster og ond magi. Under nedslagtningen lykkedes det os at holde én i live til afhøring af den inkvisitoriske Excenter. Det afslørede at de var medlemmer af en kult der havde forbindelse til den berygtede Erok den Mørke, der lever en isoleret tilværelse i byen. Erok var dog ikke kultens leder, men tog ifølge fangen sine ordre fra ”prinsen”. Kulten havde lært at bruge onde, mystiske kræfter, angiveligt uden at mærke konsekvenserne heraf. Prinsen skulle have sagt at heksejægere var kommet til byen for at jage dem – og det skulle så være os.

Vi gik fra lageret, men var ikke kommet langt før vi fandt os omringet af en bande bøller og stratenrøvere. Vi gjorde kort proces med dem, men blev samtidig beskudt af en anderledes kompetent armbrøstskytte, der anvendte gift på sine bolte. Der er tilsyneladende mindst to forskellige kulter efter os, med ret distinkte modi operandi.

Vi gik hjem for at sove og valgte af sikkerhedsmæssige årsager alle at sove i Eddas lille lejlighed. Næste dag gik vi til Erok den mørkes hus, hvor en obsternasig tjener nægtede os adgang og tilkaldte byvagten. Derefter gik vi til Lysindras hus igen, da hun var omtalt i notesbogen. Til alles store irritation kunne Edda igen ikke holde mund og fortalte hende igen alt. Lysindra sagde dog denne gang at hun kunne hjælpe os og ville mødes os om en time, da hun ville kontakte sin ven, der kendte vejen til de 1000 tåres sal.

Alderan fik sin tjener til at aflevere en forklaring på de mange døde i om omkring Anadeas lagerlokale, samt mistanken om Eroks involvering til borgmesteren. Edda løb ud og aflagde rapport hos Vølvene i skovbryndet og derefter mødtes vi alle på antik-pladsen.

Vi mødtes ved brønden hvor vandstanden var sunket yderligere, dog uden at vi kunne se noget dernede i mørket. Lysindra beretter at brønden er en gammel alarm, der forkynder når stærk korruption er i nærheden. Men alarmen er tilsyneladende er gået i stykker og derfor slog dem så voldsomt ud for fem dage siden.

Hun fortæller også at den trøffel vi har fundet kan gives til et dyr, der så på magisk vis vil lede os til de 1000 tåres haller. Vi henter marekatten, der var blevet bragt til Edda lejlighed, og giver den en særlig sele på, så vi ikke bliver forgiftet af den. Da vi er kommet ud i skovbrynet giver vi marekatten noget trøffelpasta og den ændrer straks adfærd og baner sig vej gennem skoven. Vi følger efter.

Midnight in Thistle Hold

Ridder Alderan har ikke tilladelse til at være i skoven, så da vi møder en spejderpatrulje, lyver han og sender vi dem på afveje efter en opdigtet trold.

Inde i et tæt krat finder vi en stor og pulserende puppe, der er ved at klækkes, mens vi ser på den. Pus flyder ud og en kæmpe ogre vælter ud på jorden og rejser sig brølende af os. Vi kaster noget mad til den og så forholder den sig i ro, indtil Glub går derhen for at studere den nærmere. Den tænker tilsyneladende at Glub er det næste måltid og slår ham brutalt i jorden. Edda forsøger at komme til undsætning, men fejler spektakulært og modtager et slag, der sender hende dybt ned i skovbunden. Ulvens angreb bagfra er tilsvarende ubehjælpsomt og gør ingen skade. De tunge drenge kommer til og vi får gjort bugt med den gigantiske nyfødte ogre.

Den følgende dag hører vi pludselig en lys stemme, der nynner og synger i skoven ikke langt fra os. Det viser sig at være den lille dreng, Aluin, der er ude og lege i skoven. Han fortæller at han leger tagfat med skovtroldene og er helt ubekymret i forhold til Davokars mange farer. Inden han løber hjemad igen, fortæller han at han er Father Sarvolas søn. Glub konstaterer at drengen på mystisk vis ikke har nogen skygge! Vi bør nok aflægge Father Sarvola et besøg på et tidspunkt.

Efter fire dage i skoven begynder marekatten at udstøde nogle specielle lyde og en hvirvelvind danner en portal, der viser indgangen til en hule med gulv af obsidian og mosaikker på væggene, der er oplyst af lysende mos. Vi går igennem portalen og idet vi hver især går gennem løvhænget skifter bladene farve – måske som rektion hvor meget korruption vi hver især har.

Taran er lilla, Glub er rød og vi andre grøn/brune.

