Referat Symbaroum: The Promised Land

Symbaroum: Items & Money

Kapitel 1: Exodus

Det engang så frugtbare Alberetor henligger goldt og øde. Korruptionens ødelæggelser af landet har sendt de tidligere indbyggere i døden eller på flugt nordpå.

Vi er en lille gruppe af mennesker, der er rejst fra landet nord for the Titans til Alberetor for at se på det nu forladte land.

Vejviseren Vargas af klan Enoai er en ferm bueskytte. Hans klan ligger langt mod nord i Davokar skoven og han har foretaget rejsen til Alberetor af ukendte årsager. Han virker lidt fåmelt og han skjuler tydeligvis noget, men dette til trods virker han som én, der er til at stole på.

Min anden rejsefælde hedder Taran af Yedesa klanen. Han er rejst til the Titans på noget han kalder en pilgrimsfærd , men hans dybere motiver har han ikke delt. Hans oprindelige klan tilhørsforhold har han heller ikke røbet.

Jeg er Edda af Klan Jezora, men opvokset hos familie i Kavorsti, da folket fra Alberetor udslettede min klan. Jeg har rejst fra Hekseringen i Karvosti til Alberetor, for at undersøge skyggernes ødelæggelser, som et led i min træning som Vølve (witch).  Edda har følgeskab af en stor ulv.  Udover en masse små flasker og poser har hun en vandrestav, en kniv og et pilekogger (men ingen bue). Edda kan ernære sig på rejsen ved af sælge medicin og helbrede folk. Edda samler løbende planter og skriver optegnelser om rejsen i en bog.

Vi rejste længere mod øst, hvor ødelæggelserne kun blev værre. Det kulminerede en dag, hvor vi måtte søge tilflugt i et endnu beboet, befæstet palæ.

Her mødte vi ridderen Alderan, der var blevet tilbage i Alberetor, for at passe sin syge far og Gnomen Glup, der havde søgt tilflugt bag murene. De vil begge gerne slutte sig til vores lille rejseselskab. Alderans far lå imidlertid for døden og da flere hundrende Dragouls trængtes om palæet, var vi tvunget til at forlade bygningen.

Alderan tog afsked med sin far og vi bragte hans krop til en kirke i nærheden. Vi forlod palæet gennem en skjult passage gennem kælderen.

Derpå drog vi nordpå mod the Titans for at se om vi kunne nå at krydse passet inden vinteren for alvor sætter ind.  På vejen møder vi to tyveknægte og småsvindlere – Keler og Telk -, der stjæler efterladte ejendele i de tomme huse for at sælge dem til immigranterne i deres nye hjem. Vi nedkæmper en Dragoul, som Telk fik lukket ud fra kælderen. Det viser sig at være en værdig modstander. Vi skal finde bedre metoder til at bekæmpe dem hvis vi skal have en chance.

Vi ankommer til en lejr ved foden af the Titans. Her møder vi Belun og Ludo fra Klan Odavs der fortæller at der ikke er flere karavaner over passet, da vinteren er ved at sætte ind. Mange flygtninge i lejren vil ikke kunne overleve vinteren. Der er sygdom og udbredt mangel på mad.

Vi finder ud af at der alligevel er en karavane, der gør sig klar til at tage afsted den følgende morgen. Efter at have “vist vores værd” overfor karavanens leder, Argasto, ved at kæmpe mod karavanens vagter fik vi lov til at  følge med som ekstra vagter. Argasto vil ikke have ret mange med, da han hævder at de er for gamle og syge og derfor vil dø undervejs, hvilket vil ødelægge hans rygte som karavanefører. Vi accepterer modstræbende denne virkelighed. Natten før afrejsen er præget af mareridt hos alle: Fra det ældgamle Symbaroum breder en mørk skygge, der fortærer alt liv.

Karavanes øvrige vagter er Keler og Telk, som vi mødte på landevejen, og Belun & Ludo begge af Klan Odavs. Derudover tæller karavanens medlemmer Bartolom, en Ordo Magica novice, en mystisk kvinde, Lestra, som ikke taler og Tandrag, en far med fire børn (Melga, Nefer, Sandros og Pegel og en gris, der netop er blevet døbt Glup).

Efter nogle dages rejse gør karavanen holdt ved en sø, hvor flere i rejseselskabet vasker sig. Bartolom gør anskrig og fortæller oprørt at han er blevet bestjålet. En magisk sten er blevet fjernet fra hans kåbe. Det viser sig hurtigt at Keler også er forsvundet, så vores stifinder finder hurtigt hans spor – og på nærmest magisk vis – formår han at følge disse fodspor i sneen.

Vi kommer til en gammel vandmølle af sten. Fra toppen af møllen flyver der pludselig en pil fra en krydsbue…

Kapitel 2: The Titans

Vargas vendte sig snarrådigt og affyrede to pile mod skytten. Begge pile traf deres mål og skikkelsen forsvandt ud af syne.
Taran løb hurtig hen til stigen og klatrede op i tårnet. Her fandt han Keler død og i sin besiddelse havde han den stjålne sten.

Imellemtiden fandt ulven Accalia spor af mennesker, der havde gået rundt om tårnet. Og mens Vargas og Edda undersøgte sporene, kom der en lille gruppe mennesker gående hen imod tårnet. De havde deres buer fremme, men da de kom nærmere stod det klart at deres leder – der kun havde en arm – var en levende død. En af de seks mænd, der alle havde mærkeligt fjerne øjne, råbte “I Mal-Rogans navn; smid jeres våben.” Ingen i vores gruppe var umiddelbart klar over hvem de refererede til, så den enarmede døde mand tog ordet. Han præsenterede sig som Mal-Rogan og sagde at stenen var hans. Da vi valgte ikke at tage det for pålydende, kom det til kamp.

Ridderen Alderan kastede sig modigt ind i kampen, men virkede hurtigt både slidt og usikker, da han stod overfor Mal-Rogan. Ved fælles hjælp fik vi nedkæmpet de seks mænd og til sidst også Mal-Rogan, der faldt med tre pile i kroppen, som gnomen Glup havde affyret fra sin sikre position i tårnvinduet.

