De fire venner, Juan Manuel, Heinkel, Alego og Ramon befandt sig i hyggeligt drikkelag på en af El Ojos mange beværtninger. En stikirenddreng kontaktede Juan Manuel, idet denne skulle henvende sig i Myrmidias tempel omgående. Alle 4 gik sporenstrejs derop.
I templet fik Juan Manuel at vide, at der var foregået noget mærkeligt i den lille by La Coruna. En Myrmidiapræstinde fra La Coruna satte Juan Manuel ind i detaljerne. Det viste sig, at en stor del af byen var sunket i jorden, uden at dette kunne tilskrives en naturkatastrofe. Juan Manuel indvilligede øjeblikkeligt i at tage til La Coruna for at undersøge dette mærkelige fænomen. Resten af vennerne kunne passende tage med under hans kommando. Som sagt, så gjort. Samme aften lidt før midnat var alle klar til at tage afsted. Gruppen var blevet udstyret med rideheste af Myrmidias præster, og det forventedes, at rejsen til La Coruna kunne overstås på en dags tid.
Først på morgenen antraf gruppen en ogre, der sikkert selv syntes, at den lå vældigt godt skjult bag nogle klippefremspring. Det gjorde den ikke, og gruppen forvandlede hurtigt og effektivt det dumme væsen til en blodig klump af hakket kød. Gruppen måtte dog sande, at en ogre, udstyret med et mindre træ som kølle, godt kan yde en vis modstand, men gruppen var jo heldigvis sprængfyldt med energi og havde desuden to præster med.
Et par timer senere ankom gruppen til en mindre by på vejen. Her holdtes der rast, og de to præster kunne søge at få genopfyldt de åndelige depoter med hellig kraft. Således styrket red gruppen først på eftermiddagen videre mod La Coruna.
Heltene ankom hen under aftenstid. Byen virkede på afstand fredelig – men måske lidt for fredelig. Et tilfældigt husmandssted blev undersøgt, og her kunne heltene konstatere, at huset formentlig var blevet forladt i hast – sikkert midt i madlavningen. Hestene blev placeret i en staldbygning, og gruppen hastede videre ind mod selve byen til fods. Her blev det tydeligt, at alt ikke var, som det burde være. Midt i byen var der et stort krater – ca. 100 fod i diameter. Resten af byen var præget af forladte bygninger, der var beklædt med tykt spindelvæv. At dømme efter spindelvævet kunne der være tale om edderkopper helt op til hundestørrelse – uha!
Gruppen undersøgte et hus i periferien. Her kom det til kamp, da en lille gruppe edderkopper angreb. Bæsterne blev slået tilbage uden de helt store problemer, og sejrssikre bevægede heltene sig længere ind i byen. Her blev gruppen passet op af endnu en gruppe edderkopper – denne gang indeholdende flere ret store edderkopper på størrelse med hunde. Heinkel og Alego havde ‘glemt’ noget i deres saddeltasker, der åbenbart var helt umuligt at undvære. Tilbage stod voldspræsten Juan Manuel og ‘geek’-præsten Ramon. Samarbejdet mellem de to fejlede imidlertid ikke noget. Det var tydeligt at se, at de to havde udkæmpet mange, store slag sammen ;). Heinkel og Alego fandt ud af på halvvejen tilbage, at de ‘glemte’ ting måske ikke var så vigtige alligevel, og de to nåede lige at nedlægge et par edderkopper. Sejr! Heltene måtte dog konstatere, at de havde brugt en del ressourcer på dette tidspunkt. Pligten kaldte imidlertid, og de bevægede sig længere ind i byen. Dette var måske en fejltagelse. Snart var heltene omringet af en stor gruppe edderkopper – heriblandt tre edderkopper på størrelse med en pony. Det kom til en drabelig kamp, hvor særligt mr. geek fik edderkoppernes gift at føle. Men med forbilledeligt samarbejde, mageløs offervilje og ikke mindst lidt held, blev alle edderkopperne nedkæmpet. Gruppen vurderede herefter, at nu var alle vist også trætte og sultne og alt det der, og heltene trak sig tilbage til husmandsstedet. Her blev der hvilet ud, og sår og forgiftninger blev udredt.
