Referat Symbaroum: The Witch Hammer

“I fell like a leaf through the eons,
from the branch of creation towards the here and now.

Below was a desolate mesa,
cut from the crust, from bedrock and dust,
the home of a ravenous god.

Like me he succumbed to the autumn,
sank beaten to rest by the heart of the stone.”

Kapitel 22: De lange knives nat

Vi blev i skoven i 2 uger og fik kyndig vejledning af elverne. Alderan tog hjem til sin familie i Tidselby for at opbygget sit imperium og købe et palæ.

Edda brugte en del tid sammen med Teara-Téana for at forstå elvernes syn på bekæmpelse af korruption – og overbevise dem om at deres verdenssyn er for begrænset og at de burde se lidt mere nuanceret på tingene.

Da vi kiggede godt efter i de ting vi havde taget fra kultlederen, fandt vi også en bog med  et ritual, der hedder “exaltation” – mørk magi, der har til formål at gøre udføreren stærkere.

I samlet flok går vi tilbage Tidselby for at afslutte vores affærer der. Alderan havde været i kontakt med borgmesteren, der vil arrangere en middag for os for at fejrer vores heltegerninger i forbindelse med jordfaldshullet. Vi besøgte fader Sarvola og spurgte til hans helbred, hans kirke og ikke mindst hans mystiske dreng Aluin. Det viste sig at det ikke er Sarvolas biologiske søn, men en dreng der var vandret ind i hans kirke for et halvt år siden og sagde at han var blevet sendt af sin mor Ala. Sarvola var klar over at drengen ingen skygge har, men han fejer det til side med hans valgsprog: Tvivl altid, med Kærlighed og Velvilje. Han ved også at drengen går sine egne veje og ind imellem befinder sig dybt inde i skoven.

Festmiddagen med borgmesteren og flere af byen spidser forløber udramatisk. Alle taler diplomatisk om rygterne om konflikt i kirken mellem forskellige fraktioner.

Edda sælger sin lejlighed i byen og rejser til Karvosti for at færdiggøre sin træning. Glub hænger ud med sine artsfæller i nabobyen.

Exceter finder ud af at den kvinde, der har forsøgt at myrde os gentagende gange, er kendt som Nightcape – en berygtet snigmorder. Hun er netop nu på vej til Karvosti og Exceter samler banden og eftersætter hende. Det var i øvrigt den samme kvinde, der købte giftplanterne fra højen ved Salindra’s Hope, på vegne af Ulden og Blue Moon Trading Company.

Exceter/Alderan besøger kaptajn Dekamedo og spørger ind til Erlaber. Vi modtager følgende rapport:

Captain Dekamedo’s notes on Erlaber.Antique dealer Lowborn Noble? Settled year 17 Probable cultist Possible killer Possible cult leaderYear 18. Alone to survive when the rest of his family wife and four children age 0-9 were strangled to death exsanguinated and left to hang by the feed from a beam in the ceiling. Claim to have been at a business meeting with Wizard Desidera who backs the statement and implies a Love affair. Door broken and valuables missing.Year 18. Highly corrupt statuette stolen from warehouse in the northwestern district, two guards brutally murdered. Using mystical means the owner trace the item to Erlabers home. Claims to have bought the statue in good faith from Fortune Hunter Gendia. Investigation terminated when she is found dead wearing necklace from the warehouse.Year 19. Beast cult exposed in the village Glimmer. Cult leaders last words was Ambreagos, Erlaber…. According to OM, Ambreagos was a tyrannical Symbarian noble house – possibly worshipped by the cult.Year 20. Was seeing with the changelings Klagander and Sibela, wanted in relation to a series of robberies and murders with dark overtones in Yndaros. Claims they contacted him offered to sell him artifacts which proved to be trash.Year 20. The antique dealer Jorlio found poisoned with intestines spilled out and self-inflicted wounds all over the body. Three witnesses speak of a black dressed visitor three days earlier one identifies Erlaber. Unconfirmed especially since the key witness suffers from dementia.

The Search for Symbar

Kaptain Marvello har fået sit ønske opfyldt og er blevet en af dronningens spejdere og er på vej til Karvosti – det samme gælder en gruppe Tempelriddere. Måske har det forbindelse til de vedholdende rygter om at vejen til Symbar er blevet fundet på Karvosti?

Exceter, Glub og Alderan følger sporet af Nightcape hele vejen til Karvosti, hvor de mødes med Edda på kroen ”longhouse”, der var fyldt med skattejægere. Vi bemærkede en Ogre – “Crueljaw” – og en præstinde, Aranitra, fra soltemplet hvis samtale udviklede sig stadig mere højrystet.

Crueljaw: “He promised! You were supposed to find her and take care of her!”
Aranitra: “We did all we could. When someone like Elmendra doesn’t want to be found…”
Crueljaw: “But she was marked! She reeked of… sulfur, or …”
Aranitra: “Be quiet, and calm…”
Crueljaw: “But she may die! All alone, sick and hurt! Die!”
Aranitra: “Lower your voice, or I’m leaving.”

Ogren beskylder Father Piromei fra soltemplet for at have svigtet en aftale om at hjælpe hans ven – den berømte eventyrer Elmendra – der var svækket af corruption og så afmagret ud.
Mens diskussionen blev stadig mere højrøstet, erklærede Crueljaw at Elmendra skulle have fundet vejen til Symbar i gangene under Karvosti, men at hun var blevet ramt så hårdt af korruption at han frygter at hun nu er død. Han nævner også at hammeren blev givet til fader Piromei. Slutteligt sender Ogren præstinden i gulvet med en kæmpenæve. Der udbryder almindeligt kaos, men uafhængigt af hinanden observerer en af dronningens spejderne og en sortkappe scenen med interesse. Exceter kommer præstinden til hjælp, men det hele bliver afbrudt da døren rives op af en af karvostis vagter, der hårdt såret råber at den øverste høvding, Tharaban, er blevet forsøgt snigmyrdet.

