Myth – resume
Barndomsvennerne Johannes Kohl (klerikal Siegmar tilhænger, JS), Heinrich Gerard (årvågen jæger, PL), Bertil Tanheud (naturmagist, AS) og Bruno Münchausson (kriger med skjold og økse, RM) kommer fra Untergart. Stødt til gruppen er stødt Zicklar (AL). Hvad Zicklars spidskompetencer er står endnu hen i det uvisse.
Der er krig i Middenheim. Untergard er i ruiner. Vi er 75 overlevende, der er samlet på byens torv. Vagtkaptajn Schiller står og taler. Vi har fået 30 brød og et dusin flasker vin fordi Untergard har holdt stand mod kaos-horderne. Pludselig lyder et skud og den flaske, Schiller står med, splintres. Det lyder som en Hochland longrifle.
Samtidig angribes vi af mutanter. Vi kører vores egen lille kamp mod 4, som vi forholdsvis hurtigt får slået tilbage. Efter et hurtigt samråd med Schiller følger vi sporene for at finde gernings”manden”. Desværre finder vi ikke gerningsmanden (eller riflen), men vi får slået endnu et par mutanter ihjel under vores søgen.
Da vi kommer tilbage til torvet, er en af egnens jægere – Hans Baumer – ankommet. Baumer har ledt en lille gruppe flygtninge til byen, og på deres vej har de set spor af en gruppe på omkring 200 beastmen. Schiller kalder til rådslagning. Skal vi forlade byen eller skal vi blive og tage kampen op? Resultatet bliver, at vi fortrækker. Ved daggry næste dag drager vi af sted mod Middenheim. Vi er bagtrop (vagter) i en karavane bestående af omkring 85 mere eller mindre sølle udseende mennesker og 3 oksekærrer. Af andre notabiliteter i karavanen bør nævnes fader Dietrich, der er Siegmarpræst.
Der er 6 dages march til Middenheim. Første nat angribes vi af gibberlings – en hel horde, men vi får slået dem tilbage.
Næste dag går vi gennem Grimmenhagen og her støder endnu 15 forhutlede mennesker sig til vores følge.
Anden aften forsvinder Granny. Hun er en gammel dame, som passer børnene. Granny er gået ud for at samle urter, men da vi finder hende bliver vi alle sammen holdt op af tre elvere med buer. Elverne vil gerne vide, hvad vi laver så langt inde i Drachwald. Vi forklarer dem, at vi er på flugt, og vi får lov at gå tilbage.
Den tredje eftermiddag kommer vi til en trevejs forgrening. Ved forgreningen er liget af 15 mennesker og der står 2 efterladte vogne. Ligene har ligget der mere end én dag. Den ene forgrening fører mod Farendorf. På skiltet (Farendorf) sidder en ravn, hvilket i sig selv ikke er så mystisk. Det er det derimod, at Granny taler med den. Hun bliver hørt sige noget lignende ”Farendorf, der kommer min familie fra. Der døde min far.”
Ved forgreningen falder fader Dietrich ned i en faldgrube med pigge på bunden. Han står ikke til at rede, men han når at sige noget lignende… ”Jeg dør med den hellige Siegmars ikon i hånden. For det er jeg taknemmelig. Sværg I vil bringe det til den hellige Siegmars tempel i Middenheim.” Selvfølgelig sværger vi, og vi får ikonet.
Tredje aften holder vi hvil udenfor Immersheld, der er i ruiner. Denne aften forsvinder Granny igen. I sin oppakning har hun et brev, hvori der står noget om ”Sternhauerfamilien” og ”Grimmenhagen”. Vi sendes efter Granny og følger hendes spor mod Farendorf.
På en bakketop i nærheden finder vi hende stående ved et bål. Omkring løber 4 ulve, og Granny står og messer (noget hidkalde-formular-messen). Efter en tid rejser sig en vinget skikkelse fra bålet (dæmon). Den flyver mod himlen og Granny ligger død tilbage. Vi går tilbage til lejren og Schiller.
Fjerde dag angribes karavanen af gobliner. Vi har hørt hyl i skoven i løbet af dagen, og ved aftenstid bliver vi angrebet. Selvom der er mange, får vi dog slået angrebet tilbage.
Femte dag og nat forløber uden problemer og på formiddagen den sjette dag, møder vi en patrulje med Totenheims symboler. Patruljen eskorterer os til Middenheim.
Middenheim har også været under angreb, men har holdt stand. I Middenheim er Ullrichs tempel det største, men vi går til Siegmars og møder fader Gerhard Kröhn. Han kender kun én fader Dietrich (fra Altdorf) – og det er heldigvis ham, som gav os ikonet.
Fader Kröhn er meget glad for, at vi har bragt ikonet til templet, og han fortæller os, at det er lavet af en dværg som en gave til kejseren. Imperiet hjalp dværgene i kampen kaos-horderne. Vi får 4 punge (hver med 10 gc) af høj-kapitular Werner Stoltz. Høj-kapitularen fortæller os, at vi bør opsøge vice-ypperstepræst Claus Liebnitz i Ullrichs tempel. Han har en mission til os.
