Referat Symbaroum: Fever of the Hunt

Kapitel 11: Salindra’s Hope

Vi fandt en stifinder til at bistå os på turen. Han vil aldrig kunne erstatte Vargas og vil forblive en hyret hjælp på turen.

Glub og Edda besøgte den ildelugtende goblinlandsby Karabbadokk. Glub fik foretræde for byens ældre, der forsvarede samarbejdspolitikken med besættelsesmagten og hævdede at de havde fået bedre levevilkår. Der er dog en goblin ved navn Ugtuls, som de ældre betragter som et brushoved, der ikke er tilfreds med tingenes tilstand. Han kan måske være en mulig allieret når dagen kommer?

Efter tre dages vandring gennem skoven blev Edda under sin vagt kontaktet af en elver, der kaldte hende lidt væk fra de sovende rejsefælder. Hun blev advaret om at 200 gravende skattejægere ved Salindra’s Hope muligvis er ved at gøre uoprettelig skade. Deres umådeholdne søger efter begravede skatte forstyrre den skrøbelige magtbalance, der har hersket gennem de seneste 300 år mellem en mægtig Aboar skovånd og en Davokar ånd, der kaldes “den evige jæger”. Skulle denne balance forrykkes vil det have store konsekvenser for hele Davokar. Edda får en pæn jernring som hun kan give til Semel i Salindra’s Hope. En af Iron Pacts agenter.

Edda fortalte Taran om mødet og han delte til gengæld sin viden om “the wild hunt”:
…I Davokar i Karohar klanens området har en ældgammel kamp udspillet sig og er endt i et fastlåst dødvande. En gammel gud i Davokar, der oprindeligt var hyrde, kaldes “den evige jæger”. Han jagtede en gigantisk Aboar – Gylta, en gammel so, der var beskytter for skovens øvrige svin. Jagten resulterede imidlertid i døden for mange af skovens øvrige indvånere, indtil jægeren hårdt såret søgte tilflugt under en bakke nær Salindra’s Hope. Soen bar nag og har derfor kredset om bakken i det sidste 300 år. Hun er fortfarende i et mellemfornøjet lune og dræber angiveligt alle der står i vejen, mens hun afventer jægerens tilbagekomst. Siden da har adgang til området været tabu i et forsøg på ikke at forstyrre magtbalancen – og af frygt for at det vil resultere i nye dødsfald…

Da vi ankom til Salindra’s Hope blev vi mødt af en Karohar klankriger, kaldet “Silvercheek” pga. den halve maske hun bærer. Hun forklarede uden omsvøb hvordan hun beriger sig selv gennem systematisk optrækkeri og ved at lade hånt om alle tabuer og almindelig anstændighed. Hun krævede med andre ord en afsindig sum for at lade lykkejægerne grave i den forbudte bakke ved byen.

Vi besøgte kroen “Fem To” (skiltet har to terninger) hvor vi fandt ud af hvilke mystikere, der holdt til i byen. Det var en alkymist Handelo (alkymist), Sikander (ild-tilbeder) og Neferena (fanatiker). Silvercheek talte også om Girind, “heksen der spionerer fra bakken”. Glub mærker med sit witchsight at nogen kigger på dem inde i kroen. Ved at gøre Edda opmærksom på det finder hun ud af, at nogen har udført ritualet “Clairvoyance” og som betragter dem i samme øjeblik.

Vi gik ud af byen og aflagde Girind et besøg på bakken uden for byen. Kun Edda blev lukket ind i huset forbi de brutalt udseende vagter. Heksen fortalte legenden om konflikten på bakken mellem Aboaren Gylta og “Den evige jæger”  og gav nogle gaver (elixir of life og Concentrated Magic) i tydelig forventning om at vi ville hjælpe med at genoprette situationen på bakken, som hun mente havde udviklet sig i en farlig retning. Det var hendes agt at ty til vold i den nærmeste fremtid for at forhindre skattejægerne i at gøre uoprettelig skade.