Vi løber ud på plateauet for at se om vi kan hjælpe. Her opdager vi et par personer, der løber væk fra borgen. Vi passer dem op og kan se at de er iført gamle uniformer fra den ambrianske hær. Vi konfronterer dem og bliver svinet til og kaldt ”vildmandselskere” med videre, mens vi nedkæmper dem. Vi afhører den ene, der fortæller at de nemt kom igennem Karvostis ynkelige forsvarsværker og ind på borgen.

Derefter går vi til høvdingens borg, hvor vi kan konstatere at høvdingen er dødeligt såret af en giftpil. Vi følger efter snigmorderen og Exceter finder spor efter reb der, hvor de er klatret op på klippen.

Efter lidt betænkningstid følger vi efter morderne gennem skoven i det tætte mørke. Da sporet deler sig, følger vi det enlige fodspor. På vejen bliver vi overfaldet af en slange, der tager et solidt kvælertag på Accalia og dermed næsten slår Edda og Ulven ihjel. På det yderste slår Alderan dog slangen ud.

Sporet enden ved en flod hvor Nigthcape tilsyneladende har taget en båd. Vi opgiver forfølgelsen for nu og går tilbage til Karvosti.

Næste morgen opsøger vi Ogren ved hans fælde-butik og bliver fortalt at Elmendra muligvis havde en elsker – en lejesoldat ved navn Amegor.

Nogle handelsmænd fortæller også at der er ambrianske soldater, der af uvisse årsager, har etableret en lejr vest for Tidselby.

Kapitel 23: Blodspor

Vi diskuterer hvad vores næste skridt skal være. Vi kan eftersætte snigmorderen og prøve at finde ud af hvem der står bag overfaldet på Høvdingen. Vi tænker at det kan være Dronningen, en fraktion at tidligere, vrede soldater eller en hemmelig organisation i Blue Moon Trading Company. Lejemorderen selv har mindre betydning i den større sammenhæng, men det klart at vi skal hævne os på hende når den tid kommer.

Vi beslutter os derfor for den anden mulighed – nemlig at være dem der finder vejen til symbar før nogen andre. Vi skal finde Elmendra for at finde ud af hvordan hun gjorde det.

Vi beslutter os for først at besøge pilgrimslejren og hendes elsker Amegor. På vejen møder vi Alisabeta, den berømte templer fra adelsfamilien Vearra. Amegors skinbeklædte kuppeltelt er lukket, men vi bliver mødt af den velkendte stank af fæces og urin, hvilket vi snarrådigt identificerer som tegn på nylig død. Vi gå indenfor og ser en mand der ligger på ryggen med armene ud til siden og halsen skåret over. Der er ingen tegn på kamp eller spor efter en gerningsperson – og heller ikke umiddelbart noget, der mangler fra teltet.

Vi vurderer at han er død for omkring 24 times siden. Naboerne har ikke set og hørt noget usædvanligt. Vi overvejer om han er bedøvet eller forgiftet, men finder ingen sikre spor. Edda henter vagten, mens Glub og Alderan undersøger teltet nærmere.

Vi bestikker derefter Edrafin, talsmanden for pilgrimsgruppen, til at give os nogle spor. Efter overrækkelsen af en betydelig sum, kommer han i tanke om at Broder Bartho havde været på mission med Elmendra. Vi går til Barthos telt, som vi finder tomt og kun sparsomt møbleret med hans godt brugte rejseudrustning liggende på gulvet. Naboerne fortæller at han var der i går, men forlod stedet igen.

I ”langhuset” taler vi med kromutter Teresma, der ikke kan fortælle andet om Bartho end at han havde talt om at smage maden på Victorious Hawk, der ligger i Vearra’s udpost en times gang fra plateauet.

Elmendra talte også sommetider med Mankel, en frafalden Ordo Magica novice. Da vi opsøger ham i hans telt viser det sig at han forlod pilgrimslejren i går i følgeskab med hvad der lignede to ambrianske handlende. Naboerne fortæller at Mankel virkede opløftet og talte om en fantastisk fremtid. Vi spejder nordvest for lejren, hvor vi med uhørt snilde finder et sted på klippet, hvor der hænger et stykke afrevet tøj i en gren langt nede. Vi vil ikke risikere noget, så vi firer Glub derned og han vender tilbage med et fint stykke stof, der kunne være fra ordo magica kappe. Vi markerer stedet på kanten af klippen, så vi kan finde det igen nedefra.
Vi besøger Aranitra, der er temmelig mellemfornøjet efter Crueljaw’s behandling af hende dagen før. Hun siger, at kirken har gjort meget for at hjælpe, ved at sende spejder ud for at lede efter Elmendra. Krigshammeren er givet til en udsending fra Curia’en, der tilfældigvis er i familie med kirkens overhoved, first father Jeseebegai, født Demeon Soleij.