I Ullrichs tempel møder vi fader Odo, der er en blind, synsk præst. Fader Odo har haft en vision om en kaos-kriger, der ligger begravet i et mausoleum i Drachwald. Her skulle også befinde sig et relikvie besidende en stor (ond?) kraft. Dette relikvie skulle meget nødig falde i kaos-hordernes hænder. Missionen er at ledsage fader Odo ud og hente relikviet. Vi accepterer selvfølgelig!
Til vores rådighed stilles heste, og næste dag ridder vi vestpå ind i skoven.
Første dag og nat forløber roligt og det gør anden dag og nat sådan set også, bortset fra at fader Odo har mareridt om kaos-krigere om natten. Han skriger op.
Tredje dag siger fader Odo, at vi er meget tæt på, og vi ankommer til en sten-monolit i en lysning. Den har en kvadratisk grundflade på 8x8m. Lysningen ser fredelig ud som den ligger der badet i solskin og med fuglene lystigt kvidrende i træerne omkring. Derfor finder vi det ikke nødvendigt at være specielt årvågne, men da vi går hen mod monolitten overraskes vi af 7 humanoider med gedehoveder (beastmen). I kampen kommer vi i store problemer, men ved mageløst held og stor hjælp fra Siegmar får vi slået dem ihjel.
På monolitten finder vi en inskription: ”Behold the shrine of Kazak-Thul the flair of ???(man?)”. Vi finder en dør, der gemmer på en trappe, og vi går ned i mørket. (Godt hjulpet af Bertils magisk lysende sværd.)
Stedet er spækket med fælder og vi må kæmpe med både skeletter og mumier. Til sidst lykkes det os dog at finde en hemmelig dør, der fører videre til det egentlige mausoleum, hvor vi nedkæmper en død mand i brystplade flankeret af to mumier. Her finder vi relikviet. En halskæde med vedhæng formet som et kranie. Relikviet ser ud til at hylde Khorne (gud for nedslagtning og deslige). Vi begiver os tilbage mod Middenheim, men første nat angribes vi af en kæmpe med tyrehoved (en minotaur). Vi får dog hurtigt slået den ihjel. Mystisk er det dog, at dens blod ser ud til at løbe mod relikviet – også når man flytter det. Der ud over har den slagne minotaur en magisk amulet!
På anden dagen, lige før vi skal til at holde rast for natten, angribes vi af en gruppe på omkring 20 beastmen! Det ser ikke godt ud, men som det er mest mørkt ankommer tre riddere (Siegmars tempelriddere – Ordo Fidelius), og vi får nedkæmpet fjenderne. De tre riddere hedder: Matthias Hoffer, Jacob Bauer og Ullrich Fischer. De eskorterer os tilbage mod Middenheim…
Kaos i Middenheim
Tilbage i Middenheim tager vi trætte tilbage til Ullrichs templet for at aflevere relikviet til Klaus Liebnitz. Vi bliver hædret for vores gerning og templet byder på vin i en salon. Her overlades vi til vores eget selskab og fader Odo underholder med spændende anekdoter fra meget gamle dage. Vi har vanskeligt ved at holde øjnene åbne, men fader Odo overrasker ved pludselig at tabe sit drikkekrus og udvikle uskønne blodbylder i ansigtet. Vi bliver forskrækkede og tilkalder hjælp, mens Odo hastigt muterer til en slimet anomali for vores fødder.
Vi beslutter at dette væsen ikke hører til i denne verden og slår det derfor ned med vores allestedsnærværende våben. Til vores store overraskelse deler Odo sig og begge dele kæmper videre mod os. Dette sker et par gange, men vi gør kort proces med uvæsenet.
Tempelvagter ankommer i sammen øjeblik vi har ihjelslået den sidste slimede del af fader Odo. Vi forklarer hvad der skete; ”Fader Odo drak vand fra en karaffel og så måtte det jo gå galt”. Med hurtig Crime Scene Investigation ledes vi til brønden i tempelgården, der viser sig at være mærket med en lilla hånd!
Vi tager vand op fra brønden og dyrevenlige medlemmer af den lille heltefolk overtaler en rotte til at drikke vandet. Rotten muterer herefter til en slimklat som vi slå ned. Vi er herefter opsatte på at undersøge om byens øvrige brønde ligeledes er blevet ramt at dette terroranslag. Berusede og trætte farer vi til en brønd i nærheden, hvor vi ligeledes konstaterer at den er bemalet med en lilla hånd.
Rotteprocessen gentages og vi er nu sikre i væres sag; byens vand er forgiftet og vi kan forvente en snarlig massedød og opstandelse, hvis vi ikke handler hurtigt.
Byvagterne lader sig dog ikke udenvidere overbevise om at de fulde teenagedrenge har ret i at kaostilbedere har iværksat en antrocity i Middenheim. Men efterhånden siver budskabet ind. Vi deler os og finder en urørt brønd som vi holder vagt over, mens vi forgæves forsøger at få Ullrichs templet til at lade advarselsklokkerne kimer over byen. Vi bemaler derfor byens brønde med advarsler i ord og symboler og fjerne spandene fra brøndene.