I den store hule bag portalen sidder en kæmpemæssig elver, der er mindst 4 m høj. Ved hans side står en han- og en hunelver. De to kommer frem mod os og spørger hvad vi vores ærinde er. Vi forklarer kort baggrunden, og ved Teara-Téanas navn nikker manden og går ud af salen. Kvinden serverer mad og vand for os, mens vi venter i flere timer. På et tidspunkt hører vi nogen omtale navnet (Enéano) og derefter hører vi brølet fra en mandsstemme, afløst af gal latter og derefter gråd. Vi har tid til at studere mosaikken på væggene, der viser en scene med 20 mennesker i jerngråt tøj, der går midt i et ødelagt landskab med en grøn skov i baggrunden. Den anden mosaik viser en lysning med 13 mennesker omkring et stenbord (ulæselige noter)…

Pludselig kommer der en elverkvinde ind i salen, fulgt af en masse vagter. Der bliver råbt højt og vredt til Lysindra, der svarer igen på elversproget. Mens hun bliver ført bort siger Lysindra at det kun vedrører hende og vi ikke skal gribe ind.

Teara-Téana kommer hen til os og forlanger at høre om vores tilhørsforhold til Lysindra, der i deres øjne tilhører en radikaliseret gren af jernpagten – og er en persona non grata her i tårenes haller. Ifølge Teara-Téana ønsker denne faktion tilsyneladende alle mennesker døde. Hun accepterer at tale med os efter at hun har hentet en stor perle fra kæmpeelveren. Hun forklarer at denne perle bliver sort hvis vi lyver.

Teara-Téana fortæller at kultister, der tilbeder mørke magter, har hugget hovedet af en skovånd der hedder Eox, der dog stadig er i live – lidt endnu.

Teara-Téana havde prøvet at finde en erstatning for master Vernam og fandt frem til Anadea, der var blevet bragt til tårenes haller, hvor hun havde svoret en ed om at tjene Iron Pact. I Tidselby havde Anadea forsøgt at rekruttere en gruppe, der kunne hjælpe hende. I hendes sidste rapport for ni dage siden ved daggry havde hun berettet at hun havde identificeret lederen af kulten. Det var Erlaber! – antikvitetshandleren som vi tidligere var rendt ind i. Denne kult holder til i et gammelt garveri i Tidselby. Hun ville angribe dem den samme dag ved hjælp af en gruppe som hun ville rekruttere (os).

Teara-Téana fortæller at kultisterne sandsynligvis vil bruge skovgudens hoved i et mørkt og kraftigt ritual. Vi accepterer at fortsætte missionen og bliver lovet en stor belønning.

Udover den store belønning fortæller Teara-Téana om hvorfor det er at Iron Pact’en gør som de gør og om de tre grundprincipper for verdenen, Wyrtha, Wielda og Wratha:
“The basic force of the world is creation. Every time someone violates this force by taming, manipulating or cultivating it, the force will react in its defense, giving rise to the phenomenon known as corruption amongst humans. And the reaction grows stronger with the force of the violation – sometimes so strong that it destroys itself in the process. This has happened before, many times before, and the goal of the Iron Pact is to prevent this from happening again – hence the pact’s watchword: “Nevermore!”.”

Den store elver åbner en portal, der fører os direkte til Tidselby og da vi går igennem står vi udenfor byen i kraftigt regnvejr.

Vi handler hurtigt. Edda går til Vølvene og afrapportere. Exceter kontakter sine små spioner og beder dem finde oplysninger om det gamle garveri. Glub prøver at hyre spejdere blandt goblinerne og vælger at sende de seks lejesvende. Alderan går til byvagten og får afklaret at vi ikke er eftersøgt for de mange mord på kultister og at Erok den Mørke til gengæld er blevet anholdt for ulovlige ritualer. Dekamedo har skrevet rapport om efterforskningen af Erlaber.

Vi mødes ved brønden og går sammen til borgmesteren hus – og vi denne gang får adgang. Vi forklarer sammenhængen med jordfaldshullet og de kultister der huserer i byen. Borgmesteren bakker os fuldstændig op og lader os få nogle byvagter til hjælp. Vi får også lov til at smugle de to vølve ind i byen, så de kan hjælpe og vi får tilladelse til at gå ned i brønden og jordfaldshullet igen. Da vi har fået fat i Vølvene, mødes vi alle ved en kro ikke langt fra det gamle garveri og gør os klar til et angreb.

Kapitel 21: Night falls and day breaks

Under ridder Alderans formidable lederskab koordinerer vi angrebet på garveriet. De 8 soldater fra byvagten går gennem bagdøren og har til opgave at sikre at der ikke sker en utilsigtet flugt fra stedet. Alderan, Glub, Edda og Accalia tog hoveddøren, flankeret af Gadramon og Eferneya. Taran og Exceter patruljerede gaderne omkring garveriet for at afskære vejen for eventuelle forstærkninger til kultisterne.