The Witch Hammer According to some legends, the Huldra used a mighty artifact called the Hammer of Fulba, the Iron Flame, or the Witch Hammer; other tales state that the witches unleashed a creature previously held captive, or possibly living, in their caves – a creature of purest light that drove the abominations off and who sank its jaws into their leader. Whichever version one chooses to believe, the artifact or creature is said to remain somewhere deep below the surface of the plateau. The Explorer’s Haven p.8

Da vi nu synes at have afprøvet samtlige spor på Karvosti, beslutter vi os for at forlade plateauet og drager til Vearras udpost. På vejen undersøger vi om det var Mankel, der er blevet gået ud over klippen. Da vi finder stedet er der ingen krop, men slæbespor fører væk fra klippen. Vi hører snart lyden af rovdyr, der fortærer et bytte. Vi ”lister” os ind på, hvad der viser sig at være otte jakaar, som vi straks angriber. De er meget hurtige, men Accalia er i sit es og tage livet af flere af dem. I Mankel’s (vi antager at det er ham) iturevne tøj finder vi 20 nyslåede sølvmønter. En mulig forbindelse til hovedstaden og dronningen?

I udposten går vi ind på kroen, hvor vi straks bliver blanket af en gruppe handlende, der kræver en dyr flaske vin, for til gengæld ikke at fortælle os ret meget. De bekræfter dog rygtet om en soldaterlejr ved Tidselby.

Alderan besøger Lenela Vearra, der ikke er særlig meddelsom, men henviser til kromutter Erella. Vi taler dog ikke med hende igen, men tager, til Glubs store fornøjelse, til Goblinbyen. Vi finder et telt hvor vi kan overnatte sammen med en masse gobliner, men Edda er ikke helt tryg ved situationen. Da vi sidder ved bålet forhører Glub sig om situationen og får fortalt at to grupper mennesker har passeret i går. Den første var en stor gruppe med dronningens spejdere og den anden blev ledt af en kvinde i silkekælder. Vi hyrer en spejder byen og drager straks videre trods det tiltagende mørke, da vi frygter at skulle lege ”find koen” eller ”bag tæppet”.

Sporet af de to grupper følges i en periode, men spejderne drager efterfølgende mod vest og den mindre gruppe med kvinden mod syd. Vi følger sporet i den sydlige retning, indtil vi når frem til Volgoma søen. Der har tydeligvis ligget både og vi kan ikke følge dem længere. Det er blevet mørkt og vi beslutter os for at campere på søbredden.

Under Eddas vagt kommer en mystisk skikkelse, med et grønligt lys omkring sig, svævende hen imod os. Vi forbereder os på kamp, men desværre handler ånden inden os og deres hjerteskærende skrig sender Alderan, Glub og stifinderen på flugt. Edda har antændt sit spyd med magisk ild og sender magiske pilen ind i ånden. Hun undgår behændigt det første slag, men bliver ramt af det næste om mister en del af sin viljestyrke. Heldigvis har ånden i det samme fået så meget skade af den opløses og forsvinder. Den tog kun skade af magi.

Stifinderen kommer ikke tilbage, men vi spenderer resten af natten ved søbredden og næste morgen tager vi tilbage til Karvosti plateauet.
I pilgrimslejren overhører vi nogle nye tilkommende handelsfolk berette om at der er flere krigsskibe på vej op ad floden fra Agrella med elitebueskytter. Edda vender om og løber straks til kaptajn Farvan, med den nyhed. På grund af vores hjælp med snigmorderne i går lytter han, men siger at soldaterne også kan have et andet mål – dronningens oprørske onkel vestpå. Kaptajn Farvan fortæller endvidere at Bartho er blevet set drage øst, uden sin udrustning.

Imellemtiden undersøger Alderan og Glub om broder Bartho skulle være vendt tilbage til hans telt. Det er fortsat tomt og urørt.

På himlen over Karvosti nærmer en kæmpeørn sig fra øst. Den lander foran den magisk afspærrede klippeåbning og forvandler sig til Miralba, keeperen fra klan Zarek. Vi lægger mærke til at den ene højtstående Vølve efter den anden ankommer til plateauet og forsvinde ind i det hermetisk lukkede kammer hvor keepernes øverste råd holder til. Vi ser keeperen Yarofal fra klan Yedesa på en colosus, klan Odaiova’s ældgamle keeper Lobaya ankommer i en bærestol og klan Karohar’s keeper Yerola kommer flyvende på egne vinger. Vi bemærker også de fraværende klaner – især fra det nordlige Davokar, men de nærtliggende klaner Baiaga og Varakko.

Vi går op til fader Piromei Lethona og forhører os om hammeren og Elmendra. Han er mildest talt en arrogant zealot og synes vist at Alderan omgås de forkerte typer. Glub og Edda hævder at de blot er simple – og næste umælende – tjenere og går deres vej. Piromei fortæller at Twilight Friars er på mission for at finde vejen til Symbar.

Kapitel 24: Lindormen

Vi beslutter os for at den bedste vej frem er at tage tilbage til udposten og derfra følge sporet af spejderkompagniet sydpå.

Da vi ankommer til udposten og går ind på kroen opdager vi at kromutter bærer på en tallerken med madrester fra det tilsyneladende tomme rum. Efter en snarrådig undersøgelse opdager vi en skjult lem i loftet og ved hjælp af en stige får vi adgang til det skjulte loftrum hvor broder Bartho gemmer sig.

Edda bliver udenfor kroen for at forhindre broder Barthos eventuelle flugt. Fra verandaen opdager hun at portvagten bliver beskudt med pile, mens en mindre gruppe klanfolk løber til porten med den hensigt at åbne den for angriberne. Udposten er under angreb!

Vi kan ikke umiddelbart identificere hvilken klan angriberne kommer fra, men vi hører pludselig en foruroligende høj lyd fra et enormt dyr, der nærmer sig. Ind igennem porten til byen bryder en lindorm, fulgt af en dansende heks med træmaske på. Hun bruger ikke umiddelbart naturens kræfter, men kaster med flasker med skadende indhold.