Således velrestituerede begav heltene sig næste dag ind i byen igen. Her hørte de larm fra et af de spindelvævsbefængte huse. Mr. geek formåede egenhændigt at sparke døren op. Inde i huset gemte en familie sig. De kunne ikke rigtigt kaste lys over så meget men kunne dog fortælle, at torvet i midten af byen pludselig en dag var styrtet i jorden, og at der op af hullet var kommet monstre i form af edderkopper. Jo tak, det havde heltene nok gættet! Familien ville helst blive i huset, indtil byen igen var sikker. ‘Sut jer selv’, sagde heltene.
Heltene begav sig nu helt hen til krateret. Her blev Heinkel sænket ned på en udløber i klippen, hvor der lå adskillige pupper – eller noget i den stil. Inden i var der udtørrede lig af voksne og børn. Nå da, nu var der en retfærdig dåd, der skulle udøves, og gruppen gjorde sig klar til at trænge ned i krateret for at finde ophavsedderkoppen til dette folkemord.
Vi ses mandag 🙂
Session 2: Ned i dybet
Gabriel og Carlos sluttede sig til de andre i La Curona. Heltene begyndte at klatre ned på den anden side af sammenstyrtningen. Nede i gangen var en gitterdør, som Juan og Carlos fik åbnet. Der var en del gange, men ellers virkede det tomt. På vej tilbage mod udgangen, så kom et jordvæsen op af jorden. Efter en kort kamp var det nedkæmpet.
Heinkel prøvede at klatre længere ned, men der var ikke flere indgange på denne side. Til gengæld kunne de ane en indgang over på den anden side. Alle klatrede op igen og ned på den anden side.
Igen var der en del gange, men ikke meget liv. Heltene faldt igen i et baghold, men fik ret hurtigt nedkæmpet de 2 ligædere. Der var et rum med en masse skeletter i en fordybning, men intet liv. I det sidste rum var der en stor Skolopender som hurtigt blev nedkæmpet.
Heinkel kravlede længere ned i dybet og opdagede 2 huler til. Den næste var meget svær at komme ind til for de første. Carlos og Heinkel var begge ved at falde, da de skulle svinge sig ind til den, men Alego fik rebet med ind til sidst. De andre kom, ned dog ikke uden en flyvetur eller 2.
Her var der for første gang spor efter edderkopper. Heltene undersøgte gange og huler og til sidst opdagede Gabriel en stor skygge nede af en gang. De fulgte efter og kom til et rum hvor der var 2 store, 5 mellem og 7-8 små edderkopper. De store edderkopper skreg og der kom 2 mellem edderkopper bagfra. Efter en hård kamp, hvor Henkel kæmpede alene med de 2 edderkopper som kom bagfra blev de nedlagt. Henkel faldt sammen da giften fra alle de bid han havde fået begyndte at virke. Der blev holdt hvil i 24 timer, hvorefter alle var på højkant igen.
Der var ikke mere på dette niveau og de forsatte til det næste niveau. Her var der først edderkoppespind, men lidt nede i gangen forsvandt de. Til gengæld var der spor efter et amøbe væsen. Med forsigtighed forsatte heltene og kom bl.a. til en kæmpe hule med en sø. På vej tilbage kom amøben kravlende fra udgangen og det kom endnu engang til kamp. Væsnet var ikke helt nemt at få nedlagt, bl.a. kravlede den hen over Juan som for en kort periode blev opsuget i væsnet.
Spilgang 3
[Dette bliver meget kort]
Gruppen af helte fortsatte med at udforske det dybe krater. Undervejs opdagede gruppen en større system af gange og kamre og en ret stor sø midt inde i grundfjeldet. På den modsatte side af søen fandt en spejdende Juan Manuel et underligt geleagtigt væsen, der nærmest lå og vogtede over forskellige genstande på et repos på klippesiden. Resten af heltene forcerede også vandet og det ækle væsen blev stedt til hvile. Der var dog en del syre involveret til stor fortrydelse for flere af de kække svende.
Herefter blev der vanen tro hvilet ud. Dernæst fulgte, hvad der vel nærmest kan beskrives som klovnerier med tovværk, og flere, deriblandt præsterne selv, var glade for det store opbud af klerikale karle.
På den anden side opdagede heltene en ond troldmands!! underjordiske tilholdssted. Troldmanden var ifølge legenderne død for 1000 år siden, så hvor farligt kunne det være – tænkte heltene. Det kunne det sagtens. Da de gæve gutter, som sådan nogen jo gør, lige skulle udforske et gammelt gravkammer, blev de passet op af et udødt væsen med mægtige kræfter. Over to omgange påkaldtes både Verena og Myrmidia, og heltene kunne med held forlade troldmandens forbandede haller.