Vi åbnede porten indtil det gamle garveri og blev mødt at et virvar af usoignerede kultister bevæbnet med køller og sværd. Fra reposen og svalegangen under loftet blev vi beskudt af adskillige bueskytter. En voldsom kamp gik i gang. Men deres overvældende antal til trods, var de for dårligt bevæbnede og manglede træning til at kunne udgøre en alvorlig fare. Sammen med vores allierede slagtede vi 30-40 fanatiske kultister i løbet at ganske kort tid. Lugten fra de døde kroppe var overvældende og blandende sig med de ildelugtende kar med garvesyre og et indhold, der forblev et mysterium.

Vi gik ned af en trappe og her havde Glub et syn. Han så et jordfaldshul i Davokar, en sø i en hule med lysende mos og vand der løber igennem en hule. Det lød meget som underverdenen under Tidselby, hvor klan Jezora havde huseret.

Neden for trappen var vi i en kælder med et alter beklædt med en sort dug. Et øjeblik kunne det se ud til at vi var kommet for sent. Der var blod på dugen, men intet spor af Erlaber eller hovedet fra skovånden. Vi fandt soverum, lidt fødevarer og Glub dirkede låsen op til et lagerrum med mystiske og helt sikkert onde artefakter. Edda brændte et ”ghost candle” af, for at finde eventuelle skjulte udgange og usynlige ting, men det afslørede ingenting. Alderan gik i sidste ende i gang med at skubbe til alteret, der bevægede sig en smule og så lagde vi alle kræfter i og fik skubbet det helt til side. Op fra et skjult hul under alteret sprang en splejset kultist, der begyndte at slå med blege knytnæver på Alderan. Alderan taklede ham og vi begyndte at true ham til at fortælle hvor Erlaber og hovedet befandt sig. Han svinede os til og var gennemgående usamarbejdsvillig, indtil Edda gav ham gift og sagde at han kunne få en modgift, hvis han talte nu. Det virkede bedre og under smertensskrig fortalte han at Erlaber var i jordfaldshullet med hovedet og gennemførte et ritual, der ville gøre ham ustoppelig og til ”den evige nat” osv. Vi overlod ham til byvagterne og løb afsted til palisaderne omkring jordfaldshullet.

Her blev vi mødt af vagtkaptajn Dekamedo, der nægtede os adgang, indtil vi viste ham den udtrykkelige tilladelse fra borgmester Nightpitch. Ved hullet mærkede Glub nu en foruroligende, mystisk rytmisk lyd. Ingen tid at spilde. Så adrætte som bjerggeder hoppede vi ned i hullet og stod snart efter på toppen af ruinerne fra den nedfaldne by. Taran, Exceter, Gadramon og Eferneya blev tilbage i byen for at holde øje med… ting. Vi kunne se en række fakler der lå i gangen, der førte i retning af den sorte krystal, så vi resonerede os hurtigt frem til at det kunne være den retning vi skulle finde Erlaber.

På vej hen mod den snævre gang blev vi dog mødt af fire skikkelser, der havde en udpræget truende adfærd og råbte ukvemsord imod os. Det var to agile skiftinger med sværd og knive i hænderne, en Ogre i en heksekåbe fra én af de nordlige klaner og en kvinde i en Ordo Magica kappe. Vi reagerede hurtigt og Glub løb frem mod fjenderne og kastede sin lavaækse mod den store Ogre. Den ramte så godt at Ogren mistede balancen og faldt om på klippegrunden. Det indgød os mod, – lige indtil de to skiftinger løb frem og lavede en serie snig-angreb på Glub, der kun holdt sig på benene med opvisning af kæmpe viljestyrke – selvom han også var blevet forgiftet. Accalia løb ned frem og kunne – med Glubs hjælp – udføre et snedigt bagholdsangreb på den ene skifting, der gik ned med et smerteskrig, da Accalia flåede en arterie i låret over. Alderan løb forbi Glub og hen til kvinden fra Ordo Magica. Edda løb frem og prøvede forgæves at ramme den anden skifting, men han var unaturlig hurtig og undveg behændigt. Kampens første runde var gået fremragende, men nu var det Ogre-heksens tur: Fra sin liggende stilling på hulens klippegulv fremmanede han tre magiske pile som han sendte mod os og rejste sig derefter grinende fra gulvet. Men situationen blev langt værre, da kvinden fra Ordo Magica greb om et uhelligt tegn og udstrålede ren ondskab i alle retninger, hvilket havde en ødelæggende effekt på os helte – og vi blev klar over at hun var den største trussel mod os. Accalia løb derfor hen til hende og bed tre gange, så hun havde svært ved at blive stående oprejst, men hun var stadig i live. Glub fik et slag ind på skiftingen, dog uden at fælde ham. Edda forsøgte igen forgæves at ramme den behændige skifting med sit brændende spyd, men sendte i stedet en magisk pil i kvinde fra Ordo Magica, hvilket dræbte hende før hun kunne bruge en onde udstråling på os igen. Alderan var nu fjendeløs og gik derfor over til Ogren, der sendte to pile afsted mod Edda og Glub og grinende forvandlede Ridder Alderan til en gris! Accalia løb op til skiftingen og fik et bid ind, der dræbte ham. Glub, der var lige ved at dø af giften, dræbte Ogren (hvordan?) og Edda helede Glub, mens Alderan genvandt sin menneskelige form og tog sin farvestrålende silkekåbe på igen, hvilket, fik vi lejlighed til at konstatere, er det eneste tøj han har på.

