I RT’s fravær kører vi en kort LotR kampagne. Tidsmæssigt befinder vi os i Den Tredje Tidsalder, kort før Ringkrigen.
I starter i Rivendell/Kløvedal, så hvis I har lavet en Gondorian, så overvej liiige, hvad I laver så langt nordpå. Der er frit slag mht. klasser og racer med den ene restriktion, at det kræver vægtige argumenter at få lov at spille noldor elf (de har jo forladt denne del af verden) 🙂
Udstyr… I vælger det, der nu er passende til jeres karakterer, men nej!!! Der er ikke nogen, der starter med mithril armor eller lignende. Og forsøg venligst at styre jer og vær tro over for genren. Fx var medlemmerne af The Fellowship jo ikke omvandrende våbenarsenaler indstøbt i panser, så mådehold er nok ordet vi leder efter her.
Hvis der er nogen, der allerede har lavet characters, så hører jeg gerne herom snarest, og ellers må vi jo afsætte lidt tid til karakterskabelse på mandag.
Vel mødt mandag.
Kapitel 1 (d. 21/9-09)
I Kløvedal skinner solen som altid. Atmosfæren er afslappet og duften af nybagt lembasbrød fylder luften. Fuglenes kvidren flyder sammen med et par elveres – ja, man må vel sige – overmenneskeligt smukke sang. Det er meget svært at forestille sig verden uden for. Alligevel er det som om, at et surt opstød baner sig vej nede fra Joshuas mave og op gennem halsen…
Joshua er en ung mand. Sytten år, høj og spinkel. Blikket i de grønne øjne er årvågent, og bevægelserne er graciøse – i hvert fald når man måler med ikke-elver målestok. Han har været i Kløvedal i en måneds tid, og her har han udført forskellige mindre ”spejderopgaver” i området.
Kløvedal er et fascinerende sted, men efter det første indtryk af paradis på jord har lagt sig, er det som om, at et eller andet dybt nede begynder at nage… Er det virkeligt rigtigt, at stedet kan være så perfekt? Det virker overraskende for Joshua. Og hvorfor tillod elverne i det hele taget, at han fandt stedet? Det siges jo, at det kun er dem, elverne giver lov, der finder Kløvedal. Dette må dog være en ammestue historie – der er ikke nogen steder Joshua ikke kan finde.
Måske er der alligevel en mening med det hele, for en dag kommer et bud fra den almægtige Elrond. Han beder Joshua om at indfinde sig i den gyldne hal (hall of fire). Det er ikke kun Joshua, der er indbudt, til mødet kommer også Morin – en kampduelig dværg (JS), Gariath – en nok også ganske kampduelig mand (AL) og Edrahil – en noldor elver (CS).
Til stede i hallen er en del andre elvere. De fornemmer straks, at vores samtale med Elrond er vigtig, og de dæmper stemmerne og trækker sig lidt væk.
Elrond fortæller os, at han har brug for vores hjælp. (Har elvere virkelig brug for hjælp?) Det drejer sig om rangeren Margil. Elrond har ikke hørt fra Margil i fem måneder, og normalt melder han tilbage en gang om måneden. Den sidste, der har talt med Margil, er Ferendor. Ferendor er også ranger. Han mødte Margil på den svigtede kro (the forsaken inn), hvor Margil fortalte, at han ville rejse hjem og hilse på sin kone og sine børn. Margil, konen og børnene bor omkring 100 mil nord, nordvest for Kløvedal, og vi får beskrevet Margils udseende. Det mest karakteristiske er, at han bærer en klap for det ene øje.
Vi kan selvfølgelig ikke nægte at hjælpe Elrond, og vi begynder straks at tale om, hvordan vi skal gribe opgaven an. Vi er enige om, at vi må starte med at gå til Margils kone for at høre, om han kom så langt. Herefter må vi eventuelt følge hans rute tilbage til den svigtede kro. Den direkte vej går gennem ”troldeterritorium”, hvilket vi ikke har lyst til. Så efter en smule diskussion enes vi om, at gå næsten hele vejen til den sidste bro, og her fra følge østsiden af floden. Heste (+ 2 pakheste) og proviant stilles til rådighed af Elrond og elverne. Morins hest er som ham selv ganske lille og tæt bygget. Den går under betegnelsen pony.
