16-11-01
Vi spiller D&D med MC, som den hårde men uretfærdige master, der mestendels slår spillerne ihjel.
Eventyret udspiller sig i en verden der, hårdt truet af ork-angreb, befinder sig i hænderne på en folk frustrerede og ufokuserede eventyrer. Disse uduelige er af vanvare kommet i besiddelse af fantatiske artefakter (som de ikke kan bruge) der kan fremmane den mørke fjende og de jages derfor af verdens ondskab. Eventyret er trods MC’s udsagn ikke forbi…
——————————————————————————–
29-11-2001 Følgende dækker historien fra Matt og Vikes indtræden. Den er lavet af JP.
Mit navn er Mat Dearborn eller det er hvad jeg kalder mig selv. Jeg er 19 år og har levet de sidste år i og af naturen. Efter at jeg blev hårdt såret efter et overfald blev jeg fundet af elverne og de plejede mig i flere måneder. Jeg blev tæt knyttet til elveren Vike. Vi tog på eventyr, men da vi vendte tilbage til skoven, havde en stor orkhær angrebet og slagtet elverne. Mange var døde og blandt dem hele Vikes famillie, på nær hans bror Loke, som også var taget afsted.
Vi tog afsted i samme retning som orkerne og vi fandt hurtig ud af at Loke havde slået følge med 2 mennesker og en halvork. Vi fandt dem tilsidst i en lille hytte, hvor de lige havde begravet hyttens beboer, en gammel kone, og deres ven og fælle halvorken Arnok, som havde taget nogle artefakter på, som de havde fundet. Disse havde øjensynligt gjort ham ond og han havde angrebet dem. Udover Loke var de to andre i gruppen Goldwin og Resus.
Vi forfulgte orkerne og tog op mod nord til Fal Dara.Under vejs blev vi overfaldet af en gruppe orker og nogle ogres. Goldwin og Resus blev væk i kampens hede og vi andre forsatte ind mod Fal Dara. Det viste sig at byen var belejret. Efter en dumdristig plan slap vi ind i byen, men vi havde nogle problemer med at overbevise byens leder om at vi var kommet for at hjælpe. Han modtog et budskab fra orkernes leder, der havde taget navn efter en af de udvalgte (12 magtfulde troldmænd som hjælper Den onde). Han ville have de 3 artefakter og så lade byen slippe. Han hjalp os gennem en bag udgang og vi slap væk. Vi lovede at ride sydpå og advare byerne der nede om at orkerne var på krigsstigen.
Efter at have fået fat i heste red vi sydpå og endte i en by som jeg ikke kan huske hvad hedder. Her opsøgte vi byens overhoved og det forløb ikke så godt. Vi måtte flygte fra noget meget ondt. Vi overnatter på en landevejskro og bliver overfaldet af en mørk ridder, der ikke skades af almindelige våben. Vi overvinder ham og forsætter til Whitebrigde. I byen bliver vi modtaget af herskerinden og bliver inveteret til middag. Under middagen tager Loke (den klovn) et af artefakterne frem og byens general kræver straks at få det til undersøgelse. Byens herskerinde stopper ham heldigvis. Byens vise mænd kigger på artefakterne og vil ikke have noget med dem at gøre. De forslår at vi går igennem en portal, der måske kan give svar på vores spørgsmål. Vi går igennem og jeg har noget der ligner en drøm, men det ender med at jeg dør. Vi møder nogle mænd der svarer på vores spørgsmål og vi bliver sendt ned i en grotte.
Vi begyndte at undersøge grotterne og det viste sig at der var en stor dungeon. Den var fyldt med Kæmpeedderkopper og lig i pupper. I en af pupperne fandt vi en halskæde og en flaske med noget væske. Loke tog halskæden på og så lukkede den sig om hans hals og klemte til vi prøvede alt hvad vi kunne, men den ville ikke af og der var ikke noget at gøre. Han døde og det slog Vike ud.
Vi forsatte med at undersøge gangene og kom til et rum med en edderkoppemand og nogle edderkopper, som angreb os. Derefter mødte vi en elver ved navn Varges, der heller ikke kunne finde ud. Hans gruppe var blevet slagtet af en Irongolem. Vi gik der ned og begyndte at kæmpe med den, men det gik ikke så godt. Vi slap forbi, men Goldwin blev dræbt af et slag og det ser snart sort ud. Der er nu kun Resus tilbage fra det oprindelige hold og han er ret fjendtlig overfor i sær Vike. Vi forsætter med at lede efter en udgang og efter et mislykket forsøg på at komme op af en trappe (for mange edderkopper), så går vi til et rum, hvor der er nogle ædelstene. Resus brækker en ædelsten ud og sammen med ædelstenen kommer der et dyr der borer sig ind i hans skulder og i forsøget på at få den ud dør han.
——————————————————————————–
28-11-2001 Artefakterne… Vikes skrifter:
Nu er Rehsus også død! Vi har anstændigt tildækket hans jordiske rester og, så godt som vi nu kunne, forsøgte at skibe ham hinsides. Jeg håber at jeg med tiden kan glemme synet hans forpinte ansigtsudtryk, de krampe-fortrukne og krogede lemmer. Trods hans kynisme og spydighed, savner vi ham – måske netop dét savner vi ved ham?! Uden mørke, ingen lys!
For da slet ikke at tale om den modige, ja grænsene til det dumdristige Goldwin… min stærke, gode ven, måtte dit legeme glemme dette livs pinsler og din sjæl finde glæde og fred, ved Sct. Cuthbert´s side, i den evige kamp mod det onde hinsides. Hil Sct. Cuthbert! Hævnen er din!
Loke… Loke, hvilke forandringer, du har gennemgået… og nu… Nu er du hindides, i det guddommelige, evige Sylvania, før, utidigt forenet med vore forældre, familie og frænder, end vi havde troet og håbet på; jeg kunne næsten ikke genkende dig, mod slutningen. Jeg ved ikke hvad der var blevet af den gode, gamle livsglade Loke, der kunne smile ved solens reflekteren, i morgenduggen på en Løvsværmers vinger. Det har ikke kunnet undgås, at mit sind fyldes med tanker om, at kombinationen af vore aners alt for tidlige, blodige og uretfærdige bortgang og så dine to sidste års færden, blandt mennesker, har forpurret dit sind og din dømmekraft. Hvor kom denne ærgærrighed og blodlyst da ellers fra? Stenen fra halskæden føles så kold, i min hånd…
Jeg kan ikke andet end sympatisere med vore nyfundne ven, der desværre deler skæbne og befinder sig i samme situation som os. Vakkas, en elver af Brüin-slægten. Også hans venner er omkommet for Golemens mægtige næve. (Hvem kunne dog finde på at skabe noget så unaturligt og rædselsfuldt?). Han har endnu ikke selv berettet noget viddere om hvem disse var og ejheller af hvilken slægt (jeg har af flere grunde ikke selv villet spørge dertil yderligere). Han virker, som de andre Brüin´s jeg har kendt og hørt om, som en ærlig og godmodig skabning.
Og med Brüin slægtens lange tradition, for lærdommen ud i magiens indviklede kunst, kommer det ikke som nogen overraskelse, at også Vakkas er ganske ferm til dette. Han er dog mindst lige så trøstesløs og armodig, som Matt og jeg. Hvilken smerte, jeg føler bag hans gå-på mod, ihærdighed og stolte facade – og mindes herved min egen.
Shüm nai´l yath-bartha.
Ich-shinnarim fartha bül nerkha, harsh üöhm yandil´lith.
Obad-Hai qui shynner rith!
Obad-Hai qui ibbarim val!
Obad-Hai nakh tul!
(Gå bort med fred)
(I vil for evigt iblandt være, aldrig bliver I glemt)
(Ved Obad-Hai alting gror!)
(Ved Obad-Hai alting visner! (og dør))
(Obad-Hai er evig!)
——————————————————————————–
Hvor længe har vi mon været her? For evigt? 2 dage? Jeg troede, jeg vidste, hvad det ville sige, at være træt…! NU er jeg træt og udmattet.
Hele min krop værker, alle muskler er ømme og mit hoved føles som om det er ved at forlade min hals, bare for at min krop skal slippe for at anerkende den dunkene, brænende smerte herfra.
Bare dét, at åbne øjnene, er en kraftanstrengelse i sig selv. Det er dog nu lykkedes mig at fatte pen og pergament og nedfælde dette. Jeg ved ikke hvornår, jeg sidst har skrevet… det føles som… lang tid siden?… igår? Jeg kan kun forhold mig til, at det var lige efter vi mødte den gode Vakkas. Jeg kaster et blik ned over mig selv og min iturevne klædebon… hvilket sørgeligt syn. Rifter, sår, kager af størknet blod (Loke´s?Rehsus´s?Goldwin´s?Matt´s?Mit?..), mudder, jord, støv, udefinerlige plamager, spindelvæv. Matt og Vakkas ser ikke meget bedre ud og efter deres sorte rander, under de blodsprængte øjne, i deres sammenbidte, modløse ansigter, at dømme, har de det heller ikke bedre end jeg.
Jeg ved, vi må stinke forfærdeligt… ved ikke hvor meget, men når jeg kommer (for) nær Matt eller Vakkas, trænger lugten af mange dages transpiration igennem den, nu mindre kraftige, mettaliske lugt af blod. Den sødvamle stank af edderkoppernes materie-agtige indvolde (fred være med dem), lugten af svovl og brændt hud og hår, hænger i vore klæder og synes ikke at forlade dem, med tiden.
…Det ser desværre ud til, at vi skal ende vore dage her, i denne.. katakomb… dette mausolæum.
Vi har været alle kamre igennem, ledt efter skjulte udgange, prøvet at finde et sted, hvor sølv-siven passer… altsammen forgæves. Alle gange går enten nedad og munder ud, i bedste fald, ved låste døre. Dér hvor gangene ikke ender blindt har vi hørt stemmer, set skikkelser… skikelser og stemmer tilhørende den mystiske og ondskabsfulde af-art, af mit folk: Drow-elverne! Vi har sågar forsøgt at grave os ud, ved Obad-Hai´s hjælp, igennem mudder og pulvariserede mure, uden held.
Det eneste håb vi havde, var da vi fandt nøglen til den låste metal-luge. Til vores store fortrydelse, ærgelse og ikke mindst forfærdelse, fandt vi intet andet bag denne luge, end hvad der måtte have været et tidligere tortur-kammer! Min fornemelse af, at vi her blev iagttaget slog desværre ikke fejl! Ondskaben på dette sted må have vakt nogle af de fortabte, torturerede sjæle til live, for vi blev fordrevet herfra af disse horible skygge-agtige skabninger, der dog nåede at såre og suge den fysiske styrke ud af Vakkas, der holdt dem stangen, længe nok til at Matt og jeg kunne nå hen til lugen. Er for træt nu…
Fortsætter i morgen… hvis der bliver en sådan…
Obad-Hai shim üau! (Obad-Hai beskytte os!)
——————————————————————————–
Vi sidder nu igen her, som igår, ved den ædelstens-prydede søjle, der på så sørgel vis beseglede Rhesus´s skæbne. Skæret fra Vakkas magiske, blå sten, glimter i faceterne på stenen, fra den halskæde, der slog min bror ihjel og overbeviser mig om at vi må fortsætte, om så jeg skal grave mig hele vejen op til overfladen! For min bror, for Rhesus, for Goldwin og for alle dem, der har måttet bukke under, for de forbandede artefakter, på denne forbandede færd! Lyde…! Sender Sith-Yat…
——————————————————————————–
“Og straks, altimens den sodede jord, de forkullede kadavere og træstubbe stadig ulmede, bød Obad-Hai et Veca** spire frem…”*
Ære være Obad-Hai!
Vi mandede os op, til at rejse os, trak blank, klog af skade, frygtende det værste.
En… sol-brændt, vejrbidt, senet, glat-raget mand og en (viste det sig) mand i pig-besat panser og plade.
Langt fra så sønderknuste og demoraliserede som os, men tydeligt mrket af mangen en kamp, viste sig i døråbningen, efter vi havde hørt Lukas´s (rustningen) larmene fodtrin på trappen (ganske som min troværdige Sith-Yat berettede det – gad vide om Ol-Shüm ved hvor jeg er?Venter hun på mig herude? Jeg kalder, så må vi se – jeg håber).
Med et nærmest medlidende, men også forundret ansigtsudtryk (sikkert fordi vi ligner mere døde ende levende), præsenterede de sig, som værende Lukas og Solarta (“af”?! “fra”?! – Det høre sig vel til normal høflighed og skik og brug!) og at de søgte henholdsvis Rhesus og Goldwin!!!
Vi måtte jo, med skam, melde hvilken trist skæbne de havde fået.
Vakkas, der med megen møje og besvær (jeg tror ikke han havde kunnet ramme væggen, om så han havde været foran den), skælvende i anstrengelse, af musklerne, havde spændt buen, lod pilen dratte til jorden med et lettelsens suk, og gled sammen op… ned ad væggen.
Det viste sig at Lukas var udsendt af Lord Amarath, af Fal-Dara, i søgen efter os og mere spesifikt Rhesus og kunne b.la. berette at Fal-Dara desværre var faldet.
Solarta kender åbenbart Goldwin fra tidligere (hvorfra vides ikke endnu) og at de tilsyneladene var nære venner.
Han var i drømme blevet gjort opmærksom på, at hans ven Goldwin var i nød og blev ledt til dette sted, nærmere bestemt, Kyrernes dal!
Solarta og Lukas stillede selvfølgelig et utal af spørgsmål, om hvordan vi er havnet her, artefakterne og alt hvad vedrøre dem; ting som jeg ved jeg burde vide, men som af en eller anden grund ikke stod klart for mig!
Hvad skete først? Hvad kom efter?
Alting er et sammensurium af tragiske, blodige, begivenheder, historier og oplysninger!
Hvorfor svigtede min hukommelse mig?!
Obad-Hai kamm njidhin!
(Obad-Hai hjælpe mig!)
Med hjælp fra Rhesus´s notater lykkedes det dog, i fællesskab, at få genoprisket min hukommelse så meget, at jeg kunne berette det meste om vores færd og give dem de vigtigste oplysninger, om sagens sammenhæng (Lukas syntes at have en intuitiv indsigt i, hvad Rhesus har skrevet!).
Efter at de ledte os gennem torturkammeret, med de stygge skygge-ånder (som de havde fået manet bort), kom vi til et rum, med en søjle i midten, hvor sølvskiven passer i!
Lukas og Solarta er kommet herned, gennem et rum magen til, der befinder sig lige over os.
Her hænger et reb ned gennem loftet, gennem en ring af vand, hvorigennem vi kan skimte os selv, nedefra!
Jeg sætter sølvskiven i søjlen og en ring af vand, magen til den ovenfor kommer til syne.
Når vi kigger igennem denne, kan vi se os selv, både fra oven og fra neden!?! Som stod vi mellem to spejle.
Vakkas hopper i og til vores store forbavselse, “falder” han forbi os igen og igen!
Solarta skubber til Vakkas, så han får fast grund under fødderne igen, jeg piller skiven ud igen og vi beslutter at kravle op ad rebet, der viser sig at være fastgjort til en stor dobbeltdør, prydet med reliefer af de skrækkeligste dæmoner og djævle man kan forstille sig.
Vi forsøger forgæves at få åbnet døren (magisk beseglet) og beslutter at gå udendøre, hvor Vakkas vil prøve at finde ud af om Rhesus´s magiske stave vil kunne hjælpe os til at åbne døren.
Lukas, Solarta og jeg beslutter os for at gå ned fra pyramiden, til Kyrernes ruinby, for at lede efter noget der vil kunne hjælpe os.
Vi sidder nu næsten øverst oppe på pyramiden, i Kyrenes dal.
Den friske natteluft, duften af visne blade, den kølige brise mod mit ansigt, lydene af dyrene i natten er overvældene!
(Lader ikke til at Ol-Shüm er i nærheden. Hun kommer ihvertfald ikke når jeg kalder på hende og de dyr jeg snakker med, kender hende ikke, men lader ordet gå viddere, at jeg søger hende og oplysninger om krigen).
Vi fandt intet der kunne hjælpe os, udover en stensølje, med et relief forstillende en mand, stående overfor en stor dæmon, med artefakerne på (!!), ejheller magien i Rhesus´s stave kan hjælpe os.
Vi gætter på at artefakternes skaber og måske dæmonen og måske skabelsens ild, befinder sig bag den låste dør og at artefakterne, båret af en af os, sandsynligvis vil kunne hjælpe os til at få åbnet døren og med at få bekæmpet, hvad der end måtte være på den anden side.
Synes ikke det er nogen god idé, at tage artefakterne på – andre har prøvet før os og er døde i forsøget.
Vi beslutter at Lukas, skal bære artefakterne.
Ved nærmere eftertanke mener jeg dog det bør være mig, der bør skal udsætte mig selv for denne fare, da jeg ikke ønsker at se flere af mine frænder dø eller udsættes for unødige pinsler og jeg er den sidste tilbageværende, af os, der startede med at vogte over artefakterne, da vi forlod Fal-Daran, for så længe siden.
Hvad er det dog vi gør?
Obad-Hai være med os!
har tagetr artefakterne på nu.
Mine hænder ryster hver en muskel i min krop spændes, i dette øjeblik, men s ejg ned fælder de sidste ord, inden vi åbner, som jeg ved jeg kkan !?
ser altring klart nu Jeg gør det goedt igehjn alrting bliber godt nu
har jeg væet her før!?
Ikke klart altring svvvbømmer langsomt hurtrigrer altinrg går mrget stærtk lige nu Ved næs alt Vedd havd vi sk må gøre komemer igennem hvis ike jeg kondctreer migf særvt blirev hellke tifden svækre ånberr dørnn n ike skirb eer nju
Hojbat_haik phol njin!
(Øhm… Obad-Hai be..skytte vi/os..?)
* Uddrag af elvernes/druidernes skabelses-beretning, hvor Obad-Hai, efter “Den Sorte Ild´s”*** hærgen, frembringer planter og levende skabninger.
** “Veca” (udt: “Vetja”): Den største træ-sort der findes. Et nåle-træ, med “bløde” der er forbliver grønt, hvadenten det er -40 eller +40 graders celcius. Brænder meget dårligt, grundet den enorme mængde vædske, i forhold til træets volumen, det indeholder og denne vædskes beskaffenhed.
*** “Den Sorte Ild”: En verdensomspænende, altfortærende, formodentlig magisk ild, der hærgede i en tid, efter “Gudernes Opgør”; af nogen kaldet “Renselsen”.
——————————————————————————–
28-11-2001 Hvad der skete i går set med Solartas øjne.
Den tabre Monk Solarta havde slået følge med den Brage Kriger-præst Lukas i det de øjensynligt havde et fælles mål. Lukas var udsendt fra det faldne Fal-dara (?) for at opsøge en eventyrgruppe, dere havde besøgt byen og siden undsluppet. Gruppen bar nogle magtfulde artefakter som den mørke fjende efterstræbte. Solarta havde under indtryk af at stor ondskab omgav og truede hans gamle frænde Goldwin, eftersat ham i en søgen for at assistere Goldwin i hans kamp.
Således ankom Solarta og Lukas til en ruinby, som Lukas kaldte Kyrenes Dal, hvor der blot stod en pyramide. Uden tøven entrerede Solarta og Lukas pyramiden og passerede gennem gravkamre og skjulte døre og gennem en portal i djævlerummet. Her befandt Solarta og Lukas sig således i en Dungeon, hvor de hurtigt fandt spor af en kamp der var foregået for kort tids siden. De gik gennem gangene og fandt til sidst en nogen falleret og desillusioneret eventyrgruppe der havde rejst der buer mod dem. Solarta og Lukas hilste den fortabte gruppe og forklarede deres forehavende. Her lærte Solarta og Lukas at det var resterne af den gruppe de havde søgt, men at de fleste var døde. Stor sorg ramte Solarta, da han lærte om hans frændes skæbne, men det var hvad han havde frygtet. Dog trøstede det ham at druiden Vike havde set til Goldwins sjæls overgang til det næste rige.
Solarta og Lukas tilbød deres assistance til deres resterende medlemmer af gruppen, der præsenterede sig som Matt og Vakas, udover Vike. De tog imod tilbudet med taknemmelighed, idet de tilsyneladende ikke kunne finde vejen ud. De forklarede at de ikke havde været i stand til at passere et rum med nogle hvileløse og udøde sjæle der havde angrebet med. Lukas forklarede at han havde manet dem over til dødsriget og vejen var klar.
Ledet af Solarta og Lukas slap gruppen hurtigt ud af pyramiden og efter at havde hvilet lidt meldte deres egentlige gerning sig. De skulle destruere disse ondskabens artefakter. Matt og Vike havde forsøgt at forklare begivenhedernes rette sammenhæng med ikke med stort held, da Matt var den tavse type og Vike ikke huskede så meget. De havde dog nogle notater fra den afdøde mager, som Lukas udviste en forbløffende evne til at afkode. Historien som de fortalte lød således: Goldwin og co. havde fundet nogle gamle artefakter her i kyrenes dal, som de havde lært var af stor ondskab. De havde taget til fal dara der allerede var belejret og uden for hjælp og havde derfor taget videre for at advare byerne i syd om orkernes samling. I whitebridge havde de haft nogle problemer fordi en ærgerrig general ønsker at beholde artefakterne til kampen mod det onde. De var flygtet fra whitebrigde og havde efterfølgende taget til (den der lærte by), her havde de fået råd og var tilslut blevet sendt til de 6 vise. Her havde de lært at de kunne ødelægge artefakterne ved at dræbe skaberen med dem og derefter kasten den i skabelsens ild. Efter disse råd var de blevet teleporteret til et andet sted, en ukendt dungeon fyldt med edderkopper og andet. Her var Goldwin omkommet i kamp med en golem og mageren Resus og Elveren Loke var også døde.
Efter at havde hvilet og talt gik vi alle tilbage til pyramiden og ned i djævlerummet, men vi kunne ikke åbne døren der var lukket med stræk magi. Der gik længe inden vi besluttede at prøve med artefakterne på. Først var vi enige om at Lukas skulle tage dem på, da Matt pure nægtede, men så skiftede Vike mening og han ville selv have dem på. Vi forberedte os til kamp og Vike åbnede døren. Vi stod i et kæmpemæssigt rum, med en stor afgrund fyldt med ild. I hjørnerne stod der statuer af store hunde. Vi gik over de store “trædesøjler” der førte ud til en kiste midt i rummet. Men på vejen kom statuerne til live og der rejste sig en mumie fra kisten. Vike lavede sig om til en fugl og fløj hurtigt derud og Solarta, Matt og Lukas løb hurtigt derud. Vakas kæmpede mod en af hundene øjensynligt med brug af magi.
Vike kæmpede med stor energi mod mumien, og det lod til at artefakterne hjalp ham i kampen. Solarta måtte hurtigt opgive selv at kæmpe mod mumien, idet den ikke blev skadet at hans mange slag. Lukas og Vakas kæmpede også mod mumien, der til sidst faldt for overmagten.
Da den lå slagen mente alle undtaget Vike at det var på tide at tage artefakterne af og kaste dem i skabelsens ild. Det mente Vike ikke, men derimod at han kunne bruge dem i kampen mod det onde. Han indvilligede dog i at tage dem af.
JS / Solarta
——————————————————————————–
——————————————————————————–
Afslutningen skrevet af JP
Efter den hårde kamp mod munien, så snakkede vi om hvad der skuklle ske med artefakterne. Lukas og Vicke mente ikke at de skulle ødelægges mens Vargas var meget neutral.
Under diskutionen tog Vicke artefakterne på igen og argumenterede meget for at han var den eneste der var stærk nok til at bruge dem. Selvom jeg prøvede at overtale min gamle ven, så var der intet at gøre og han forvandlede sig til en fugl og prøvede at stikke af.
Vi var nød til at stoppe ham og han blev hårdt såret og vendte tilbage til sin menneskeform. Da han var blevet hårdt såret, blev han pludselig revet i stykker indenfra. En stor dæmon kom frem (det må være artefakternes dæmon) Vi fik nedkæmpet den efter en hård kamp. Kun magi bed på den.
Det var Lukas der smed det første artefakt i ilden og vi andre gjorde det samme. Vi samlede Vicke sammen og sagde nogle ord og forlod pyramiden. Vi havde en følelse af at det ikke var overstået. Vi red mod Fal Dara og så spor efter orker alle vegne. Der var tegn på at de var stukket af mod nord. Fal Dara var faldet og vi rejste sydpå. Mange landsbyer var ødelagt, men byen hvor borgmesteren var mørkets tjener havde overlevet og borgmesteren og generalen fra Whitebrigde var blevet hængt. I byen fik vi de første oplysninger om at Dragen var vendt tilbage. Vi så tegn på at orkerne havde kæmpet indbyrdes.
Efter legenden, så er dragen (Lewis Therim) en mand der kommer tilbage når verden er i størst fare og han skal slå den onde og han vil være skyld i Ragnerok.
Vi tog til Whitebrigde og fik fortræde for Elayne og Dragen. Vi blev belønnet, men ingen af os stolede på Dragen og vi tog videre til Tar Valon for at snakke med de vise. Her fik vi at vide at de heller ikke trodede på at han var den ægte drage og at det godt kunne være vores ødelæggelse af artefakterne der var skyld i orkernes nederlag.
Vi kan ikke gøre mere. Jeg vil nu vandre ud i skovene og se tiden an. Der vil være mange mennesker der skal reddes fra det onde og ve Dragen hvis han misbruger sin magt.
