Spillet er et Alternity scenarie, der vanen tro er afviklet i et hjemmelavet system, der trods visse gnidninger er forløbet tilfredsstillende. Der er tale om et Sci-fi scenarie i en Aliens/Starship Troopers fusionsstil, hvor spillerne optræder som en deling marinesoldater fra The Concord. I den første del var de sat til at baby-sitte en kommunikationsstation i en fjern, fjern galakse. Stationen blev saboteret af terrorister, men vore marinehelte reddede dagen og sikkert også civilisationen som vi kender den. I del 2 er vore venner på en rekognoseringsopgave i et planetsystem, der tilsyneladende er blevet angrebet af en ukendt magt. Nogle mener der er tale om Aliens (men han er desværre dødeligt såret!), mens andre hælder til teorien om urent trav fra en Interstellar Nation eller noget helt tredje (men hvad?).
Mandag den 10. maj er sidste dag for scenariet, og det åbner i en potentielt livstruende situation, hvor vores marinehelte peger våben af grumme pirater som naturligvis peger tilbage med deres våben. Hvem vinder? Hvem dør? Hvem er den største kylling? Få svaret …her …
JS
“Et fejltrin!”, mumler sgt. Crowe til sig selv, mens han lukker døren bag sig. Opsangen fra den selvfede Lieutenant har givet hans støvfyldte ansigt et træt udtryk.
Anden dagen på den fremmede og tilsyneladende mennesketomme planet var ikke en udpræget succeshistorie og samtidig en dag der vil holde ham vågen i de kommende nætter. Sgt. Crowe har aldrig kunne forlig sig med at miste en af sine mænd – og specielt ikke én af de pålidelige. Der er brug for alle på denne mission. Planeter holder på sine hemmeligheder og vil tilsyneladende ikke overgive dem uden kamp. Frataget muligheden for forstærkninger er der ikke anden vej end at inddrage piloten på morgendagens vandring tilbage til bunkeren.
I løbet af de få skridt til cockpittet på det lille skib, der har bragt de 7 mænd det sidste stykke af den lange rejse, får Crowe næsten overbevist sig selv om at piloten er et godt valg.
Piloten McNeal drejer halvt rundt i stolen, da Crowe rømmer sig højt nok til at det kan høres over musikken. Hans ben er stadig smidt op på panelet med de mange knapper, hvis funktion Crowe ikke forstår, men angiveligt bruges til at styre skibet. Tilsyneladende er deres nuværende anvendelse også noget i forbindelse med det computerspil McNeal tøvende afbryder.
Kort efter står det klart. McNeal er et selvglad fjols – men et villigt et af slagsen. Han hævder, at han da kan bruge en M42 pulse riffel, hvilket Crowe ikke er et sekund i tvivl om – spørgsmålet er blot til hvad.
Under alle omstændigheder har de brug for ekstra øjne og i et vist omfang også hans sparsomme militære talent. – Alle kan vel skyde en Wombrat?
Næste morgen rykker de ud. Trist, Crowes næstkommanderende var lidt bekymret for om McNeal, der kan rang af korporal, ville betyde noget for kommandorækkefølgen i gruppen; De utroligste ting kan optage mændenes hoveder på denne støvede, forladte planet. Dexter ligger i sickbay og der bliver han liggende i flere måneder, hævder medic-fjolset Tomas. For én gangs skyld lyder hans vurdering rimelig. Crowe har set mange døde mænd der set mere levende ud end Dexter, og desuden er der ikke mange der forbliver i et stykke når en granat detonerer ½ meter fra dem.
Turen fra skibet tilbage til bunkeren går glat. Tomas og McNeal går bagerst og passer på (sig selv), Rice i midten med ansvar for navigation og Trist og jeg går forrest.
KW
Lance Corp. Tryst
Fra Tårnet
“”Hvorfor er han nu igen så fraværende?
Det er sgu for irriterende.
Ikke særligt holdbart at have en øverstkomanderende der har svært ved at huske navnene på sine betroede underordnede.
Gad vide hvad der tynger ham?
Der er selvfølgelig også nok at tænke på.
Den sleske inkompetente Ltn. og hans røv-selvfede mr.”Jeg-har-et-ego-på-størrelse-med-krabbetågen” supertrooper top-ace McNeal.