Vi gik dernæst til Semel, den feje mand i forsyningsbutikken, der ikke kunne bidrage med noget ud over at fortælle at hans egen indsats var utilstrækkelig. Han ville gerne tækkes Iron Pact, selvom det tegner dårligt, hvis han er et udtryk for rekrutteringsstandarden.

Derefter gik vi hen til Ulden, en tyvagtig karl i teltlejren, der for et guldstykke fortalte at Blue Moon trading company, havde solgt visse urter til en kvinde, der gik under navnet Nightcape. Hun havde angiveligt til hensigt at brygge en kraftig gift, der er meget vanskelig at spore – selv for en kompetent mediciner. Ulden havde fundet de særlige urter / blomster på bakken, hvor de en sjælden gang imellem vokser om natten.

I det tiltagende mørke gik vi ud for at møde Gylta, den gigantiske Aboar. Vi hørte Gylta, før vi kunne se hende, da hun kom buldrende gennem området hen mod os. Vi råbte hende an og bad om at tale med hende. Det lykkedes med nød og næppe at indlede en dialog, hvor vi erfarede at Gylta var såret af den evige jægers spyd. Hun kunne kommunikere telepatisk med os og da vi tilbød vores assistance, sagde hun, at vi kunne tage spydet ud og bruge det til at bekæmpe den evige jæger. Glub kunne se at det var et magisk spyd med “finishing blow”. Vi svarede, at vi måtte tænke over det. “Ikke for længe”, sagde hun og passerede os fulgt af 12 Aboars og 30 mindre svin, der deres størrelse til trods virkede forholdsvis udmattede og generelt ramponerede.

Vi gik tilbage til Salindra’s Hope og satte os ved lejrbålet, hvor mange var forsamlet og talte om stort og småt. Vi hørte beretninger om hjertebanken fra jorden, dødelige slangebid og Aboar angreb, der dog menes at være orkesteret af klanfolkene. Glub blev gennemgående behandlet som en goblin non grata, selv af en ogre, der havde plads ved bålet.

Vi lagde os til at sove. Et råb om mord vækkede os alle den følgende morgen. Udenfor havde nogle af indbyggerne forsamlet sig ved en udgravning, der havde tilhørt Handelo. Han lå død på Jorden inde i sin hytte på bakken, med mange stiksår fra en klinge, der var blevet påført fire essence. Han havde et rejse-alkymisæt stående på et bord, med ingredienser til modgifte. Edda samler urter og fandt også en bezoarsten på bordet, der også hurtigt forsvandt i lommen. Ved siden af sin seng havde han en bog “So Sayeth Almegaster”, der beskriver Prios eller som han før hed, Priosander, som en dødelig. En blasfemisk tekst i prioskirkens øjne, men i sin visdom beholder Exceter bogen. Han får også øje på en kuvert krøllet godt ned i lagnerne og som indeholder et brev og en enkelt grå glat sten, som han hurtigt stikker ind i sin præstekåbe.

Silvercheek ankommer til drabsstedet, bærende på sin mekaniske armbrøst og jorde­bog, men foretager sig vist ikke andet end at konstatere at der nu er et ledigt lod jord til salg af udgravningsretten. Da hun forlader stedet igen, kan vi høre at hun antaster en person i udgravningen ved siden af og efter en kort ordveksling affyrer hun sin armbrøst og der lyder et skrig. Det viser sig at være Gidjabolgo, Alderans kommende svoger, der blev trynet af Silvercheek og som skød en pil i benet på ham, fordi han havde snydt hende. Edda heler Gidjabolgos sår og han slår charmen på.

Vi køber graveretten på det nu ledige lod jord til Alderan og han sætter sin underskrift i Silvercheek’s jorde­bog, så han og Jeremiah kan grave videre, hvor alkymisten Handelo havde haft plads og samler informationer på udgravningspladsen.

Vi går over til Neferenas udgravning. Neferena synes er være småtosset og besat af tanken om at grave i Prios lys for at finde lysbringeren Agani, som ligger begravet inde i højen, og bringe hans krop tilbage til Ambria.

