Referat Symbaroum: Tomb of Dying Dreams

“To rundle of genuine copper
scalded in white-blazing fire
hardened in abyss of darkness
I bind you my Liege, my Monarch

Where muscles and essences withers
the one going rotten and blackened
the other dissolved or diluted
there lingers the spirit forever

My Monarch, your spirit shall slumber
together with Ramaran’s slayer
alongside the waters of midnight
in crown made from genuine copper”

Kapitel 7: I Davokars favn

Inden i krostuen i Grey Wade Crossing, talte Alderan med templaren Leogai. Under samtalen overhørte han nogle andre rejsende berette om fundet af Sort Kappen Baumelos lig i Glimmervann. Men liget havde ligget skjult i over en måned! Spørgsmålet er nu hvem vi mødte i Thistle Hold -og hvor identitetstyven, der prøvede at liste af med kopperkronen, befinder sig nu?

Da vi krydsede Eanor og begav os ind i skoven, mødte vi nogle små mænd uden andet tøj end en tyk pels. De angreb os og én af dem ramte Alderan med sine kløer og fordærvet gennemsyrede ham, men det aftog heldigvis efterfølgende.

Under Vargas’ kyndige, men tavse ledelse, avancerede vi igennem skoven i et godt tempo. Længere oppe ad sporet mødte vi en gruppe “eventyrere”. En af dem var hårdt såret, men de virkede alle desperate og bad om bandager og helende drikke. Vi blev angrebet af et mørkt gespenst og snart efter faldt den over eventyrene. Gespenstets frygtelige skrig fik de fleste til at flygte. Det tog et segl fra en rygsæk, som en af eventyrernes havde efterladt, og forsvandt nordpå med det.

Den sårede eventyrer, der var blevet ladt tilbage af sine venner, så sig omkring med et panisk blik. Han kunne se Alderan stå tilbage som sindbilledet på stoisk ro og Albereths ædle blod. Med en dyb, raspende indånding samlede han sig til en sidste kraftanstrengelse – og mens han forsøgte at holde forbindingerne på hans sår sammen – kravlede han gennem skovbundens, fugtige blade. Smerten fra hans sår fik ham til at hoste, mens han tryglede Alderan om hjælp. Han så bønfaldende på ridderen med smertens og angstens tårer i øjnene. ”…hjælp mig… eders nåde” fik at fremstammet, mens han tryglende, rakte sine rystende hænder op mod Ridderen. Alderen så ned på den sårede mand i skovbunden foran ham, som var han en orm i mudderet. ”Hvorfor?”, spurgte han koldt, mens han lagde hovedet let på skrå og hævede det ene øjenbryn, som om han kort overvejende om den fremmede kunne være til fordel på en eller anden måde. Han placerede herefter sin støvle på mandens feberhede pande og skubbede ham omkuld i skovbunden. Med et frydefuldt smil krusende på læberne sagde Alderen hånligt, at han da var velkommen til at se om han kunne følge med. Manden jamrende. ”Eller”, sagde han, og idet han vendte sig, kastede han med en doven bevægelse en kniv ned til manden; ”Du kan blive her eller kæmpe dig ud, som en mand”. Alderens skridtede væk fra manden, der skreg et langtrukkent rædslens og fortvivlelsens skrig, der gled over i en hulken, iblandet eder og forbandelser.

Skrigene og ederne fra eventyreren fortsatte i noget tid, indtil de brat hørte op og blev afløst af en foruroligende stilhed.
Taran listede tilbage for at se hvad det var der havde forårsaget den bratte stilhed. Han skjulte sig, men ikke godt nok, for den rage troll, der gnaskende på resterne af den efterlade eventyrer, opdagede ham og sætte efter ham. Trolden indhentede ham, men den blev dræbt, før den kunne gøre det af med Taran.