Ok, han kan sgu flyve det hærgede hylster der skal gøre det ud for et patruljerings fartøj.
Var det ikke for McNeal´s evner var vi sikkert endt som permafrossen milionbøf i kredsløb om den her støvbold af en planet.
Selvfølgelig fik vi også blæst nogle af asteroiderne… hvorfor er det lige at de kavjpander der har konstrueret Starfall
ikke har tænkt på HVOR man popper op fra Fall igen? Eksempelvis alle andre steder end for tæt på en stjerne, en klynge Boras-Piratskibe eller midt i et asteroidebælte.””
Lance Corp. Tryst ved bedre end at forstyrre sgt.Crowe når han har den muskeltrækning over venstre øjenbryn og kæbemusklerne flexer.
Hun vender, med rynket pande, ryggen til den sammenbidte sgt., der står bøjet over de flimrende monitorer, smækker det tonede spejlvisir ned, der låser med et umærkeligt klik.
Giver tegn til Dexter, Thomas og Rhyes om at gå ned til indgangen i det faldefærdige betontårn.
Dexter sætter sig i fireing-stance, lige uden for døråbningen, til kommandotårnet; et kolosalt betonspir, der strækker sig som en gigantisk syl mod den rustfarvede himmel.
“Clear!” Lyder Dexters dybe stemme i head-settet.
Tryst løber frem, sammenbøjet, i zig-zag til den modstående bygning; en 10 etagers sortsveden, betonklods fuld af skudhuller og med sorte, tomme, huller hvor vinduerne engang har været.
Tryst´s øjne scanner instiktivt de gabende vindueshuller for tegn på bevægelse, i de 5 sekunder det tager hende at krydse gaden og nå op på hjørnet af bygningen, mens tankerne køre på spor 4.
“”Ok, fint at vi sikkert ikke behøver at bekymre os om snipers, men det ville sgu være lettere at spotte glimtet fra spjlingerne i en hjelm eller et kikkertsigte, end at få øje på de stinkende ulve-rotter””
Check højre – venstre – oppe.
“Clear!” Konstatere hun, fra sin sammenkrummede stilling bag den nedfaldne beton-murbrokke på hjørnet.
“Go Rhyes!” lyder svaret prompte fra Dexter.
“Rats! 9-o´clock..!” skratter Rhyes idet hun stormer ud af tårnet og en salve fra hendes M42 bjæffer og giver ekko i den ellers tavse gade.
Tryst når at dreje ansigtet i tide til at se Rhyes løbende ud af tårnet, vendt mod en lavere bygnig til venstre for tårnet.
Nogle af projektilerne smadre betonen omkring døråbningen, efterladende små støskyer, andre ricochitere med små gnister af på de udragende armeringsjern, resten fortaber sig i døråbningens mørke.
“”Årh for helvede! Kunne vi nu ikke bare få lov at vende tilbage til skibet i ro og mag?!”” når tryst at tænke, mens hun rejser sig, klar til at sætte i løb, tilbage mod den lille bygning…
Men hun når kun at rejse sig, da lyden bag hende får det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende… galoperende poter.
Tryst vender hovedet og kigger ned ad gaden… “10 Wombrats…! alt for tæt på…! hvorfor så jeg dem ikke!? Hvor fanden kom de fra?!”
er hvad hun når at tænke, mens den i forvejen spændte finger på Flamerens aftrækker, presses i bund.
Flammerne spyr ned ad gaden mod de fremstormene ådselsædere og indkapsler murbrokkerne i flammer, men tryst brøler “Incoming! twelve´o´clock!”.
Et hult brag lyder bag hende og der affyres skud.
“”Shit! For tæt på”” de store rottelignene skabninger har på mirakuløs vis undgået de dræbende flammer og kaster sig over Tryst.
“”Sidearm..””
Tryst griber efter sin betroede pistol, da en intens smerte i maveregionen får det til at sortne en brøkdel af et sekund.
En af rotterne har fået held til at rive en dyb flænge under højre bryst, lige hvor armoren er samlet.
Tryst skubber smerten fra sig “”Afstand..”” tænker hun og laver en baglæns salto.
Lige idet hun skal til at affyre sin pistol, lyder et smæld. Den alt for velkendte lyd af rustning der gennembores af projektil.