Kapitel 12

Exceter beslutter sig for at hjælpe Neferena med at grave og samtidig forsøge at finde ud af hvordan og hvorfor hun var blevet gal. Efter en dag i hendes selskab konkluderer han dog at hun simpelthen er overbevist om at “lysbringeren” er begravet netop på dette sted, men at hun ikke udviser andre tegn på sindsyge.

Alderan kaster sig ind i gravekampen med en sådan energi, så man næsten kunne forledes til at tro, at det ikke udelukkende sker for at undersøge de åndelige fænomener omkring Salindra’s Hope. Han hyrer ikke mindre end ti hjælpere til at grave for ham i hans nyerhvervede udgravning. Taran og Edda bruger dagen med at gå rundt og tale med folk om deres oplevelser ved udgravningerne på bakken. Der er de sammen løsrevne historier om slanger og svin, men også beretninger om folk, der forsvinder sporløst. Nogle mener at “bakken” sluger dem, andre at de simpelthen har forladt Salindra’s Hope. Taran beslutter sig for at dele med os, at der lå tidligere et tempel for en slangekult, men at det blev opslugt af bakken.

Om aftenen samles vi igen ved bålet, hvor vi opdager at ogren sidder og læser ambrianske kærlighedsdigte. Herfra tager ud til Gylta og indgår en aftale med hende. Hun fortæller at jægeren er krøbet ind imellem de smalle sprækker mellem ruinerne og at vi kan komme derind fordi vi er små. Vi fjerner spyddet i hendes side i et forsøg på at få hende til at opgive kampen, men hun nægter dog at forlade området før jægeren er død. Hun vil ikke modtaget helbredelse, da hun mener at det er småskrammer.

Edda søger efter giftblomster om natten på bakkesiden i selskab med Taran. Da de går til ro, drømmer Edda om blod der fosser ud fra ruinen under bakken og ned mod byen, mens Gylta brøler i skovbrynet.

Næste morgen erfarer vi at Arkali er forsvundet. Han havde haft en udgravning og han sov beskyttet bag palisader under en teltdug. Han havde gravet meget dybt og vi fandt mursten fra symbar og en støvle i mudderet, men ellers ingen spor af ham.

Ild-magikeren Sikander har en udgravning på toppen af bakken og han hyrer mange hjælpere til gravearbejdet øjensynligt besat af at grave dybt og hurtigt.

Alderan køber graveretten til Arkalis lod jord. Excenter og Alderan graver videre og finder bl.a. potteskår, gryder og slangestatuetter.

I et forsøg på at bremse fremdriften i gravearbejdet prøver Taran og Edda at forgifter øllet, der bliver bragt op til arbejderne på toppen af bakken. Taran sniger sig ind i baglokalet på 5-2, mens Edda og Accalia laver lidt ballade i den anden ende af kroen. Lidt efter overfalder Accalia Glub uden for kroen til stor moro og lidet bekymring hos tilskuerne.  Det giver Taran mulighed for at slippe uset ud. Exceter opserverer at bålet kortvarigt skifter farve og flammerne brænder hvidt.

I løbet af natten finder Edda den efterstræbte giftplante på bakkeskråningen, men den er ikke i blomst så hun sætter sig og venter ved siden af den. Næste morgen hyrer Edda 60 arbejdere for en dag og fortæller dem indgående om den fare de befinder sig i. Trods hendes stærkt begrænsede overtalelsesevner, beslutter 30 arbejdere sig for at forlade Salindra’s Hope, da hun lover at prøve at sikre dem frit lejde.

Ild-magikeren Sikander truer Edda og fremmaner en kuppel af ild omkring dem og udspyr grovheder og slet skjulte trusler. Edda er nervøs, men lader sig ikke kue af den gamle galning. Da han er gået igen besøger Edda heksen på bakken, der lover at prøve at overtale høvdingen til at sikre frit lejde for de arbejdere der har indset faren og ønsker at vende hjem.

