Dark Heresy campaign

Her kan vi præsentere vores characters og skrive rapporter/referater fra vores spilsessions.

 

Kapitel 1

 

Dag 1: Administratum Distriktet, Hive Sibellus, Scintilla, Calixis Sector. 

Ikke nok med at vi ikke vidste hvem vores mystiske arbejdsgiver var, så var det at blive en acolyte for kejseren ikke helt hvad vi havde forventet.

 

Flere uger i ensom optræning og indoktrinering resulterede i et kort, men mystisk møde med en hvis Interrogator Zann. Fra hans udseende at dømme var der ingen tvivl om at han var højtstående i Inkvistionens hieraki.

 

Zann viste os liget af en mand, Saul Arkbast, som var Hive arbejder og fundet død i et godstog i metro’en. Et tog der var på vej væk fra hans bopæl, som om at han ville flygte fra stedet.

 

Besynderlige ting ved hans død:
• Systemnedbrud (tissue rejection).
• Et syntetisk organ havde ødelagt hans centralnervesystem (en orm som måske kontrollerede værten).
• Den ene lunge viste sig at være et opbevaringsområde.
• Den ene optiske nerve var fjernet.
• Skind flået fra maven.
• Hans system var fyldt med medikamenter (til nedsættelse af smerten eller for at nedbryde ormen inde i sig?).
• Registreret som invalid og fyret for 60 dage siden.
• Boede i Coscarla Distriktet.

 

Vores arbejde for kejseren blev at finde ud af hvorfor han var død, hvordan, hvem den ansvarlige var og eventuelt eksemplarer af flere orme. Vi skulle gå undercover som Coblast Assay Regulators i Coscarla Distriktet og til det fik vi tildelt nogle forklædninger.

 

Vi fik også lidt udstyr i form af lamper, en bioscanner, tre glasbeholdere og en pose penge.

 

Vores første ledetråd var Lilly, Saul’s søster, som efter sigenede skulle bo hos Saul (men boede hun ikke også et andet sted?).

 
Dag 1: Coscarla Distriktet, Hive Sibellus, Scintilla, Calixis Sector.

Efter at have kommet ned til Coscarla via metro’en og kæmpet os igennem et hæsblæsende marked, ankom vi til Saul’s bopæl. Den lå i et større lejlighedskompleks.

 

I modsætning til resten af Coscarla distriketet var der skummelt stille på den 6. etage hvor Saul’s lejlighed var. Døren til hans domicil var brudt op. Vi fandt Lilly under sengen i hans lejlighed.

 

Lilly var godt skræmt, men med en blandet cocktail af good og bad cop fik vi følgende ud af hende:
• Saul var tit fuld og drak med sin ven Evart Zen som hun også havde set i templet.
• Lilly havde ledt efter Saul i Worker’s Union, men alle havde et tomt blik og det havde skræmt hende væk.
• Saul var blevet fyret pga. dårlig ryg.
• Folk forsvinder hernede i denne del af Hive Sibellus og mange er bange.

 

Da vi mente at vi havde fået nok oplysninger ud af hende, smuttede hun. Men ikke før at hun kom med denne advarsel: ”Pas på. Det bliver snart mørkt.”

 

Uden helt at forstå Lilly’s advarsel besluttede vi os for at finde Evart Zen. Det eneste lead vi havde var at han var blevet set i det lokale tempel.

 

Templet var mere en lille kirke end noget andet og meget misligeholdt. Hundredevis af små stearinlys inde i kirken viste sig at være tændt for dem der var forsvundet. Gråd og følelsen af sorg fulgte vores vej op til den eneste præst i kirken. En fuld mand som kun var interesseret i at sælge stearinlys og tjene penge på de tabte og fortabte sjæle i denne del af Hive Sibellus.

 

Præsten nævnte noget med en Blackout i Coscarla hvor en del mennesker forsvandt og efter købet af to stearinlys råbte han på Evart. Desværre havde Evart ikke lyst til at snakke og løb sin vej.

 

Det var noget sværre at stoppe Evart end forventet. Han løb igennem den propfyldte markedsplads som vi havde stiftet bekendtskab til på vej hen til Saul’s lejlighed. Og ikke nok med det, så begyndte alle på markedspladsen at skynde sig hjem for det var ved at blive mørkt. Det var tydeligt at panikken bredte sig og kaos var uundgåeligt.

 

Efter noget tid fik Quintus dog sporet Evart hen til Worker’s Union. Vi gik alle derind og det var ikke et øjeblik for tidligt… for det var blevet mørkt.

 

Nat 1: Coscarla Distriktet, Hive Sibellus, Scintilla, Calixis Sector.

Worker’s Union var et beskidt og usselt sted. En stor fed mand stod bag baren og serverede noget der lignede at det ikke kunne drikkes.

 

Evart blev hurtigt spottet. Men desværre viste det sig at det slet ikke var ham og vi endte i en ydmygende situation hvor bartenderen bad os om at smutte. Men hvis vi overlevede natten, ville han måske godt snakke med os.

 

Kort tid efter at vi kom ud fra baren hørte vi et skrig fra et menneske. Vi bevægede os i retning af der hvor skriget kom fra og fandt en blodig hat, men intet lig.

 

Lassiter sansede at ”væsner” var på vej mod os og vi flygtede derfor ind i en opgang hvor vi mente at vi bedst kunne forsvare os. Situationen taget i betragtning var det et klogt valg, for ud fra lydene at dømme var vi stærkt i undertal. Quintus fik dog kål på en af dem, da disse cyborglignende dyriske mennesker angreb. Det resulterede i at resten flygtede, men de tog deres faldne kammerat med.