“” Rustningen! Det brænder! Indvendig! I min brystkasse! Bare den ikke har ramt hjertet, lungerne eller rygraden… AV FOR H…! Hvorfor fanden var jeg så ivrig for at melde mig til det her?!…””
Lydende, lyset, verden drukner i et uendeligt blodrødt hav af uendelig, brænende smerte… det åbne gab med de mange sylespidse, brunlige tænder og de stikkende sorte øjne fra rotten der kaster sig
over hende er det sidste Tryst opfatter, inden bevidstheden forlader hende…
2. del
“Hhoåh” lyder Trysts stemme i headsettet.
“”SVIN! DØ! Flamer…! Hvor?!? SMerte!!””
Tryst famler forgæves efter flameren, for at brænde rotterne, om nødvndigt med sig selv.
Chris Thomas ansigt fremtoner gennem smertetågerne.
Dexter står ved siden af, kigger sig om i alle retninger, M41 klar til at uskadeliggøre eventuelle trusler.
Sgt. Crowe står med hænderne i siden, spejder ned ad gaden og spørger, nærmest ud i luften “Tryst ok?” i sit vanlige pragmatiske tonefald.
“Nej, men hun lever” svare Thomas følelsesløst, med blikket rettet mod
sgt. fra sin hug-siddende stilling, ved Tryst´s side.
“Ok. Fint nok. Hjælp hende, Thomas, og sørg for at hun bliver ok”.
“Du tager front med mig og rice… reese” Kommandere Sgt. og peger på Dexter Lamar.
Thomas bøjer sig og samler Tryst op som var hun en spinkel pige på 16 og ikke en fuldvoksen kvinde på omtrent 65kg, plus oppakning, våben og panser…
“Av for s…! Sæt mig ned og støt mig istedet! Jeg er hverken din teenagekæreste eller en sæk hjælpeløse Angusta-knolde! Hvor er mit panser?! Og giv mig OMGÅENDE mine våben tilbag!” snapper Tryst ad
den kyniske læge, Chris Thomas.
“JAvel, as you wish, Corporal Tryst. Dit bryst-panser er afmonteret, således at jeg følgelig var i stand til at REDDE DIT LIV – DERFOR forbindingen om din brystkasse og panseret var gennemboret af et projektil under venstre arm, som du kan se her”, siger Thomas, mens han sætter Tryst på jorden og illustrativt stikker en finger gennem hullet i bryst-pladen, fra det blodplettede, støvede panser, fastgjort til Thomas´s pack, i nogle stropper.
“”WOW!”” det sortner et øjeblik for øjnene af Tryst, der nødtvungent af smerte, må støtte sig til Thomas´s skulder.
“HM!” siger hun, tager panseret fra Thomas´s pack, tager det på igen, ens de følger efter sgt., dex og Reese ned ad gaden, tilbage mod skibet.
“”Det presser mod mine sår, det her lort. Håber det holder bedre næste gang”” tænker Tryst og skære en grimasse i smerte under hjelmen.
“Det var også en grim flænge du havde andraget dig dér, Corp. man kunne både se…”
“JATAK!”
“SÅ rækker DET vist!” bider Tryst ham af, mens hun går med armen slynget om hans skulder, humpende afsted.
“”Sindsyge, morbide læge! Altid skal han svælge i blotlagte organer og indvolde, blod, arterier og vener””
“Tror du ikke du skulle have været eller skifte proffession til … ” luften bliver flænget af skud og slutningen af Tryst´s bemærkning – “…retsmediciner” – overdøves af Dexters stemme:
“Incoming! Front!”.
12 Wombrats styrter mod dem, i fuld firspring over den lille, åbne plads.
Lyden fra Dexter og Reese´s Puls-rifler gjalder og giver ekko i gaderne, så pudset drysser af de i forvejen smadrede betonbygninger.
“”Nu skal jeg grille deres ynkelige, stinkende kropppe””
“Jeg tager dem bagom”. lyder Tryst´s stemme, idet hun giver slip i Thomas´s skulder, med hensigt at løbe gennem gaderne, bag om de firbenede sataner og give dem en lille forsmag på helvede.
“Nej, du går ingen steder!” lyder Crowes stemme, gennem den raslende, sprøde, lyd af tomme patronhylstre, der drysse ned på betonen.