Således oplyst løb vi ned af den smalle gang mod den tiltagende bankelyd. Vi passerede vølven Bayala, der lå død blandt en masse kultister. Da vi kom ind i den store hule, så vi Erlaber i bar overkrop, stå på den sorte krystal, bøjet over oksehovedet med en kæmpemæssig, sort kniv i hånden. Vi var tilsyneladende ankommet midt i ritualet. Han var alene og Edda sendte en magisk, brændende pil ind i ham fra lang afstand. Vi hørte ham råbe noget med ”ikke endnu”, mens vi løb så hurtigt vi kunne hen mod Erlander på den korrumperede, magiske krystal. Glub var forrest og prøvede at komme på afstand af Erlaber, så han kunne ramme ham med en armbrøst bolt. Alderan fulgte skrapt efter sammen med Accalia og Edda kom halsende efter, mens hun prøvede at svække Erlaber med orme og larve-angreb. Erlaber forandrede sig for vores øjne, voksede og fik horn. Han ligesom hev mørke op fra krystallen, der beskyttede ham mod angreb fra Glub bolte. Da vi omsider kom helt derhen løb han frem imod os, men missede sin angreb. Alderan svang sin mægtige hammer og med et helteagtigt angreb, forcerede han Erlabers panseragtige hud og knuste den mørke fjende. Sejren var vor!

Edda hoppede op på krystallen og samlede oksehovedet op og forlod stedet igen før hun blev helt opslugt af korruption. Vi samlede Erlabers ting sammen og mens Edda ”begravede” Bayela, snuppede Grub og Alderan værdigenstande fra de faldne kultister. Undervejs tilbage til jordfaldshullet slog det os, at vi næppe kunne marchere det gigantiske – og stadig muende – oksehoved gennem Tidselby og forbi vagterne – uden at tiltrække os unødig opmærksomhed. Vi gik derfor igennem underverdenen, videre af de gange som vi tidligere var gået af. Efter nogle timer kom vi op til overfladen et sted i Davokarskoven. Der var gamle, men tydelige spor af menneskelig aktivitet, hvilket ganske givet stammede fra resterne af Klan Jezora. Edda brugte mindstonen til at kontakte Teara-Téana og sige at vi var undsluppet Tidselby med oksehovedet, efter at have nedkæmpet Erlaber og hans kult. Edda løb derefter tilbage til byen, mens Glub og Alderan bevogtede hovedet. Edda vendte tilbage med Taran, Exceter, Gadramon og Eferneya og to Colosi. Turen gennem Davokar foregik usædvanligt fredeligt, måske p.g.a. Colosi eller oksehovedet.

Vi kom frem til en lysning, hvor kroppen af skovånden Eox lå, overvåget af elvere, der brugte noget magi til at holde kroppen i live. Vi gav dem hovedet, der begyndte at vokse sammen med kroppen, da der kom kontakt. Efter noget tid rejste skovånden sig op, brølede og begyndte at gå rundt i lysningen og spise. Elverne sagde at Eox udtrykte sin taknemmelighed.

Så spurgte Teara-Téana os hvad vi syntes om det vi have gjort – om alt den vold var retfærdiggjort. Vi svarede ”jah”. Derefter spurgte hun hvilken belønning vi ønskede: at komme af med korruption, at træne en evne eller guld. Alderan ville have guld og fik ædelsten til en estimeret værdi af 466 gulddaler. Glub ville have træning i feje drab, mens helligånden Edda blot ønskede hjælp til sin klans korruption. Det kunne Teara-Téana dog ikke hjælpe med, så Edda lærte i stedet at mestre vølvekunsten. Taran valgte at … og Exceter valgte naturligvis….

Vi tog afsked med Gadramon og Eferneya, der tog tilbage til Karvosti. Efter et par uger var vores træning forbi og vi kunne vende tilbage til Tidselby, hvor vi lavede følgende…