The Outpost of Ordo Magica

Efter 10 dage ankom vi til Ordo Magicas forpost, der for indeværende kun er bemandet af to novicer -Maria og Plendel. De havde låst sig inde i et skur, da en flok mare cats havde overrumplet dem. De fortalte at de ikke havde hørt nyt fra Magister Senia, som har været på ekspedition i to uger, så de frygtede at der var gået noget galt. De tegnede et groft kort over området til os, hvor vi kunne se det hovedkvarter som Magister Senia havde etableret i en gammel ruin længere inde i skoven. Vi sagde til Maria og Plendel, at vi ville vende tilbage og hente dem.

The Dead Woods

På turen ned til hovedkvarteret krydsede vi igennem fire områder, hvor al vegetation og liv var dødt: Edderkopper hang døde i deres spind, mosset var gråsort, træer var døde, men stadig med grå blade på – som om det var sket for ganske nyligt. Områderne kunne minde om kæmpestier, idet de var 50-100 skridt brede og førte i nord-sydgående retning. Vi valgte ikke at undersøge dette fænomen nærmere – og det vil sikkert også vise sig at være helt uden betydning.

The Headquarters of the Lost Expedition

Vi ankom til hovedkvarteret i den gamle ruin, men fandt at den var beboet af goblins af stammen Urrbuktur. Glub fik her kontakt til sine vilde artsfæller, hvilket gjorde et stort indtryk på ham. Efter en mindre våbenhandel, lod de os komme ind i ruinen, hvor de førte os til et rum med skinddækket loft og en cirkel af sølvlignende støv tegnet på gulvet. I cirklens midte sad et overlevende medlem af Ordo Magica ekspeditionen. Syv lig var stablet op af en væg. Heraf var de fem af dem tydeligvis Ordo Magica novicer, de to øvrige lignende eventyrere. Hvor de resterende godt 20 medlemmer af ekspeditionen befinder sig nu, er ikke klart.

Inde i cirklen lå siderne fra en journal spredt rundt om den overlevende. “Prios har reddet mig”, siger han. “Den skinnende beskytter kravlede ned fra himlen og reddede mig med et helligt bid”.

Vi finder en journal, der indeholder et detaljeret kort over området. På siderne står der:

“Just like the scouts foretold, we found the overgrown ruin satisfactory and established our base camp there. During the hike from the outpost we had to be ever diligent, hacking a path through the dense greenery which rules the area. Everyone took to the knife to help clearing out the ruined keep. Outside we left everything untouched, hoping to mask our presence – who knows what famished creatures lurk hereabout?

At the morning assembly, Magister Senia told us that she has established a circle here at the keep and completed a first report to Thistle Hold. I notice that others besides me find this reassuring, even if all of us know that the feeling of security was an illusion: we are a long way from safety and the circle will not save us if threats arise. But we can get advice, and that is a very precious thing in an exposed situation like ours.
The investigation of the ruins has afforded both joy and some exasperation. Our scouts have located the tomb from which the plunderer Gorak stole his tainted artifact. The ancient writings on the mausoleum indicate that it contains the remains of a person of stature, likely one of the local kings who ruled the area during Symbaroum’s early days. That the tomb has already been breached is evident, but hopefully the robbers did not manage to empty it or destroy it completely.

After mapping the whole area, Magister Senia found the tomb most promising. She also warned us about the sinkhole. This is hardly necessary since we all know that two patrols have vanished in its vicinity, but it demonstrates the greatness of her heart and her care for all members of the expedition. The mutterings and curses of the scouts and servants are evidently misdirected: Magister Senia is far from a “coldhearted slave driver” and the ruins much more than some “overgrown meat-grinder”!
On another note, the scouts have reported seeing streaks of grayish, black death spreading throughout the area, radiating out from the sinkhole if the reports are correct. What this is and if it will affect our work is hard to know but very easy to have nightmares about.
Magister Senia has ordered the whole expedition to start preparing for entering the mausoleum, and she has deciphered the text on the entry vault, hunting for clues as to what awaits us inside. If the streaks of dead nature keeps spreading our time here may soon come to its end, so we have every reason to hurry.