 

Frustrerede og måske en smule overvældede over modstanden gik vi hurtigt ned af gangen i det håb om at finde et sikkert sted at overnatte eller gå i dækning. Lassiter havde ikke noget ønske om at blive omringet endnu en gang og tvang én af lejlighedsdørene op med tankens kraft.
Men ingen i gruppen var forberedte på et ældre ægtepar’s evne til at forsvare sig selv bag den nu manglende dør.

 

Yosef fik overtalt parret til at vi kunne komme ind og dermed også beskytte dem. Vi barrikaderede os inde i lejligheden sammen med det forskræmte ægtepar, men der gik ikke lang tid før at vi besluttede os for at forlade den og undersøge kampscenen.

 

Væske eller blod fra det væsen som Quintus havde pløkket ned, ledte os udenfor igen, forbi markedspladsen og næsten helt hen til Metro’en. Måske havde vi drevet væsnerne på flugt.

 

Vi krøb langs en bygning og hørte pludselig lyden af metal på beton. Frygtløse Quintus gik lidt i forvejen og rundede et hjørne. Med et skrig affyrede Quintus adskillige skud. Mange hvæs og lyden af Quintus der lagde sig på jorden bævrende og savlende fulgte.

 

Trods håbløse odds holdt vi stand mod væsnerne indtil Quintus pludselig vågnede og med lukkede øjne skød endnu et af væsnerne til uigenkendelighed. Resten af væsnerne skreg et højfrekvent hyl og flygtede.

 

Tirus tog billeder af ligene hvorefter vi uden af tænke over vé og vel skyndte os tilbage til Worker’s Union med vores makabre last.

 

Respekten blev genvundet i Worker’s Union efter vores tidligere ydmygelse og en hvis Mr. Luntz gav os mad og drikke… og tilbød os et job. Sine bodyguards satte han til bevogte ligene af de mystiske væsner.

 

Jobbet gik ud på at fjerne en tech cult (The Logicians) fra Coscarla Distriktet. Lederen, en kvinde (The Churgeon) med forbindelser til Moran i Tantalus Alms House hvor folk også forsvinder fra. Luntz havde endda et passcard til bagindgangen til The Tantalus Alms House. The Churgeon skulle holde til i almisse huset.

 

Belønningen: 500 Thrones til hver.

 

Vi besluttede os for at tage jobbet, men inden vi skulle til at gå kom Luntz ind og introducerede en meget stor mand for os. Hans navn var Tharloss og han var villig til at hjælpe os med at fjerne The Churgeon. Baseret på vores tidligere kamperfaring besluttede vi os for at lade ham komme med os, men ikke uden en hvis skepsis.

 

Det havde været en lang dag og trætheden var ved at melde sig, men vi huskede dog hvorfor det var at vi stod i Workers’ Union.. Evart. Vi bad Luntz om at hente ham til os og fik derefter udspurgt Evart om Saul. Det viste sig at Saul var kommet til skade en aften efter at have sloges med nogle bøller. Saul var blevet såret og havde gået til almissehuset. Evart turde ikke gå med.
Konklusion : Saul må have flygtet fra almissehuset efter at have fået den hvide orm i sig og muligvis taget så mange stoffer at han var død af det.

 

Natten var stille og uden hændelser kom vi hen til bagindgangen til almissehuset. Det var stort og gik flere etager op. Med keycard’et kom vi ind i et køkken. Quintus gik front, mens vi andre undersøgte rummet.
Yosef og Tirus gik ind i køkkenets kølerum og fandt en masse metalbeholdere fyldt med blod, kød og organer. Yosef, tydeligt rystet fra de tidligere kampe, kunne ikke klare synet af mere blod og gav et skingert, nærmest piget skrig fra sig.
Tirus fik taget lidt billeder af metalbeholdernes indhold som bevis.

 

Quintus, tydeligt ivrig efter at komme videre, fortsatte ud af køkkenet ind i hvad der må have været en spisesal. Vi andre fulgte efter.

 

Trods det at vi gjorde vores ypperste for at være stille, var det ikke nok. Et af de uhyggelige væsner vi havde mødt på gaden overraskede os i lobbyen, men havde mere lyst til at alarmere sin(e) herre og kravlede op af væggen mod de øverste etager. Quintus og Tharloss gjorde kort process af bæstet, der i sidste ende ikke kunne bruge sin ben til at klatre med og faldt ned på gulvet. Tharloss huggede derefter dets hoved af.

 

Kampen var blevet hørt af andre i huset. For vi opdagede nogle røde øjne op af trapperne til de øverste etager. Forsigtigt gik vi op. Våben ladt og på vagt.

 

Trapperne endte i et rum der nærmest lignede at hospital med stofvægge og en væmmelig lugt af råddent kød. Bag stofvæggene lå der nogle lig på nogle senge. Det var tydeligt at der var blevet opereret på dem. For enden af rummet åbnede der sig pludselig en dør og fire væsner løb hen imod os. Vi gjorde kort proces af dem. 

 

Yosef fik desværre en meget stor lyst til at åbne døren og kigge ind, da han, som den eneste, hørte skrig derinde fra. Han var ikke helt forberedt på det syn der mødte ham og trak sig hurtigt væk fra døren, tilbage til os.
Inde i rummet var der tre væsner til, The Churgeon som havde en spiderbot siddende på sig og et andet væsen (Måske Moran, som jeg desværre ikke fik noteret detaljerne på).

 

De tre væsner, spiderbot’en og Moran angreb Yosef. The Churgeon blev stående inde i rummet.
Kampen var næsten blevet en katastrofe, da Quintus og Lassiter skiftede krop pga. et flux i Warp-energierne, som på det tidspunkt ramte almissehuset. Quintus i Lassiter’s krop bukkede, ikke overraskende, under for den mystiske hændelse og måtte endnu en gang kaste sig på gulvet, ude af stand til at fatte noget som helst.
Lassiter tog det mere roligt og var kun lettere handlingslammet.