Vi har held til at stille os på lur ved den urørte brønd og overmande en person der forsigtigt nærmer sig brønden. Vi slår ham ned og finder en pung med et mystisk pulver i hans besiddelse. Vi slæber ham derefter til Ulrichs templet og overlader ham til forhør og beder Klaus Liebnitz om en analyse af pulveret. Vi får logi i tempels munkeceller og vi endelig kan få noget søvn.
Liggende i vores individuelle celler bliver vi hver for sig overmandet i løbet af nattet. Vi når at se 3 mænd med hvad der forekommer som røde øjne inden alt bliver sort, og således bedøvet bliver vi kastet i et fangehul.
Vi vågner op i halm strøet ud på det hårde gulv. Cellerne er tomme bortset fra en medfange, der viser sig af være Matthias Hoffer. Han er i cellen overfor og er ilde tilredt efter en forhør, der afslører Ullrichs Tempels holdning til anvendelsen af moderat fysisk pres over afhøringer. Vi ser ikke frem til at blive taget under samme behandling, så vi gennemsøger de to fangeceller. Uden resultat, indtil Bruno opdager lænker til ophæng i arme i cellernes loft. Behændigt får Heinrich bolten ud og med den formår han at åbne alle tre celledøre!
Vi tager fakler som våben og går igennem fangekælderen for at finde udgangen. Vi kommer til et torturkammer hvor den mistænkte person som vi anholdte ved brønden ligger udspændt – død viser det sig. Vi finder andre genstande vi kan bruge som våben og på vej ned af en gang bliver vi opdaget af en vagt. Han råber alarm og trækker blankt, men bliver hurtigt overfaldet af drengene i pyjamas. Vi får ham overmanden og finder vores ting i en dragkiste i vagtlokalet. Vi tager tingene på og begiver os på i trappen og ud i hvad der viser sig at være Ullrich Templets kælder. Vi bliver opdaget og eskorteret ud af templet af nogle vagter der tilsyneladende ikke var klar over at der var fanger i kælderen. Vi vælger ikke at stille os an og blot være tilfredse med igen at stå på gaden som frie.
Vi har dog et stort ønske om at konfrontere Klaus Liebnitz med den mangelfulde gæstfrihed af hersker i tempel. Måske har relikviet drevet ham til vanvid? Var vi blot nyttige fjolser i en kaos tilbedes rænkespil? Med flere spørgsmål end svar haster vi og Matthias Hoffer til Siegmar templet, hvor vi fremlægger vores historie for høj-kapitular Werner Stoltz og Ullrich Fischer. De lytter til vores beretning og lover at tænke over tingene. De fortæller at Jakob Bauer er taget til fange af byvagten, at der har hersket kaostiske tilstande i byen da mange er blevet forgiftet af vandet i brøndene. I denne undtagelsestilstand har byvagten og de teutoniske riddere af Ullrichs ordenen taget sig visse friheder og haft et noget tillempet syn på civile rettigheder.
Vi viser dem et kort der er blevet fundet på misdæderens (ham ved brøndens) person. Det viser en vej fra et pakhus til en af byens brønde. Vi beslutter os for at undersøge pakhuset nærmere. Da vi kommer derned og efter noget søgen finder de rigtige sted, åbner vi er dør og afslører 5 noget overraskede – og bevæbnede – mænd i et meget stort lagerlokale….
Kaos i Middenheim
Tilbage i Middenheim tager vi trætte tilbage til Ullrichs templet for at aflevere relikviet til Klaus Liebnitz. Vi bliver hædret for vores gerning og templet byder på vin i en salon. Her overlades vi til vores eget selskab og fader Odo underholder med spændende anekdoter fra meget gamle dage. Vi har vanskeligt ved at holde øjnene åbne, men fader Odo overrasker ved pludselig at tabe sit drikkekrus og udvikle uskønne blodbylder i ansigtet. Vi bliver forskrækkede og tilkalder hjælp, mens Odo hastigt muterer til en slimet anomali for vores fødder.
Vi beslutter at dette væsen ikke hører til i denne verden og slår det derfor ned med vores allestedsnærværende våben. Til vores store overraskelse deler Odo sig og begge dele kæmper videre mod os. Dette sker et par gange, men vi gør kort proces med uvæsenet.
Tempelvagter ankommer i sammen øjeblik vi har ihjelslået den sidste slimede del af fader Odo. Vi forklarer hvad der skete; ”Fader Odo drak vand fra en karaffel og så måtte det jo gå galt”. Med hurtig Crime Scene Investigation ledes vi til brønden i tempelgården, der viser sig at være mærket med en lilla hånd!
Vi tager vand op fra brønden og dyrevenlige medlemmer af den lille heltefolk overtaler en rotte til at drikke vandet. Rotten muterer herefter til en slimklat som vi slå ned. Vi er herefter opsatte på at undersøge om byens øvrige brønde ligeledes er blevet ramt at dette terroranslag. Berusede og trætte farer vi til en brønd i nærheden, hvor vi ligeledes konstaterer at den er bemalet med en lilla hånd.
Rotteprocessen gentages og vi er nu sikre i væres sag; byens vand er forgiftet og vi kan forvente en snarlig massedød og opstandelse, hvis vi ikke handler hurtigt.