Om natten drømmer alle den samme drøm om blod der vælter ud fra bakken, men alle lader til at være indstillet på at lade hånt om disse helt tilfældige nattesyner.
Ved solopgang har 350 krigere fra klanen samlet sig i en ring omkring byen. Hovederne af de arbejdere der forsøgte at forlade byen er spiddet på pæle. Den observante Exceter ser at bålet nu skifter farve igen og brænder sort.

Jorden ryster og Den evige jæger kommer til syne på toppen af bakken, akkompagneret af en mystisk musik, der fratager nogle af tilhørerne deres frie vilje. Grebet af musikken giver de efter for deres trang til at danse, danse, grine eller græde. Gylta bryder i det samme ud fra skoven efterfulgt af tolv aboars, med kurs mod Salindra’s Hope. I skovbrynet løber resten af hendes flok på ca. tredive grise forvirret rundt.

Kapitel 13

Bag byens palisader gemmer befolkningen sig i håbet om at de her kan være i sikkerhed for de fremadstormende skovsvin. Braget fra de splintrende palisader giver dem anledning  til at gentænke deres strategi. Istedet forsøger de at komme ud over muren i den anden ende af byen ved at stille en masse kasser og skrammel ovenpå hinanden, som en improviseret trappe. Glub er blandt dem og benytter først chancen til at berige sig selv. inden han også stikker halen mellem benene, skarpt forfulgt af en gigantisk Aboar.

På toppen af bakken danser den evige jæger rundt. Han er elvisk af udseende og iført sorte, flagrende klæder og bevæbnet med en kraftig bue, som han hurtigt sætter pile på og lader regne ned over de mennesker, der virker uberørte af den fortryllende musik.

Rundt om bakken – og i komfortable afstand til musikken – står klankrigerne i en stor halvcirkel, der omkranser byen, flodbredden undtaget. De 300 krigere har et harnisk af bjørneskind og bevæbnet med økse og skjold. De resterende 50 krigere er bedre udrustet med stålbrynjer og store metalklør – tydeligvis deres ledere.

På bakken står Alderan og Gidjabolgo og danser til elverens musik. Det er mere foruroligende end kønt. Taran fremmaner en dværg til at hjælpe ham i kampen. Edda påfører ild-essens på spydet og antænder 5 stormpile, der svæver ved hendes side. Accalia holder sig til hendes side og glæder sig til den forestående kamp.

Gylta bryder ud gennem byens palisader og sætter kurs mod Jægeren. Edda, Taran og deres følgesvende sætter ligeledes af i retning af Alderan og Jægeren. Da Jægeren ser Gylta stopper ham op i sin dans og tager sigte på det fremadstormende svin og sender med frygtindgydende præcision en pil mod Gylta, der brøler da hun bliver ramt i halsen. Edda sender en flammende pil i Jægeren hvilket han mærker, selvom piler fortsætter gennem ham, uden der går ild i ham.

Jægeren sender endnu en pil i Gylta, der denne gang må bide i græsset. Det store svin rejser sig ikke igen. Edda sender endnu en pil i Jægeren inden de når frem til den dansende Alderan. Jægeren beordrer ham og en gruppe på 12 fortryllede gravere til at angribe Taran og Edda. Vi prøver at slå dem tilbage til fornuft – hvilket heldigvis lykkedes. Alderan løber derefter op mod Jægeren fulgt af Edda og Accalia. Efter Edda sætter en fjerde pil i Jægeren, vender ham sin interesse mod hende og skylder hende med en pil. Alderans når frem, men hans første slag rammer dog ikke sit mål, men suser faretruende gennem luften. Accalia løber om bag Jægeren og laver et morderisk udfald. Jægeren udviger og Ulven rammer Alderan i stedet. Næste angreb fra Accalia rammer også, men det er som om at ulvens tænder ikke giver elveren noget skade. Edda sætter den femte og sidste pil i jægeren og træder frem med det brændende spyd. Alderen svinger sin hammer igen i et afgørende hug, der rammer Jærgeren med en sådan kraft at han bliver opløst.