 

En grufuld skæbne havde mødt os, hvis ikke det havde været for Tharloss’ to velplacerede frag grenades. Desværre flygtede The Churgeon i en elevator. Så ikke en perfekt mission, men vi fik da sat en stopper for de kætteriske planer The Logicians havde for Coscarla Distriktet.

 

Under vores eskapader i almissehuset havde Luntz’s mænd angrebet The Logicians i andre dele af distriktet og inden natten var omme var der endnu en gang trygt… eller så trygt som der nu kunne være i denne del af Hive Sibellus.

 

Interrogator Zann var tilfreds med vores undersøgelse af mordet på Saul og ville højst sandsynligt tilkalde os igen om noget tid.

 

Kapitel 2 – Vejen til Iocanthos

Efter vi har hvilet ud et par dage, bliver vi tilsagt af interrogater Zahn til en debriefing. Vi mødes og tager i samlet flok ud for at forklare hvordan vi ordnede problemerne i Coscarla distriktet. ”Vi” dækker over trioen Tirus, Quintos og Yoseph flankeret af en påfaldende tavs Lassiter og vores nye ven Thalos, der heller ikke virker som om, han er helt oppe på dupperne…

 

Vi fortæller Zahn om vores bedrifter. Han virker noget skuffet over, at vi lod the Churgeon slippe væk, og han må trække ud af Thalos, at hans mission var at infiltrere Luntz’ bande. Zahn vil gerne høre vores tanker om, hvad der egentlig er sket, og hvad formålet har været. Var Saul en ’nogo’ kyborg, som dem vi slog ihjel? Eller havde skaberne et dybere formål? Hvad skulle han transportere i sin lunge? Og var han på vej til eller fra Coscarla, da han døde? Måske havde han afleveret, det han skulle? Vi hælder vist mest til det sidste.

 

Zahn oplyser os om, at the Logicians er en frygtet tech-kult. Som ”normale” tech-præster tror de på teknologiens vidunere, men de vil benytte sig af al den teknologi, de kan få deres fingre i – om det så er kættersk  – i deres kamp mod imperiet. Luntz mænd fik (med hjælp fra os) drevet logicians ud af Coscarla – men det er næppe det sidste, vi (Imperiet!) kommer til at høre fra dem. Zahn slutter med at sige: ”Træk jer tilbage nu – med jeres inkvisitors taknemmelighed.”

 

Efter en måneds tid, som vi har benyttet til at forbedre forskellige evner og egenskaber, kommer en udsending til hver af os og meddeler, at vi skal møde på landingsbane 782 næste morgen kl. 0600.

 

Vi mødes alle fire-fem stykker på landingsbanen. Lassiter er stadig meget tavs. Skibet er en stor, gammel klods af et transportskib. En commander kommer hen og fortæller, at skibet letter om to minutter. Hvor det skal hen, kan vi få at vide, når vi er lettet. Helt ubekymrede går vi ombord på skibet. Vi er her jo efter ordre fra vores inkvisitor (Claudius), på vej ud og bevise vores værd som Imperiets nye stjerner.

 

På skibet får vi overbragt et dataslot med oplysningerne om vores mission. (Der er mange oplysninger på, og der vil mange nogle i det efterfølgende – men Tirus har slottet.)

 

Vi er på vej til Iocanthos, Segmentum Obscurum i Calixus sector. Det inkvisistoriske kapitel på Scintilla har ønsker assistance. Det drejer sig om ”forstyrrelser” i forbindelse med opførelsen af en ny katedral for Sankt Drusus (hil Sankt Drusus!) Den lokale senior interrogater på planeten hedder Ari Starkus og er vores kontaktperson. Vi skal samle informationer og eliminere eventuelle trusler. Katedralen ligger i Stern Hope, men det er upraktisk at lande i området. Vi vil blive sat af i Port Suffering (eneste sikre landingsplads), og her vil vi møde Ari Starkus, der vil sætte os nærmere ind i situationen. Menigheden består både af indfødte og ”andre værdige”.

 

Vi får oplyst, at forstyrrelserne manifesterer sig på mange forskellige måder. Mystiske lys i de omkringliggende bjerge, dyreangreb, stigning i ulykkesfrekvens, vægge der græder blod og telekinetiske forstyrrelser. Det lyder næsten for let…

 

Planetens vigtigste eksportvare er ghostfire pollen. Disse er en vigtig ingrediens i mange kampmedikamenter. Forskellige krigsherrer kæmper om magten, og den politiske situation er meget ustabil. Den mest magtfulde krigsherre (pt.) er en Vermin Skull (?). Han har udnævnt sig selv til guvernør.

 

Vi bliver også oplyst om, at den oprindelige befolkning kaldes Asleen. Imperiet har tidligere ”dumpet” uønskede elementer (personer) på planeten. Sister Semboree overvåger byggeriet af katedralen og Orland Skae er abbed.

 

Rejsetiden er fire dage med warp-hastighed. Turen foregår begivenhedsløst, bortset fra en i den grad belastende purser (Zebek). Zebek kan dog fortælle, at Asleens er farlige – de kan ikke lide spdan nogen som ”os”. De maler deres ansigter med blå flammer. Han fortæller også, at kugler (ammo) er mere værd en guld på planeten. Ingen tager til Iocanthos frivilligt – Zebek mener, at det er en straf at blive sendt dertil…

 

Efter tre dage (lidt hurtigere end forventet) får vi besked om, at vi skal gå til et dropship. Turen med dropshippet er frygtelig. Både Quintos og Yoseph bliver syge, men vi overlever da – og ned kommer vi.

