Referater – Curse of Strahd

Index

Session 1: Modrianys fortælling
Dato: 6. oktober 2020
in absentia: ingen
Skrevet af Rune

Session 2: The plot thickens
Dato: 20. oktober 2020
in absentia: Rune
Skrevet af Morten

Session 3: Going Down
Dato: 27. oktober 2020
in absentia: Jacob
Skrevet af: Morten

Session 4: I en kælder…
Dato: 3. november 2020
in absentia: ingen
Skrevet af: Morten

Session 5: The Fall of the House of Durst
Dato: 17. november 2020
in absentia: ingen
Skrevet af: (Boris)

Session 6: Vejen til Barovia
Dato: 24. november 2020
in absentia: Jacob
Skrevet af: ?

---

Session 1: Modrianys fortælling

Vi er rejsende med en karavane med destination Neverwinter. Det har været en hård tur, hvor karavanen har været udsat for ulveangreb, der har krævet dødsofre. Vi er:

Penelope Kulenor (PL). En 17-årig tøs, der er meget lang tid om at udføre sin morgentoilette, men har visse magiske evner. Hvorfor Penelope, rejser med karavanen, er uvist.

Maynard Spider (AL). En 21-årig kriger med sværd og skjold. Maynard er vagt i karavanen.

Patcha (JS). En ældre (27) kvindelig shaman-druide, der benytter enhver lejlighed til at trække et tarotkort og tolke dets betydning.

Amafrey (MC). En 20-årig kvinde. Amafrey er smidig og fiks på fingrene.

Humfredus (RM). En 17-årig knøs, der trods det, at han nærmest udstråler Lathanders lys, alligevel tvivler på egne evner.

Der er særligt en af de andre medrejsende, der har tiltrukket sig vores opmærksomhed. Det er en gammel mand på et halvt hundrede år. Han hedder Modriany, og selvom han går rundt i farvestrålende tøj og fortæller historier, er der også noget sørgmodigt over ham.

En aften sidder vi fem, Modriany og måske et par stykker til, samlet omkring et lejrbål, og i dette forum fortæller Modriany en grum historie om skæbnen…

En mørk og stormfuld vinteraften sidder et ældre bondepar med deres voksne – og eneste – søn i deres lille hus i skovbrynet. De venter besøg af en gammel ven af huset, en sømand. Sømanden Morgan – vejrbidt og rødmosset, det er klart – ankommer, og efter han har dykket i flasken et par gange, begynder han at fortælle om sine oplevelser. På en af sine utallige rejser har han erhvervet sig en mumificeret abehånd. En fakir har lagt magtfulde besværgelser på hånden, og den kan efter sigende opfylde ønsker for den, der ejer den. Mere specifikt skulle den kunne opfylde tre ønsker for tre ejermænd.

Morgan ved ikke, hvad den første ejers to første ønsker har været – men det tredje var, at han gerne ville dø! (Hmmm…) Morgan selv har (vistnok) brugt sine tre ønsker – og det vel at mærke uden at han ser hverken rig eller lykkelig ud. Bonden spørger: ”Hvad er hånden værd for dig, Morgan?” Morgan svarer, at den ikke er noget værd for ham. Den har kun forvoldt ulykke… Modvilligt sælger Morgan hånden til bonden, og da Morgan er gået taler han med sin kone og søn om, hvad de dog kan bruge ønskerne til?

”Du kan da ønske dig de 200 sølvstykker, vi skylder i huset!” Bonden tager den mumificerede hånd op, og da han fremsiger sit ønske er det som om, at hånden bliver levende! Bonden bliver forskrækket, men umiddelbart sker der ikke noget.

Næste dag er sønnen taget på arbejde hos mølleren, og op ad dagen kommer en synligt nervøs mand til bondens hus. Han går frem og tilbage tre gange før han tager mod til sig og banker på. ”Deres søn er omkommet i en arbejdsulykke. Her er 200 sølvstykker i erstatning.”

Bonden og hans kone er ulykkelige, og selvom bonden inderst inde aner, at det er en dårlig idé, får konen overbevist ham om, at han skal bruge hånden til at ønske sønnen tilbage til livet.

Den nat kan bonden ikke sove. Han hører det pusle udenfor og noget eller nogen banker på døren. Han ved udmærket godt, at det ikke kan være et godt tegn, og han prøver at ignorere det. Konen har dog også hørt det, og hun går ned for at lukke døren op. I sidste øjeblik – samtidig med at konen åbner døren – griber bonden til abehånden og ønsker sin søn væk…

Modriany afslutter dramatisk sin fortælling med at smide en mumificeret hånd på bålet! Modriany siger: ”Det er hånden fra historien, jeg fik den af den gamle bonde!”. Herefter går han til ro.