Idet jægeren forsvinder, forstummer musikken og i det samme begynder klankrigerne at trænge op ad bakken. Nettet strammes omkring os og vi kan se at krigerne nedkæmper de overlevende gravere.

Edda løber ned mod Gylta for at se om hun kan hjælpe, men det er for sent at gøre noget – Gylta er død. Ambrianerne er tydeligt nervøse og vi flygter alle ned mod byen for at komme ud og væk fra Salindra’s Hope.

Vi løber desværre ikke hurtig nok og bliver indhentet, inden vi finder en båd. Alderan vender rundt og begynder at kæmper mod seks klankrigere i forsvaret af hans svoger. Vi andre slutter os også til kampen og forsøger at undgå at slå ihjel – det lykkes dog kun delvist.

Derefter finder vi en båd skjult i sivene og ror hurtigt ud på den store flod. Vi kan se de andre flygtninge i to både foran os, Ulden mod vest og Silvercheek som giver os et kort vink på breden mod syd, men de er for langt væk og vi kan ikke indhente dem, da vores båd er sprunget læk og vi bliver nødt til at øse.

Iidt længere nede ad floden går vi i land på den sydlige bred. Vi begiver os derefter mod Thistle Hold. Efter seks dages vandring bliver vi mødt af et kæmpe vildsvin der har kurs direkte mod os. Taran hopper modigt ind foran vilddyret, men han bliver slået i jorden af et voldsomt hug. Alderan, Glub, Edda og ulven angriber resolut og efter en kort, intens kamp får vi bugt med vilddyret – Gyltas hævn? Vi får med nød og næppe genoplivet Taran.

Vi vender tilbage til Thistle Hold, hvor vi sælger nogle af de ting vi har fundet og opdager hver især nye egenskaber og talenter på baggrund af vores nye erfaringer.

Edda

I den stille time før solopgang sniger den unge kvinde sig lydløst ud af byporten med kurs mod det mørke skovbryn nord for byen. Ved hendes side lunter en stor ulv, der afsøger området, mens de hastigt går afsted.

Solen stiger op i horisonten idet de forsvinder ind i skoven. Kvinden stopper og kigger på ulven, mens hun sender et mentalt billede af et dødt dyr i skovbunden. ”Kan du finde et kadaver til mig”? ”Kan du finde et dødt dyr – ikke helt fordærvet, en hare, egern eller dår”?

Ulven kigger op et øjeblik og springer så af sted med snuden i skovbunden. Kort tid efter ser kvinder et indre billede af en død smågris. Kvinden går hen til ulven og knæler ned ved siden af den døde gris. Spyfluerne forlader modvilligt deres nye vært og flyver summende omkring kvindens hoved, mens en kvalmende lugt breder sig, idet hun vender kadaveret.

Hun inspicerer omhyggeligt grisen og de små dyr, der i færd med at fortære kødet, inden hun sætter sig tilrette med korslagte ben. Hun lukker øjnene og koncentrerer sig om kroppen i skovbunden foran hende. Dyret har måske ligget i par dage og jorden gør nu krav på at få kroppen igen. Biller og spyfluer har lagt æg. Larver og orme borer i det kolde kød – og længst nede gnaver mikroskopiske dyr og svampe, mens de ivrigt formerer sig.

For sit indre blik ser kvinden, hvad der ville ske, hvis dyret forblev liggende urørt i skovbunden: Svampe, bakterier, larver, orme og biller vokser, formerer sig og spiser førne til der ikke er noget tilbage, selv de hårdeste dele af skin, knogler og hår bliver med tiden humus og mineraler i skovbunden. Cirklen slutter og nyt liv kan opstå.

Solen står højere på himmelen og de varme stråler oplyser den knælende kvinde. Energi strømmer ud fra jord, planter, vand og sol. Kvinden samler og kanaliserer energien til larverne i kadaveret. Hun forestiller sig at larverne vokser hurtigere og hurtigere, mens de grådigt fortærer smågrisen indefra.