Byvagterne lader sig dog ikke udenvidere overbevise om at de fulde teenagedrenge har ret i at kaostilbedere har iværksat en antrocity i Middenheim. Men efterhånden siver budskabet ind. Vi deler os og finder en urørt brønd som vi holder vagt over, mens vi forgæves forsøger at få Ullrichs templet til at lade advarselsklokkerne kimer over byen. Vi bemaler derfor byens brønde med advarsler i ord og symboler og fjerne spandene fra brøndene.
Vi har held til at stille os på lur ved den urørte brønd og overmande en person der forsigtigt nærmer sig brønden. Vi slår ham ned og finder en pung med et mystisk pulver i hans besiddelse. Vi slæber ham derefter til Ulrichs templet og overlader ham til forhør og beder Klaus Liebnitz om en analyse af pulveret. Vi får logi i tempels munkeceller og vi endelig kan få noget søvn.
Liggende i vores individuelle celler bliver vi hver for sig overmandet i løbet af nattet. Vi når at se 3 mænd med hvad der forekommer som røde øjne inden alt bliver sort, og således bedøvet bliver vi kastet i et fangehul.
Vi vågner op i halm strøet ud på det hårde gulv. Cellerne er tomme bortset fra en medfange, der viser sig af være Matthias Hoffer. Han er i cellen overfor og er ilde tilredt efter en forhør, der afslører Ullrichs Tempels holdning til anvendelsen af moderat fysisk pres over afhøringer. Vi ser ikke frem til at blive taget under samme behandling, så vi gennemsøger de to fangeceller. Uden resultat, indtil Bruno opdager lænker til ophæng i arme i cellernes loft. Behændigt får Heinrich bolten ud og med den formår han at åbne alle tre celledøre!
Vi tager fakler som våben og går igennem fangekælderen for at finde udgangen. Vi kommer til et torturkammer hvor den mistænkte person som vi anholdte ved brønden ligger udspændt – død viser det sig. Vi finder andre genstande vi kan bruge som våben og på vej ned af en gang bliver vi opdaget af en vagt. Han råber alarm og trækker blankt, men bliver hurtigt overfaldet af drengene i pyjamas. Vi får ham overmanden og finder vores ting i en dragkiste i vagtlokalet. Vi tager tingene på og begiver os på i trappen og ud i hvad der viser sig at være Ullrich Templets kælder. Vi bliver opdaget og eskorteret ud af templet af nogle vagter der tilsyneladende ikke var klar over at der var fanger i kælderen. Vi vælger ikke at stille os an og blot være tilfredse med igen at stå på gaden som frie.
Vi har dog et stort ønske om at konfrontere Klaus Liebnitz med den mangelfulde gæstfrihed af hersker i tempel. Måske har relikviet drevet ham til vanvid? Var vi blot nyttige fjolser i en kaos tilbedes rænkespil? Med flere spørgsmål end svar haster vi og Matthias Hoffer til Siegmar templet, hvor vi fremlægger vores historie for høj-kapitular Werner Stoltz og Ullrich Fischer. De lytter til vores beretning og lover at tænke over tingene. De fortæller at Jakob Bauer er taget til fange af byvagten, at der har hersket kaostiske tilstande i byen da mange er blevet forgiftet af vandet i brøndene. I denne undtagelsestilstand har byvagten og de teutoniske riddere af Ullrichs ordenen taget sig visse friheder og haft et noget tillempet syn på civile rettigheder.
Vi viser dem et kort der er blevet fundet på misdæderens (ham ved brøndens) person. Det viser en vej fra et pakhus til en af byens brønde. Vi beslutter os for at undersøge pakhuset nærmere. Da vi kommer derned og efter noget søgen finder de rigtige sted, åbner vi er dør og afslører 5 noget overraskede – og bevæbnede – mænd i et meget stort lagerlokale….
The Sword and Flail
Resolut kaster vi os ud i kampen mod misdæderne. Vi nedkæmper et par stykker og der kommer 3 mere. Kampen finder dog hurtigt sin afgørelse og vi står sejrrige tilbage. Vi finder ikke bande- eller kulttegn på de 8 lig, mens vi befrier dem for guld og våben. Heller ikke denne gang lykkedes det for os at holde liv i et vidne, der kunne have fortalt os mere om deres færden.
På kontoret i varehus 15 finder vi en kiste og et skrivebord. Bordet er ryddet, bortset fra et stempel og en blækaftørrer og nogle nøgler i skrivebordsskuffen. Heinrich mener at kisten indeholder en bombe der snart vil gå af, så vi løber væk. Efter lidt tid begynder vi dog at betvivle at Heinrichs antagelse er korrekt, da den ikke er samstemmende med de øvrige heltes opfattelse. Vi går tilbage og presser Heinrich til at forsøge sig med at åbne kisten. Der er ikke en bombe, men en beholder med en masse pulver og en ond, ond bog om mutationer. For ikke at begå en dumhed, underkaster vi pulveret en rottetest, hvilke giver et uomtvisteligt resultat – pulveret er slimmutationspulver!