Ved morgengry næste dag drager vi af sted, på eventyr! De første dage forløber begivenhedsløst, men den tredje dag kan vi se et bondehus et stykke fra vejen. Vi bestemmer os for at gå derhen for at høre, om de eventuelt kender og har set Margil. Bondefamilien kan ikke bidrage med noget om Margil. Dog kender de ham godt, og det sker, han kommer forbi. De er dog så høflige, at de byder os på stuvning og øl. Selv er de beskedne, og spiser næsten intet.
Vi drager videre, og næste dag kommer vi til stedet, hvor vi må dreje fra vejen. Det bliver hurtigt uvejsomt, og vi må stå af og trække hestene. Selvom vi er helte, er vi ikke i så god form, som man kunne regne med. Faktisk er der hver eneste time mindst ét medlem af vores lille gruppe, der bliver stakåndet, hvilket resulterer i at vi må holde pause i ti minutter. Sådan rent konditionsmæssigt virker det som om, at det er noget bedre at være lille og tæt frem for at være spinkel med spidse ører.
På den syvende dag (cirka) kommer vi til en kløft. Det vil i hvert fald tage en dag at gå uden om, så vi bestemmer os til at kravle ned. Joshua kravler først, men omkring halvvejs glider han og slår benet. Morin klatrer ned og hjælper ham, og sammen klatrer de det sidste stykke til bunden.
De to helte sidder et kort øjeblik på bunden for at puste ud, men et par store edderkopper (på størrelse med hunde) sniger sig ind på dem og angriber dem i ryggen. Her kunne man måske forvente et lille advarselsråb eller lignende fra Gariath eller Edrahil, men i stedet skyder Edrahil en pil efter Morin eller Joshua! Morin og Joshua får hurtigt nedkæmpet edderkopperne, men den ene får bidt Joshua og såret får hurtigt en grim rød farve. Heldigvis er Morin en garvet helbreder, og han får bugt med giften inden den breder sig for alvor.
Gariath og Edrahil klatrer ned og trækker hestene med. Det går ikke alt for godt. Hestene går det ikke lettere. Begge falder og skader sig flere gange på vejen ned, men til sidst er vi alle samlet på bunden af kløften. Vi har ikke meget lyst til at holde hvil på bunden af kløften. Der er masser af huler i siderne, og vi frygter at der bor mange edderkopper. Måske endnu større end de to, vi indtil nu har set. Samtidig er det blevet sent på eftermiddagen, og vi skal have fart på, hvis vi vil nå op inden det bliver mørkt.
Joshua klatrer op med et langt reb (bundet sammen af flere), og imens tilser Morin Gariath’ og Edrahils sår. Joshua kommer op til en afsats omkring halvvejs oppe, og de andre klatrer op, mens hestene denne gang bliver ledt op, ved at vi trækker i rebet. Det er svært at klatre, og særlig Edrahil har problemer. Historierne om elverne overlegenhed er åbenbart ganske overdrevne.
Vi kan ikke alle være på afsatsen samtidig med hestene, så selvom mørket er begyndt at falde på, klatrer Joshua det sidste stykke op med rebet. Gariath klatrer med, og de trækker hestene op. Edrahil tør ikke klatre op i mørket, og han og Morin hviler på afsatsen. Ved daggry klatrer de op; Edrahil med god støtte fra Morin. Endelig er vi samlet alle fire på den modsatte side af kløften. Vi har brugt en hel dag (og nat) på at klatre ned og op, og det er svært at se, at vi skulle være helte… Vi bestemmer os for at hvile resten af dagen. Så har vi også tid til at evaluere vores indsats igennem den første uge…
Kapitel 2 (d. 28/9-09)
Vi hviler til først på eftermiddagen, hvor efter vi går videre i det uvejsomme terræn. Da det begynder at mørkne, finder vi et sted at slå lejr for natten. Edrahil kan med sine skarpe elverøjne se en sti i nærheden, som vi kan følge i morgen. Natten forløber begivenhedsløst, og næste dag drager vi videre. Det går lettere på stien og efter at have gået hele dagen, når vi frem til floden omkring aftenstid. Edrehil er stadig mærket efter kampen mod kløften, men han er dog frisk nok til igen at benytte sine overlegne elversanser. Han gør os opmærksom på, at der nogle mil på den anden side af floden, bevæger sig et rejseselskab bestående af fire dværge. Spændende… J Længere nordøst på kan han også se ruinerne af et gammelt vagttårn.