“”F#¤ck, hvor gør det ondt!”” Det svimler forTrsyt, da hun slipper grebet i Thomas og prøver at gå selv “javel, Sgt.”.
Tryst griber fat i Thomas igen, med ansigtet forvredet i smerte og Dexters stemme beroligende oplyser:
“All clear!”.
“Clear!” konfirmere Reese prompte.
Ligene af tolv rotte-bæster ligger lemlæstede, sønderskudte og forblødene mellem betonstumperne.
Gruppen træder hen over de magre lig og fortsætter mod skibet.
“Sgt.? Er alt vel? I falder ud. Der er en del interferrens”.
Løjtnantens usikre stemme toner knasende frem i headsettet, som en stemme fra en anden og uvirkelig verden, hvor folk taler til hinanden fra bunden af olietønder, fyldt med vand.
“”Fis hjem til din mor eller din rige onkel som har fået dig op gennem rækkerne!”” Tryst kan næsten ikke lade være med at sige det højt.
“Ja. Alt vel, Sir Scialfa. Vi er på vej retur. 20 min.”
“Godt Sgt. Over”
Inde i skibet kommer Løjtnant Scialfa dem i møde, med sin tændte voice-note 8050-skærm, i sin højre hånd, gør honør til den forkomne flok med sin venstre, opdager fejlen, skifter fumlende voice-noten over i den anden hånd og gentager honøren med højre.
Løjtnanten genvinder noget af sin komposition og ser målene op og ned ad ekspeditionens medlemmer.
“Øh.. Vel udført, Sgt. Crowe. Alle mænd god behold… live. ÆRGELIGT jeg ikke selv kunne deltage i … situationen. Som tidligere nævnt, var der en del interferrens, så jeg forventer at i overspiller jeres HCM (Head-Camcorder-Memory) til min HQL (Head-Quarters-Log)… inden… ASAP.”
“Javel, Løjtnant. Det var klart den bedste beslutning at de blev tilbage og varetog skibet og planlagde vores videre fremfærd”.
På en eller anden måde får Crowe det til at lyde overbevisende.
Tryst passere sgt. Crowe og Ltnt. Scialfa, med Thomas mod det improviserede lazeret de har sat op i messen.
“jeg mener vi bør lokalisere signalet fra Conjecture, i lav højde, så vi kan holde øje med andre eventuelle … afvigelser”
“Pudsigt. Jeg skulle netop til at foreslå nøjagtigt det samme, Crowe. Du… De har fuld kontrol, Sgt. Jeg bliver DESVÆRRE NØD til at sætte mig i ro og fred og opsumere situationen.” kommentere Løjtnant Scialfa, med et ikke videre oprigtigt brødbetynget udtryk.
Løjtnanten drejer om på hælen og skridter hastigt i retning mod sin kahyt.
Sgt. Sætter sig til rette ved McNeals side, bag pultene i kontrolrummet.Dexter og Reese slutter sig til Tryst og Thomas i Messen, for at få efterset panseret og deres kroppe.
“Jeg får signal om at der skulle befinde sig et fast objekt af en vis størresle 3 min. NØ, Sgt.”.
“Sæt os ned så tæt på som du kan, Corporal … Mc… Neal”.
“Ja man kan faktisk skimte det imellem .. buske, tror jeg det er” tilføjer Tryst, noget bedre tilpas efter en nats søvn, godt hjulpet på vej af
smertestillende medikamenter nok til at få et trediegrads forbrændt tog-trafikoffer til at føle sig som den lykkeligste engel på amfetamin og prosac.
“Det er sgu nok Aliens, tror du ikke, Dexter?” fniser hun med blanke øjne og kigger på Dex, der æder den råt og stikker hende et “Universal Believers”.
“Ja mand, prøv bare at se her på side fire, hvordan de typisk ville vælge at bruge den lokale f.. øhm.. flora og … fauna til at…” når Dex ivrigt at
kommentere, inden han bliver afbrudt af en meget træt udseende Sgt. Crowe.
“Hold så kæft i to og bliv klar. Er hun fit for fight, doc?”.
“Mja… jeg kan GØRE hende klar…”.
Sgt. Vender blikket fra Doc til Tryst.