Vel oppe på overfladen igen fandt heltene ud af, at der faktisk var en del overlevende i byen, og at disse selvfølgelig var jævnt begejstrede for specielt de mere pumpede medlemmer af gruppen.
Første nat i en rigtig seng blev alle heltene vækket af noget larm. Det viste sig, at der var tumultagtige tilstande i byen – enten som følge af, at fadølsanlægget i kroen var tømt eller at en anden tilsvarende katastrofe var under opsejling.
[Vi ses i aften]
Spilgang 4
De gæve svende fandt hurtigt ud af, at landsbyen var under angreb af en røverbande. Røverne var dog en smule eksotiske, idet de mest af alt lignede gladiatorer [gladiatores violentia]. Røverne havde tillige en i sammenligning med resten af selskabet bemærkelsesværdig leder – en elegantier, der dog så ud til at have været temmelig meget ude af solen! Kampen forløb nogenlunde de første 10-15 sekunder, men så gik det galt!
Heinkel blev udsat for ondskabsfuld magi foranstaltet af elegantieren, og snart herefter så han sine venner som fjender. Han fik besked på at beskytte ophavsmanden til dette djævelske påfund. Juan Manuel blev indhyldet i et net, Gabriel blev beskudt så kraftigt, at han måtte søge tilflugt i luften, Alego fik flere dybe sår, og Ramons magi mislykkedes gentagne gange. Langsomt, men sikkert, fik elegantieren og hans nye ‘man bitch’ bugt med heltene – det til trods for, at den ene gladiator efter den anden måtte lade livet. På trods af utallige forsøg på at nedlægge både elegantieren og Heinkel, tage deres våben, spænde ben for dem og en masse andet balfaldera, udåndede Alego, og Juan Manuel og Ramon besvimede. Gabriel havde held til at komme væk fra det, der havde udviklet sig til en røvfuld af dimensioner, og undslap desuden Heinkel, der ellers var blevet kommanderet ud til at gøre det af med den noget forsvarsløse mager.
Nogle timer efter vågnede både Juan Manuel og Ramon i et interimistisk lazaret. Kun 12 ud af byens oprindelige antal indbyggere var i live. Røverbanden havde forladt byen, og Heinkel var taget med – tilsyneladende frivilligt. Snart efter nåede Gabriel tilbage til byen, og han kunne berette, at han vist nok havde set Heinkel komme kørende på en overdækket vogn i retning nordvest. Det faldt pludselig Ramon ind, at elegantieren måske kunne være et vampyryngel, og at den overdækkede vogn kunne beskytte den blege mandsperson mod solens stråler. Aha!
Nu besluttede gruppen at drage ud for at finde Heinkel. Først skulle der dog hviles ud, og gruppen manglede desuden forstærkninger. Det fik de så – sådan da – næste dag. Den unge Vent, der havde mistet hele sin familie i den sidste uges katastrofer, meldte sig under fanerne. Vent var efter eget udsagn rigtig glad for at gå på eventyr i nogle omkringliggende huler, og han havde da også dræbt flere dyr. Netop sådan en person, som gruppen havde brug for.
Afsted gik det mod nordvest. Gruppen kom igennem en anden lille by, hvor den lokale krofatter kunne bekræfte, at en olieindsmurt mandsperson med dårlige tænder, der i øvrigt matchede Heinkels signalement, var kommet igennem byen for en dags tid siden, kørende på en overdækket vogn.
Opildnet af denne mageløse succes red gruppen videre. Snart efter antraf heltene – eller rettere – blev heltene antruffet af et dragelignende væsen, som ellers nok gav gutterne noget at tænke på. Der var tilsyneladende ikke grænser for gruppens uheld og uduelighed. Alt gik galt – Ramon kom under påvirkning af dragens ånde, så han kun kunne røre sig ganske langsomt, og hans magiske evner havde tilsyneladende svigtet ham. Vent lagde ud med at skyde Ramon i ryggen, Juan Manuels magiske spøgelsevåben fumlede, og Gabriel fik bogstaveligt talt sin egen magi galt i halsen. Kampen afsluttedes heldigvis uden dødsfald, da jægeren, mestereventyreren og nu ‘dragedræberen’ Vent nedlagde bæstet.