Vi skynder os til Siegmar templet og forelægger vores fund for Werner Stoltz. Han er glad for vores fremskridt, men kan ikke bruge fundet til noget i den kommende retsag mod Jakob Bauer, som han agere forsvarer for. Klaus Leibniz skal tale for anklageren, så vi betvivler at det vil være en fair retssag. Vi haster mod brønden der er aftegnet på kortet, men det viser sig blot at være den brønd hvor vi pågreb arrestanten. De følgende undersøgelser af brønden, viser sig at være resultatsløse.
Usikre på vores næste skridt tager vi til slumkroen The Sword and Flail, udenfor hvilken Jakob Bauer var blevet pågrebet med en ond, ond bog om mutationer og en historie om at have ryddet en Morr tempel for Kaostilbedere.
Vi får intet ud af vores besøg på kroen, udover den pint vi betaler for. Krofatter er fed og voldsomt utiltalende og de få stamgæster i krostuen har særdeles vanskeligt ved øjenkontakt.
Vi går desillusionerede derfra og nærer ingen forhåbninger om at Jakob Bauer vil klare frisag mod påstandene fra de uvederhæftige Teutoniske riddere og kaoslakajen Klaus Liebniz. Vores forventninger bliver ikke skuffede. Parodisk fremførte anklageren vilde påstande under pøblens hujen, mens forsvaret forsøgte at fremføre saglige argumenter og karaktervidner under beskydning af gammel frugt. Jakob Bauer blev kendt skyldig og ført væk til forvaring natten over indtil han skal hænges den følgende dag.
Vi dropper tanken om at befri Bauer fra fængslet ved paladset, ligesom ideen om at konfronterer Klaus Liebniz i Ulrichs templet ikke virker realiserbar. I stedet vender vi tilbage til varehus femten og går grundigere til værks. Vi finder omsider et spinkelt spor – på trækpapiret finder en noget der kunne ligne ”… & Flail”. På nuværende tidspunkt et meget sikkert tegn så vi iler tilbage til kroen. Her indlogere Heinrich sig, mens de øvrige holder stedet under observation og forsøger at finde en dunkel kælder eller et skjult rum med en masse kaostilbedere. Gennem vinduet får vi adgang til krofatters værelse.
Da kroen lukker og stedet falder til ro omkring midnat sniger Heinrich sig ned og lukker os ind. Vi fanger krofatter, der viser sig at være en kujon og kaostilbeder. Efter en smule pres erkender han at der er katakomber uder kroen og der er en magtfuld rottemenneske kogler sammen med hans livvagter. Vi tager ham med ned og efterlader ham bundet nær det rum hvor rottevæsnerne holder sig skjult.
Foran døren indser vi at den ikke kan dirkes op, men vi bruger så lang tid på at vi høre messen indefra den anden side. Bruno løber døren ind og mødes af fire rottemenneske vagter og den omtalte kogler. Vi har planlagt at hurtigt at uskadeliggøre kogler, så Ziklar forsøge at løbe forbi de fire vagter og komme Bruno til undsætning. Det sker ikke uden drøje hug. De øvrige forsøge ligeledes at komme til hjælp. Bertil imponerer med sin evne til at få koglernes stemme til at forsvinde, hvilke tilsyneladende forhindre ham i at fuldføre en besværgelse. Imens nedkæmper Bruno to af rottevæsenerne.
Men da rottekogleren alligevel får held til at fremmane et væsen med horn og ild ud af munden for derefter at tage flugten ud af bagdøren, løber Bruno, Henrich og Bertil efter ham. Ziklar og Johannes får med noget besvær nedkæmpet de resterende to rottevæsner og det hidkaldte uvæsen, mens de tre andre slår kogleren ihjel. Dermed desværre også muligheden for at fremstille et levende væsen, der kunne bruges til at rense Bauer for anklagerne og måske pege på allierede i byen.
Heltene er nu spændte på hvordan de herrer Liebnitz og Stoltz vil reagere på de nye opdagelser. Vil det lykkes at få Jakob Bauer ud af fængslet?
Frifindelsen
Efter den spændende og meget udfordrende kamp, hvor Johannes måtte indløse ikke én, ikke to, men hele tre af Siegmars små trosgaver, undersøger vi rummet og binder den bevidstløse rottemand.
Vi finder:
– flot battleaxe (godt håndværk) -> Bruno
– 4 flasker (2x healing (2d10), 1x rejuvination, 1x darkvision)
– skriftrulle med arkanisk formular. Etyrisk harnisk (s.p. 3)
– wizards amulet (+2 channeling, +1 s.p.) Amuletten er udsmykket med et pentagram.
– Ring of saint Horst (+4 interaction checks) -> Johannes
– Et udvalg af våben og gift. Dette sælges senere og vi modtager alle fem 51 GC (?).
I det rum, hvor kultist-trylle-fyren løb ind, finder vi en hemmelig dør. Bag denne en groft udhugget gang, der ender ved endnu en hemmelig dør. Denne fører ind i et 8-kantet rum, stort rum. I midten er et hul og ved tre af væggene er der podier med dæmonstatuer og rundt langs væggene er der freskoer () udsmykket med ornamenter. Det er tydeligvis et Tzeentch-tempel. (En kaosgud)
Videre går en gang, der fører ind til 5 fangehuller. I tre af dem sidder skikkelser, men de to har ikke været i live i et pænt stykke tid. Den sidste lever dog stadig. Han hedder Johan Opfer, og han fortæller at ”ridderen” har været her og ville befri ham. Vi har fundet en, der kan viden til fordel for Jakob Bauer.