Kvinden åbner øjnene og ser på den lille krop foran hende. Den er ikke omsat til førne eller formuldet endnu. Måske er der et par larver mere? Måske lidt mere aktivitet? Hun lukker øjnene og prøver igen.

Edda:
Du bemærker at Accalia er nervøs hver gang du kommer tilbage til Thistle Hold. Hun piver lidt og virker til tider rastløs. En fornemmelse af frygt fra hende er voksende, men du kan ikke vurdere hvad det er. Den sidste nat inden du modtager brevet har du mareridt (se starten af næste kapitel).

Exceter:
Hvor meget du fortæller Fader Elfeno er op til dig.
Hvad gør du med bogen, brevet og den info du havde om Neferena og ikke mindst hvad Ulden fortalte dig ?
Den sidste nat inden du modtager brevet lyser dit Water of the Dusk kraftigt op. Og denne gang stopper det ikke med at lyse. Lyset fra vandet aftager i styrke, men denne gang bliver vandet ved med at lyse. Du føler en mægtig hvilende kraft fra det lille glas.

Glub:
Det lader til at Ugtuls er flyttet til Thistle Hold og ikke længere ses i Karabbadokk. Nogle få gange krydses jeres veje. Han snerrer af dig. Du lægger mærke til at han ses i følge med nogle goblins, mennesker og ind i mellem ogres.

Taran:
Biblioteket i Ordo Magica’s tårn i Thistle Hold er af en betragtelig størrelse. Ikke alene er der dokumenteret og beskrevet alle former for ritualer, men der er viden som det vil tage dig år at gennemgå og fastlåse i din hukommlese.
En aften hvor du studerer sent, hører du hissende lyde mellem hylderne med bøger. Lyden synes at hvisle omkring dig og pludselig hænger der i midten af rummet en stav med et meget levende slangehovede på. Den bider ud efter dig i luften og forsvinder så. Du hverken ser eller hører mere til den de efterfølgende dage.

Alderan:
Din onkel er igen ikke sen til at fejre din succesfulde og farefulde færd til Salindra’s Hope.
Mens han overlader bryllups forberedelserne til din mor og Gidjabolgo’s familie, så opstår muligheden for at blive inviteret til Hall of Knights, som er i et annex til Town Seat  bygningen (nr. 26 på kortet) lige op af Antique Plaza.
Hall of Knights er et møde og hvilested for adelen når de besøger Thistle Hold.
Du stifter bl.a. bekendtskab med:
– Grev Alkantor Argona, far til Suria Argona (som også er der). Grevens søster, Anabela Argona, sidder i Curia’en, kirkens højråd.
– Lesena Vearra, Grev Demetro’s niece. I toppen af Templar ordenen sidder Knight Commander Iakobo Vearra.
– Ana Herengol, Queen’s Field Marshal Beremos Herengol’s niece.
– Keroldo Erebus, søn af Baron Grafoldo.
– Iasogoi Brigo, søn af Grev Edogai Brigo (og dermed relateret til dronningens moder).
– Davidos Berakka, søn af Hertug Junio Berakka.
Rangordenen er således: Hertug, Greve, Baron.

This entry was posted in Symbaroum. Bookmark the permalink.

2 Responses to Referat Symbaroum: Fever of the Hunt

  1. JS says:

    During downtime:
    Edda opøver en ny mystisk færdighed. Derudover går hun rundt i byen sammen med Accalia og prøver at finde kilden til hendes uro. De kigger især på symbar brønden (fik vi oversat runerne?), men også varehuset under “Blue Moon Trading Company”.
    Hun køber nye forsyninger for 10 thaler og undersøger – gerne sammen med de andre –
    mulighederne for at sælge det magiske spyd og nogle ritualer. Hun hyrer to arbejdere til at indrette et alkymist værksted i sit hjem. Edda inviterer de andre på aftensmad.

  2. ALL says:

    Jeg prøver via de forskellige masters at blive klogere på slange staffs, uden direkte at fortælle om episode. Men altså via det til rådighedværende personale at indsnævre biblioteks opgaven.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.