The ground quivers in pain, screams echo through the ruin. I dare not go outside. A deeper kind of darkness roams the night. I am nearly paralyzed, the cold eats at my soul. By Prios, the darkness is bleeding through the walls!
…
From the heavens a light, like a descending sun of simmering limbs, she embraces me. The savior is here, Prios be praised.”

Kapitel 8: Xanatha, Fangafa (The Thorn Queen) og det krybende mørke

Vi læste noterne, der lå på gulvet og talte med manden i cirklen. Han sagde at hans navn var Tonsel og han var en del af ekspeditionen. Men alle var døde undtagen ham, fordi han var stærk i troen og udvalgt af Prios, der var kommet ned fra himmelen i skikkelse af en edderkop. Tonsel fortalte at han havde modtaget en velsignelse i form af et bid. Vi fik ikke meget mere fornuftigt ud af ham og havde også vanskeligt ved at forstå Goblinerne. Det stod dog klart at de kom fra nedreverdenen og at de var flygtet herop for at være i fred for troldene eller noget der var værre. De var vandret igennem jordfaldshullet og havde der mødt en stor edderkop.

[Glub blev kontaktet af en stemme, da han trådte ind i den magiske cirkel, men han valgte ikke at fortælle det til nogen]

Edda og Taran gik ud i skoven for at undersøge de døde områder nærmere. Edda fandt kun en enkelt blomst – Dalens lilje – der havde overlevet. Den magiske cirkel havde også beskyttet naturen mod den sorte kulde.

The Tomb of the Beheaded King

Vi overnattede i hovedkvarteret og næste morgen drog vi gennem skoven mod krypten. Vi kom gennem flere områder med død skov. Da vi ankom til indgangen til krypten kunne vi hurtigt konstatere at der ikke var nogen lejr af Ordo Magica, hvilke styrkede vores frygt for at der ikke var nogle overlevende fra ekspeditionen.

Vi gik gennem de åbne døre og stod i et stort rum med to gange. Den ene førte til en kløft, hvor der lå noget tømmer spredt på gulvet. Den anden førte til en rum med mosaikker på væggene. På gulvet lå resterne af et par lig, der var blevet hugget i mange stykker. Der lå også en rustning og to sværd, som vi identificerede som resterne af en magisk ildtjener. Vi fandt en notesbog, med tegninger af mosaikken og notater. Vi gik forsigtigt frem, da vi frygtede en fælde. Vi fandt huller i muren ved døren. Mosaikken viste en kamp mellem en helt (vi tænker kongen) i en gylden rustning og et spyd der gennemborer en sort skikkelse og smider ham i en brønd, som vi genkender som brønden i Jezora fæstningen (Thistle Hold for indeværende). Vi noterer runerne på spyddet og på brønden. Der er også afbilledet en kæmpetudse, der løber hen mod helten. Den ligner statuen på pladsen i Thistle Hold, dog uden klokke.

Ved at berøre runerne på panelerne de steder hvor der er mindre støv, får vi åbnet dørene. Da Alderan går ind smækker de bag ham, så Taran og Vargas løber efter noget tømmer, så vi kan holde dørene åbne.

Ude i indgangsrummet møder de Baumelo og Mal-Rogan og 5-6 kultister. Det kommer til kamp, der foregår i gangen, så der kun kan være to der kæmper ad gangen. Vargas bliver ramt af Mal-Rogans forbandelse og må lægge sig, mens Taran og Alderan får og uddeler tæsk. Det ender med at Baumelo flygter sammen med 2-3 kultister. Vi undrer os lidt over hvordan Mal-Rogan stadig kan være oppegående, men vi når ikke frem til noget svar.