“Lance CORPORALTryst! Stå Rret! Se mig i øjnene. Er du KLAR!?”
“Sir, Yes SIR! Born Ready, Sir!”. Tryst undertrykker en fnisen, der truer med at blive til latterkrampe hvis hun giver efter.
“Godt. Gear up, Corp.” “Hun er klar doc”.
“Javel, Sgt., hvis du siger det”.
“”Ok. Hvordan fik jeg dem overbevist om at jeg er klar?”” tænker Tryst, storsmilende og giver Dex et albue-puf.
McNeal sætter skibet ned på toppen af en skrænt.
Tryst er tæt på at kaste op igen, svimmelhed og kvalme er ved at overmande hende. “Hvordan er det du lander, mand?”.
“”Shit. Hvad fanden er det for noget lort han har fyldt i mig, den skide kvaksalver? Jeg tror ikke jeg har haft det så dårligt siden
madforgiftningen efter besøget hos Ho-Chi-Nongs Chicks´n´Charks””
Sgt. peger på Chris Thomas, der står og venter på at slusen åbner, lige bag Tryst.
“Du hjælper Tryst”
“Årh nej, skal jeg nu trækkes med hende igen?”.
Bemærkningen når kun lige at forlade Thomas´s læber, inden hans kind brænder af varmen fra Tryst 5 flade fingre.
“”Det er LØGN! HVAD FANDEN BILDER DEN NAR SIG IND!?””
“Ved du hvad MIA betyder, doc?! Én bemærkning mere fra DIG af DEN slags og så må du HÅBE og BEDE at sgt. får nogen til at komme
og samle dig op og tage dig tilbage til hvor du kom fra, så du slipper med en indberetning for lydighedsnægtelse og forsømmelse
inden JEG får fat i dig!”.
Måske var det bare medicinen.
Måske var det bare kvalmen.
Måske var det bare hovedpinen.
Måske var det bare den trykkende varme.
Måske var det bare trætheden og ømheden.
Måske var det bare hele situationen, der havde lagt et for stort pres på Tryst´s nerver.
Eller også var Chris Thomas bare en kynisk, socialt handicappet, ignorant og arrogant individ der trængte til et kursus i almen dannelse og situationsfornemmelse for ikke at gå så langt som til høflighed eller venlighed.
Iskold stirre doc tilbage på Tryst. Kun en svag sitren ved venstre øjenkrog afslørede at han var en anelse rystet.
Ihvertfald for rystet – eller vred til at nå at svare på sin overordnedes skidebalde, inden sgt. Crowe bryder ind.
“Put en sok i det, begge to! Jeg ved ikke hvad du tænker på Doc. men det var hvad man kunne forvente af dig. Dig derimod Tryst… Tag dig sammen!”
Lyden af Sgt. Crowes stemme tog tilsyneladende noget af trykket ud af Tryst, efter den falmende røde farve og de knap så pulserende blodårer, i hendes ansigt at dømme.
Chris Thomas tager sig til øret, selvom det næppe får den hyletone, han høre i det, til at gå væk og tager sin hjelm på, spænder remmen og salutere sgt.
Med lyden af gas, fra den hydrauliske døråbner, der slipper ud gennem overtryksventilen går yderdøren på skibet op.
De 4 træder ned ad rampen, 2 og 2, ud i det rød-brune, støvede landskab og sætter i retning mod den formodede genstand.
“Motion-scanners?” Spørger Sgt. brysk.
“Check”, “Check” ekkoer Reese og Dex.
På vej ned ad skrænten mister Reese fodfæstet, men hendes videre fald standses af en klippeblok og flokken når stien, for foden af skrænten uden yderligere dramatik.
En ca. 2 meter bred sti snor sig gennem kløften der skråner nedad.
For enden kan de skimte en betonklods, der er forsøgt kamoufleret bag visne buske og grene.
Grøn skærm på motion-scannerne.
Ingen bevægelse.
Selve bygningen er en betonbunker, beskudt og ridset af de samme underlige mærker der var i byen.
Den gammeldags hængslede dør er for længst borte og kun de forvredne rustne hægsler er tilbage.
“Checker toppen, Chef” Tryst kravler op på toppen af bunkeren.
Intet – andet end en antenne.
Imens går resten af holdet ind, skulder- og pandelamper tændt.