Vi slår lejr. Som sædvanlig har vi en vagtordning, og på Gariath’ vagt hører han lyde af sten og skrumlen. Han vækker os andre, og jeg bliver sendt af sted for at se, hvad det er.
Ved en skrænt et stykke fra lejren står to store humanoide skikkelser. De bakser med en sten, som ligger foran indgangen til en hule. De har køller, og den ene har en (død) hjort slænget over skulderen. Jeg sniger mig tilbage, og efter at have vendt det med de andre, bliver vi enige om, at der sandsynligvis er tale om… Trolde! Måske skovtrolde måske bakketrolde måske huletrolde måske…
Trolde er onde væsner – og måske har de slået Margil ihjel – så de må dø! Morin løber straks af sted i retning af troldene. Hans økse er løftet og hans blik er vildt. Vi andre haster efter ham. Halvt løbene og halvt rullende kommer Morin ned ad den skrænt, der fører ned til troldehulen. Troldene bemærker det selvfølgelig straks, og de angriber. Edrehil, Gariath og Joshua tager position på skrænten og skyder pile mod troldene.
Troldene (Trok og Gruk) lægger kraft bag slagene, men Morin er en sej dværg udstyret med en rustning lavet af en ægte dværgesmed, så han tager ganske pænt imod slagene. Værre er det, at Gruk bevæger sig op ad skrænten og angriber os tre bueskytter. Det er tydeligt, at trolde ikke kan lide elvere (de er sgu’ ikke så dumme alligevel) for Gruk går løs på Edrehil. Det er tydeligt, at elvere ikke er bygget af samme kvalitet som dværge er; hver gang Gruk rammer Edrehil er det som, at noget vitalt går i stykker… Heldigvis får han dog trukket sig tilbage, og ved mageløst held og en smule dygtighed får vi slået Trok og Gruk ihjel. I det spæde morgenlys forvandles troldene til sten, mens Morin iler Edrahil til undsætning. Ved at udvise en passende mængde kurage og i øvrigt udnytte sine fremragende evner ud i førstehjælpen, forhindrer Morin, at Edrahil drager til de evige jagtmarker – eller hvor sådan nogle elvere nu tager hen. Vi andre tilses også, og efter at have gjort status over gruppens helbredsmæssige situation i almindelighed og Edrahils i særdeleshed, bliver vi enige om at slå lejr her i tre dage.
Bag stenen er en gang, der kort efter deler sig i en del, der fører til troldenes hule. Her ligger knogler (fra dyr) og det er sikkert her, de har sovet. Den anden del af gangen er lang, og den ender ud i skrænten ned til floden. Den ender cirka 15 m over vandet.
Efter de tre dages hvil har vi det en smule bedre, og vi begiver os videre. Første stop er ruinen, som vi når ved aftenstid. Joshua sniger sig forsigtigt ind og sonderer terrænet, men der er umiddelbart meget stille… En hullet mur omgiver ruinen, hvor det vigtigste bygningsværk er et 15 m højt tårn. Der er ikke noget at se oppe fra tårnet, men i borggården er tre græsklædte ”tuer”. Gariath kan selvfølgelig ikke lade være med at grave lidt for at finde ud af, hvad der gemmer sig i tuerne. Overraskende nok er det knogler, der viser sig. Tuerne er grave, og vi lader dem være. Vi går til ro for natten.
Morin fordriver sin vagt med at ryge lidt pibeurt. Måske er han ved at falde i søvn, men pludselig ser det ud som om, at piberøgen bliver siddende på muren… Det bliver koldt, og en skikkelse viser sig. Det er en kriger klædt i tøj fra gammel tid, og så er han mærkeligt gennemsigtig… ”Hvem er I, der vover at betræde Arimars vagttårn?”