Vi eftersætter Baumelo, men kan ikke finde ud af hvilken vej han er løbet. Vi hører et skrig og går i den retning. Her opdager vi et kæmpe spindelvæv, hvor der er en person fanget i en puppe. Ned fra nettet kommer Xanatha, der er datter af edderkoppeguden. Hun fortæller at der er to andre væsener (ånder), der jagter en flaske med en særlig væske, der stammer fra en anden verden. Den ene kalder hun ”Krybende mørke” og den anden ”Fangafa”. Begge er meget onde, hvorimod hun kun vil skaffe os af med den korrumperende væske. Hun tilbyder os ovenikøbet af tage kraniet med kronen helt gratis.

Kapitel 9 : I kongens gravkammer

Vi siger “måske senere”, men tager mod Xanathas beskyttende bid, der vil beskytte os mod det krybende mørke.

Vi får spærret døren og går dybere ned i krypten. Vi kommer ind i et stort rum med flotte, men falmede vægtæpper. Rummet er tydeligvis blevet plyndret og krukker mv. ligger skåret og knust på gulvet. Der er to andre udgangen i rummet – en lille gang og en stor, hvorover der er står skrevet noget på Symbar omgivet af to krigere med rejste sværd. Der er også en mosaik, der forestiller en kriger med krone på hovedet, der stikker et spyd i monstertudsen.

Vi undersøger først den lille gang, hvor vi finder 12 ildtjenere, der står inaktive i rummet. Vi ser hurtigt at der mangler én – og at det må være den der lå i indgangen. Vi ønsker at forhindre at de falder os i ryggen, men samtidig forsøger vi at undgå at aktivere dem. Glub kaster en krog med et reb på en af dem, hvilket aktiverer 7-8 stykker, der straks angriber os. Vi stiller os semistrategisk i udkanten af gangen og Alderan og Taran nedkæmper dem, men tager meget skade. De resterende skyder Vargas ned med velplacerede pile, suppleret med slag og bid fra os andre.

Da vi har nedkæmpet dem alle, går vi ind i rummet og sniger os ned af en gang, der dog også ender i en kløft, hvor vi kan høre Fangafa røre på sig. Lange fangarme rækker ud efter os, mens vi flygter tilbage af gangen. Vi beslutter os for at den gang er lukket og vælger derfor at gå ned af den store gang mod det vi antager er kongen gravkammer.

Vi kommer til et stort lokale med en søjlegang. Der er en mægtig trone, hvor kongens skellet sidder med et spyd i hånden. Som forventet mangler kraniet. Vi går derned i samlet flok, men pludselig løber Taran frem og griber flasker og begynder at hælde indholdet ned i munden. Der er dog så lidt i flasken at der kun kommer en enkelt dråbe ud, inden Alderan for flasken vristet ud af hånden på Taran. Men så begynder Alderan istedet at drikke fra flasken. Både Taran og Acalia hopper på ham og ulven får den ud af hånden på ham. Glub brugte tiden på at snuppe kongens spyd og gå rundt og kigge efter skatte.

Imellemtiden prøver Edda at sætte hovedet på plads for at se om forbandelsen bliver brudt. Det lykkedes ikke, så Edda overhælder istedet skelettet med olie og sætter ild på. Alderan var stadig opsat på at drikke fra flasken, så han snuppede den tilbage fra Acalia, der dog nåede at tage den tilbage og løbe væk fra Alderan med den. Alderan eftersatte ulven og fik sørme endnu engang fravristet ulven den eftertragtede flaske. Men inden han nåede at drikke fra den, faldt det brændende skelettet sammen og dermed slap den gamle konge sit korrumperende greb i Alderan. Vi havde vundet!

I den pause der fulgte vores sejr prøvede vi på alle måder at åbne døren ind til det vi håbende var skatten. Vores talenter var til ingen nytte, så i sidste ende måtte vi smadre gulv og dørkarm. Da vi havde ødelagt det meste falmede runerne på døren og den faldt ind i rummet bag. Skatte!