Det bliver en voldsom kamp, hvor vi ligger ned det meste af tiden.

Angriberne havde én tatovering:

Vi sejrer dog og afhører broder Bartho. Han fortæller at han har deltaget i en ekspedition med Elmendra og at han har kendskab til to andre steder hun har været for at finde vejen til Symbar, der angiveligt tager udgangspunkt i klippegrunden under Karvosti.

Det ene sted er en skjult ø, kaldet Yeferon, midt i Volgoma søen i Davokar. For 500 år siden ville en kult tage magten og forene klanerne i et monarki. Deres angreb på Karvosti fejlede og Dronningeprætendenten blev forvist fra (denne verden).

Det andet sted er Faarah Moroun, der er det største, kendte ruin-kompleks fra Symbartiden.

Det tredje sted er den religiøst, ekstremistiske fristad New Earthmoor, hvor der bor en kvinde ved navn Elida, der har kendskab til Karvosti.

Trailing the Explorer

Vi drager til Odaiova’s handelsby by ved Volgomas bred, hvor vi køber et skib og hyrer en kaptajn. Vi sejler i nogle dage og får hjælp fra den forræderiske klan Zarek, der udstikker en retning for os til Yeferon.

Ved held og intuition finder vi frem til den skjulte ø.

Kapitel 25: Yeferon

Vi undersøger øen med kikkert og Glub kan konstatere at der er kraftig korruption omkring øen. Vi kan også se skygger bevæge sig omkring på øen i større og mindre flokke. De er især koncentreret omkring nogle særlige steder i ruinerne af den gamle by.

I en mindre robåd sejler vi ind mod kysten og op af en flod for at observerer forholdene nærmere. Vi går i land et sted hvor vi hører en sang der blander sig med de klagende lyde fra de udøde skygger. Vi kan se en gigantisk elver der sidder på en plads og ligesom holder en stor gruppe udøde passive med hendes sang.

Vi tvinger os igennem de udøde rækker og afbryder elverens sagn.

Uvilligt siger hun nogen i retning af at vi bør forlade stedet, da det eller vil gå helt galt. Hun siger også noget med en ø og vi skal følge et spor i solens retning. Der er også noget med ikke at forstyrre dronningen.

“The song must go on, the pain must be eased, or I shall suffer its torment, and then, so shall the world. Tell me, can you be persuaded to leave Yeferon, now, at once?”

Bartho svarer at i ikke ønsker at forlade øen.

“Do not disturb the Queen; choose the underground path, from Galdag’s Isle; from where the sun rises to where it sets. But be warned – if blind, you will fall victim to unseen snares; if foolish, your road will be short and incomplete. My advice: leave the kingdom of Manaud, or remain forever.”

Vi smutter.

Ved et råddent lig nedkæmper vi nogle skygger og finder et gammelt kort som vi ikke kan læse.

Vi ror lidt videre indtil vi ser nogle fodspor i sandet. Vi dræber nogle skygger og følger sporet til en klippehule, hvor vi møder en kvinde med viltert hår. Hun affyrer sig bue og fælder næsten Taran. Det tager han ilde op og slagter kvinden før vi kan få noget information fra hende. Der er intet i hendes bolig udover forsyninger.

Vi ror ud til skibet og sejler rundt om Yeferon, hvor vi opdager en gammel pyramide hvor dronningens skelet sidder på toppen og kommanderer dragouls rundt på halvøen.

Vi finder en lille ø på den nordlige side, hvor der er en gammel bygning. Vi går ind til den forladte gård, hvor der sidder en gammelmor og rokker i en gyngestol. Det viser sig at være en mumie (død og ubevægelig). Vi finder en skjult nedgang og en lang passage leder os under det smalle bælt ind under hovedøen igen. Vi går gennem nogle porthvælvinger hvor der står :
“You who enter, know that no one under the heavenly sun governs Manaud.”
Først med oldnordiske klanruner, hvilket Edda på mirakuløs vis kan læse, da Broder Bartho ikke kan. Derefter nogle Symbarruner:
“Worship mighty Manaud, your protector.”
Men noget går galt og vi udløser en fælde.

Efter at Taran næsten er faldet i et hul, dækket af en illusion, kommer vi i sidste ende til en lukket dør med en rune-kodelås på. På en eller anden måde gætter og tænker vi os frem til løsningen.

Sky, Sol, Krone og Ankh.

“Det er da klart!” tænker vi alle, da døren går op i andet forsøg.

Bag døren er der en stor hule og en vindeltrappe, der fører op. I en naturlig hule bagved ligger der en kæmpetudse (tema for hele øen), der er bevogtet af nogle froststatuer. På en eller anden måde aktiverer vi statuerne og må slås mod dem. Accalia slår dem ihjel, mens vi andre kigger på.

Derefter vil vi tale med frøen (Manaud), der er fyldt med ansigter, der buler ud under huden. Et af dem hvisker og advarer os, men da vi siger at vi helt sikkert vil angribe Karvosti afslører det en 3D plan over underverdenen under Karvosti og den skjulte vej derind. Synet forsvinder ca. efter et minut og vi kan nu alle klar genkalde os vejen og runerne.