 

Umiddelbart efter vi er landet begynder et antal arbejdere at bære kasser ud og ind. En flødebolle af en mand kommer hen mod os. Han er klædt i en ikke helt ny blå robe, og bag ham går to bodyguards. Han præsenterer sig selv som ”personlig udsending under konsul Kerits Myg”, og han beder os om, at forklare vores ærinde. Vi fortæller, at vi skal tale med Ari Starkus, men han er ikke tilfreds. Efter lidt snakken frem og tilbage benytter vi os af, at konsulen ingen magt har over Inkvisitionen, og vi forlader en bitter mand med bemærkningen: ”Vi har desværre ikke mere tid…”

 

Netop da kommer et menneskebarn med mekaniske vinger flyvende. Som du sikkert ved, er der tale om en kerube, der mest benyttes til at sende beskeder. Keruben rækker os et stykke pergament med inkvisitor Claudius personlige mærke på. På pergamentet står, at vi skal følge efter keruben til Ari Starkus.

 

Keruben har fart på, og vi prøver efter bedste evne at holde trit med den på det tæt befolkede marked. Tirus kan ikke følge med, og på et tidspunkt beslutter vi os for at vente. Mens vi står og venter hører vi en høj mumlen. Det er en halvnøgen mand, solbrændt og med blå flammer i ansigtet. Han han råber af os: ”Det ham! Det ham!” Han går endda så vidt, at han stiller sig i vejen for Quintus, mens han siger: ”Han er her igen. Må Herren have medlidenhed med de fordømte fjolser.”

 

Det er ikke til at komme i kontakt med den halvnøgne mand. Og mens vi prøver, komme en gruppe på 7-8 unge mennesker til. ”Skal I genere den gamle mand?” De er ganske provokerende og generelt utrolig uopdragne! Tænk at stille op med sådan en holdning over for os – Imperiets udsendinge! Quintos spytter på jorden foran dem og prøver at intimidere dem. Det virker dog ikke efter hensigten, og der bliver kastet sten mod Tirus’ nye metalarm. Yoseph træder til med sine diplomatiske evner. ”Tag det nu roligt. Vi har ikke generet nogen. Passér gaden.” Til nogen overraskelse for Yoseph er det som om, at varylerne ikke vil tales til fornuft. Det er som om, han har valgt sine ord forkert. Det er dog som om, at skæbnen lader Yoseph få endnu en chance for at tale de uopdragne knægte til fornuft. ”Venner, hør nu…” men nej sgu! Det er som om, noget slår klik i Yosephs ellers rolige sind. Skal vi som Imperiets udsendinge – forkyndere af det sande budskab, finde os i at bliver overfuset af tilfældige, uopdragne teenagere? Nej sgu! Og det der egentlig var ment som et forsøg på diplomati bliver til… ”Tag dem Quintos!”

 

Quintos skyder en af bandemedlemmerne i højre arm. Han falder skrigende til jorden. Umiddelbart efter trækker Yoseph selv sin revolver og sætter en kugle i hovedet på en anden. Teenagerne er dog ikke skræmt endnu. De skyder – og Tirus såres hårdt i højre ben. Det skulle de ikke have gjort…

 

Quintos fyrer på kontrolleret vis sit automatvåben af mod lømlerne. Ti skud rammer og lømlerne falder som fluer. De prøver at flygte, men ikke før Thalos har hugget en af dem ned bag fra. Så kan de f’me lære det! f*!?ing punks! Et par af dem slipper væk, og mens vi tilser Tirus’ ben, ankommer den lokale ordensmagt. Tirus lægges på en båre og bæres væk, mens vi andre føres til Administratum Courthouse, hvor vi alle fire placeres i en celle…

 

Har vi handlet overilet? Jo, måske…

 

Overilet eller ej så betød det nogle timer i brummen. Vi prøvede at få vagterne til at slippe os fri og de blev vist lidt nervøse da vi fortalte dem hvor vigtige vi var og at vi skulle mødes med Aristarchus. En af vagterne fik endelig fat i flødebollen Keryth Smy og han fik os løsladt samtidig med at han beklagede meget den uheldige situation.

 

Keruben ventede fornærmet på os udenfor og summede surt videre som en anden klokkeblomst, men ventede ellers pænt på os denne gang. Vores destination var Aristarchus’ ”bolig” et telt, omgivet af palisader med en port, hvor der var en stor ørn over. Der er noget pænere her end i resten af Port Suffering.

 

Serren Aristarchus er en ældre pæn herre, iklædt en kulsort robe. Han har et skævt smil, gulgrønne øjne og et Scholastica Psykana tattoo hen over den ene kind. Dvs. han er en næsten lige så mægtig en psyker som Lassiter. Vi kommer ind i teltet til Aristarchus netop som han er færdig med at lægge nogle tarot kort.

 

Han pakker dem hurtigt sammen , hilser ærbødigt på os og forklarer situationen som beskrevet i vores data slate. Han beder os om at få pakket hvad der nu skal pakkes og få hvilet ud. For vi skulle afsted næste dag ved daggry mod Stern Hope.

 

Vores transport er en Flatbed (dampdrevet bil, ifølge imperiets annaler) og Tharloss får lov til at køre (Kejseren og Saint Drusus holde sin hånd over os). Til vores store overraskelse tager Aristarchus med og har dermed kommandoen over os. Hvad er nu det? Som om at vi har brug for nogen til at fortælle os hvad vi skal gøre.

 

Vi får at vide at Tirus har fået det bedre, men endnu ikke er klar til at tage med os.

 

Turen igennem ørkenen byder på sightseeing som…ørken, ghostfire pollen blomster som typisk vokser i nærheden af knoglerester eller lig, og shale crows, fugle uden øjne. Én i gruppen kommenterer at disse fugle så må kunne se på en anden måde… dyb stilhed og stor forundren over et så markant tegn på intelligens.