Morin svarer med: ”Alarm!”, hvorefter han ruller ned ad trappen. Vi andre vågner, og mens stiger to genfærd op fra gravene. De ligner (og er/var) soldater fra Arimar. ”I har skændet vore grave!”
Her ville det være ganske naturligt, at udpege Gariath som den egentlige forbryder, og herefter efterlade ham i gespensternes vold, men i stedet tager Edrahil ordet. Ved brug af mageløs kløgt, snilde og diplomati lykkes det ham, at formilde gespensterne og ordvekslingen slutter med: ”Så må I jo føre vores kamp videre.”
Om vi rent faktisk har tænkt os at gøre det, er jeg ikke helt sikker på, men jeg føler mig meget lettet, da de forsvinder. Vi hviler uroligt resten af natten, og næste dag laver vi nogle interimistiske gravsten, før vi drager videre.
Dagene går, mens vi rider langs floden. En overskyet dag omkring solnedgang kommer vi til en stenbelagt sti. Den fører op ad en bakkeside, og vi kan se en hytte. Døren svinger i blæsten, og der kommer ingen røg fra skorstenen.
Indenfor er alt smurt ind i blod. Møblerne er smadret og der ligger lemlæstede lig af en kvinde og af en lille dreng. De har været døde en halv dags tid. Kvinden har en halskæde på, og i den er et smykke med et billede af en mand med klap for øjet. Vi er tydeligvis kommet til Margils hus. Spor udenfor typer på, at angriberne er kommet fra øst, og har forladt huset igen i samme retning.
Vi forcerer tempoet (vi rider), mens vi følger sporene. Vi starter ved daggry og følger sporene i tolv timer med et par pauser – sådan en tid minutters per time, lige for at få pusten igen. Sporene tyder på, at de ikke er mere end et par timers gang foran os, og Edrahil kan med sine elverøjne skimte lys.
Vi bestemmer os for at ride videre, og efter et par timer kan vi høre guttural snakken.
Jeg sniger mig tættere på. Det er en flok på 10-15 orker. De har slået lejr i en lysning, hvor de har fældet træer og tændt et stort bål. Der er 5 vagtposter. Orkerne virker rimelig organiserede, og på deres uniformer er et stiliseret flammemotiv, der omgiver en blodrød c-rune.
Vi stiller hestene lidt fra lejren, og vi sniger os ind til afstanden er omkring 25 meter. Gariath og Joshua benytter deres buer til at skyde vagtposterne ned med pile. Imens stormer Morin frem. Edrahil er også til stede, men hvad hans rolle er, er uklart. Kampen går rigtig godt. Orkerne slagtes en efter en. Måske er vi alligevel helte? I løbet af kampen kommer et menneske med klap for øjet ud af teltet – det må være Margil! Han tager flugten. Morin sætter efter, Edrahil kigger i teltet og jeg løber efter hestene. Desværre kan Morin ikke indhente Margil, men det må også siges at være opad bakke, at skulle indhente en ranger i tæt skov ved nattetide.
Tilbage står vi nu med spørgsmål som: Var det virkelig Margil? (Ja, sgu!) Har han selv dræbt sin kone og sit barn? Og hvorfor har han gjort det? Hvem benytter sig af det flammemotivet med c-runen? Alt dette, eller i hvert fald noget af det, finder vi ud af senere i dag J.
Hej Morten
Du har tidligere sagt lidt, men er der lagt op til en lang kampagne, eller mere et scenarium eller to?
Jeg fik sagt det igår, men siger det gerne igen, de som laver karakterer bør efter min overbevisning bruge det hjælpeskema som jeg har linket til http://www.mad-irishman.net/pub_lotr.html#char_sheet sammen med bogen som Claus har “udsendt”, da bogen mht character generation lider under mangel på struktur.
Ja, det afhænger vel i grunden af, hvor lang tid René har tænkt sig at skulke fra sit GM hverv 😉
Umiddelbart er der lagt op til et scenarie eller to, men med mulighed for udvidelse, hvis det skulle vise sig påkrævet.