Vi gør os klar til at forlade den sovende frø i klippehulen via trappen, men hører stemmer og de umiskendelige fodtrin fra spejderkompagniets sømbeslåede læderstøvler…

Kapitel 26: Faarah Moroun

Vi tager flugten op ad trappen, væk fra spejderne. Vi kommer op i et gammelt gangsystem under pyramiden. Gangene er flankeret af værelser fyldt med ødelagt inventar. Vi undgår med nød og næppe at blive indhentet af spejderne, der følger lige i hælene på os. Efter at have passeret igennem et gigantisk tempel med frø-menneskestatuer, finder vi udgangen spærret af en regulær hær af dragouls. Vi beslutter at gemme den kamp til en anden dag, vender rundt og konfronterer i stedet forfølgerne. De syv spejdere bliver ledt af Ioséfia Dresel, som vi vurderer er indstillet på kamp, idet hun påfører gift på sin stiletto, mens vi forsøger at forklare vores hensigter. Lidt efter kommer kaptajn Marvello med yderligere syv spejdere og en fra Ordo Magica og vi forklarer at vi leder efter Elmendra, at vi ikke har fundet hende, men at hun tydeligvis har været her på øen.

Vi tager tilbage til skibet og sejler ned til byen, hvor vi hyrer en stifinder, der kan hjælpe os på vej til Faarah Moroun. Vi vælger en rigtig dygtig én til fem guldstykker om ugen.

På Kavosti hører vi nyt: Der er flere af dronningens soldater omkring og på vej til Tidselby og kavaleri på vej fra Seragon. Klan Yedesa har sendt en del soldater til Karvosti. Der er kommet keepers fra følgende klaner, Godinja, Yedesa, Baiaga, Zarek, Varakko, Odaiova, Karohar og Vajvod – kun de nordvestlige klaner glimrer ved deres fravær.

Vi ser præsterne fra soltemplet udvandre og adspurgt fortæller Aranitra at templarene har smidt præsterne ud af soltemplet. De har gjort krav på templet under ledelse af Alisabeta Vearra, datter af knight commander Iakobo Vearra, som de beskriver som sindssyg. Templarene har også forladt Curiaen og følger en ny radikal politik i forhold til bekæmpelse af korruption.

Edda tager Erlabers kniv med sig efter at Bartho har fortalt at den har tilhørt en heks, Arbusal, der forsøgte at myrde en storhøvding. Hun blev begravet med kniven i sit hjerte. Kniven udmærker sig ved at kunne svække evnerne hos modstanderen eller paralysere dem.

Vi går mod Faarah Moroun for at undersøge en låsemekanisme, der skulle være i porten til et laboratoriet eller fængsel i en stor paladsruin. Undervejs fortæller Bartho at Elmendra, efter besøget i ruinen, ofte kiggede op, som forventede hun angreb oppefra. Hun havde også udtalt at symbarianerne havde tilbedt nogle mørke og ubehagelige guder. Efter hun kom ud fra ruinen gentog hun ofte et vers, som Bartho stadig kan genkalde sig:

“The horseman canters two paces east; the moon crescent follows him once and again.
The ship glides six leagues the other way, shadowed half-way by the eagle.
The dog then tails its riding friend, till it swivels and doubles the distance.”

På tredjedagen hører vi stemmer fra klanfolk og vi sniger os nærmere og kan nå at opfatte at de taler om at “de var for blødsødne overfor børnene“, før vi bliver opdaget og angrebet af de seks klankrigere. Vi nedkæmper dem og konstaterer at de ikke bærer normale klankendetegn, men en krone omkrandset af torne – i stil med dem der angreb udposten.

Senere møder vi to elvere og den ene genkender Edda og præsenterer sig nu som Malahai og kvinden som Adreanea. Han fortæller, at Elmendra har vækket en Liege Troll i paladsruinen og at de nu observerer hvad den foretager sig.

Elverkvinden bryder sig tydeligvis ikke om os, men Malahai er indstillet på at lukke os ind i paladsruinen, efter vi forklarer at vores formål ultimativt er at forhindre andre i at nå frem til Symbar. Kvinden skyder skræmmepile efter os og vi smutter under et langvarigt skænderi, hvoraf vi kan forstå at Malahai har lukket en anden gruppe mennesker ind i ruinen.

Vi går væk, finder paladsruinen Faarah Moroun og går ind i atriumgården og rundt i gangene. Efter noget tid kan vi høre noget underligt rumlende musik, da vi kommer til en massiv, låst bronzedør. Alderan og Taran klatrer op på taget og Alderan bliver forsøgt penetreret er en edderkop undervejs. Mens krigerne er på taget kommer fire store kvælerslanger krybende. Edda bremser dem med slyngplanter og fremvoksende rødder. Accalia angriber, mens Taran hopper ned fra taget og Alderan forsøger at smadre låsen til bronzedøren med sin hammer. Vi vinder.

Vi går ind gennem den nu åbne dør og Alderan følger os fra taget for at have et bedre overblik over den gigantiske ruin. Her bliver han angrebet af kæmpeugler, der ikke til at ramme med nærkampsvåben, fordi de flyver hurtigt forbi uden at stå stille i luften længe nok til at Alderan kan svinge sin mægtige hammer. Edda sætter ild til fem magiske pile og skyder dem ned, mens de samtidig inficeres med dræberorme. De dør efter en hård kamp.

Kapitel 27: Liege Trolden

Mens vi følger gangene videre, når vi frem til et sted, hvor gulvet har givet efter og der er adgang til kælderen nedenunder. Vi klatrer ned og kan snart se et par skikkelser ligge i det svage lys fra endnu en sammenstyrtning 30 meter længere inde. Da vi undersøger dem i lyset fra Exceters solmaske, kan vi konstatere at det er medlemmer af dronningens spejderkompagni, der er døde af faldet, efter at være påført adskillige sår af noget der kunne ligne kløer. Vi klatrer op i rummet, hvorfra de er faldet, og opfanger snart herefter den umiskendelige duft af mad, der bliver tilberedt over bål.

Vi får øje på et par gobliner, som vi bemærker taler sammen på et mærkeligt sprog, som den lærde Bartho forklarer os er troldesprog.  Broder Bartho og Taran går frem for at hilse på goblinerne – og se om vi kan udnytte deres viden om Faarah Moroun ruinen.

De er både frygt- og vagtsomme, men deres konge Gelumm kommer frem og hilser os og siger at den ene tjeneste nok skal være den anden værd, så vi er velkomne til at komme ind i deres lejr – sålænge vi ikke trækker våben.

Goblinerne er få og der er flest gamle og børn. Gelumm forklarer at de har været ramt af sygdom. (red. hvilket næppe giver mening, for hvis det vitterligt var en sygdom, der havde reduceret deres antal, ville netop børn og gamle være døde. Forklaringen skal nok snarere søges i de senere begivenheder…)

Mens vi slår vores telte op i den anden ende af den park goblinerne har taget som deres bolig, bliver vi budt på mad bestående af edderkop og slange. Under måltidet erklærer Gelumm at såfremt vi giver dem en gave i form af et mægtigt våben – de får et spyd og Exceter heler deres sår – er de villige til at vise os vej til en ånd, der manifesterer sig som en stemme i væggen i den nordøstlige del af ruinen. Denne ånd kan helt sikkert fortælle hvor det laboratoriet og fængsel vi søger, er lokaliseret, hævder Gelumm. Liege Trolden skulle efter sigende befinde sig i den sydøstlige del af ruinen.

Næste morgen drager vi videre i følgeskab med to goblin vejvisere. Vi passerer en flod og kommer ind i en kæmpe balsal, hvor der ligger et par fay-beasts, der er dræbt af sværdhug. Goblinerne leder os af en sikker rute langs væggene i rum med faldefærdige gulve. Da vi kommer frem til en park kalder goblinerne på “Orangaar” og mens de kaster sig ned på gulvet i underkastelse, kommer der en gruppe rage trolde og en liege trold frem. Den kæmpemæssige overtrold brøler og de otte rage trolde løber frem mod os. Vi er blevet forrådt!

Forhandling synes ikke at være en mulighed, så vi trække våben. Taran stiller sig modig i front og holder nogle stykker stangen med sin stav. Broder Bartho må bide i græsset allerede i den første runde. Glub prøver at kvæle en trold med sin lille snor, Edda og Exceter forsøger forgæves at hele Bartho, mens Alderan svinger sin kæmpehammer og Accalia bider troldene i haserne. Efter denne indledende runde løber liege trolden frem, mens den brummer en sær rytme, der på en gang både heler de tilbageblevne rage trolde og gør dem stærkere. Orangaar undgår Tarans langvåben og angriber i stedet Exceters beskyttende ånd, der lige havde påført to rage trolde drabelige sår. Med to hug fra sine mægtige kløer sender den sir Patron Saint retur til himmels. Vi har mødt den måske mægtigste modstander hidtil.

Desværre er de fleste låst i kampe med de resterende rage trolde, men Accalia gør udfald mod Orangaar og Bartho rejser sig nu helet af Exceter og hugger modigt i trolden. Edda kaster kraftig syre på trolden, hvilket gør så stort indtryk at trolden ignorerer Accalias bid og går direkte hen til Edda og sender hende i gulvet med sine kraftige hug. Imellemtiden bliver der tyndet ud i rækkerne af rage trolls og da Exceter heler Edda gør syreangrebet det af med Liege Trolden. Vi kan derefter slår de resterende – og nu en anelse demotiverede – rage trolde ihjel.

Der er ingen skat, udover lidt tingeltangel og nogle kranier, der vist stammer fra gobliner. (Måske er dét den pludselige sygdom, der har ramt goblin-stammen?) Vi finder en trappe, der fører ned til en kælder, der har været spærret at en nu ødelagt bronzedør med symboler på. Bagsiden af døren er ødelagt af store kløer, så vi kan at dørens indre er fyldt med noget mekanisk af en eller anden form. Bartho må forklare sit undrende publikum at det er en låsemekanisme, der er forbundet med symbolerne på ydersiden. Vi siger, at vi forstår og undersøger resten af kælderen. Mest i øjenfaldende er et gigantisk puppehylster, der er brudt op. Vi ræsonnerer at trolde – i lighed med ogres – kommer ud af en kokon, hvilket synes at understøtte tesen om at gobliners metamorfose kan resultere i enten en ogre eller en trold.

Kælderen gemmer desuden på en fangekælder med skeletrester fra alskens væsener, og et alkymilaboratorium med knuste pipetteflasker og lignenede. Mod forventning finder vi ikke en skjult passage (stemmen i væggen), men det kan skyldes at vi ikke er den mest årvågne forsamling. Edda tror hun kan finde skjulte ting med sit vokslys “revealing light” som hun har købt på markedet og snubler i processen over en kobberstatuette der forestiller en dødning med udbredte arme. I en fordybning i kraniet er der rester af afbrændte urter, så det er angiveligt til alkymistisk brug.

Vi diskuterer hvad vi skal stille op med de forræderiske gobliner, men vi ender med at lade dem leve, da de angiveligt handlede i frygt for troldene. Efter at Alderan har ødelagt noget af låsemekanismen, så koden er vanskeligere at tyde, kan vi høre lyden af metalrustninger  nærmer sig. Vi beslutter os for at undgå konfrontation og stikker hurtigt af mod nord med kraniet fra liege trolden.