Vi undersøgte deres lig og fandt en mumiehånd som Mal-Rogan havde brugt til sin sorte magi. Ridderen kunne fortælle at der var en berømt Pansar, der havde været elitevagt og kæmpet ved Dronningens side ved navn Rogan. Og at han havde fået en mystisk sygdom i sin arm og at den er blevet hugget i et forsøg på at redde ham. Han døde dog alligevel. Vi konkluderer at det er den samme person, der er en eller anden grund er genopstået fra døden. Glup tager mumiehånden om halsen.

Vi søger efter deres lejr i nærheden for at se om der er skatte – men vi finder blot et udslukt bål og nogle små telte.
Tilbage ved karavanen finder vi de to klanfolk, Belun & Ludo, der helt selv havde myrdet en Jakaar. Vi giver naturligvis troldmanden Bartolom hans sten tilbage med det sammen, da han forklarer at den tilhører Ordo Magica.

Vi begiver os videre, men sneen tager til og begynder at blive en alvorlig forhindring for vores videre fremfærd. Nogle synes at høre stemmer i vinden.
Under et holdt lyder der pludselig et råb om hjælp. Det er de to klansfolk og den tavse kvinde, der er blevet angrebet af seks Jakaar og en stor ulv, mens de samlede brænde. Vi nedkæmper først de seks Jakaar, der står i vejen mellem os og de tre nødstedte, der står overfor kæmpeulven.

Derefter nedlægger Vargas ulven med et par veltilrettelagte pile. Umiddelbart derefter forvandler ulven sig til en elverkvinde iført en ulveskindskappe og et jernsmykke om armen. Vargas både spytter og sparker til den døde elver og flår hendes smykke af. Edda bemærker at Belun & Ludo ser meget forskrækkede ud da de ser elveren – nærmest som om de kender og frygter hende.

Én i gruppen ved, at smykket som hun bar, symboliserer det elverne kalder the Iron Pact. Det er, ifølge elverne, en gammel overenskomst mellem mennesker og elvere, om ikke at forstyrre skyggerne i Davokar skoven.

Vargas vil ikke opgive smykket selvom Edda beder om det. Han mener det er trofæ. Edda og Taran begraver elveren i skoven.

Et stykke tid efter råber udkigsposten Telk at der kommer to skikkelser hen mod karavanen. Det er to elvere og den ene præsenterer sig som Godrai og han taler det almindelige sprog. Han forlanger at få udleveret Belun & Ludo, idet han hævder at de har forbrudt sig mod den gamle overenskomst – the Iron Pact. Han fortæller at de har været i Davokar skoven, hvor de at gravede for dybt og forstyrrede noget, der burde have hvilet for stedse. Han vil have dem udleveret, så de kan udrenses, idet de allerede er besmittet!

Elverne siger at de vil komme tilbage ved solnedgang, hvor de vil have Belun & Ludo udleveret på den ene eller på den anden måde.
Vi er alle bestyrtet over denne udvikling, men ikke enige om hvad vi skal gøre. Imidlertid bryder den tavse kvinde stilheden og fortæller at det er sandt at de to klanfolk er besmittet af skyggen. Hun præsenterer sig som Lestra, en Black Cloak, og siger at de skal bringes til Twilight Monastery, så de kan studere dem og lære mere om skyggens væsen.

Belun & Ludo går nu til bekendelse og fortæller at de har været stifindere for en ekspedition i Davokar skoven. Ekpeditionens leder hed Gorak, en Ambrian, og hans næstkommanderende hed Alahara – en changeling. De fandt ikke det de ledte efter. men faldt istedet over et gravkammer med et skelet med en krone på hovedet – eller rettere groet ind i hovedet. de kraniet i deres hænder og det føltes varmt!

Derfor tog de naturligvis hovedet med kronen med sig til eventyrenes by Thistle Hold. Ekspeditionen medlemmer ændrede sig pludseligt og forsvandt en efter en. Belun & Ludo fortæller at Gorak og Alahara havde en samtale med byens borgmester Nightpitch, men de har ikke haft kontakt med dem sidenhen. De hævder ikke at kende mere til sagen…

Kapitel 3: Enter Ambria

Vi diskuterer gennem længere tid hvad vi skal gøre med Belun & Ludo. Slutteligt kommer det til afstemning og der er flertal for at udlevere dem til elverne ved solnedgang, såfremt de ikke vælge at forlade karavanen af egen drift.

Da beslutningen er truffet begynder Belun at ryste og derpå at forandre sig. Han skriger og ud af hans krop bryder et monster; natsort og med klør så lange som knive og et amorft kranium, der spidser til i en art krone.

Vi angriber monstret og konstaterer at det har en meget stærk beskyttelse og nærmest umuligt af såre med lette våben. Vi omringer bæstet og ved fælles hjælp overvinder vi det. Monstret smuldrer derefter for øjnene af os og tilbage er kun kraniet med den mærkelige aftegning af kronen. Lestra henter en tang og gemmer kraniet væk i en læderpose. Hun kalder dette væsen en Blight born – en af de mindste af sin slags.

Derefter begyndte vi sørme igen at diskutere om hvad vi skal stille op med Ludo. Han bliver nu lagt i lænker som Lestra fremdrager og vi afventer solnedgang. Da eleverne kommer for at hente de smittede, kommer det imidlertid til kamp. Bagefter hævder nogle at de blev overrasket over at den ene elver forvandlede sig til en stor bjørn – en Beomon – og greb fat i Ludo med munden. Det fik i hvert fald Vargas, Glub og Alderan til at angribe.

Elveren Godrai skød dygtigt med pile påført gift. Edda gik ind i kampen, mens Taran forholder sig neutral. Vi tager deres ting og Edda og Taran begraver elverne og sender deres ånder videre.

Lestra ønsker ikke at uddybe hvad hendes orden har lært om skyggen eller hvad de forventer at få ud af Ludo. Hun siger at de gør det for hele Ambrias skyld, men ønsker ikke at dele viden – tværtimod ser hun kritisk på Accalia.

Den næste dag drager karavanen videre mod nord. Efter noget tid kan karavaneføreren Argasto ikke længere finde vej og beder Vargas om hjælp. Det lykkedes af finde en vej igennem det snedækkede bjerglandskab og vi kommer sikkert ned på den anden side, hvor der er en stor flygtningelejr syd for den befæstede by.