 

Pludselig beder Aristarchus Tharloss om at stoppe bilen. Han kan mærke noget som kun Psykere kan mærke. Lassiter har følt det længe, men har ikke villet gøre de andre nervøse. Aristarchus løber, kravler og klatrer op på en bakke hvor har ser på en stenblok med en grov skitse af en falk med kløerne om et sort kranie. Det ser nærmest ud som at skitsen er brændt ind i stenen.

 

Aristarchus står og nikker og virker meget fjern. Han er også begyndt at hoste. Måske efter den hårde klatretur. Yosef fortæller en vild historie her om at kejseren kom ned og brændte skitsen ind i stenen med sine laserøjne. Det lød helt utroligt og ganske plausibelt.

 

Vi kører videre til det er tæt på at blive mørkt og sætter lejr op. Yosef laver et fantastisk måltid aftensmad af en dåse goo og goo deller. Det er en ren fest, selv Aristarchus er imponeret. Han hoster dog lidt efter han har spist op. Det må være al det ørkenstøv.

 

Til trods for at der nok er meget lidt der kunne finde på at angribe os herude i ørkenen holder vi alligevel vagt…. og det var ikke så dumt. Under Lassiter’s vagt dukker der en meget stille mandsperson op, et stykke fra lejren. Lassiter råber ham op, men han er så uforskammet ikke at svare. Lassiter er voidborn og ved hvordan andre mennesker ser på ham, derfor vækker han de andre og beder Yosef om at snakke med den mystiske mand.

 

Yosef bevæger sig hen mod manden, mens Lassiter lyser på ham med sin chem lamp. Strålende af selvtillid efter sin fantastiske madlavning hilser Yosef på manden og går tættere på ham. Pludselig træder Yosef tilbage med et gisp og et udtryk i ansigtet der ikke er helt ulig det han havde da han mødte bæsterne i Coscarla distriktet.

 

Så tager tingene fart. Lassiter sanser at denne mand er en ren manifestation af kaos og råber til Quintus at han skal skyde. Quintus skyder og dæmonen falder om og bliver til støv. I sandhed djævelskab. Aristarchus vågner svagt og siger at ørkenen kan spille en et puds. Uvidende arrogante r… Tharloss har sovet igennem hele misæren, men han har selvfølgelig også kørt hele dagen.

 

Få timer efter er det morgen og vi kigger kort på sandbunken, men finder intet der skulle indikere at det på et tidspunkt har været en dæmon og kører mod Stern Hope.

 

Sent på aftenen ankommer vi til Stern Hope, en by af telte omkranset af bakker og palisader, og bliver mødt af våbenbroder Savarus. Vi får en herlig velkomst af byens beboere og det er tydeligt at folk ved hvem vi er og har respekt for os.

 

En broder Lamarc viser os op til Den Grædende Nar som ligger tæt ved den store flotte katedral og prioriet. Indenfor byder bartender Forst os velkommen. Han har fire værelser til os Aristarchus. Hostende siger Aristarchus at vi skal gå til ro for vi kan ikke komme til at se Biskop Orland Skae i aften alligevel.

 

Vi får lidt at spise og drikke og bartenderen fortæller og bekræfter nogle af de mystiske hændelser vi har hørt om. Statuer der græder blod, kradsen på væggene i katedralen og lys på bjergtoppen, folk der forsvinder osv..

 

Efter de gode godnathistorier, går vi alle i seng.

 

Straks den næste morgen smøger vi ærmerne op og går i gang med den vanskelige opgave det er at komme til bunds i denne mærkelige sag. Vi beslutter os for at afhøre/tale med alle, der kan have blot den mindste smule brugbare oplysninger, og vores ihærdighed bærer i den grad frugt. Alt godt kommer til den, der venter, og alt så’n noget. Det viser sig, at der var lokale protester over placeringen af katedralen netop her. Vi kan ikke rigtig komme det nærmere til trods for at Yosef kan fornemme at Biskop Orland Skae skjuler et eller andet, men beslutter os for at tale et alvorsord med en gammel kælling kaldet Vossa – en af ørkennegerne. Desværre er Vossa på walkabout og har været det i nogle dage. Vist nok i bjergen, hvor de andre lig er fundet (superfed idé, Vossa 😉 ). Vi taler også lidt med en byggesagkyndig, der dog ikke kan bidrage med banebrydende oplysninger.

Tirus ankommer i en flatbed, akkompagneret af 2 vagter. Ja, mindre kan vel ikke gøre det for at holde ham i live. Det er svært at se om Tirus’ fod er skadet eller om den SKAL se sådan ud, efter at have været under kniven. Vi sætter hurtigt Tirus ind i tingene og sagens kerne, men han kan ikke rigtigt bidrage med noget nyttigt ud over at han mener at ghostfire pollen kan skabe hallucinationer. Specielt ude i ørkenen hvor der er så mange af dem. Visse vasse.

Vi beslutter os for at se lidt nærmere på de omgivende bjerge, der jo øjensynligt har været skueplads for flere dødsfald og mærkværdigheder. Efter en meget, meget vanskelig klatring til toppen, hvor Tharlos demonstrerer nært slægtsskab med en bjergged, når vi omsider et plateau, hvor vi finder liget af en ashleen. Men inden vi når at se nærmere herpå, overraskes vi pludselig af frygtelig Hexalid (uha-da!). De ellers så hærdede akolytter går fuldstændig i baglås ved synet af dette frygtelige monster, og mens nogen bare bakker lidt og måber, er der andre der tager skeen i den anden hånd og angriber alt og alle. Således bekender Tharloss omsider kulør og angriber Tirus mens han griner som en vanvittig (muahahaha!!!). Forrædderiet kommer helt bag på Tirus, der ikke når at værge for sig. Han hugges ned og burde have været død, men som vi ved, så beskytter Kejseren jo sine tro tjenere.

Kampen udvikler sig ikke i den retning man kunne håbe på, og selv en byge af varm bly fra Quintus’ assault rifle er ikke nok til at stoppe den vanvittige Tharloss. Til sidst klikker riflen… out of ammo! Nuvel, konstatrerer Quintus, “Så er det blevet tid til bloody knife work”. Som to himmelske kombatanter fra fordums tid danser Thrloss og Quintus rundt om hinanden og udveksler sværdhug, parader og finter. Men til sidst må Tharloss give fortabt over for Quintus’ overlegne fægteteknik, og i et flydende og dødbringende sværdhug skiller Quintus Tharloss’ ben fra hans krop.

Kampen er slut, men hvilken høj pris vi måtte betale. Det lykkedes for Lassiter at redde Tirus ved at kanalisere al den energi han kunne fra The Warp, samtidig med at han skulle holde de kaotiske fluxhvirvler tilbage som alle ved tilkalder daemons. Tirus kom tilbage til de levende og Tharloss blev også reddet med nogle små forbindinger. Efter at have konstateret, at det formentlig er Vossas lig vi har fundet, begiver vi os tilbage til byen, hvor vi puster ud.

Om aftenen ser vi lys oppe fra katedralen, og Quintus sniger sig derop for at undersøge. Her overværer han Aristarkus og biskoppen, der står og konferer over nogle tarokkort. Meningen er uklar, men det virker som om Aristarkus og biskoppen tilbageholder oplysninger for os. Da de to gør mine til at ville forlade katedralen, vælger Quintus klogeligt at fortrække. Og her indtræder der så endnu en af disse uforklarlige hændelser, der omgiver denne katedral. En stol kommer pludselig til syne for Quintus’ fødder, og Quintus har ingen chance for at undgå den. Uden at udvise sin sædvanlige behændige ynde, vælter Quintus hovedkulds ind i katedralens døre med en frygtelig larm, hvorefter han med brændende kinder løber ud i den mørke nat…

Forfulgt bliver han dog ikke. Det er helt tydeligt at Aristarchus og Biskop Skae er meget fokuserede om det de snakker om, så de bliver stående i katedralen.

Quintus bemærker at der kommer en del præster fra prioriet og de går op til katedralen hvorefter at dørene bliver lukket.

Tilbage på den Grædende Nar fortæller Quintus stadig bævrende af frygt, Lassiter og Yosef hvad han har hørt og set.

Lassiter er overbevist om at det med kortene er at ”Præsten” er en velsignelse og ”Det Glemte Barn” er tab. Men da Quintus ikke har fået det sidste kort med er der ikke meget at stille op. Skyde det kan han… men lytte.. tsk tsk.

Vi beslutter os for at gå i seng og sover tungt til langt ud på morgenen. Vi trængte til det. Den tynde bjergluft og de hårde anstrengelser i går.

Næste morgen er der er en masse larm pga . at Krigsherren Koschke og Esharayne, Dødssangeren ankommer. Folk kalder hilsner til dem og det er helt tydeligt at de er meget vellidte af lokalbefolkningen. Begge går ind i prioriet.

De tre raske medlemmer af gruppen står op. Yosef går ned efter noget morgen. Lassiter prøver forgæves at vække Aristarchus og Quintus tager sig af invalideholdet, Tirus og Tharloss.

Under morgenmaden får vi kort gennemgået hvad vi vil snakke med Esharayne om:

1. Hendes vurdering af de mystiske omstændigheder der er fundet sted.
2. Historien om stedet.
3. Modviljen i at bygge her.
4. Hvem skal vi holde øje med? (godt spørgsmål!)

Aristarchus kommer ned og brokker sig over at nogen bankede på hans dør. Vi spørger ham om Tarotkortene. Det sidste kort er en ”Sjakal” hvilket er lige med fare. Da Aristarchus fortæller at præsten er ascedant ringer Lassiter’s alarmklokker, men han forholder sig tavs for ikke at skræmme de andre i gruppen. Specielt de mere invaliderede medlemmer.

Efter morgenmaden går Yosef og Quintus over i prioriet, men de bliver pænt afvist af den irriterende broder Lamarc. Lassiter bliver tilbage og prøver at bruge sine healing evne til at få Tirus og Tharloss på ben(ene).

Ceremonien går i gang i katedralen og vi bliver alle fem henvist til nogle pladser oppe foran. Kosche og Esharayne sidder på den anden side. Biskop Orland Skae går i gang med at prædike, men efter et kort stykke tid lyder der en eksplosion udenfor.

Det viser sig at porten til Stern Hope er blevet brudt af et meget stort transportmiddel og en masse nomader angriber og brænder telte ned.

Invalideholdet ledt af Quintus dækker katedralen, mens Yosef og Lassiter løber ned mod den Grædende Nar for at advare Aristarchus. Det er tilsyneladende ikke nødvendigt for Aristarchus er frisk som aldrig før og warpenergier stråler ud fra ham. Lassiter er ikke imponeret.

Mens alt er i kaos løber en gruppe nomader, med en hvad der kunne tyde på at være en bombe, hen mod en generator i den ene ende af Stern Hope. Trods sit store korpus når Yosef at indhente gruppen. Lassiter får fixet et af våbene på de morderiske nomader og Quintus laver langdistanceskud fra katedralen.

Bomben ryger ud af hænderne på nomaden og den flyver hen til et lille barn der griber den. Lassiter bruger alle sine kræfter på  at skubbe bomben ud af hånden på barnet og væk flyver den. Yosef går i hårdhændet nærkamp med de resterende nomader og Lassiter følger hans eksempel.

En bombe springer bag katedralen og I mellemtiden holder Quintus samt team T’n’T god stand mod nomaderne. Ud fra sin øjenkrog ser Quintus en af de MEGET store hunde som Koschke og Esharayne red ind på, løbe frit rundt. Tydeligvis er den gået berserk over al det skyderi og angriber nu alt og alle. Quintus stopper den med en fuld runde varslingsskud lige inden den skulle til at sluge en hel familie. Helten Quintus. Han har tydeligvis gjort sig positivt bemærket over for Krigsherren Koschke og han spørger Quintus hvorfor Skae lader denne galskab ske.

Aristarchus henretter en lige foran katedralen. Han har en energi og vrede vi ikke før har set.

Esharayne forlader stedet med ordene : ”Biskop Skae er forbandet”.

Biskop Orland Skae lukker sig inde i kirken, men kommer ud efter noget tid, blodig og udmattet og påstår at det er Esharayne der har prøvet at slå ham ihjel.

Aristarchus beder os om at tage ud og finde Esharayne og bringe hende tilbage hertil. Det er ikke uden en hvis modvilje fra nogen af os i gruppen. For allerede nu er det tydeligt at et eller andet er helt galt i Stern Hope og det er ikke efter Kejserens ønsker.

Vores chauffør Tharloss er desværre lettere beskadiget efter ”uheldet” i bjergene, men han lærer Quintus de basale ting i at køre en flatbed. Det går ikke stærkt, men det slår at gå igennem ørkenen.

Inden længe kommer  vi ud i en frygtelig storm. Det hyler og sand blæser ind i flatbed’en. Quintus hører ikke Lassiter’s råb om at stoppe og lige pludselig kører Quintus galt og sidder fast på en stor sten. Han beder Yosef og Lassiter om at stige ud af flatbed’en for ellers kan han ikke få den fri (det minder Lassiter om de kvindelige piloter der heller ikke kan flyve hvis man kigger).

Forsigtigt kører Quintus videre og vi ender også med at komme ud af stormen, men desværre ender vi i et hul med to af hjulene der ikke kan gribe fat i jorden. Heldigvis ser vi længere fremme Esharayne’s hytte. Den er lavet af sten og er kuppelrund. Et lille bål er tændt ude foran. Ved siden af hytten er der en stald til fem store Dustdogs. Rundt om hytten er der pæle med kranier på som for at give en advarsel.

Vi begynder at diskutere hvad vi skal gøre om der er stadig ikke kommet enighed om hvorvidt Esharayne skal tages med tilbage eller ej. De to stridende parter er Quintus og Lassiter, hvor Yosef holder sig på Quintus’ side, men mindre aggresiv i sine holdninger. Lassiter er imod at vi tager Esharayne tilbage hvorimod Quintus vil gøre Aristarchus og dermed Kejserens vilje. Tharloss forholder sig neutral.

Gruppen bliver indtil videre kun enige om at stille hende de samme spørgsmål som planlagt tidligere.

I mellemtiden er dustdogs’ne begyndt at gø og nogle vagter er kommet ud af hytten. Uden Tharloss bevæger vi os hen imod dem uden at trække vores våben. Stormen er taget af i dette område. På vej derhen kommer Koschke, Esharayne og endnu en vagt ud af hytten. Vi er tydeligvis i undertal.

Yosef siger meget overbevisende at vi skal stoppe foran pælene og laver nogle håndtegn til de fem Ashleen. ”Må vi betræde jeres hellige i Kejserens navn?”

Koschke griner lidt af Yosef. Esharayne hilser os og beder os om komme tættere på. Hun fortæller at der er noget hun rigtig gerne vil vise os. Få sekunder efter at hun har sagt det, tager stormen til og to store fugleflokke danner sig over os og angriber uden videre. Vi trækker alle vores våben. Lassiter kaster sig til jorden idet de store fugle danser hen over ham i luften. Deres klør flår vildt ud efter ham. Yosef bliver omringet af fugleflokken, men Quintus får mirakuløst skudt alle fuglene ned uden at skade ham. Koschke gør også kort process af den anden fugleflok, men ikke før at den når at såre en de tre vagter.

Efter kampen beder Esharayne om os at komme indenfor i hytten. Hun peger på et stort bord og Quintus og Yosef skubber det til side. Nedenunder ligger der et tæppe som ligeledes bliver skubbet væk. Esharayne åbner en lille lem og tager en bylt op med en meget gammel læderindbundet bog i. ”Dette er Enkernes bog”, siger hun. ”En mørk ånd er vendt tilbage. Kragefaderen, og han vil vende broder mod broder, som i også så i Stern Hope”.

Bogen er 20-30 sider lang, men meget svær at tyde. Quintus begynder at blive vred for det minder om børnetegninger og ikke en løsning på alle de problemer og mystiske hændelser vi har været ude for. Lassiter kigger hurtigt bogen igennem og noget af det giver mening. Yosef synes dog at være bedre til at tyde den, men han er godt nok længe om det.

Esharayne fortæller at Kragefaderen selv er bange for det han gør mod andre. Quintus raser. Esharayne forlader hytten hvilket efterlader os hver især med et mindre eller større spørgsmålstegn hængende over hovedet.

Vi bliver enige om at konfrontere Esharayne overfaldet på Biskop Orland Skae. Hun benægter på det pureste at have noget med det at gøre. Hendes vagter er tæt på at trække våben, men afventer hendes signal. En stor diskussion går i gang og det ender med at Quintus med meget hårde ord beder Esharayne om at følge med tilbage.

Spændingen er intens….. Tharloss sidder i flatbed’en og forstår meget lidt af hvad der foregår.

Lassiter stiller sig mellem Esharayne og Quintus. Hvilket ikke hjælper på Quintus’ humør. Yosef er stadig på Quintus’ side, men forholder sig mindre aggresiv. Lassiter Jinx’er Quintus’ våben i tilfælde af at han i galskab skulle finde på at trække det og skude. Success, det er jammed.

Koschke griner af os og Esharayne er skuffede over os som udsendte af Inkvisitionen. Vi lader dem ride væk på deres dustdogs.