Johannes går tilbage til Siegmar-templet og henter Stoltz med følge. De kommer og henter Opfer samt diverse ting. Stoltz giver os besked på at ødelægge Tzeentch-templet, så andre ikke finder det og lader sig friste. Vi skal skubbe statuerne i hullet og tagge freskoerne med Siegmars hellige symboler. Vi går tilbage for at ødelægge på Stoltz og dermed Siegmars befaling.
Det første vi gør er at kaste en fakkel ned i hullet for at se, hvad der er. Dette ødelægger dog resten af planen, i det de tre statuer bliver vakt til live og angriber os! Det bliver igen en kamp, der presser os til det yderste. Flere gange skubber statuerne Zicklar i hullet, men med mageløs behændighed og akrobatik lykkes det ham hver gang at få fat i kanten og efterfølgende kravle op. Problemet med statuerne er for det første, at de angriber 4 gange i samme tidsrum, som vi kun angriber 1-2 gange. For det andet er de meget svære at skade. Deres hud er så tyk som seks lædervamse! Vi får dog nedkæmpet dem, og de smuldrer. Tzeentch-templet tagges, og de hemmelige døre skjules efter bedste evne.
Vi beslutter, at vi lige vil kaste et hurtigt blik på nogle de gange, vi endnu ikke har besøgt. Den mest interessante (og mystiske) opdagelse, er en hemmelig dør, der fører ind i en oplyst gang, hvor der er freskoer med bl.a. ravne. Her er også en statue. Selvom det er meget svært at overbevise Johannes om det, er det tydeligvis et Moor-tempel. Dette er lidt mystisk idet Moor jo normalt opfattes som en af de flinke gutter – men sådan havde vi det jo på den anden side også med Ullrich. Vi overvejer om vi skal gå op ad trappen til hvad vi tror er selve templet, men bestemmer os for at trække os lige så stille tilbage.
Vi hviler i Siegmasr-templet og næste morgen går vi op til paladset og ser, at Jakob Bauer bliver frikendt! Stoltz er der selvfølgelig, men Liebnitz er ingen steder at se.
Som det sidste taler vi om, hvad vi skal gøre nu. Skal vi undersøge mere i Middenheim? Der er jo stadig mystiske forbindelser mellem kaos-tilbederne og Ullrich- og Moor-templerne. Johannes foreslår, at vi går tilbage mod Untergard. Der er dog ikke enighed…
Opgøret
Retfærdigheden har sejret – Jakob Bauer er frikendt, og vi går mod Siegmars tempel for at lykønske Stoltz og Bauer. I templet er folk samlet til en interimistisk reception. Her er både Stoltz og de tre Ordo Fidelis medlemmer: Fischer, Hoffer og Bauer. Stoltz og Bauer takker os for vores hjælp, og vi får lejlighed til at diskutere nogle af de oplysninger, vi er stødt på, med Jakob Bauer. Han er dog tydeligvis (og helt forståeligt) påvirket af omstændighederne, og supplerende oplysninger må nærmest trækkes ud af ham. Han oplyser dog, at der er mange underlige gange, der forbinder forskellige steder i Middenheim. Dette kan forklare forbindelsen mellem Moors templ og Tzeentch’ tempel. Han fortæller også, at han har hørt et rygte om, at en amulet er blevet bragt til byen, og denne muligvis har forbindelse til Liebnitz’ svig. Hvis vi vil vide mere om amuletten, kan vi prøve på Collegium Teologica, hvor en professor Albrecht Schweistein efter sigende sidder inde med en stor viden om kaosrelikvier. Man skal nok ikke gøre sig forhåbninger om at kunne redde personer, der er ”faldet” for kaosrelikviers magt. Dog er der mulighed for, at præsterne i Shallyas tempel vil kunne hjælpe og måske også yderst magtfulde udøvere af arkanisk troldkunst.
På Collegium Teologica finder vi professor Schweistein. Han kender relikviet, og finder en bog med yderligere oplysninger. Kort opsummeret fortæller han, at relikviet
1) tiltrækker blod udgydt i kamp.
2) har en kraftig dragende effekt på den menneskelige psyke. (”Overtaler” til at tage amuletten på.)
3) overtager bærerens sind.
4) styrker de stærke sider bæreren i for vejen besider.
5) indeholder essensen af en dæmon, som muligvis kan hidkaldes.
6) bæreren bør slås ihjel og brændes!
7) de etyriske vinde, der omgiver magiske genstande, er kaos-vinde.
Vi er bekymrede for, hvordan situationen i byen vil udvikle sig, og vi går til Ullrichs tempel. Her bliver folk afvist ved porten med beskeden om, at templet er lukket for i dag. En af vagterne fortæller, at det er første gang i hans tid som vagt, at templet har været lukket. Han fortæller også, at Liebnitz har opført sig mærkeligt… Liebnitz vil tilbringe hele dagen i bøn i tempelsalen. Han vil ikke forstyres og er alene bortset fra hans teutoniske riddere og få ”udvalgte” præster.