Og det var lige sådan et svar du kan bruge til rigtig meget, ikk’ 😀
Præcis Morten, du kan bare noget med ord 😉
Jeg laver en smule om på skills baggrund, men det bliver i al væsentlighed den character du har fået
Jeg synes egentlig der er fedt at gruppen kan køre to kampagner lidt parallelt. Indtil videre havde jeg ikke tænkt mig at have pause mere end et par uger, for så at gå i gang med ‘Illumination’, hvilket der står tager ca. 4 gange plus minus. Men efter det kan der da godt være brug for en lille 2 ugers pause med lidt LotRs fyld måske, så jeg kan forberede mig til næste omgang. Måske vil jeg gerne lege lidt med?
Råk ån
René
Jamen du skal da være velkommen til at lege med, hvis det er. Vi kan sagtens have LotR som et back-up spil, der kan hentes frem fra tid til anden.
Allan, kan du fortælle lidt om hvad du har valgt af race / class ?Mere så vi andre ikke kommer til at vælge det samme.
Morten, skal vi evt. gøre det samme som med Dark Heresy at vi lægger en kort beskrivelse ind af vores characters?
Ja, det ville da være super med et par linjer om jeres characters. Det behøver ikke være lange slægtshistorier 🙂
Unge, unge mand det hedder order ikke class tsk tsk tsk tsk 🙂
Det kan jeg da: jeg havde lavet nogle forskellige, men er endt medat jeg har valgt en dunedain warrior, Garioth Geranson, ferm med både langsværd og langbue, ikke noget specielt fysisk pragteksemplar, men til gengæld rimelig kvik, og med lidt forskellige sprog og lore skills. det var egentligt lavet som gondorian, men laver ham om til eriadorian i stedet. Koncept mæssigt er han sådan lidt ranger agtig, uden at være hjemmeværnsagtig sløret. Garioth er trist, trist over det forfald der er sket i forhold til hans races glorværdige fortid. Samtidigt er han lidt racistisk på en ikke Pia kjærsgaard agtig måde, hvor han ønsker sin egen races glorværdige fortid genskabt, hans race defineret som dunedain. Derfor er det hans størtste ønske at få genskabt denne storhed, først og fremmest ønsker han kongeriget Arnor genskabt. Desværre er han lidt uskarp på hvordan han afstedkommer det, og truslerne udefra mod søsterriget Gondor er for indeværende mere nærværende. Han har derfor sat sig for at første trin må være at bekæmpe ondskaben som breder sig. Garioth er retskaffen men egenrådig, han prøver at leve op til ikke fuldt definerede idealer, idealer som han til stadighed udvikler på, henimod et regelsæt som han ønsker at leve efter. Nu har jeg en kraftig tendens til at lægge lange udviklingsplaner for mine karakterer, hvilket også er årsagen til at jeg spurgte til længden af spillet, og første fase i min tretrins udviklingsplan går imod at blive archer. Det er som sagt kun første fase af tre 😉 , men kan give en ide om ham. Jeg har brugt pics systemet til ability scores, da jeg bare synes bedre om det, Morten havde vidst ikke lavet nogen udmelding på det.
Dværgen Morin har rejst langt af forlængst glemte veje i sin søgen efter det sagnomspundne Kløvedal for her at bede om råd og vejledning om en tvist i det gamle dværgerige i Ered Luin (De blå bjerge). Øksen i hans bælte og den solide ringbrynje taler deres tydelige sprog: Morin er en prøvet kriger. Morin stammer fra en dværgeslægt med traditionelt gode relationer til elvere og han har tidligere været i kontakt med Eldarene, under deres rejser til de Grå Havne. Desuden har Morin opøvet visse færdigheder indenfor lægekunsten og blev også af denne grund udset til at foretage den farefulde rejse. Når det så er sagt så er Morin en ærekær stivnakke hvilket ind imellem giver anledning til konflikter med fordomsfulde repræsentanter fra andre folkeslag.