Endnu engang blev sår og andre fortrædeligheder udredt, og gruppen hastede herefter videre i deres søgen efter Heinkel. Deres søgen bragte dem til El Ojo, hvor en færgemand kunne bekræfte at have fragtet Heinkel og en overdækket vogn over for et par dage siden. ‘The plot thickens!’
I byen aflagde gruppen rapport i Myrmidiatemplet og indhentede informationer i den lokal arena (gladiatorer = arena – Ingen narrer heltene!) Her kunne en af de lokale roligans berette mangt og meget om særligt Ulvekompaniet, der blev ledt af en vis Sekutor, og som var sponsoreret af en en herre ved navn Vantis – en bleg elegantier med kontakter alle de rigtige steder. Ulvekompaniet havde roliganen ikke set i lang tid! Hm hm.
Spil gang 5
Gabriel, Juan og Carlos ledte efter oplysninger næste dag. De spurgte sig for omkring gladiatorarenaen og rundt om i byen.
De fandt ud af at Vantis boede i Citadellet og var prinsens efterretningsofficer. Han kommer jævnligt på Le Capitain. Gabriel tager ned til biblioteket for at lede efter flere oplysninger, mens
Juan og Carlos tog til Le Capitain som var et finere sted. Det viste sig hurtigt at Vantis kun kom om aftnen.
Gabriel fandt ud af at magikkeren ??????, hvis hule vi havde fundet under La Curona, havde prøvet at skabe noget magi som kan ændre en folkemasse til viljeløse uddøde. Der er ingen rapporter om at det skulle være lykkedes for ham.
De ville tage ned på Le Capitain om aftnen, så der blev købt fint tøj for ikke at vække for meget opsigt. Da det blev aften bevægede de 4 venner sig af sted (Vent havde sluttet sig til dem) og kom til Le Capitain. De delte sig 2 og 2 og placerede sig forskellige steder i kroen. De havde ingen armor og kun sølv daggerter som våben.
De opdagede hurtigt en dør hvor der stod en stor mand. Efter 1 times tid opdagede de fleste Heinkel og Vantis komme ind i kronen og de gik over til døren med vagten og gik ind. Det viste sig at døren førte ovenpå hvor der var mere privat. Det kostede 10 guldstykker pr. person, så det betalte de for at komme der op. Ovenpå var Vantis og Heinkel ikke at se og det viste sig at der var en etage mere hvor det kostede 5guldstykker at komme op. De gik der op og der sad de.
Vores helte fik båsen ved siden af Vantis og nu startede en længere diskussion om hvad der skulle gøres. Nogle mente at et angreb nu var overilet og at det ville være bedre at angribe i citadellet. Det blev dog besluttet at slå til med det samme. Gabriel charmede en af tjenerne og han fortalte at der var 2 mænd mere i båsen foruden Vantis og Heinkel.
Nu startede angrebet:
Vent kravlede ud af vinduet og hen til de andres vindue. Juan og Carlos løb hen til båsen og det samme gjorde Gabriel.
Juan påkaldte sin gud og Vantis blev klart påvirket. Carlos løb i for at slå Heinkel ud, men han var parat og træk det første blod fra sin ven. En af Vantis lakajer løb frem for at angribe Juan, men Gabriel ramte ham med ild og han var klar medtaget. Vent kravlede ind af vinduet og Vantis hoppede ud af vinduet. Den anden lakaj angreb og Carlos kæmpede for at slå Heinkel ud, men det krævede flere slag.
Heinkel løb også hen mod vinduet og kom dermed op at slås med Vent. Her begyndte det at gå galt Carlos kunne ikke mere ramme og lidt efter tabte han sin kniv. Juan løb over til vinduet hvor Heinkel var kravlet ud. Og så gik det helt galt. Da Gabriel skulle kaste en spell fremmanede han en dæmon i stedet og den angreb ham med det samme.
Vent kravlede efter Heinkel som råbte på mesteren. Juan løb over for at hjælpe Carlos, der nu var ret hårdt såret. Den 2. lakaj overgav sig og Juan forsatte ned til Gabriel for at hjælpe ham mod dæmonen. Carlos slog lakajen ud og kravlede ned efter sin ven Heinkel. Gabriel og Juan fik nedkæmpet dæmonen, men gaderne vrimlede med byvagter.
Carlos var kommet ned og gik imod Heinkel. Slår ud efter ham men rammer ikke og Heinkel slår igen og dræber Carlos.