Mens vi betragter genstandene hører vi pludselig lyden af det krybende mørke der kommer hastigt nærmere og begynder at sive igennem væg og loft. De hurtigste griber nogle skatte og vi løber alle for livet. Med nød og næppe når vi udenfor, hvor Xanatha venter. Vi afleverer flasken og hun vender rundt og flygter bort med flasken spundet ind mod kroppen. Hun sender et mentalt billede af et tak.

Vi gemmer os udenfor og holder øje med udgangen af krypten. Ud kommer først det krybende mørke efterfulgt af Fangafa. De forfølger Xanatha og de dyrebare dråber. Vi kigger på hinanden og løber derefter tilbage i krypten, hvor vi plyndre skattekammeret og fylder tornyster og sække med rigdomme. Xanatha sender en sidste hilsen i form af at vi skal skynde os væk, da troldene er på vej ind i området efter at de to mørkeånder har forladt området.

Vi flygter modigt gennem skoven bebyrdet med skatte fra gravkammeret akkompagneret af lyden fra troldenes dybe horn. Vi løber til Ordo Magica forposten og samler de to novicer op. De har ikke ligget på den lade side, men har selv tømt en halv robåd for vand, så vi kommer hurtigt afsted og flyder ud og op ad floden mod den store sø.

The Curse of the River Goddess

Vi skiftes til at ro, men forventer at turen vil tage omkring 3 dage. Maden begynder at blive et problem. På andendagen kommer et større skib igennem tågen bag os. Vi kan høre stemmer, der indikerer at der er tale om folk fra sydlandet. Vi råber dem an og forhører os om vi kan komme med ombord. De vil have 80 daler for turen, hvilket vi synes er en afsindig pris, selvom vi er hårdt sårede og vores båd er ved at synke under vægten af de mange rigdomme vi har slæbt med. De tilbyder os turen til 50 daler, men vi mener ikke der er pengene værd. Man skal aldrig give efter for afpresning og optrækkeri. Da de sejler videre råber de ene passager, at vi skal tage os i agt for flodguden.

Efter et par timers yderligere sejlads bliver båden pludselig angrebet af nogle store fangarme. Edda og Vargas bliver løftet op og trukket ned under vandet. Edda, der var hårdt såret i forvejen, mister øjeblikkeligt bevidstheden. Vargas kæmper for livet i de store klør, mens Alderan, Taran og Glub forsøger at slå flodmonsteret ihjel. Da de har givet det en del skade trækker det sig tilbage i vandet, men Taran og Alderan hopper modig i vandet og kæmper videre i blinde indtil de får uddelt et dræbende hug til kæmpekrappen. Den slipper sit tag i Vargas og Edda, der livløse flyder op til overfladen, hvor de bliver forsøgt healet. Vargas er imidlertid gået videre, men Edda vender tilbage til bevidsthed.

Alderan skælder de to Ordo Magica novicer ud, fordi de ikke have healet os tidligere, selvom vi sad hårdt sårede i båden. Stemningen er trykket, da vi ror videre ned af floden med Vargas døde krop.

Vi ankommer til handelsbyen syd for floden, hvor vi overnatter, køber ind og bestiller nyt udstyr af bedste kvalitet. På kroen møder Alderan en gammel bekendt – en Prios præst ved navn Exceter. Han har også et ærende i Karvosti, så vi tilbyder ham en plads i vores robåd. Næste morgen ror vi derop og Edda besøger sin moster og fortæller om sine oplevelser og modtager råd om sin videre oplæring. Hun besøger også Huldraen, der siger at Yagaba er god nok, men at det er godt hvis jeg kan være øjne og øre i Thistle Hold. Hun fortæller at runerne på spydet betyder “Ramaran’s bane”.

Exceter laver også et eller andet og han virker ikke ultrafanatisk, men udviser faktisk til respekt for at de er gæster i området.

Vi begraver Vargas på østsiden af Karvosti og sender ham behørigt videre til den næste verden.