Hvordan kommer vi ind i templet? Det er midt på dagen, men vi undersøger muligheder for at kravle over muren eller dirke en af portene op. Det ender dog med, at vi går på badstue med et par ældre mænd. Planen er, at vi uset vil ned i kloakkerne og prøve at finde vej derfra, men det er ikke let at slippe at blive alene. Det ender dog med, at Heinrich og Bruno fra det kolde bad kommer uset ned i kloaken. Her går de – som Siegmars har skabt dem – rundt i fækalierester til op over begge knæ, og efter et stykke tid finder de flere opgange til templet. Disse opgange er dog spærret med gitre, og det kræver værktøj at komme igennem.
Igen udskydes ”missionen”, og vi overvejer, om vi ikke kan finde en af vice-ypperstepræst Liebnitz overordnede i templet. Vi finder ud af, at ypperstepræsten i Ullrichs tempel hedder Ranulf, men han er med hæren i kamp mod kaoshorderne. Der er ingen smutveje – det er os, der må redde Middenheim!
Vi investerer i et koben en sav, og Johannes i en kappe af ordinær kvalitet. Herefter venter vi til det bliver aften…
Johannes går med Siegmars hjælp gennem luften og på til et mosaikvindue, der fører ind til tempelsalen, hvor Liebnitz befinder sig. Han ser et pulserende lys og 6-8 skikkelser, men det er u muligt at se detaljer. Vi går tilbage til Siegmars tempel og fortæller de tre Ordo Fidelis riddere, at vi nu har tænkt os at gå ind og konfrontere Liebnitz.
Igen befinder vi os i kloakerne, og vi finder ind under Ullrichs tempel og bryder et gitter op. Det fører ind i torturkammeret, hvor vi tidligere har befundet os, og uden nogle større problemer finder vi op til en dobbeltdør, der fører ind til tempelsalen. Foran døren står imidlertid en vagt, der når at råbe ”Alarm!” inden vi får slået ham ud. Vi åbner døren til tempelsalen og…
Bag den venter fem teutoniske riddere, der straks gør front mod os. De beskytter Liebnitz, der står ved et alter og messer. Knælende ved alteret sidder to bundne præster med blødende sår. Vi tager straks kampen op med de teutoniske riddere, og det går faktisk ganske godt, men så pludselig folder Liebnitz om, og en 2m høj sort dæmon kommer til syne.
Det bliver en hård kamp, men ved lige dele af held, dygtighed, magi og hjælp fra Siegmar bliver det os, der kommer til at stå som sejrherrer! Og netop som vi får nedkæmpet dæmonen, kan vi høre våbengny fra gangen. Det er byvagter, der slås mod tempelvagter. Tempelvagterne er hurtigt nedkæmpet, og vi føres tilbage til Siegmars tempel, hvor vi takkes for vores hjælp, og vi belønnes med 50 GC hver. Stoltz siger, at dette for alt i verden ikke må bliver offentlig kendt. Det kan skabe splid mellem templerne i byen, og det er bestemt ikke, hvad Middenheim har brug for nu. Vi kan altså ikke gå rundt og udbrede os vidt og bredt om vores heltemodige indsats – men vi kan vist godt tillade os at være godt tilfredse…
Mod nye eventyr
Efter at have hvilet ud – og festet – efter kampen mod dæmonen og de teutoniske riddere begynder vi at tale om, hvad vi skal bedrive tiden med. Flere af os har hørt rygter, der siger, at kaostilbedere har taget ophold i en gammel dværgeby Karak Vargas i Middle Mountains. Johannes mener endda at have hørt, at der er tale om tilhængere af den lilla hånds kult. Vi bliver enige om, at det lyder som en vigtig og værdig opgave, at få smidt kaoshorderne ud fra Karak Vargas, så vi bestemmer os for at prøve at få nogle mere konkrete oplysninger.
De første vi tænker på, er de tre riddere fra Ordo Fidelis. Vi opsøger dem, men de kan desværre ikke fortælle os mere. De fortæller derimod, at området omkring Middenheim er ved at være ryddet for kaosskabninger. Der er kun spredte grupper, og såfremt der er nogen, der har taget ophold i miner eller lignende i Middle Mountains, er det kun et spørgsmål om (kort) tid, før de bliver smidt ud. Vi ser slukørede ud, og de fortæller, at hvis der overhovedet er noget som sandhed helst i rygtet, må vi kunne få mere at vide på dværgeværtshuset – ”The Foundry”.
Før vi tager på værtshus opsøger vi professor Schweistein på Collegium Teologica. Vi spørger ham om lidt i øst og lidt i vest. Vi tilbyder os som vagter ved udgravninger, og udfritter ham om, om historier/rygter fra nærområdet. Vi spørger også, om der er en sammenhæng mellem den lilla hånds kult og Kazak-Thuul (ham med amuletten). Det mener han ikke, at der er. Kulten er Tzeentch tilbedere, mens Kazak-Thuul tilbad Khorne. Vi forlader ham og går mod the Foundry.
The Foundry ligger halvt nede i en kælder, og der bliver kigget noget skævt (og lidt op) til os, da vi kommer ind. Vi lader os dog ikke gå på, og vi sætter os ved et bord og kommer i snak med nogle af dværgene. Efter den første pinlige konversation er overstået, får vi købt deres tillid for et anker øl. Den mest snakkende af dværgene hedder Halfgrim Siegmundsson, og han siger, at rygtet er sandt! Grunden, til at vi har haft så svært ved at skaffe yderligere oplysninger, er, at den dværgebyen ikke ligger i Middle Mountains, men derimod langt mod nord – i Norsca!
Halfgrim (og de andre dværge ved bordet) er efterkommere af Varga-slægten, men har i mange år været fordrevet fra byen Karak Vargas. For ikke så længe siden blev en gruppe på 15 dværge sendt til Karak Vargas, men kun 2 vendte tilbage. Salene er blevet besat af orker og en (menneske) kult – Dragens kult. De to grupper er ikke allierede, men tolererer hinanden.
Halfgrim vil hyre os til at generobre et klenodie fra Karak Vargas. Klenodiet skal være med til at bane vejen for en genindtagelse. Klenodiet er kong Tobin Vargas krone. Vi vil hver modtage 100 GC for opgaven. Halvdelen på forskud. Vi sikrer os, at skulle en eller flere af os ikke vende tilbage, vil de resterende få hans del. Derudover vil de stille ”almindeligt” udstyr samt heste til rådighed for os. Vi accepterer, og fem dag senere – på Angestag i Forgeheim, drager vi af sted. Med os følger tre dværge: Thylo (der har været med på sidste mission), Røyban og Göbbel. Vi har alle fået en ridehest, og bag hver ridehest går et muldyr med udstyr. Foruden proviant, sække og saddeltasker (til rovet ), medbringer vi:
– 5 lanterner + olie
– 20 fakler
– 5 fyrtøj
– 60m hampreb
– 2 grappling hooks
– 5 signal fløjter
– 2 koben
– 2 hakker
– 2 hammere
– 2 spader
– 20 spikes
– Kridt
I dagene op til afrejsen købte Johannes en kædeskjorte og Bruno en kædebrynje.
Første del af rejsen er en uge vestpå til Marienburg. Det er tydeligt, at kaoshorderne også her har angrebet, men dog ikke med samme styrke, som længere østpå, hvor vi kommer fra. Der sker ikke noget på denne del af rejsen, men Thylo fortæller hvad han ved om Karak Vargas.
Karak Vargas blev grundlagt år 682 (dværgsk tid) svarende til 1318 før imperiets tidsregning. Grundlæggeren var Torbin Vargas, der regerede omkring 200 år. Byen ligger over nogle rige kobber-årer. I år 5310 d.t. (2310 i.t ??) bliver byen løbet over ende af orker.
Karak Vargas består af fem niveauer:
1. (øverst) lysets haller, hvor handel mv. foregik
2. stenets haller, hvor kongen og andre vigtige personer boede.
3. hoved hallerne, beboelse for den jævne arbejderklasse.
4. dybe haller
5. miner
Thylo fortæller, at flere af indgangene var styrtet sammen. De gik ind ad en indgang, der førte til hoved hallerne, og her stødte de på orkerne og menneskekulten.
Efter et par dage i den travle havneby Marienburg, sejler vi med ”Nordkaperen” til Norsca. Turen tager 14 dage og foregår uden nogle nævneværdige episoder. Herefter ankommer vi til en bygd, der hovedsageligt bebos af barbarer/vikinger. Her tilbringer vi et par dage, før vi drager videre mod nord. Vi sætter dobbelt vagt, og første dag og nat går uden anden forstyrrelse end ulvehyl.
Anden dag (af måske omkring fjorten dages rejse) kommer vi til et åbent område med store ”muldvarpeskud”. Vi beslutter os for at trække hestene, mens vi går over, men pludselig dukker seks kæmpe græshoppe-knælere op fra jorden og angriber! Det bliver en hård kamp – modstanderne spytter syre efter os, men vi overvinder fjenderne og fortsætter.
Tredje dag forløber roligt, og igen sætter vi dobbelt vagt. Den sidste af vagterne er det Zicklar og Göbbel, der tager. Sikkert fordi natten er kold, vælger de at sætte sig indenfor kredsen af sovende. Pludselig – mens de sidder der, varmer hinanden og kigger på flammerne fra bålet – bliver vi angrebet af 10 ulve! Ulvene har et blåligt skær i pelsen, og et hadefuldt blik i de glødende øjne. Det kommer som et chok for både de sovende og vagtposterne, at noget sådan kunne ske! Den følgende kamp bliver hård. Så hård, at både Johannes og Bruno må ty til Siegmars små gaver, for at holde sig i live.
Fjerde og femte dag går uden nævneværdige episoder, men sjette dag støder vi på en gruppe af 8 gobliner og 2 ogres (!), da vi går i en dalsænkning. Vi er ligeså overraskede som fjenderne, og det kommer til en kamp, som vi vinder.
Næste mandag går rejsen videre mod Karak Vargas.