Lassiter går tilbage til flatbed’en og forventer en kniv i ryggen fra Quintus, men det sker ikke.

Alle kommer tilbage til flatbed’en, men der hersker en meget dårlig stemning i gruppen. Tharloss ser meget forvirret ud, Quintus er sur og Lassiter skal til at forklare om bogen, men bliver afbrudt af Yosef, der endelig har forstået hvad det hele går ud på…. men den vi hørt før.

Bogen omhandler en besat kultleder som kæmpede mod selveste Drusus. Dæmonen / kultlederen blev slået ihjel på den høj hvor katedralen nu er bygget. Er han/den kommet tilbage?

Både Aristarchus og Biskop Skae har udvist en lidt underlige adfær og har begge holdt noget skjult for os, men hvem af dem kunne være besat. Højst sandsynligt er det biskoppen, men hvorfor har Aristarchus, en så højtrankeret psyker, så ikke kunne sanse Kragefaderens taint på Biskop Skae?

Uden fløjten og og glædessmil kører vi tilbage til Stern Hope. Lassiter beder alle om at checke deres våben. Selv skifter han clip på sin kompakte laspistol. Desværre kan Quintus ikke checke sit våben for han kører.

Omkring tusmørketid kommer vi tilbage til Stern Hope. Der hersker en besynderlig stilhed her og der er ingen til at byde os velkommen ved porten. Quintus kører forsigtigt ind i den lille forpost og op mod katedralen. Vi ser flere lig ligge rundt om teltene alle med deres øjne hugget ud. Foran prioriet ligger broder Severus hårdt såret med øjnene stukket ud. Lassiter skal til at heale ham og forsvinder. De andres skynder sig hen for at snakke med ham.

Med sine sidste ord får Severus fortalt at biskop Skae er i katedralen og at vi skal stoppe ham. Han udånder. Lassiter dukker op og skal til at heale en død mand. De andre har flyttet sig rundt i forhold til hvor de stod og han er lettere forvirret.

Vi bevæger os alle op mod katedralen hvor der kommer et besynderligt hvidt lys fra. Mørket virker tættere rundt om katedralen. En frygt griber os idet vi kigger ind.

Aristrachus står på alteret med alle tarotkortene flyvende rundt om sig. Han virker nærmest som om at han er i trance. Over ham er der en stor mørk sfære hvor noget ondt prøver at komme ud. Resten af indbyggerne i Stern Hope sidder alle med åbne øjne og tårer trillene ned af deres kinder. Bag alteret står en vanskabning af det som før var biskop Skae. En pukkelryg, muteret og modbydelig. Selv når vi kigger på ham, muterer han.

Dette er for meget for Quintus som løber skrigende bort. Lassiter synes at det ligner noget fra hans mareridt. ”Et levende mareridt”, tænker han og bakker væk fra katedralen.

Tharloss med støtte fra Yosef humper ind i katedralen.

”Jeg er glad for at i kunne komme, mine venner”, siger Biskop Skae. Han tager et barn fra en af de forreste bænke og river det midt over.

Quintus er kommet til hægterne, spæner tilbage og tvinger Lassiter ind i katedralen. Nej, nej…. et levende mareridt.

I mellemtiden har Yosef sat Tharloss ned og råber til Aristarchus at han skal stoppe dette vanvid. I et kort sekund virker det som  om at han lytter, men fortsætter så med sin trance. Yosef skyder mod Aristarchus. Alle tarot kortene danner en mur og kugler preller af. Endelig løber Yosef med sin hammer hen mod alteret i det håb om at vælte Aristarchus ned derfra. Kortene danner igen en mur og Yosef bliver skubbet tilbage med ekstra telekinetisk kraft.

Biskop Skae, der nu ligner en klump af kød, en muteret grinende masse, glider hen mod Yosef.

Quintus slår Lassiter og beder ham og kæmpe mod sin frygt. Men det lykkes ikke rigtigt. Lassiter mærker at Aristarchus prøver at kontakte ham med en telepatisk forbindelse. Lassiter prøver flere gange at fortælle ham via dette bånd det forkerte han gør.

Amøben Skae nærmer sig Yosef. Langsomt løfter Yosef hammeren og skal til at begå selvmord med den. Tharloss skyder den i hovedet med en shotgun og rammer Skae’s ene øje. Arrraaaaahhhhhhhhhh……

Dette gør tydeligvis ondt på Skae. Han vender sig om mod Tharloss og vælter nogle bænke så flere indbyggere flyver rundt i katedralen.

Blod flyder ud bag Lassiters implant øjne og han prøver i en sidste kraftanstrengelse at få Aristarchus til at hjælpe med at slå Skae ihjel. Mørket er ved at åbne sig og noget udefinerbart ved at glide ud.

Skae skal til at slå os alle ihjel, men Aristarchus griber om ham bagfra og trykker det sidste øje i stykker. En enorm psykisk eksplosion rumler igennem universet. Mørket forsvinder, Skae og Aristarchus dør og vi falder alle udmattede om.

…..

Kun 50 ud  af de 300 indbyggere overlevede massakren i Stern Hope. Tirus finder vi tæt på ødelagt på den Grædende Nar. Vi håber at hans brødre kan reparere ham. På Aristarchus værelse finder vi en dataslate, måske kan Tirus oversætte den, når han engang kommer tilbage til det han nu kommer tilbage som. Vi finder også resterne af et Tarot kort. Det er muligvis Xenos tech, men vi mangler Tirus til at studere det.

Vi bliver nogle dage i Stern Hope. Imperiets psykere har åbenbart mærket eksplosionen langt ude i universet og et kontingent af Inkvisitionens krigere ankommer til Stern Hope for at undersøge det og bringer os tilbage til Scintilla.

Ashleenfolket ser os som helte, takker være Esharayne, og det har forhåbentlig forbedret relationerne til Kejserens Imperium.