Amafrey fisker hånden ud af gløderne – og muligvis hvisker hun noget i retning af: ”Tilgiv mig Lyraley og Bremer”, men hvem ved?

Vi går til ro og Amafrey tager første vagt.

Næste morgen, da vi slår øjnene op, er karavanen væk!?! Vi er alene. Der er ingen telte, ingen vogne og ingen andre personer end os fem. Endnu mere mystisk er det, at vognene åbenbart er kørt væk uden at efterlade sig spor. Det er kun de ting, vi har haft allernærmest, der er tilbage. Der ligger en tyk, mystisk tåge over landskabet, der minder om, men dog ikke helt ser ud som det sted, hvor vi slog lejr.

Amafrey finder spor af en enkelt anden person. Det kan godt passe, at de starter der, hvor Modriany sov.

Patcha siger, at tågen er mystisk ”velafgrænset”. Hvad kortene siger er ikke helt klart, men positivt er det i hvert fald ikke…

I umiddelbar nærhed af stedet, hvor vi vågnede, er en vej, der er ved at gro til. Ud over den kan vi på grund af tågen ikke se andet end tæt skov.

Penelope er lynhurtig og får overstået sine morgenritualer i løbet af blot en times tid. Herefter følger vi de spor, Amafrey fandt. De følger vejen, og efter et stykke tid ser vi resterne af en landsby.

De fleste huse er ruiner, men et enkelt ser mere velholdt ud. Det træder ligesom frem fra tågen…

Da vi kommer tættere på huset kan vi se to børn, der står foran det. Det er en pige på omkring 10 år (Rosavalda, “Rose”) og en dreng på måske 7 (Thornboldt, “Thorn”). De er velklædte og står med hinanden i hånden. Drengen græder og Rose siger… ”Hjælp os! Vi bor derinde. Et uhyre har spærret vores forældre inde i kælderen, og Walther – vores babylillebror – ligger og græder ovenpå.”

Det skal selvfølgelig undersøges. Vi må hjælpe børnene. Der er vel ingen grund til at mistænke ugler i mosen? Eller måske. Patcha spørger om de er rigtige børn… ”Jo da, det er vi…”

Vi går ind. Der hænger våbenskjold i entréen. Det er familien Durst, der bor her. Forældrene hedder i øvrigt Gustav og Elisabeth. Cembalomusik lyder fra en af de øvre etager.

Der er brug for lys, så Humfredus beder, som så ofte før, Lathander om at lyse på sin vej. Det virker som om, der er større afstand fra Humfredus til Lathander, end der plejer at være. Der kommer lys, men det flakker – måske har Lathander set sig en smule sur på Humfredus? Der sker dog noget lignende, når andre bruger magi. Det fungerer, men ikke helt som det plejer.

Vi undersøger stueetagen. I et ”rygeværelse” er der tre store udstoppede ulve. Humfredus synes, at de bevæger sig, når de er i udkanten af ens synsfelt, men går man hen og undersøger dem, virker de som almindelige, udstoppede ulve.

I spisestuen er der dækket op med lækre sager. Humfredus kan ikke modstå fristelsen og snupper lidt skinke, men da han tygger i det, er det pludselig fyldt med maddiker! Da vi senere kigger ind i spisestuen igen er det som om, at noget af maden er ryddet væk igen. Mystisk…

Vi går ovenpå. Her står fire sæt rustninger med hjelme formede som ulvehoveder. Her er også et portræt, der viser viser en kvinde med et nyfødt barn. Kunstneren har fået det til at ud som om, moderen kigger med foragt på barnet.

I et af værelserne er et cembalo (men ingen, der spiller på det), og under det kryber en hundehvalp (Lancelot) sammen.

På første sal er også et bibliotek. En af bøgerne åbner en hemmelig dør, bag hvilken er et lille kammer med en reol, en kiste og nogle skriftruller. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at et skelet ligger halvt nede i kisten. Skelettet holder et krøllet brev i hånden.

Amafrey siger, at personen er blevet slået ihjel af en fælde på kisten. Hun desarmerer den, og vi kan undersøge rummet.

Reolen er fyldt med bøger med blasfemisk indhold. Titlerne er ”In the Light of Osiris”, “Portals of the Life Caller” og lignende. Brevet i skelettets hånd er underskrevet af Strahd von Zarovitch.