Edda kontakter Iron Pact elveren og aftaler et møde om natten i en lysning i skoven øst for Karvosti. Hun fortæller eleveren, at hun ikke ønsker at bære denne ring, da det ikke er hendes måde at bekæmpe korruptionen på. Men Edda tilladelse bryder elveren båndet til master Vernams ring, som hun havde knyttet sig til. Edda giver den tilbage til elveren, men beholder en almindelig rusten jernring på sin finger.

Vi tager afsked med Karvosti efter lidt yderligere indkøb og ror tilbage til handelsbyen, hvor vi henter de ting vi har bestilt og de to novicer. Næste dag tager vi sydpå i båden og får et lift af nogle fiskere. Vi giver dem robåden som tak.

Blight Night

Exceter er på jagt efter noget han kalder “tusmørke vand”, der skulle have særlige healende kræfter og virke mod korruption. Efter nogle dagsrejser langs Davokars sydgrænse kommer vi til en kro “Jakad’s Heart”, hvor vi møder nogle gamle kendinge: Familien som vi fulgtes med over Titan bjergene. De har slået sig ned i en kro, der er bygget ved siden af en hellig kilde og en lille helligdom. Vi hilser med glæder på familien og møder hans robuste kone, der har været på soloeventyr i Davokar, før hun byggede dette sted. I krostuen sidder også en sanger og historiefortæller, der kan berette om kildens historie.

Om natten vælger Edda at sove udenfor ved kilder for at se om hun kan komme i kontakt med nogle ånder. Alle vågner dog midt på natten, da Melga anslår alarmklokken. Vi er under angreb. Kroen og området er heldigvis effektivt beskyttet af palisader, så vi bliver ikke overrendt. Men udenfor er der over hundrede stærkt ophidsede gobliner. De løber rundt og ter sig underligt, fremfor et meget koordineret angreb, men de begynder dog af hugge palisaderne ned. De har heldigvis kun én stige, så vi stiller os op og begynder at hugge dem ned. Vi opdager at der står to skikkelser allerbagerst og udenfor rækkevidde af bue og pil. De brygger tilsyneladende et eller andet i en stor gryde og der vælder rød røg ud. Men sine nye fantastiske kræfter tvinger Alderan den ene skikkelse til at gå ned mod os. Det vister sig at være en farlig, mørk krigerkvinde, med et ondt udseende sværd. Hun får sin egen vilje igen, men vælger stadig at løbe ned mod os. Alderan løber hende i møde, man han bliver mødt af en folk gobliner, der hindrer hans fremmarch. Edda skyder en brændende pil på hende og hun vælter om i forsøget på at slukke ilden.  Taran og Exceter kommer til hjælp. Exceter har en eller anden hellig hjælper med. Edda skyder en brændende pil i den anden skikkelse ved gryden. Han bryder i brand og falder om.

Kilden med vandet begynder at lyse og Glub hopper i og hans sår bliver healet, men han begynder også at modtage skade. Edda prøver at indsamle noget vand i sin drikkedunk, mens Glub henter kander.

Alderan, Taran og Exceter nedkæmper den onde krigerkvinde og som med et trylleslag kommer de gale gobliner på andre tanker og begynder at løbe væk og samtidig slukkes lyset i kilden. Vandet i Eddas drikkedunk er nu almindeligt vand.

Kapitel 10

Vi samlede værdier sammen fra de døde gobliner og scorede 40 ortegs!, en flaske med en spændende væske til et deltids blandingsmisbrug og en kedel med kanten dekoreret med torneranker af jern. Krigerkvindens sværd var stærkt magisk og kunne uddele ekstra skade og dominere fjenderne.

Næste morgen tog vi afsked med familien, mens skjalden opførte en ny sagn om vores heltemod. Efter et par dages rejse ankom vi til Glimmervann, en by vest for Thistle Hold. Det var i dette område at den rigtige Baumelo var blevet myrdet, så vi drog ud for at se nærmere på stedet hvor hans lig var blevet fundet. Vi kunne ikke se noget særligt, men Accalia blev i området for at se om der skete noget i løbet af natten.

Midt om natten lød der et højt skrig der vækkede Edda. Mal-Rogan havde brudt døren til Glubs værelse ned og forvandlet ham til en blodig klump i hans seng. Edda angreb men blev stoppet af en forbandelse. Taran var nu også vågnet og angreb Mal-Rogan og frigjorde dermed Edda fra forbandelsen, Exceter begyndte også at trække i tøjet. Edda healede Glub, der straks sprang op og tildelte Mal-Rogan et dybt sår, for straks efter at bide i græsset igen. Kampen gik op og ned, mens Exceter healede Taran og Edda healede Glub, der dog straks gik ned igen. Til sidst fik vi dog tildelt ham så meget skade at han døde igen, igen, igen.

Vi diskuterede hvorfor at ham blev ved med at forfølge os og overvejede om det måske skyldes at Glub render rundt med Mal-Rogans mumificerede hånd om halsen – og den ikke kan komme af. Selvom byvagterne lovede at slæbe liget ned til en Prios helligdom var vi ikke sikre på om det ville være nok til at sikre at han ikke ville vende tilbage igen.

Vi drog videre og overnattede i den mindre by Glimmer inden vi ankom til Thistle Hold. Vi gik direkte ned til Ordo Magica med de to novicer. Vi fik de resterende penge, men ikke meget taknemmelighed og Master Eufrynda gad ikke høre om hvad vi havde fundet ud af – i hvert fald ikke “sindsyge” og “ulærte” teorier.
Master Goncai smilte, mens Chapter Master Cornelio forblev neutral.
Edda blev rasende og skred. Edda mener at en symbar fyrste for over 1000 år siden, besejrede den sorte skikkelse med krone på hovedet og smed ham i den brønd, der stod på gårdspladsen i Jezoras fæstning (idag Antiqua pladsen i Thistle hold). Fyrsten i den gyldne rustning er kongen fra gravkammeret og han besejrede også tudsevæsenet (eller måske gjorde det til slave). Fyrsten fik fat i flasken med sorte dråber og det var måske det der gav ham evnen til at “leve” i alle disse år. Runerne i symbar ruinen beskyttede muligvis mod de væsener der ville have fat i væsken, så de runer skal studeres nærmere. Vi har journalerne fra Ordo Magica og vores egne noter og tegninger (de skal sammenlignes og tydes – der kan være svar i brønden eller i kælderen under Blue Moon Trading Company).

Ud på gaden ventede vi på Taran, der var blevet kaldt tilbage af den ene mester. Han havde fået en opgave med at undersøge et fænomen kaldet “wild hunt” i Davokar. Ved at acceptere denne opgave og evt. andre, ville han også få adgang til Ordo Magica og studere mysteriet om den Rune Staff der forsvandt.

Exceter gik op til kirken og afleverede tusmørkevandet til Father Elfeno. Vandet lyste kortvarigt i Exceter’s rygsæk og Elfeno hældte en lille smule af vandet op til Exceter. Han fik også en ny opgave ved Salindra’s Hope, som gik ud på at finde Black Cloak’en Neferena og en mulig Dark Lord Vendal, som havde boet i Thistle Hold.

Edda prøvede sin nye rolle som hekseringens øjne i Thistle Hold ved at foregive at være en assimileret klankvinde. Det gik ikke så godt og hun blev frosset ud af byens spidser. Hun købte et værelse i byens nordøstlige ende.

Alderan blev konstant stoppet af notabiliteter og beundrende soldater, der klappede ham på skulderen og takkede ham for hans heroiske indsats med flayeren. Ved en middag på “The Winged Ladle” lavede hans onkel en aftale med en af byens rigeste handelsfamilier om at Alderan ville finde en bortløben, kommende svoger i Davokar nær Salindra’s Hope.

Næste morgen mødtes vi og besluttede at tage på skovtur igen for at forfølge Alderans, Exceters og Tarans opgaver.  Vi købte ind til en ny tur.