Fra Faarah Moroun ruinen og drager vi videre mod øst i retning af den religiøse fristad New Earthmoor. Efter tre dage møder vi en kvinde, der prøver at lokke en Aboar i en fælde. Vi går videre og efter endnu 2 dage, midt i en sump, siger vores stifinder at han for indeværende er kommet lidt i vildrede med præcist hvordan vi kommer videre. I det samme løftes tågen omkring os og vi står ansigt til ansigt med en gammel, tandløs kvinde med mosgrøn hud. Kvinden, der ligesom svæver over mosen, siger at hun er Marskens Moder og hun kan vise os vej ud, hvis én af os vil være villig til at skylde hende en tjeneste. Alderan tøver ikke, men melder sig klar til fremtidig tjeneste. Derefter bliver vi ledt ud af mosen og videre på vores vej.

En nat bliver Glub opmærksom på et mystisk lys, der breder sig rundt om vores lejr. Han gør anskrig og vi beslutter os – uklogt – for at se tingene lidt an. En håndfuld af lysene kommer tættere på, mens Bartho fortæller at det ifølge overleveringen er ånder fra døde børn. Vi bliver angrebet og Exceters lys gør skade på dem, så vi nedkæmper dem, men da vi ønsker ikke at vente for at se om resten følger efter, pakker vi skyndsomst vores ting ned og gør klar til at forlade stedet.

Kapitel 28: Rejsen til New Earthmoor

Vi finder et hul i cirklen og marcherer i samlet flok væk fra vores lejr. Enkelte ånder forsøger at spærre vejen for os, men vi er determinerede og opretholder momentum til vi bryder igennem ringen. Overmodige fortsætter vi flugten gennem Davokas nattemørke, indtil vores guide pludselig forsvinder i et hul i jorden. Det er et langt – og uheldigt – fald. Hans lår bliver spiddet og hans smerteskrig giver genlyd i Davokar og forstyrre de sovende dyr rundt om os.

Vi tænder lys og kan se ham ligger 15 meter nede i hullet. Taran finder reb frem og binder en solid knude, mens Sargoi’s smertesstøn bliver afløst af et tilbageholdt rædselsudbrud, da to kæmpe ulve, med tydelige tegn på ulveskab, kommer til syne nede i hullet. Taran begynder at kravle ned, mens Accalia tager springet ned på sine korruperede artsfæller. Den ene ulv begynder at spise af vores guide, mens den anden tager kampen op mod Accalia, der allerede er såret af faldet. Det bliver en intens kamp, der næsten resulterer i Accalia og Eddas død, men presset til det yderste kanaliserer Accalia sin indre vrede og går berserk på ulvene. Taran nedlægger den anden ulv, men guiden er gået tabt. Edda fremsiger en kort bøn, mens Taran indkasserer de 10 gulddaler, som vi har betalt guiden hidtil. Vi kravler op af hullet og søger efter et sted vi kan hvile resten af natten.

Bartho forsøger at lede os på rette vej, hvilket resulterer i et par omveje.
[Glub kan fortælle sin historie om hvordan han blev Mal Rogans tæve]

Da vi kommer frem til Ny Jordmose, ser vi landsbyen omringet af klanfolk af ukendt oprindelse stå vagt i skovbrynet i grupper af to. Vi får også øje på en gruppe af dronningen spejdere, der holder sig godt skjult og – endnu bedre skjult – en gruppe sortkapper. Vi kan se tydelige tegn på kamp på området foran palisaderne.
Vi forsøger at snige os rundt om byen og tager kontakt til den yderste gruppe klanfolk. De angriber os straks. Den ene kaster en sort kugle mod os, der bliver til en kæmpeedderkop, den anden skyder en fløjtepil af sted. Vi slår dem ihjel, men flere grupper er på vej. Vi opdager også en større gruppe, der bryder ud af skovbrynet, med kurs direkte mod os.
Vi kæmper en brav kamp, men tager til sidst tilflugt ved byens palisader. Vi er ikke ligefrem gæstfri, men kræver lederens hovedet, hvis vi skal have lov til at tale med Elida. vi bemærker at en mand signalere til os og da vi senere får kontakt til ham, siger han at han er Elidas far og han gerne vil hjælpe os hvis vi bidrager til kampen næste gang klanfolkne angriber. Vi siger ok og gemmer os i skoven indtil de angriber næste gang. Mens vi venter kommer sortkapperne forbi, men vi er så stille og godt skjult efter Glubs anvisninger at de passerer forbi uden at opdage os. Vi overhører deres samtale og beslutningen om at de vil drage væk fra landsbyen, på grund af angrebene.

Kapitel 29: Kampen ved New Earthmoor
Vi diskuterer frem og tilbage hvad den bedste strategi vil være. Bagholdsangreb, forsøge at komme ind i byen eller kæmpe foran palisaderne.
Glub sniger sig ind til deres lejr for at tælle fjenderne. 30 krigere, plus en trold og deres leder, der må være halvtrold.

Vi beslutter os for at gemme os ved brinken indtil vi kan se angriberne. De første 12 bryder igennem fulgt af 8 bueskytter. De rykker frem i formation, mens vi beskyder dem med pile. Bagfra bryder 15 af dronningens spejdere ud af skoven med kurs mod den vestlige port. Vores evner med langdistancevåben lader meget tilbage at ønske og vi beslutter os for at angribe dem ved porten, hvor vi både kan være i nærkamp OG blive beskudt af fjendens bueskytter. Flere klanfolk kommer frem sammen med deres store leder og trolden i lænke. Vi angriber lederen og trolden går på Grub, der nu bærer tydelige tegn på korruption. Taran bliver forgiftet af en edderkop, men han kæmper videre med lederen. Døden nær får Accadia bugt med trolden og Edda kaster orme mod lederen. Taran dør af giften (eller gør han). Alderan bliver knust under lederens gigantiske hammer, der giver signal til retræte i samme nu og klanfolkne vender tilbage til skoven. På det yderste får vi genoplivet Alderan og Taran.
Vi får herefter vores belønning i form af samtale med Elida. Hun fortæller os hvordan vi skal navigere i gangene under Karvosti og at den gamle Huldra er fange i hulerne.