I kisten er tre flotte, sorte notesbøger. De er uudfyldt og repræsenterer hver en værdi af omkring 25 guldstykker. Der er nogle dokumenter, herunder skødet på huset, skødet på en vandmølle og et underskrevet testamente (Gustav og Elisabeth). Huset, vindmøllen osv. arves af Rose og Thorn. Testamentet er dateret år 734. Det passer overhovedet ikke med vores kalender…

Der er tre skriftruller i kisten – beskyttelse mod gift, velsignelse og spirituelt våben.

Vi kigger også ind i et kammer, der vist har været beboet af to tjenestepiger. Her lugter af blod…

Vi begiver os op på 2. sal, hvor der er mere støvet end der har været i stueetagen og på 1. sal. Her står en rustning på reposen. Da Maynard går forbi, griber den fat i ham! Det er tæt på, at den får smidt ham ned, men heldigvis får vi nedkæmpet den. Vi står på reposen og kigger nervøst på hinanden…

Session 2: The plot thickens

Vi får med møje og besvær nedkæmpet den animerede rustning, som er tæt på at smide Maynard ned i trappeskakten til en knusende død på stengulvet i stueetagen. Herefter genoptager vi gennemsøgningen af huset med en voksende erkendelse af, at tingene vist ikke er helt som de umiddelbart fremstår.

Etagen indeholder blandt andet et kammer til familiens amme, samt et børneværelse til familiens yngste medlem. Her står der en vugge med en tøjbylt i, og vi har vores første ulegemlige nærkontakt med ånden af ammen. Det er ikke alle, der tager dette møde lige pænt, og Patcha får en mental nedsmeltning og løber skrigende mod udgangen. Spøgelset forsvinder ind i et stort væghængt spejl, der efterfølgende giver nogle sære spejlinger, når man kigger i det.

Vi finder også et brev, skrevet af fruen i huset, der antyder, at der er udført et ritual af en slags, der efter sigende skulle bortmane en vederstyggelighed fra huset. Brevet antyder også, at der til brug for ritualet er sket et offer, og at det offer er familiens amme (der i brevet omtales som en knapt så uskyldig tøjte). Endelig nævner brevet et hemmeligt mødested, som kan tilgås via ammens kammer. Det undersøger vi naturligvis nærmere og finder en hemmelig indgang bag spejlet, der fører op ad en trappe til kvisten.

Vi beslutter os naturligvis først for lige at undersøge vuggen en ekstra gang, inden vi fortsætter opad i huset. Patcha samler tøjbylten op, og pludselig materialiserer spøgelset sig igen og virker meget oprevet over vores handlinger. Spøgelset skriger et frygteligt skrig mod os, og virker en kende aggressivt. Vi indser hurtigt, at denne trussel er noget, vi endnu ikke har midlerne til at håndtere, og foretager derfor en disciplineret og ærefuld retræte fra kammeret. Spøgelset udstøder et sidste frustreret vræl og smækker døren i bag os. Der er generel konsensus i gruppen om, at lade vuggeværelset være.

Vi bevæger os op ad trappen og kommer til endnu en række værelser. Her støder vi blandt andet på et pulterkammer med en masse lagentildækkede møbler og genstande. Derudover finder vi bag en låst dør (som låses op med nøglen fra biblioteket) et børneværelse, hvor to små skeletter ligger og krammer hinanden tæt i døden. Der er desuden et dukkehus, der synes at være en tro kopi af det hus, vi nu befinder os i. Da vi undersøger kassen med legetøj materialiserer der sig endnu engang nogle spøgelser i rummet – denne gang spøgelserne af to børn, der umiskendeligt ligner de børn, vi mødte uden for huset. De virker dog ikke truende, men blot sørgmodige. De siger, at de fryser og er sultne og efterspørger deres forældre. Penelope forklarer dem, at deres forældre er døde og læser brevene højt for dem. Børnene siger, at de ikke kan finde ro, og spørger om de må benytte vores kroppe som værtskroppe, mens vi leder efter deres mor. Af uransagelige årsager indvilger både Penelope og Amafrey heri, og Rose tager bolig i Penelopes krop, mens Thorn tager bolig i Amafreys krop.

Med disse ulegemlige passagerer i kroppen opnår Penelope og Amafrey en ny erkendelse, og ved nu, at der findes en hemmelig trappenedgang til kælderen fra pulterkammeret. Ud over denne erkendelse kommer ”besættelsen” også med følelser som sørgmodighed, søskendeansvar, mørkeræd og lignende, og Penelope og Amafrey er dermed adfærdsmæssigt lidt udfordrede i forhold til omgangen med deres øvrige rejsefæller.

Kapitlet slutter med, at vores hovedpersoner står over for at begive sig ned ad den meget mørke og uhyggelige vindeltrappe til kælderen.