Lestra trækker af med Ludo, der iført lænker går med tunge skridt mod Twilight Monastery og en usikker skæbne. Jeg håber at gode ånder er med ham og han kan blive helbredt, trods elvernes udsagn om det umulige i det foretagne. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret.

I lejren bliver flygtninge registreret og nogle udvalgte får tilladelse til at rejse ind i Ambria, mens andre bliver afvist indrejse til de besatte lande. Dronningens skinnende land er åbenbart kun for nogle udvalgte. Vi ser en større gruppe mennesker bryde op og drage mod sydvest, angiveligt for at slå sig ned i grænselandet.

[Vargas ser et glimt af en énarmet mand, stå på et klippefremspring, før synet forsvinder ligeså pludseligt som det kom frem]

Det er fyrstinde Karolia fra huset Meleon, der hersker i dette område. Vi forsøger at få tilladelse til at passere ved at forklare formålet med vores rejse sydpå. Vi skal også sandsynliggøre at vi ikke er til fare for riget, men tværtimod gode samfundsborgere. Fordi vi har hjulpet troldmanden Bartolom med at tilvejebringe solstenen, får vi alle lov til at passere som hans vagter. Vi tager derefter afsked med Tandrag og hans børn og også Telk, der afslører at han driver et pro bono, altruistisk møbelfragtfirma. På den måde ankommer vi til byen og derfra drager vi videre nordpå.

Om natten har jeg en voldsom drøm: Jeg flyver nordpå ind over græslandet og ser Alberetorianernes store, nye stad som en grim byld i landskabet. Jeg flyver videre til Thistle Hold og lander i parken foran en bygning på flere etager. Jeg går op ad trappen og ser døren står på klem og indefra rummet mærker jeg den iskolde følelse af døden. Jeg spørger Bartolom om Thistle Hold og han fortæller at Master Vernam’s akademi muligvis ligger der. Men det er lang tid siden han har været der, så han kan ikke lige placere det.

Efter 5 dages rejse ankommer vi til hovedstaden Yndaros; grim, larmende og firkantet. Undervejs på rejsen har jeg kunnet sælge helbredelse til flygtninge og tjent lidt skillinger. Vi deler os for at varetage forskellige ærinder, da Bartolom skal besøge Ordo Magica. Taran og Edda går lidt rundt og kigger på byen og Edda leder efter urter og planter. Gnomen Glub viser vores ridder Alderan hen til hans families domicil, hvor Alderan konstaterer at hans familie ikke længere er i byen, men er gået fallit og rejst nordpå for at prøve lykken som turguide for eventyrere i Dakovar skoven.

[Vargas finder en smugkro ved havnen hvor han bliver genkendt mens han drikker en øl. En mystisk ildelugtende mand er imidlertid en sympatisør, der fortæller at en kvinde, der skreg på Kragerne, er blevet taget til fange og bragt til Thistle Hold for at blive afhørt af en berygtet bøddel. Døren går op og ind strømmer byvagterne.]

Kapitel 4: Thistle Hold

[Vargas tager flugten ind over byens tage, skarpt forfulgt af en gruppe byvagter. Netop som det ser ud som om han er ved at undslippe, ved at gribe fat i et reb, viser det sig at være en fælde og han falder ned fra taget, under høj latter fra byvagterne. Mod alle odds lander han imidlertid uskadt på benene, bukker for de nu måbende vagter og forsvinder i de smalle stræder.]

Andetsteds i byen går Edda og Taran rundt i gaderne og overhører tilfældigt nogen berette om en heks, der har helet folk på mystisk vis på vejene mellem Bjergene og storstaden. De har til sinds at melde dette som kætteri.

Ridder Alderan sælger de ting vi har samlet fra dem vi har dræbt på turen – og vi får hver syv daler. Vi forlader herefter skyndsomt byen med den næste færge over floden og rejser mod Thistle Hold. Undervejs passerer vi Templewall, hvor en ukendt sygdom hærger, som ifølge en templar er noget barbarerne inficeret byen med. Byen med de høje befæstninger er lukket og skrigende fra de smittede, der bliver brændt, driver ud fra byen. Tavse vagter i pladerustninger står vagt ved portene. Vi drager udenom Templewall og videre nordpå. Cirka 10 km syd for Thistle Hold, ligger der en interimistisk teltlejr, Blackmoor, for alle dem, der ikke kan få arbejde eller bopæl i Thistle Hold. “The shinning…hah!”

I spredte glimt genkender Edda landskabet omkring Thistle Hold, for byen er opført ovenpå ruinerne af Klan Jezoras prægtige fæstning. For blot 11 år siden var dette sted ensbetydende med lykke og et ubekymret liv for Edda. Vrede og hævnlyst fylder hende, men hun undertrykker impulsen og hvisker næsten uhørligt “senere“.  Ved byporten skal vi minsandten betale en sølvskilling for at komme ind – og fire skillinger for ulven.

Inde i byen går Bartolom på indkøb efter tobak og mens vi venter på den travle gade, kommer der pludselig en ung pige på 12-13 år løbende ned af gaden lige i favnen på Vargas. Hun beder os hjælpe hende og fortæller at hun er blevet falsk anklaget af sin nabo for at være en heks pga noget med nogle høns. Hendes forfølgere er syv sortkapper, der påstår at pigen er den berygtede flayer. Gylp fortæller at han ingen korruption ser i hendes skygge. (GM, det kan han ikke, men se mit foreslag til en revideret Witchsight).

Flere folk på gaden undrer sig højlydt over at den unge pige skulle være det eftersøgte morder, mens andre mener at det meget vel kan være tilfældet. Sortkapperne har dog ingen beviser for deres påstand, men fortæller at de handler på vegne af den berørmte sortkappe Baumelo, hvilket så skulle give dem retten til at tage hende med.

Alderan træder frem mellem pigen og forfølgerne og Edda følger efter ham med ulven i hælene. Sortkapperne angriber. De er klædt i ringbrynjer og sorte kapper og kæmper med økser og skjolde. Det er en hård kamp, men det lykkedes dem at tabe kampen selvom flere af os kun har almindeligt tøj og vandrestave. Angriberne opgav først kampen, da fire mænd ligger i støvet på brostenene. Vi er blevet hårdt sårede, men alle holdt lidt igen og Edda brugte ikke sine mystiske kræfter, da det næppe ville hjælpe på forsøget på efterfølgende at retfærdiggøre kampen mod heksejægerne. Vi er klar over at dette ikke var den bedst tænkelige introduktion til denne nye by.

Bartolom forsøger at forklare sagens sammenhæng overfor de tililende byvagter og vi får lov at gå videre. Vi går videre ind gennem byen og kommer til en plads, hvorpå der stå en særpræget, gammel brønd. Edda blegner først og kigger sig derefter bestyrtet omkring og ligner én, der forsøger at holde tårerne tilbage. Dette er stedet, hvor borggården i Klan Jezoras fæstning lå. Edda føler ekkoet fra kampen mod de invaderende folk fra syd ligger som en tung tåge over stedet. Vi kommer derefter til den trekantede park fra drømmesynet. Edda heler sårene på sig selv og ulven Accalia, der blev meget alvorligt såret.

Vi går dernæst over til Master Vernams akademi og banker på. Døren bliver åbnet af en bleg kvinde, der beder os komme ind, da der er sket noget frygteligt. Hun er tydeligt rystet og ænser vist ikke hvem vi er.

På fjerde sal står døren på klem – og præcis som i min drøm venter døden bag døren: Et skrækkeligt syn møder os i rummet bag døren, hvor blod flyder over gulvet og fra loftet hænger en skikkelse, med huden flået af. Kvinden, der hedder Esbetha, siger at kroppen er Master Vernam, fordi den mangler de yderste led på et par fingre. For foden af kroppen ligger den slappe hud.

Vinduet står åben, men der er ikke noget at se udenfor. Kroppen er hængt op med et reb rundt om armene. Bortset fra et par små sår, ser det ikke ud til at Master Vernam har været i kamp. Der er heller intet tegn på kamp i værelset. Espeda fortæller at Master Vernam var i byen til formiddag og derefter havde han et par studerende og siden var han alene i omkring 1 time. Efter lidt overtalelse fortæller hun dog at Master Vernam faktisk havde endnu et besøg: en Elverkvinde besøgte ham i en halv time efter hans studerende var gået. Esbetha synes det er helt forfærdeligt at Master Vernam var på god fod med en elver – og fortæller at han var en del af en sekt, der samarbejder med elverne.

Da elverkvinden var gået, lød der lidt efter et højt bump fra værelset. Esbetha havde spurgt om alt var i orden, men Master Vernam havde svaret at det blot var vinduet. Da hun en halv time efter kom op med kage og vin, fandt hun Master Vernam hængende fra loftet med huden flået af.

Esbetha fortæller videre at Master Vernam talte godt med kaptajn Marvello fra byvagten. At han dagligt studerede i Ordo Magica tårnet, men at han ikke ønskede at være mester til trods for at være blevet tilbudt stillingen. Og at han kunne lide at spise på the Salons of Symbaroum. Han underviste også fattige børn fra Father Sarvola’s Mission House.

På gulvet finder vi et blodindsmurt brev fra Master Vernam til borgmester Nightpitch. Edda får blodet af med eddike og der står:

Dear Master Nightpitch,

I know that we seldom see eye to eye, but let me once again try to explain why I believe that Gorak’s failed expedition is connected to the current killings, performed by the so called Flayer. I know that Gorak sought you out and that the skull of the King was shown to you, numerous sources have told me as much, and I realize that a possible link between the murders and the skull is politically delicate.

The King’s skull infects all who touch it, infects with the power of corruption. You appear to have escaped its destructive powers; maybe you never held it which, if so, was wise. My elven friends have told me that their soothsayers dreamed of the dead king at the time when Gorak was parading around town with his cranium, and they have returned to me saying that they are still dreaming, meaning that the corrupting powers of the skull are still active here in Thistle Hold. Precisely how the atrocities and the killings are connected to all this I cannot claim to know, but from a reliable source I have heard that the art of flaying is an ancient and baneful one, born of darkness.

Nevermore the Dark, Master Vernam

Vi finder en jernring på gulvet, der har tilhørt Master Vernam og den bærer præg af at være en elverring. Der står noget på elvisk, som vi ikke kan læse, på indersiden af ringen.

Vi konstaterer også at vinduet var blevet åbnet indefra. En undersøgelse af hans soveværelse er resultatsløst.

Flere fra vores rejseselskab forlader gerningsstedet, mens Taran henter byvagten. Da de ankommer, gør vagterne dog ikke andet end at pakke ligresterne sammen og bringe det til lægen hos byvagten.

Edda og Taran går med vagterne og spørger efter kaptajn Marvello. Han viser sig at være en mand i slutningen af 40’erne. Hos byvagten fortæller der kan fortælle at der har været fire nu fem ofre for Flayeren, hvorfor der er en dusør på 25 daler for pågribelsen af gerningsmanden. Edda forsøger at bortforklare sammenstødet med sortkapperne, men han beder os afholde os fra at står i vejen for dem mere.

Da vi ikke er bosiddende i byen skal vi tale med borgmesteren for at få lov til at arbejde med sagen. Marvello henviser os iøvrigt til lægehuset, hvor vi kan tale med lægen, der har tilset alle fire lig.

Aldaran erfarer imellemtiden ud af at hans familie nu er meget forarmede og hans onkel driver et tvivlsomt forretningsforetagende.

[Vargas eftersøger kvinden, der er blevet bragt til byen og undersøger måder at komme ind i byvagtens fæstning]

Efter at vi har talt med kaptajn Marvello møder vi Vargas udenfor byvagtens fæstning. Kort efter støder også Alderan og Gulp til.

Inden vi går til borgmesteren køber Edda nyt tøj, da det gamle var blodigt og flænget af øksehug. Valget falder på noget særdeles slidstærkt tøj, som hun får broderet diskrete klansymboler på.

 

Kapitel 5: The things I do for love

Mørket er tiltagende og det er blevet for sent at aflægge borgmesteren et besøg i dag. I stedet leder vi efter et sted vi kan overnatte og valget falder på The Salons of Symbaroum. Det er et livligt sted i området omkring Toad Square, der er kendetegnet ved en gigantisk statue lavet af gamle knogler fra et ukendt tudselignende væsen med klokker om halsen. En slave eller kæledyr fra fortiden?

På The Salons of Symbaroum møder vi Alderans onkel, der taler fortroligt med Alderen, mens vi andre taler med stamgæster og spørger ind til deres viden om Master Vernam; om hvad og med hvem han talte med, når han besøgte stedet. Bartolom kommer også forbi og fortæller at Esbetha gerne vil se os i morgen, da der er noget som hun ikke fik fortalt os. Vi sover på hver vores værelse og betaler fem skillinger sølv for en uge med to daglige måltider.

[Glup besøger artsfæller udenfor byen og planlægger en verdensovertagelse]

Næste morgen tager vi først ned til borgmesteren, der har sit eget befæstede område i byen. Vagterne udenfor nægter os adgang, fordi vi ikke har en skriftlig henvisning. Vi tager derfor tilbage til kaptajn Marvello, der hurtigt udarbejder en seddel med en henvisning. Han er i dårligt humør, fordi han har modtaget endnu et afslag på hans ansøgning om at blive en af dronningens rangere.

Vi kommer tilbage til borgmesteren, fornærmer vagterne i forbifarten, og få lov at vente lidt tid, inden vi bliver lukket ind i et meget stort lokale, hvor borgmester Nightpitch og hans rådgiver heksen Yagaba står. Hun siger ingenting, men han konsulterer hende ofte og får bekræftede nik fra hende. Han bruger hende tilsyneladende til at se vores skygger og eventuelt korruption.

Borgmesteren vil gerne modtage vores tilbud om hjælp i jagten på flayeren og han tilbyder os 50 gulddaler, hvis vi pågriber gerningsmanden inden en uge. Vi får et dokument, der pålægger folk i byen at bistår os med opgaven.

Nightpitch fortæller også, at der var hele to ofre for flayeren i går.  Vi viser ham brevet fra Master Vernam, der er adresseret til ham selv. Nightpitch fortæller at han naturligvis ikke rører alt hvad der kommer ud fra Davokar skoven. Han siger også, at det er ikke usandsynligt, at der er elvere fra Iron Pact i byen.

Vi forlader borgmesteren og går ned til kaptajn Marvello, der udleverer de sparsomme vidneudsagn, der er optaget i forbindelse med de fem mord. Jeg fortæller Marvello, at borgmesteren har høje tanker om hans arbejde. Det gør ham vist lidt gladere. Vi går ned til retsmedicineren, der er en drukkenbolt. Han fortæller os, at det er en elver, der var blevet slået ihjel på Master Vermans arbejdsværelse i går. Det har han konkluderet på baggrund af huden og de spidse øre. Vi undrer os, men er i tvivl om validiteten af hans udsagn, da han tydeligt lugter mere af vinkælder end lighus. Han har imidlertid brændt huderne, så vi kan ikke be- eller afkræfte påstanden. Han fortæller os også at alle ofte manglede visse kirtler. [?]

[Netop som vi skal til at forlade byvagtens fæstning, hører vi høje skrig fra en bygning ved siden af porten. Vi spørger en vagt hvad der foregår og han fortæller os at det er en fangevogter (navn), der er kendt for at torturere sine fanger. Det er en kvinde, der er kommet i deres varetægt, som nu bliver udspurgt.]

Derfra går vi op til Master Vernams akademi, hvor Esbetha overrækker os et brev fra Master Vernam. Hun havde fået besked på at at brevet skulle gives til de første der kom ind i huset efter hans død. I det forseglede brev, står der at master Vernam havde flere drømmesyn, hvor han så hvordan korruptionen strømmede ud af kongens kranium – og at jagten på morderen ville betyde hans eget endeligt. Men han så også at vores skæbner var viklet ind i den samme historie og at han beklagede at vi ikke kunne mødes i dette liv. Han ønskede os held og lykke med jagten. Det var ikke meget nyt vi lærte af brevet, andet end at Master Vernam var en formidabel person med stor indsigt.  Jeg begræder, at vi ikke kunne møde denne indsigtsfulde mand.

Esbetha er ved at hænge et stort portræt af Master Vernam op i aulaen. Vi opdrager at Master Verman var sorthåret, men husker tydeligt at huden for hans fødder havde brunt hår. Mistanken om at kroppe og huder ikke passer sammen bliver bestyrket.

Vi iler hen til Ordo Magica for at undersøge om master Vernam har været der i går eftermiddag. De er ikke særlig samarbejdsvillige, men vagtgnomen giver os lov til at se bogen, hvor alle besøg bliver registreret. Her kunne vi se at han ganske rigtig var i troldmandstårnet i går eftermiddag – efter at han var død! Underskriften ligner heller ikke den, han har underskrevet brevene med.

Vi taler med den piberygende Master Eufrynda, en streng og ikke særlig venlig kvinde, der dog fortæller at Master Vernam i går lånte ritualbogen ”Break Link”.  Hun lover os ti gulddaler, hvis vi bringer den tilbage, men hun har ikke lyst til at give os adgang til biblioteket eller andre belønninger vi måtte ønske.

Vi er nu sikre i vores sag! Flayeren stjæler huden fra sine ofre og har brugt den til at få adgang til Ordo Magica og ritualet Break Link.

Vi gå op derfra til hønsehuset, hvor drabet på elveren fandt sted i går. Herfra går vi hen mod stedet for det første drab. Men på vejen derhen bliver vi indhentet af et medlem af byvagten, der fortæller at der er sket endnu et mord.

Vi løber hen til huset eller rettere stalden, hvor det er sket. Flayeren fik tydeligvis ikke gennemført sit forehavende, da huden stadig hænger halvvejs på kroppen af stalddrengen. Byvagten, der opdagede forbrydelsen, fortæller at hun hørte kamp og var gået ind i stalden, hvor hun så en person, der ud fra beskrivelsen kun kunne være Master Vernam. Han stod og fægtede med armene foran den døde staldknægt, men han løb humpende bort, da hun overraskede ham. Master Vernam havde taget flugten ud på gaden og var forsvundet i mængden.

Vi undersøger stalden og Aldaran finder blodspor ude på gaden. Mens han kigger nærmere på det, kommer fire sortkapper igennem folkemængden, der står og betragter gerningsstedet. Vi genkender de tre af dem fra kampen i går, mens den fjerde, der er iklædt fint tøj, viser sig at være Baumelo. Han opfører sig som om han ejer hele gerningsstedet, men giver sig dog tid til en form for undskyldning for hans folks angreb på os i går. Derefter går han hen til den byvagt, der fandt staldknægten og tager hende til hovedet og hvisker nogle ord. Hun ser nærmest trancelignede ud, mens det foregår.

Vi gætter at det er en form for afhøring, men vi vil ikke vente på den arrogante sortkappe og forfølger i stedet blodsporet gennem byen og ind igennem smalle stræder til vi kommer til en lagerbygning med påskriften Blue Moon Trading Company.

Taran åbner døren. Rummet bag henligger i mørke og der lugter fælt, men vi kan kun skimte nogle kasser bagerst i lokalet. Vi træder indenfor og lader vores øjne vænne sig til mørket – og vi kan skimte noget der ligner sengetæpper ovenpå kasserne bagerst i lokalet. Vi finder to bøger, der indeholder beskrivelser af ritualerne Break Link og Blood Shrouding. Men da vi træder hen til tæpperne i hjørnet, rejser der sig en forfærdelig skikkelse: En flået krop, der er genopstået fra de døde. Den griber en kæde og en jernstang og går til angreb på os. Vi kæmper mod den og overvinder den, selvom den har en stærk naturlig beskyttelse.

Da kampen er overstået kigger vi os omkring i den forladte bygning. Der er en stor kasse i midten af rummet og vi kan høre svage stemmer nedefra. Da vi flytter kassen, afsløres en trappe, der fører ned til et lokale, der tydeligvis er ældre end bygningen og meget vel kan stamme fra det gamle Symbaroum.

Nedenfor trappen er der et kælderlokalet. I den ene side af rummet ser vi – stående på en lille forhøjning – et kranium med krone på hovedet. I den anden ende står Master Vernam ved siden af en mand, der er lænket til væggen. Master Vernams skikkelse hvisker opmundrende og kærlige ord om, at det nok skal gå. Vi regner ud at manden, der er lænket til væggen må været Gorak og det er changelingen Alahara, der skjuler sig i Master Vermans hud. Samtidig fyldes rummet af en mystisk hvisken af uforståelige ord. Jeg mærker, at jeg bliver opfyldt af blodhævn og lysten til vold.

Jeg når at råbe til Alahara, at vi måske kan hjælpe, men Master Vernam flår huden af – og der står ganske rigtigt changelingen Alahara nøgen foran os med to sværd. Kamp kan ikke undgås, men uden beskyttende armor, bliver hun hurtigt overvundet af Alderan, Taran og Accalia.

Edda og Glup løber begge hen til kraniet og Glup tømmer sin taske og dækker kraniet til. Gorak skriger af vrede og smerte og ud af hans krop vælter nu en blight borne, i lighed med den der kom ud af Belun i Titan bjergene. Alderan og Taran springer frem og angriber, men den har tilsyneladende en endnu sejere krop end den forrige, så det er svært at skade den for alvor.

Ulven Accalia bevæger sig om bag blight borne-Gorak og skubber monsteret ud i midten af rummet, så vi kan angribe samtidig. Mens vi kæmper bliver Aldarans vilje knækket og han begynder at slå ud efter os andre. Monsteret trænger Gnomen Glup op mod væggen og rammer ham med to hårde slag, der flænser hans lille krop og han ligger livløs på de kolde fliser.

Tre sortkapper og Baumelo kommer hastende ned af trappen og kaster sig ind i kampen. De tre sortkapper kan dog ikke gøre skade mod monsterets seje krop og Baumelo selv holder sig ude af kampen. Edda flygter væk fra Aldaran, hvis vilje er underlagt kongens kranium. Men det lykkedes for Accalia at flå mørkevæsenet i halsen, så det falder om og rådner hastigt bort for vores øjne. Baumelo går derefter hen mod kraniet og begynder at pakke det væk…

Kapitel 6: No rest for the weary

Mens Baumelo pakkede kraniet væk, løb Edda over til Glub og forsøgte at heale hans sår. Ånderne var dog ikke stemt for at træde til og Edda kunne mærke korruptionen gennemstrømme hendes blod som en sort skygge. Hun vidste at det var forbundet med fare at række ud efter ånderne igen, så hun forsøgte efter ringe evne at forbinde hans sår.

Imellemtiden bredte der sig en intens, trykket stemning i kælderen. Baumelo sagde, at det var beklageligt at vi ikke ville samarbejde og forsøgte at forlade kælderen med de to tilbageblevne sortkapper og kraniet pakket ned i Glubs taske. Alderan protesterede og sagde at det var vores “skat”, da vi havde klaret det hele. Baumelo sagde at han tjente Prios, hvortil Vargas svarede at det var meget fint, men at vi tjente én der faktisk fandtes – borgmester Nightpitch. Ved udvisning af enorm viljestyrke vendte Glub ved egen drift tilbage til bevisthed igen. 

Taran og Accalia spærrede vejen ved trappen, men Baumelo forsøgte alligevel at undslippe og mistede først modet, da Vargas plantede en pil i tasken med kraniet. Bandende satte han tasken fra sig og sagde at dette ville vi komme til at fortryde.

Vi lod dem gå og diskuterede herefter det næste skridt. Flere af os var hårdt sårede, så vi var ikke umiddelbart stemt for at risikere at falde i et bagholdsangreb med forsmåede sortkapper. Vi var også i tvivl om hvad vi skulle stille op med kraniet – hvis overhovedet noget! Nogen mente at vi var forpligtede til at rydde skyggen af vejen. Mens andre argumenterede for, at det måtte være andres hovedpine, men vi alle var enige om, at det sandsynligvis var værdifuldt og det ville være synd at gå glip af en dusør.

Vi overvejede at overlevere det til elverne, men efter Master Vernams død havde vi ikke rigtig noget adgang til repræsentanter fra Jernpagten. Prioskirken kunne også være en mulighed, men vi var ikke sikre på om kirken delte sortkappernes rabiate tilgang; hvis de var lige fanatiske, var det ikke lige et sted for os. Omvendt var vi heller ikke helt overbeviste om hvor borgmester Nightpitch stod i hele denne sag. Han kunne jo være i ledtog med Gorak og Alahara, da han tidligere havde set – og muligvis rørt – ved kraniet. Vi besluttede os for at våge forsøget og drog i samlet flok op til borgmesteren.

Undervejs bad vi en gruppe byvagter om at advisere Kaptain Marvello om skinderens opholdssted og holde vagt ved Blue Moon Trading Company varehuset.

Efter lidt ventetid i aulaen fik vi foretræde hos borgmesteren og hans tavse heks. Glub rakte bylden med kraniet frem og begyndte at pakke det ud. Alderan forsøgte at tale hen over Glub, men Nightpitch havde allerede registreret, hvad der foregik. Nightpitch blev imidlertid hverken til en blight borne eller forlangte kraniet overleveret. Tværtimod beordrede han straks Glub til at pakke det væk, og sagde kort for hovedet at det var vores  at gøre med, som vi fandt bedst. Nigthpitch var angiveligt ikke dum eller gennemkorrupt, men måske blot uansvarlig og bedst til at pleje egne interesser.

Vi forklarede ham, hvordan sagen med skinderen hang sammen: Gorak var smittet og Alahara forsøgte at finde en kur til sin elskede. Alaraha havde myrdet og taget kirtlerne fra ofrene, idet de skulle have rensende egenskaber mod korruptionen. Huden tjente blot det formål at skjule Alaharas identitet, da hun som changeling var let genkendelig. Alahara havde også forsøgt at bryde forbindelsen mellem kraniet og Gorak ved hjælp at det stjålne ritual “break link” fra Ordo Magica. Alt dette var imidlertid forgæves og mange mennesker døde fordi Gorak og Alahara fjernede kraniet fra gravkammeret.

Nightpitch havde ikke rigtig noget at byde ind med i forhold til hvad der nu skulle skal med kraniet. Vi blev sendt væk igen med tak og besked om at der om aftenen ville komme et bud med dusøren på 50 gulddaler til vores hotel Salons of Symbaroum.

Vi gik tilbage til hotellet for at komme til kræfter igen og heale vores sår. Edda besøgte Glub og fik overleveret kraniet, så Accalia kunne vogte over det, mens vi hvilede.

Vi mødtes ved aftensmaden. Accalia var ikke tryg ved sækken med kraniet, så Edda var stemt for at handle hurtigt. Mens vi talte om hvad vi skulle gøre nu – om vi skulle fortsætte sammen på nye eventyr – kom Ader Gorinder, borgmesterens højre hånd, og overrakte os vores dusør. Han fortalte også, at de muligvis var i besiddelse af en runestav som Taran efterstræber.

Bartolom kom hen til os og fortæller at han drager videre til Kastor og at han ikke agter at følge i Master Vernams fodspor med den type magi. Han nævnte ikke yderligere om en belønning for at have hjulpet med den stjålne sten i Titan bjergene, men at han stod i gæld til os. Han gav os alle hånden og drog afsted.

Det bliver sent og vi går hver til sit – angiveligt for at sove – men det bliver en uroligt nat for de fleste. Edda sætter sig først og undersøger de elviske ringe som hun har taget fra de elvere vi har slået ihjel, samt den ring hun fandt hos Master Vernam. De to ringe virker ordinære, men jernringen fra Master Vernam har en mystisk kraft over sig, der række ind i sjælen. Med en blanding af nysgerrighed og utålmodighed, svarer hun kaldet og binder sig til ringen. Øjeblikkeligt mærker hun straffen for sin uforsigtighed, for selvom ringer ikke er ond eller forbandet, har den en vilje, der ikke stemmer overens med Eddas. Ringen er fra Jernpagten og den gør det muligt at kommunikere via drømmesyn med en elver, der er en bekendt. Derudover vil ringens bærer være beskyttet mod korrumperende angreb fra væsner i Davokars indre skove. Bagsiden er, udover potentiel uønsket opmærksomhed fra Jernpagtens elvere, at alt korruption som bæreren modtager også giver skade! En besk drik for en mystiker!

Imens tager Glub ud til sine artsfæller og beder dem holde vagt ved kroen i nat og et par kampklædte Gobliner tager efterfølgende opstilling ved indgangen til kroen.

Vargas bestikker Pellio, en af byvagterne, for at få adgang til den tilfangetagne kvinde. Han sniger sig ind i fangehullet, hvor han finder Illoena stærkt medtaget af tortur. Hun beder Vargas hjælpe hende til at dø med gift. Vargas iler tilbage til kroen og vækker Edda, der giver ham en flaske gift med instruktion, men uden yderligere spørgsmål. Vargas vender tilbage til fængslet og mens giften tager sin virkning, fortæller Illoena følgende at Vargas ikke var skyld i officerens død:

De ville åbenbart have mig til at hele og så straffe mig bagefter, for jeg blev lappet sammen hos den lokale Medicus. Samme sted hvor de havde bragt den befalingsmand hen. Ham som du gjorde en nålepude ud af. Han var ikke død Vargas!!! Det stædige asen havde overlevet! 
Nogle kom ind til den lokale Medicus om aftenen, fire mænd, måske flere og en enkelt kvinde. Det virkede som om at de havde stor respekt for kvinden. Med store smerter rullede jeg ind under den seng jeg lå på. Fjolserne havde ikke en gang bundet mig til den. Jeg overvejede et kort øjeblik at flygte indtil kvinden bad om “giften”. En af mændende rumsterede rundt i en lille taske, mens de andre holdt befalingsmanden nede.
Så lød der et klunk og idioten tabte den. En flaske med et symbol på trillede hen foran hovedet på mig. Der var kun lidt lys, men jeg nåede indprinte mig symbolet. Jeg krøb tilbage i mørket, mens manden nervøst samlede flasken op.
Derefter tvang de giften i ham befalingsmanden. Du slog ham ikke ihjel Vargas, selvom at det var tæt på. Nogle andre gjorde. Nogle som virkelig ville have at han var død. Hvorfor ?
Da jeg var frisk nok til at blive smidt i fængsel, forhørte jeg mig om det symbol jeg så på flasken. “Blue Moon Trading Company”.

En sidste ting Vargas… <hun hoster blod op> … var du tæt nok på til at høre Vikona og Orai diskutere hvor meget tolden var på ? Du stod altid bagerst, altid klar til at fylde vores modstandere med pile. Jeg har tænkt, måske … <hoster mere og falder om>

Vargas vækkede Edda fra et drømmesyn, hvori hun var blevet kontaktet at en elver, der viste at han opholdt sig i en lysning i nærheden af skovbrynet og ønskede at tale med hende. Edda klædte sig på og sneg sig afsted i timerne inden daggry. Hun overbeviste portvagten om at hun blot var en drømmende teenagepige, der skulle møde en udkåren i skoven. I lysningen mødte hun ganske rigtigt elveren fra drømmen. Han spurgte til Master Vernams ring og om hun ville gøre sig fortjent til at bære den. Det vil kræve mere viden om Jernpagten og de forpligtelser og fortjenester, der følger med, svarede Edda, men det virker som om at der er sammenfald i synet på kampen mod korruptionen. Edda prøvede at give elveren kraniet, men han ville ikke tage imod det. Han mente at det ville være rigtigt at prøve at levere det tilbage til gravkammeret for at se om det ville bryde forbandelsen. Elveren fortalte at Ordo Magica havde sendt en ekspedition ind i Davokar til gravkammeret, hvorfra kraniet var taget. Det var derfor sandsynligt at Ordo Magica ville ønske at få bragt kraniet til gravkammeret. Elveren sagde at han ville tage kontakt igen, når kraniet var leveret tilbage. Tankefuld vendte Edda tilbage til sin seng.

Morgenen kom kort efter og heltene mødtes til morgenmad efter nattens strabadser. Glub kunne godt se magien ved ringen på Eddas finger, men valgte at tie om det.

Vi blev enige om at gå til Ordo Magica, hvor vi blev modtaget af trojkaen, Chapter Master Cornelio, Master Eufrynda og Master Goncai. De fortalte om deres ekspedition til gravkammeret, ledt af Magister Senia, og vi fortalte om vores teori om Gorak ekspeditionen og kraniet korrumperende magt. De indvilligede i at finansiere vores tur og give os 100 gulddaler i belønning samt 10 guld i rejseomkostninger. Vi accepterede og modtog 50 guld i forskud.

Vi gik derfra med en fornemmelse af at havde fået en ganske velbetalt opgave, med yderligere mulighed for at få del i Symbars skjulte rigdomme. Vi delte guldet og gik på indkøb efter en egnet udrustning til turen ind i Davokar skoven. Alderan måtte bekoste en licens til at tage ind i Davokar, med tillæg for at tage genstande ud derfra.

Taran besøgte borgmesterens højre hånd, Ader Gorinder, for at få oplysninger om den særlige runestav. Desværre var den ikke længere i deres varetægt, da den var blevet givet til Ordo Magica som gave. Goblin’en Godalg huskede intet om en særlig stav desværre.

Alderans onkel belærer ham om hans forpligtelser overfor slægten og bebrejder ham at han ikke gør mere for at rejse slægten til ære igen. Et strejf af irritation kan anes i Alderans stemme, da han irettesætter onklen og giver ham besked om at han har gjort mere for slægten end onklen har formået.

Vi tager nu ind i Davokar skoven og ankommer efter to dage til kroen Gray Wade Crossing, ved den store flod Eanor. Udenfor står en ogre, der rasende hugger eller smadrer brænde. Krostuens stamklientel er en særpræget sammensætning af eventyrere, lejemordere, heksejægere og klanfolk…

This entry was posted in Symbaroum. Bookmark the permalink.

12 Responses to Referat Symbaroum: The Promised Land

  1. MC says:

    Gnomen Glup ☺️ Tak for referat.

  2. CBC says:

    Glup 🙂 ja, der tegner sig allerede skarpe skel mellem de forskellige kaster af karavanen 🙂

    Lidt hjælp til navnene for klanerne i og uden for Davokar. Hvad kalder man f.eks. en fra klan Karohar. En Karit osv.

    Clan Baiaga: Baiags
    Clan Enoai: Enoais
    Clan Gaoia: Gaoians
    Clan Godinja: Goeds
    Clan Jezora: Jezites
    Clan Kadiz: Kadizans
    Clan Karohar: Karits
    Clan Odaiova: Odavs
    Clan Saar-Kahn: Saarians
    Clan Vajvod: Vajvods
    Clan Varakko: Varaks
    Clan Yedesa: Yedes
    Clan Zarek: Zareks

  3. ALL says:

    Som at have været der selv

  4. CBC says:

    Jeg har rettet navnene til i referatet. Lestra er af Black Cloak ordenen inden for Church of Prios.
    Kronen kunne ikke komme af, så Gorak og Alahara tog hele kraniet med til Thistle Hold. Belun og Ludo har holdt det og det virkede varmt.

  5. RM says:

    Fedt med referater!

  6. ALL says:

    Teknisk set angreb vi først før elveren skød pilen der gav 4…… og så 5 i skade

  7. CBC says:

    Jeg har rettet lidt i navnene og tilføjet blodbrevet til Lasifor Nightpitch.
    Vigtigst af alt, så har jeg ændret i Esbetha’s forklaring om Master Vernam’s dagligdags færden.

  8. CBC says:

    Perfekt referat 🙂 Jeg har kun rettet navnene.

  9. CBC says:

    Wow, imponerende husket uden noter 🙂

    Jeg har rettet en del smådetaljer. Læs det gerne igennem igen.

    Det er ikke en sølvring, men en rusten jernring Edda har bundet sig til.
    Jeg har tilføjet Illoena’s vidnesbyrd om hvad der skete den aften hos den lokale Medicus i Redina (jeg sagde ikke at morderne var fra “Blue Moon Trading Company”, men derimod at giften havde symbolet for det selskab).
    Det var elveren der fortalte om Ordo Magica’s ekspedition.
    Ader Gorinder er ikke Tax Commisioner, men derimod borgmesterens højre hånd ved byrådet / Town Seat (se kortet over byen, nr. 26).
    I er ikke en uge, men 2 dage inde i Davokar ved Gray Wade Crossing, hvad der stadig betragtes som værende “den lyse del” af skoven.
    Goblin’en Godalg var ikke specielt behjælpelig over for Taran omkring rune staven.
    En Magister Senia leder Ordo Magica’s ekspedition oppe nordpå.

Leave a Reply