Elida’s forbidden knowledge“The road to Symbar? Perhaps in the Reliquary; perhaps among the tapestries, or in the Sculpture Hall. Unless there is something near the witches’ power note, of course…” “To clarify. I don’t know. I told Elmendra to seek out the former Huldra, Oryela. She is locked inside a chamber above the Undergate – the gate between the underworld and Karvosti’s tunnels. I am sure she can help, as long as she is… herself, if only to punish Yeleta (current Huldra). If she isn’t herself, leave; she is processed by something. Something powerful and terribly dangerous.” “Follow the wider tunnels, avoid the cracks. There are markings at most of the intersections, triangles pointing up, down, left and right. Up and down means just that, right means north, left means south.” “Should the air in the tunnel feel unsound, pungent, or sickly, turn back. Also, I was warned of the deepest northern parts of the cliff – everything beyond plantations. Why I don’t know.”

Elida har den evne at hun kan tage andres mentale vrede og frygt, hvilket hun blev tvunget til. Dronningens spejderkorps nåede ind i byen og fik de samme informationen ud af Elida. Vi vender os nu mod Karvosti for at finde indgangen til Symbar.

Kapitel 30: Katabasis
På vejen tilbage gennem skoven får vi øje på en af dronningen spejdere, der er blevet fanget i rødderne af et kæmpetræ. Rødderne har gennemboret ham flere steder og han er døden nær. Han beder om hjælp, men vi kan ikke fjerne ham, uden at slå ham ihjel. Han råber, at lysets dronning kommer fra hovedstaden Yndaros. Vi opdager, at der er en fælde om hans ben. I hans lomme finder vi en seddel med besked om at dronningen marcherer nordpå med sin hær.

For at undgå at fare vild, går vi videre langs floden. Efter et par dage rejse, møder vi en kvinde med iturevet tøj og en bemærkelsesværdig, ond udseende økse i hånden. Hun råber, at skal passe på og skynde os væk. Mens vi observerer hende, udvikler hun klør og sort, skællet hud. Hun taber sin økse og angriber os. Vi nedkæmper hende og Exceter tager øksen med.

(Glub har et natligt møde Mal-Rogan, der beordrer ham til at tage noter om vejen til Symbar, og giver ham en bog til det formål.)

Da vi nærmer os Karvosti, ser vi at klippen er omringet af dronningens styrker. Vi bliver standset af en bereden patrulje, der forhører os om formålet med vores tilstedeværelse.
Vi får lov til at passere og kommer også gennem de lukkede porte til Karvosti, efter at Ambrianerne i gruppen efterlader deres våben ved porten. Edda finder en bog med et ritual i sit hus – en gave fra Melida – der gør at Edda kan blive Green Weaver.

Templarene har smidt alle prios-præster ud af soltemplet og de tager ikke godt imod Exceter og hans spørgsmål. Om natten bryder Glub ind i templet gennem et åbentstående vindue højt oppe. Han søger efter nedgangen til Karvosti’s grotter. Han har ikke heldet med sig og bliver opdaget og må kæmpe(!) sig ud, for slutteligt hoppe ud af vinduet.

Taran kommer lidt efter hen til os andre og beretter at han på en eller anden måde sneg sig ind i templet efter at Glub havde vækket dem alle. Her overhørte han at Templarerne ville tage på ”ekspedition” i morgen tidligt. I nattemørket søger en patrulje efter Glub.

Inside the Mother Rock

Vi overvåger templarne og ser dem drager afsted tidligt næste morgen – væk fra klippen og ud i skoven. Vi følger efter dem op langs søen Volgama, indtil vi kommer til en blå klippe, her drejer vi østpå og går ind i skoven. Vi kommer til en spalte i jorden, som vi kan høre templarerne går ned igennem. Vi følger forsigtigt efter og befinder os snart i en klippehule med mange gange. Vi forsøger at sporer templarne, men deres forspring er blevet for stort og vi taber sporet i de store huler. Vi prøver at erindre os det kort der blev vist os på øen Yeferon og beslutter os for at bevæge os i nordøstlig retning. Vi afmærker de gange som vi vælger at gå ned af, hvilket går rimeligt, med enkelte blidgyder og en kamp mod kæmpefirben. Ultimativt er resultatet dog, at vi er gået i ring, så vi beslutter os for at tegne kort og gå mere systematisk til værks.

Fra klippehulen gik vi mod nordøst, derefter nordøst, derefter nord – hvilket førte til kampen mod firben, tilbage og mod nordøst – den var blind, tilbage og mod syd, derefter øst, og igen mod øst, og derefter nordøst – hvor vi opdager at vi på en eller anden måde er gået i ring!

After a large battle between templars, elves, black cloaks, queen’s rangers and fortune hunters, you open the gate into Karvosti. On the other side of the gate you find Elmendra’s footprints, which are easily followed across the tunnel’s dusty stone floor. However, you
touch many strands of spider web along the way and the spider Karathran, daughter of Xanatha, is alerted to your presence.
After many great perils, including a deadly fight with the former Huldra Oryela, you finally reach a cracked stone tablet. The symbols on its weathered surface, some of which have been destroyed, are inscribed in such an irregular style that not even a master scholar can decipher them all. But the sign for Symbar is easily distinguished, as are those which supposedly mean “city” and “destruction.” A copy of the tablet is returned to the Queen of Ambria for a large reward.