Morin er en ung dværg, karakterfast, stræk og udholdende. Han er en dværg af sine ord og vil gøre alt for at beskytte svagere individer mod uret og overgreb. Dette kan ske både ved hjælp af øksen og helbredende urter. Morin nedstammer fra det fåtal af Broadbeams der blev tilbage i ruinerne fra storstanden Belegosts fald. Slægten mistede fordums stand og rigdom, men forblev tro mod deres forfædres minde og giver ikke mørkets folk nogen undskyldning for at slå sig ned i området. Morins folks undseelige antal bevirker at de udfører guerillaoperationer i bjergene. Morin var dog kun sjældent at finde blandt de der skulle spejde eller snige sig ind på fjenden, men til gengæld altid i den forreste linje i kampen og efterfølgende som helbreder.
Se, der var faktisk stadig Noldorin tilbage under Gildor’s Wandering Companies og Galadriel (som jo er faster til Gildor eller var det moster). Glorfindel er selvfølgelig også Noldor og trods det at han stod ansigt til ansigt med Lederen af de Ni, så blev Peter Jackson slået i hovedet med et trusseindlæg og fik lagt Arwen ind i stedet 🙂
Så med din tilladelse Morten, vil jeg prøve at kreere en Noldorin og jeg bukker ikke under for trusseindlæg 🙂
En dunedain, en elver, en drærg…. the plot thickens. RM, der er frit valg for en karakter på alle hylder i the Shire 🙂
Hvad siger du? Vil du gerne spille en menstruerende Arwen eller…
Trusseindlæg går næppe under betegnelsen “vægtige argumenter”, men hvis du er meget opsat på det, må du da gerne spille Noldorin. Du skal dog kun gøre det, hvis du vil rollespille det, ikke bare fordi de får nogle helt urimelige bonusjusteringer til deres attributes 🙂
Personligt synes jeg bare, at Noldorin er nogle ret magtfulde væsner, og I starter jo som rookies, så derfor synes jeg ikke det er lige til højrebenet. Men som sagt: Sut dig selv 😉
Ahaa, se, jeg havde ikke set de urimelige Noldor bonusjusteringer. Blot så jeg det som en udfordring da du sagde at vi skulle komme med nogle gode argumenter.
Jeg finder på noget andet og uden muligheden for at blive suttet eller noget 🙂
Morten og Claus: get a room! 😉
Tak til Jacob for at lave en dværg, dværge styrer, og jeg var helt bange for at der ikke ville komme en.
Er meget enig i MC retorik omkring Noldor, og synes i øvrigt det samme gør sig gældende for Sindarin, Silvan er lidt mere balanceret, og hvis man læser baggrunden på dem (alle tre) er det også noget mere logisk med Silvan som kandidater til en eventyr gruppe. Men fastholder at man SKAL synge og danse hvis man spiller elver.
Jeg vil helst ikke blande mig i igangværende kast med hygiejnebind – noget jeg har uhyre stor respekt for – og jeg må udtrykke min fulde sympati med Peter Jackson hvis det har fået ham til at bøje sig. 😀
Min mening : Elvere jo über på alle måder så deres stats skal naturligvis afspejle det – tager man Tolkien bogstaveligt burde de nok være endnu højere…
Jeg er enig i All’s bemærkning om at Dværge styrer – jeg er faktisk overrasket over hvor kampparat Morin allerede virker som rookie, men måske har jeg bare overset alle svaghederne. I forhold til vores prøvespil så er han under alle omstændigheder en kandidat til at være gruppens Panzer, og nogen skal jo holde jer gademusikanter i live 🙂
…og imens kaskaderne af vittige indfald fortsætter 🙂 Morten, det jeg havde tænkt mig var en Elven craftsman eller loremaster, men jeg synes at elverne her på forum’et efterhånden er ved at blive “cut down to size” til svampegnaskende, fløjtespillende smølfer 🙂
Jeg kan sagtens forstå hvis du har nogle restriktioner til races og orders, men kan du ikke gøre det helt tydeligt her, så jeg ikke skal spille en npc på mandag 🙂
Claus det var ikke meningen, hvis mine indfald får indflydelse på hvilken karakter du har lyst til at lave :)og MC lagde ud med: “Der er frit slag mht. klasser og racer med den ene restriktion, at det kræver vægtige argumenter at få lov at spille noldor elf (de har jo forladt denne del af verden)”. 2 krigere og en loremaster/craftsman ser da ikke så skidt ud. Så mangler vi bare munken, hvad laver du??
Hvis nu jeg sku slå mig til lidt senere, hvad vil så være en god idé for gruppen. Måske en der er lidt undværlig (det er jo ikke sikkert jeg altid er super klar :)). Men giv mig et vink med en vognstang over hvad der enten er brug for eller kunne være sjovt for gruppen, så laver jeg sårn en til senere brug. Og jeg er helt frisk på en sur gnaven dværg eller en lille umulig hobbit. No problemo.
Jeg har købt en corebook mere. Glæder mig til at spille!
Okay, så lad mig forsøge at kaste lys over land.
Der ER frit slag mht. races og orders. Og man må også gerne spille noldor. JS har jo fat i god pointe mht. tolkiens fremstilling af elvere. Jeg synes bare, at en nogenlunde balanceret gruppe fungerer bedst, og der stikker elverne altså af fra de øvrige racer – regelteknisk set. Men men men… knock yourselves out 😉
Med det sagt vil jeg dog gerne understrege, at elvere ER nogle svampegnaskende, homosexuelle, smølfelignende balarina-wannabees 😀
Jeg vil give jer helt ret i at statsmæssigt, der er elverne overlegne. Det er de af den ene grund at de er ageless og derfor (efter min egen overbevisning) allerede har fået de bonus’er der er for at blive ældre (klogere osv.). Men selv om de er MEEEGA gamle, så får de ikke minus’er til fysikken.
Ja, det er en smule knækket, helt enig og ja, en gruppe bør være balanceret. Men er der så voldsomt ubalance i det de forskellige racer kan og ikke kan, hvis jeg spiller en SHSBW 🙂 (Som Morten kalder dem)?
Tør I lade det komme an på en prøve…? Og hvis det går helt galt laver jeg selvfølgelig en ny character uden sure miner 🙂
jeg syntes det er helt fint. Go eldar!
Tak til Morten for at introducere SHSBW i mit begrebsunivers :).
Helt udenfor kontekst: I beskivelserne til Elite klasserne står at man får en order ability, når man “starter”, men det harmonerer ikke med det der står om at have flere klasser, hvordan og hvorledes??
Jeg er lidt usikker på, hvad dit spørgsmål går på, Allan. Står der netop ikke i regelbogen, at man IKKE får en gratis order ability når man skifter order (elite order eller ej)? Som jeg har forstået det skal man bruge 5 picks på at skifte order, og derudover skal man bruge picks på at købe order abilities med mere.
Det er lige præcis hvad der står, men under selve elite klasse beskrivelsen står der at man får en,når man laver en archer f.eks. man kan per definition ikke lave en archer med mindre man skifter klasse. Arbejder ud fra tese om at man ikke får nogen, men tænkte den lige så godt kunne smides ud til diskusion.
Edrahil er gammel. Han har levet igennem næsten 3 af solens aldre. Draget fra Valinor over havene med huset Fëanor for at vriste Silmarillerne fra Morgoth. Set Beleriand synke i havet og endelig været meget tæt på Celebrimbor’s skabelse af ”The Rings of Power” i Eregion.
Han og andre blev reddet af Elrond, på opfordring af Gil-Galad, den sidste Elven High King, da Annatar / Sauron angreb Eregion og fangede Celebrimbor i 1697 SA.
Elrond tilbød at lade Edrahil bo i Imladris og Edrahil blev der, trods sorg over sin families død og sit hjems ødelæggelse.
Selvom Edrahil ikke har direkte kendskab til hvordan ”The Rings of Power” er skabt, har hans teorier omkring Celebrimbor’s skabelse af ringene gjort at han er en meget velset loremaster i Imladris. Ofte bliver han trukket med på vejledning og råd omkring gamle artefakter fra fordoms tider.
Nogle få gange i løbet af den Tredje Alder har han selv været på ekspedition med nogle af Gildor’s Wandering Companies i Arnor og Eregion for at finde levn og lore omkring de gamle menneske- og elverriger.
Mageløst referat! 🙂
Jeg pålægger snart censur 😉 Godt skrevet!