Session 3: Going Down

Det viser sig, at vindeltrappen fører ned i kælderen under huset, og lader til at være en slags fordækt forsamlingssted samt gravmæle for familien Durst; der er gravpladser til både hr. og fru Durst samt til Rose og Thorn. Umiddelbart er der ikke gjort plads til lillemanden endnu. Vi undersøgte det ene gravmæle (fru Dursts), men det viste sig at indeholde en sværm af centipeder, som Penelope heldigvis fik uskadeliggjort med tung kampmagi.

Udforskningen af de mørke og tilsyneladende ustabile korridorer under huset er ganske nervepirrende. Der er tydeligvis foregået okkulte og uhellige gerninger i jordens dyb, og gruppen angribes også af ligædere, der kommer kravlende ud fra jordvæggene samt fra en brønd. Undervejs støder vi også på det, der engang var fru Durst, men nu er en ghast. Hun holdt til i et hulrum bag et vægmaleri, og hun pludrede usammenhængende inden gruppen huggede hende ned. I hendes gemakker fandt vi et overflødighedshorn af skatte, som hurtigt blev fordelt imellem os.

Session 4: I en kælder…

Vi lokaliserer et låst gitter, der spærrer den videre færd ned ad endnu en trappe. Vi kan høre messende stemmer, der kommer fra den retning, og snarrådigt ræsonnerer vi os frem til, at en af vores fundne nøgler passer til gitterlåsen. Med denne forhindring sat ud af spil, begiver vi os dybere ned i mørket.

Det viser sig, at den nedre etage hovedsageligt udgøres af en lille fangekælder, samt en stor oversvømmet sal med et slags alter på en forhøjning i midten. Da vi undersøger alteret nærmere finder vi en offerkniv og pludselig fremtoner en række spøgelser langs salens vægge. De messer ”one must die!” i et væk, og inden længe er vi ved at blive vanvittige af den konstante messen.

I et appendiks i salens østlige del er der en stor bunke lig, som vi desværre ikke kan komme ind og undersøge. Det er først, da Amafrey tager offerkniven og går frem mod ligbunken, at der kommer skred i tingene (so to speak). Ligbunken bliver animeret og begynder at bevæge sig frem mod gruppen, der står samlet midt i salen. Det er som om ligbunken har en egen vilje og bevidsthed. Dette lader til at påvirke visse af gruppens medlemmer mere end andre, og blandt andet Amafrey synes fuldstændig handlingslammet i situationen. Den øvrige del af gruppen undervurderer groft den målrettethed og fart, som ligbunken besidder og allerede inden kampen rigtig er gået i gang, er Amafrey blevet overløbet og absorberet af denne groteske kødmasse. Det bliver en kamp på liv og død, som heldigvis ender, da Amafrey genvinder fatningen og gennemborer kødbunkens lille pumpende barnehjerte med offerkniven. Ligbunken opløses, og spytter den tilsølede Amafrey ud på salen gulv.

Sejrsstemningen er nærmest euforisk, men en tiltagende oplevelse af, at hele kælderkomplekset er på vej til at styrte sammen over os, får os til at sætte i hare og løbe paniske mod udgangen.

Mon vi klarer den? Eller skal vores helte ende deres dage i en kold og klam grav under Durst Manor? Svaret får vi måske i næste episode af Curse of Strahd…

Session 5: The Fall of the House of Durst

Dødens Ø i det begsorte ocean – hvor Patcha fandt sig selv efter at være omkommet i ruinerne af det sammenstyrtede kælderkompleks under Durst Manor.

Færgemanden tilbød Patcha muligheden for at vende tilbage til livet men med en frygtelig pris at betale.

Patcha valgte at tage imod dette djævelske tilbud, og den mørke kræft omfavnede hende med dødens kærtegn mens den hviskede en frygtelig hemmelighed i hendes øre, en hemmelighed om en viden så forfærdelig at Patcha oplevede det som om hendes sjæl blev flået i stykker. Og for at Pathas for evigt skal bevare Dødens hemmelighed blev hendes mund lukket med syv segl. 

Da Patcha vågner op i en ligkiste finder hun til sin forfærdelse at hendes læber er vokset sammen og der er arvæv efter syv sting.

Porten går op…

Session 6: Vejen til Barovia

Vandring gennem Svalich-skoven:

Lederen af de angribende dire wolves:

Omsider ud af skoven og med udsigt over Barovia-dalen:

Den triste og dystre landsby ved navn Barovia:

Den afdøde borgmesters søn, Ismark Kolyanovich: