Det er en mørk tid.
Summera er, lige som de fleste af menneskenes højborge, faldet. Ikke faldet i et regulært slag, men langsomt tæret væk af dragernes begær og magt.
Engang var hovedstaden Kvali-Kvuli menneskenes handelscentrum, og midtpunkt for deres verden. Det var en driftig by, beboet af alverdens racer og folkeslag, der boede relativt fredeligt mellem hinanden. Byen var, foruden købmændene, præget af de magtfulde magere og deres skole.
Efter dragemurens fald, hvor dragerne atter havde fri adgang til hele verden, var alting forandret. Alle havde frygtet at dragerne ville angribe byen direkte, og udslette alt og alle. De fleste formationer af drager fløj dog over byen, og slog sig ned i fjernere områder.
Men byen ændrede sig. En af de vigtigeste årsager var at byens handel gik mere eller mindre i stå. Verden var blevet farligere at leve i, og det var kun få karavaner der slap igennem.
En ny fare der dukkede op var Drekarerne. Hovedsagligt mennesker, men også andre racer, der blev dragernes tjenere. Nogle af dem frivilligt, fordi de selv opsøgte det, andre blev hjemsøgt i drømme eller slået med rædsel.
Magerne havde hold lav profil i den første tid efter dragemurens fald. De havde i hemmelighed væbnet sig til kamp, for at kræve deres del af verden tilbage. Men deres plan slog fejl. Eller rettere, de blev infiltreret af drekarer.
Dragerne jævnede magernes skole med jorden. De magiske skjolde der omgav skolen er nu det eneste der stadig står. Hvis man står på havnen en tidlig morgenstund og kigger ud mod øerne hvor skolen lå, kan man skimte omridset af de tårne og spir der engang var.
Der er nu gået 3 år siden dragernes indtog. Det er ikke meget menneskene i Summera har set til dem. Den før så lovlydige by er nu fyldt med alverdens afskum, og der er nu næsten mere liv om natten end om dagen.
Der er dog stadig dem der tror på lyset. Hemmelige selskaber holder liv i minderne om en svunden tid. Et af disse selskaber: “Det lilla bånd” har udløbere langt ud i verden. Båndets ledere er der kun meget få der kender. For nyligt har lederne sendt bud ud til de fjerneste egne af båndets rækkevidde. Det er tid til samling.
I hovedrollerne ses Maxtor, en figther / bonderøv, spillet af TB. JP spiller Sheva, en smuk ung Mage. RM ses som dværgen og præsten Ulfgaard Ungard. MC er Aramil en Elver/ Rouge og JS er Shamron den hævnende Ranger.
——————————————————————————–
Shevas beskrivelse af begivenhederne.
Jeg har lige modtaget en besked fra en Iham, som vil mødes med mig på den store gæstgivergård på Monster Lane. Det må dreje sig om Det Lilla Bånd.
Det var aften og gæstgivergården var fyldt. Jeg stillede mig ved baren og ventede. Jeg regnede med at Iham kontaktede mig. Bartenderen spurgte om jeg skulle møde Iham. Da jeg svarede bekræfrende så viste han mig det bord, hvor han sad. Han er elver. Han var der ikke, så jeg blev ved med at kigge efter en elver. Jeg lagde mærke til at der var nogle mennesker i baglokalet, som bartenderen hele tiden gik ud til. Da Iham ikke kom tilbage gik jeg tilbage til baren. Der var noget ballede ude i gården og en flok mennesker bar en mand dækket af afføring gennem lokalet og ud på gaden.
Bartenderen kom ud fra baglokalet og han havde fået nogle bank. Der var noget galt. Da han så mig var han ved at gå i panik og gav mig noget at drikke for at gå ned til bordet. Imens var der en elver der havde sat sig ved bordet. Jeg gik der ned. Jeg må sige at det var en smuk ung elver (Aramil), men det viste sig at det ikke var Iham, men en der også ledte efter ham. Jeg satte mig og ikke lang tid efter kom en mand (Shamron) hen som helt sikkert ikke levede i byen. Han ledte også efter Iham og vi fandt hurtigt ud af at der var to mere der ledte efter Iham. Eller rettere den ene (en dværg ved navn Ungart) ledte efter en forbindelse til Det Lilla Bånd. Den anden var en kriger (Maxtor), der vist ikke havde været i bad i meget lang tid. Vi snakkede lidt og pludselig var der tumulter foran døren ud til gaden. Folk flygtede ind i kroen i panik og snakkede om en af de hvide. En deling soldater med en fangevogn kom og stoppede uden for gæstgivergården.
Samtidig kom bartenderen kom vaklende ud fra baglokalet og faldt om bag disken. Hovedpulsåren i låret var skåret over og han var død. Nu blev vi grebet en smule af panik. Vi løb ovenpå for at finde en flugtvej. Oppe i gangen kom en stor mand i rustning og grønne øjne ud fra en værelse. Vi stak af ud over tagene. Soldaterne prøvede at stoppe os, men vi kom ned fra taget ved at kaste olie ned foran to heste og derefter kravle ned. Jeg løb for det er ikke så smart at bekæmpe byvagten. Rundt om et hjørne stod manden fra gangen. Hvordan var han kommet der?
Shamron og jeg løb ned mod forretningen. Vi havde aftalt at vi skulle mødes hjemme hos mig. De andre havde problemer, men til sidst var vi alle der. Jeg forslog at vi skulle tage over til et sted jeg kendte. Vi blev godt modtaget af Rose. Vi fik et værelse, men i løbet af ikke så lang tid blev vi omringet af soldaterne.Jeg overgav mig, men de andre kæmpede og der døde mindst en soldat.
Vores våben blev taget fra os og vi blev lænket sammen. Vi blev ført ind i en gård, hvor der var en masse andre fanger. Vi blev sat fast til en pæl midt i gården. Blandt fangerne lagde vi mærke til en mager der gravede?? i jorden. Efter et stykke tid kom en vagt og slog ham for panden. Der var intet vi kunne gøre. Vi fik mad og lagde os til at sove. Næste morgen kom en vogn kørende og de svageste i gården blev gennet ind i den. Resten af os blev gennet ud af porten og ud på vejen uden for byen. Vi er ca 120 fanger og 60 vogtere. Lederen er en stor mand i en rustning, belagt med drageskæl. Vi fandt senere at ud af at han hed Shamir. Dette hele er meget mærkeligt. Vi fik overraskende god mad, da vi om aftnen gjorde hold ved en kro.
Vi forsatte rejsen næste dag. Hen mod aften blev vi ført op på en bakke og alle fangerne blev stillet op på række. Shamir gik langs rækken og kiggede på alle. Efter noget tid lød der en susen over vores hovder og en stor grøn drage landede nedenfor højen. Den kravlede op mod os og begyndte at undersøge fangerne. Ved en meget veltrænet ung mand følte den med sine klør og pludselig satte den en klo i brystet på ham. Den forsatte og stoppede ved mig. Aldrig har jeg været så bange. Den begyndte at røre ved mig. En frygtlig følelse, som det vil tage mig en tid at komme over. De tog sin ene klog og rev mig imellem bryterne. Derefter forsatte den. Selvom såret er blevet helbredt magisk, så er det stadigvæk svagt grønt. Der var omkring 12 der blev mærket af dragen. Vi forsatte rejsen og slog lejer igen. Om natten blev vagterne angrebet af noget vi ikke kunne se. Bevogtningen af os var god, vagterne veg ikke en tomme fra os under kampen.
Næste nat blev lejeren angrebet af omkring 10 Gnolls. Vagterne vandt men det kostede flere livet. Lidt efter blev vores lejer angrebet igen. Alle fangerne blev gennet ned til en borgruin. Her var overvågningen ikke så god, så jeg fik min ene hånd fri. Vagterne kom tilbage og vi blev ledt ind i ruinen og sænket ned i et hul. Her var en gang og fangerne blev ført rundt og smidt ned i nogle huller. Vi blev også smidt ned i et hul Der var en gang bag et gitter. Fra gangen lød en skraben. Med fælles hjælp fik vi gitteret op og Aramil kravlede ud i gangen og hev gitteret længere op. Han blev angrebet af et skelet. Vi overvandt det. Men vi var fanget under jorden uden andre end magi og vores bare hænder. Det viste sig der var flere skelletter (dem klarede vi). Der var også edderkopper, men de var lukket inde i nogle af cellerne, desværre var der også fanger derinde. Vi fandt nogle fanger der var i live, men før vi fik dem befriet, blev de fundet af en Gnoll. Vi løb og prøvede at finde en udgang. Det så meget sort ud. Et eneste sted vi ikke havde været var blokkeret af gnolls og de var også andre steder i gangene. Maxtor og Ungart prøvede at snige sig forbi to gnolls, men de blev opdaget og en kamp startede. Vi andre ilede til og uden de helt store skrammer blev de nedkæmpet. Vi forsatte mod det vi troede var udgangen, men det var endnu en blindgyde. Vi fandt en knap i et rum og da Ungart trykkede på den var der noget vand der larmede. Vi løb ned i et torturrum, vi havde været nede i før og her var der kommet en revne i væggen. Der var begyndt at løbe vand ud af revnen og vi vurderede at væggen snart ville give efter. Vi løb og nedkæmpede endnu to gnolls og nåede i sikkerhed da væggen brød sammen.
Faren var dog ret overvurderet. Der var ikke så meget vand. Vi løb ned i rummet og der var en revne i væggen, som vi kunne presse os igennem. Vi kom ud i en hule med hul i loftet. Shamron prøvede at kravle ud, mens Ungart og jeg gik videre. Vi fandt en trappe der gik ned og en låst dør. Vi fik fat på Aramil, som godt kunne se at det ville tage noget tid med at kravle op til hullet i loftet. Aramil dirkede låsen og inde bagved var et våbenrum. Vi forsatte ned af trappen. Der var meget vådt og forenden af trappen var en dør som var rådnet. Bagved var et rum, hvor der stod 3 statuer. Vi gik ind, men ud af øjenkrogen så jeg statuerne bevæge sig og jeg smuttede. Vi skyndte os til bage til Maxtor og Shamron. Vi kravlede op og slap ud af hulerne. Shamron fandt sin bue, men alle vores andre ting var væk. Sharim var dø. Hans ribben var revet op og indvoldene revet ud. Vi diskuterede hvad vi skulle gøre.
Jeg ved ikke om de andre har det på samme måde, men jeg føler mig friskere, stærkere og mere klar til fremtidens kampe. Vi var i en svær situation, men vi kæmpede og overlevede uden de store skader. Jeg har oplevet mit livs første kamp. Jeg er lidt bekymeret for dragesåret. Hvad betyder det? Hvorfor var jeg udvalgt? Spørgsmålet er om jeg vide det. Hvad er endlig meningen med det der skete. Hvor var vi på vej hen? Hvorfor? Hvem er bagmændene? Hvor mange af den slags karavaner har der været?
——————————————————————————–
02-02-02
Vi besluttede at gå tilbage mod Kvali-Kvuli. På vejen mødte vi en købmand som blev beskyttet af nogle vagter. De red forbi og vi gjorde intet for at stoppe dem. Da det begyndte at blive mørkt, så så vi en lejer ved floden. Vi gik derover og en vagt råbte os an. Vi fik lov at overnatte ved deres bål. Gruppen bestod af nogle købmænd fra Kvali-Kvuli som var sammen med nogle soldater. Vi snakkede og slappede af. Jeg fik øje på en drage der kredsede højt over os. Samtidig så Ulfgaard en af købmændene hælde en væske i en af de andre købmænds te. Da han gik ud fra at det var gift, så forhindrede han købmanden i at drikke teen. De ville ikke høre på hans forklaringer, så vi blev smidt ud af lejeren. Vi slog lejer lidt derfra og skiftedes til at holde vagt. Om natten kom en elver vandrende ind i lejeren. Han ledte efter nogle fra Det Lilla Bånd. Han er Barde og hedder Terendor. Han fik lov til at overnatte sammen med os. Ulfgaard så dragen igen, men den var væk næste morgen.
Vi gik til den by, hvor vi havde overnattet i føste nat vi var lænket. Terendor fortalte at vi skulle møde Iham på kroen der. Vi ankom og satte os ind på kroen og ventede. Efter et stykke tid kom der en fangekaravane. Den var mindre end den vi havde været med. 50 fanger og 15 soldater. Vi diskuterede hvad vi skulle gøre. Der var en del uenighed. Aramil og Terendor syntes at vi skulle sidde stille og vente på Iham. De andre ville angribe lige der i byen. Jeg var usikker på hvad der var smartest. Valget blev taget for os. 7 vagter var kommet ind i kroen og sad og spiste, mens vi diskuterede. En af dem kom hen til os for at nasse noget tobak. Han opdagede midt sår og ville have at vide hvor det stammede fra, men Maxtor satte sit spyd mod han mave og de andre greb deres våben. Det endte selvfølgelig med kamp og selvom 2 af vagterne løb ud og slog alarm, så nedkæmpede vi dem. Der var 3 der overgav sig. Vi udspurgte dem og fandt ud af at de var på vej til et sted ved floden hvor de skulle samles op af både. De var på vej til en fangelejr i bjergene.
Vi lod dem gå og slap fangerne løs. De forsvandt hurtigt til alle sider. Det er måske ikke så smart at slippe en flok forbrydere løs, men de fleste havde ikke begået voldsomme ting og meget få mennesker fortjener at blive givet til dragerne. Mens vi ryddede op kom en enlig rytter ridende ind i byen. Han var klædt i rustning, men var ikke truende. Det viste sig at han ledte efter os. Han var meget smukt og stærk. Han sagde han kom fra Iham (måske var han Iham??). Vi snakkede og han havde en opgave til os. Vi skal finde ud af hvor fangerne bliver ført hen og hvorfor og af hvem. Han gav os nogle ting: 4 ringe, 1 silke vadsæk, 3 scrolls, nogle pile og en økse. Vi kunne ikke få fat i våben i byen, så vi har stadigvæk ikke særlige gode våben og Ulfgaard har ingen armor. Vi tog soldaternes hest, som var læsset med mad og vand. Så forsatte vi rejsen, denne gang mod øst, væk fra Kvali-Kvuli.
Vi slog lejer for natten i en fordybning, et stykke fra vejen. Vi hørte en tuden og fik øje på en ruin i det fjerne. Vi gik der over og kom i kamp med nogle udøde. Shamron blev hårdt ramt. Han var i meget træt og svag efter kampen, som endte med vores tilbagetog.
——————————————————————————–
20-02-2002
Næste morgen begav vi os videre mod øst i et forsøg på at nå det mere kuperede land, hvor vi kunne holde os skjult indtil den næste karavane kom forbi. Således var i hvert fald planen og under Maxtors usikre ledelse drog vi afsted. Vi tog det forholdsvist roligt, for vi regnede ikke med at der ville komme en ny med det samme.
Dagen tog dog en anden drejning, da vores vej krydsede en nødstedt Mor med to små børn. Kvinden forklarede os at hendes mand var blevet dræbt af Drekarerne og hun selv kun var undsluppet med nød og næppe. Vi tilbød dem vores beskyttelse under vores færd mod øst, mens vi forgæves forsøgte at forklare at der ikke var sikkert mod øst. Ak, vores advarsler skulle vise sig at være rigtige, idet drengebarnet forsvandt i løbet af natten. Vi eftersatte barnet idet vi fulgte hans spor der førte ned til floden. Der viste sig dog at være frugtesløst. Barnet var forsvundet.
Og vores held var da tilsyneladende helt vendt, for da vi vente tilbage til vores lejr, der havde været under Aramil og Ulfgaards “beskyttelse”, viste det sig at den var blevet plyndret. En meget stor kriger, der blev fulgt at to elvere og tre dværge, havde tilegnet sig vores mad, tæpper og bagage. De bar alle Drekarernes mærker på deres brynjer. Aramil og Ulfgaard havde dog heldigvis reddet deres eget habengut.
Deres beskrivelse af den store kriger stoppede også hurtigt vores hævnplaner og i stedet ville vi forsøge os med list. Vi fandt noget gift og fangede en and, hvilket blev rørt sammen til en, efter Shamrons udsagn, dødbringende ret. Vi eftersatte tyvene og indhentede dem hurtigt, fordi de brynjeklædte dværge var til fods og de havde tilsyneladende meget tid.
Shamron indhentede gruppen og blev som planlagt frarøvet den forgiftede and. Mens den blev sat til livs af den store kriger alene, lå vi på lur, men inden vi fik koordineret vores angreb, hoppede den mavesyge kriger op på sin hest og, fulgt at de to elvere, eftersatte han den formastelige.
Vi benyttede lejligheden til at angribe de efterladte dværge. Vi lod bueskytterne svække deres rækker og infantariet gjorde derefter en ende på deres “korte” liv.
På det tidspunkt kom krigeren tilbage på sin hest, men han indså at han ikke ville kunne vinde i hans tilstand og flygtede. Retfærdigheden var sket fyldest og krigerens overmod straffet.
Kvinden med børnene kom pludselig løbende ned af vejen, indsmurt i blod, og grædende fortalte at Drekarer var kommet og taget hendes andet barn. Hun var flygtet for at advare os og bede om vores hjælp men hun var blevet ramt af en pil undervejs. Vi forsøgte at tilse hende med det viste sig forgæves, for pilen var øjensynligt forgiftet og hun var hinsides vores hjælp.
Hun havde forklaret at omkring 50 Drekarer havde slået lejr en time nede af vejen mod øst og at de søgte efter os. Vi ville flygte ind i landet, men allerede inde i krattet ved vejen blev vi angrebet af bueskytter. Vi fik jaget dem ned fra træet med vore buer og herefter kunne vi slutte deres sølle eksistens som usle Drekarer.
Mens vi stod bøjet over elvernes lig, skete der pludseligt det forunderlige at Maxtor forvandlede sig til en dværg. Han måtte forklare os alle at det sikkert skyldtes den ring han havde på som vi havde fået af Iham. Vi havde i alt fire ringe og vi brugte deres egenskab, der bestod i at kunne skabe en fysiologisk lighed med en afdød person man havde været i berøring med.
Således forklædte begav vi os videre, men vi kom ikke langt før et større antal ryttere, Drekarer, indhentede os. Forklædningen reddede os, idet de troede vi var deres folk, men Shiva var ikke forklædt og hun blev genkendt som en at dem de søgte. Vi blev derfor nød til at lægge hende i lænker for ikke at afsløre os. De fleste red videre, men fire ryttere blev tilbage som “hjælp”. Vi var blevet beordret tilbage til floden, hvor vi skulle afvente en pram der ville føre os til deres tilholdssted.
——————————————————————————–
02-03-2002 Skrevet af Shiva
Vi forsatte ned mod floden med mig i lænker. Ved floden lå der flere både og der var soldater på land. De ville gerne tage sig nogle friheder med mig, men de andre sørgede for at de holdt fingerne væk. Soldaternes leder sendte os afsted i en båd. vi skulle sejle vidrer til byen Apir længere nede af floden. Vi snakkede om hvad vi skulle gøre. De andre både fulgte efter os og der var generel enighed om at vi ikke skulle til Apir på denne måde. Det begyndte at regne og sigtbarheden var meget dårlig. Vi sejlede ind i et sumpområde og forlod skibet ved en sti, som Shamron fandt. Da skibet lå på bunden af sumpen, begyndte vi den hårde og våde vandring. Der var noget slangeligende i vandet og da vi skulle krydse et sted, blev vi angrebet, men vi dræbte det. Vi forsatte langs stien som var markeret med kranier på stager. Vi kom til en ø, hvor der ikke umiddelbart var en vej væk. Vi begyndte at bygge en flåde, så vi kunne komme vidre. Vi kom til en anden ø, hvor vi overnattede. På min vagt hørte jeg nogle lave stemmer og vækkede de andre. Det viste sig at det var nogle små væsner, som kom med en båd til os. Vi sejlede over til en klippe, der lå lige i nærheden. Her var en grotte, som vi sejlede ind i. Der var tørt længere inde i grotten og vi forsatte til fods. Inde i næste grotte blev vi angrebet af et væsen, der da det ramte Ulfgaard, fik hans rustning til at ruste. Inde i næste hule lå en ridder, hvis spor vi havde set tidligere. Hans hoved var væk og det viste sig, det væsen der havde taget hovedet hang i loftet. Efter en kort kamp, gik vi vidre og fandt en kæmpe rede. Der var forskellige ting i hulen, som vi tog. Der var også hul i loftet. Vi fandt en anden vej ud, men da vi stod udenfor, så vi en drage der kom flyvende. Det viste sig at det var dens rede og den var ikke glad for at vi havde været i den hule og taget dens ting. Den fløj igen og vi stod på klippen og diskuterede hvad vi skulle gøre.
——————————————————————————–
13-03-2002 Skrevet af Shiva
Vi var en smule modløse. Terendor og Maxtor svømmede over til vores tømmerflåde, men den var også ødelagt. Ulfgaard og Shamron hørte en lyd fra dragen hule og de gik derover. Jeg fulgte efter og så Shamron stå med et reb nede i noget vand i et hul i gulvet. Han sagde at de havde hørt en lyd der nede fra. Ulfgaard kom tilbage og samtidig kom Maxtor og Terendor også. Ulfgaard dykkede igen, denne gang uden reb. Efter et godt stykke tid, blev Maxtor nervøs og hoppede selv ned i hullet, men han kom hurtigt op igen. Efter ham kom en dværg, som ikke var Ulfgaard og en kriger i dragerustning. Ulfgaard dukkede også op. De to krigere, ville ikke rigtig ud med hvad de lavede på øen. De ville dræbe dragen og tage dens skat. De to fyre var sure over vi havde ødelagt deres båd og de ville ikke høre på vores forklaringer om små frømennesker. Jeg blev træt af at høre på deres beklagelser og gik op til Aramil som holdt vagt ovenfor dragens hule. Det trak op til uvejr og idet samme så vi dragen komme tilbage. Vi smuttede ned i gangen og samledes for at holde råd. De to krigere var ikke noget værd. Deres første møde med dragen havde sat dybe spor. Jeg sendte Bast ud af hulen for at spejde. Dragen sad så den kunne se dens egen hule og gangen. Vi delte os. Maxtor og Shamron gik ud gennem vandet. Aramil og Terendor gik gennem tunlen og Ulfgaard og jeg stod ved dragens hule. Det lader til at dragen sprøjtede syre på aramil og Terendor. Aramil var undsluppet, men Terendor var meget medtaget. Ulfgaard løb ud til dem og jeg kunne høre en kamp være igang. Efter et stykke tid brugte jeg scrollen med Spider climb og kravlede op af hulen. Jeg kom op bag dragen og brugte Lighting Bolt scrollen. Lige efter fik dragen dødsstødet og væltede ned fra klippen. Den to Maxtor med sig. Han var hårdt såret, men var ved godt mod. Det var være med Terendor, hvis ansigt var meget hårdt ramt af syren. Dværgen havde ordnet båden og de gav os lov til at sejle ind til Apir. Vi begav os afsted. Terendor svømmede, da der kun var plads til 5 i båden. Efter et stykke tid borede frømændende igen flere huller i båden og vi måtte springe i land. Vi hoppede og svømmede gennem sumpen. Efter en mindre episode, med en præst på en pram, som ikke ville have os med kom vi tidligt om morgnen til en lille ø, hvor vi væltede om af træthed. Ved middagstid så vi nogle fiskere, som sejlede os til Apir. Her fik vi 6 værelser på Den Gyldne Fe og selvom jeg var træt havde jeg en føelse af at være stærkere og jeg kunne mærke mine evner var forbedret.