Inden for døråbningen strækker en gang sig til højre og venstre, et ganske svagt orange-rødt lys fra de små diodepærer i loftet, viser ikke meget andet end i hvad retning gangen løber.
Stadig ingen bevægelse.
“All Clear ovenpå, Sgt. Der var dog en sendemast” Rapportere Tryst, som hun træder ind ad døråbningen bag de andre.
“Godt. Højre” Kommandere Sgt. og de bevæger sig de 15 meter ned ad gangen, med Dex og Reese i spidsen.
Om hjørnet fortaber gangen sig i mørket, bortset fra de rød-orange prikker i loftet.
På hver side af gangen er 2 identiske, rustne metaldøre.
Døren til højre står på klem og den øverste halvdel hænger, bøjet ind i rummet, flået af sit hængsel.
Sgt. gør tegn til Dex om at checke døren til højre.
Dex nikker og bevæger sig hurtigt og adræt frem, checker motionscanneren en sidste gang, inden han sparker døren ind og træder et skridt tilbage, med riflen svingene fra venstre til højre, i en flydende bevægelse.
“All..
clear.. Sgt”
Første del af sætningen bæres af Dex´s sædvanlige, gennetrængene, selvsikre stemme.
Resten, mere lavmælt og med en vis undren og … frygt? Mens han træder et skridt længere tilbage og sænker våbnet.
“sgt. Jeg tror hellere du må komme og se”
Sgt. rejser sig og passere de andre, der følger efter.
Inden for døren er en barrak, med 2 køjesenge, 6 sovepladser i hver, nogle metalkasser til opbevaring af personlige ejendele, nogle stålskabe.
Midt i rummet ligger resterne af 3 lemlæstede mennesker, der tilsyneladende, forgæves har forsøgt at barrikadere sig bag et af stålskabene.
Det lasede, falmede tøj der er synligt under det iturevne og gennemskudte panser, er ikke i stand til at skjule knoglerne og den tilbageværende grå-brune hud.
3 meter fra et af ligene ligger hans arm, revet af, stadig iført panser. Panseret på hans overkrop er gennemboret af 3, 5-krone store, cirkulære huller.
En anden har fået knust sin hjelm frontalt og dermed hele underansigtet. Tandstumper og knoglrester, blandet med stumper fra hjelmen,
ligger spredt rundt om hans hoved.
Den sidste, har 2 af de mærkelige snorlige streger, skåret iggenem panseret.
Doc skubber sig forbi Reese, Tryst, Dex og Sgt. inden sgt. når at færdiggøre sætningen:
“Doc. Det kigger du lige på. Find en diagnose. Eller hvad sådan noget nu hedder når folk er døde. Find ud af hvad de døde af”.
Overfor dirkede Reese døren op til et våbendepot. Ved siden af den første barrak viste sig at være en magen til.
For enden af gangen stod endnu en rustenjerndør på klem.
Sgt. giver besked til Dex om at entrere, der uden videre tøven sparker døren ind…
Verden forsvinder i et øresønderrivende brag.
Dex fødder mister kontakten med jorden og han slynges ned gennem gangen af lufttrykket, skarpt
forfulgt af en forvredet jerndør, omsluttet af flammer, betonstumper og støv.
Sgt. Crowe og Reese når på forunderlig vis at kaste sig til siden og undgå det værste, selvom heden fra flammerne brænder deres hud og lufttrykket presser luften ud af lungerne på dem.
Hele bunkeren ryster, puds drysser ned fra væggende og et underligt sugende whhooooissh høres
da luften presses ud gennem indgangsdøren og en sky af støv og betonstumper vælder ud i sollyset.
“”Åh nej! Hvad fanden nu?!”” Tryst kaster sig til jorden, ved siden af Doc der sidder bøjet over en af ligene.
En sky af varme og støv fylder rummet.
“MEDIC!” Reese´s stemme efterfølges øjeblikkeligt af Crowe´s “Doc! Herned! NU!”.
“Ja jeg er ok. Tak for omtanken. Og jeg er på vej” svare Thomas og løber ud gennem døren og drejer ned ad gangen.
“”Shit! Dexter! Chris…Utroligt at den skidderik har overskud til sit egoistiske, sarkastiske pis. Når vi er færdige med et her lort…””.
Tryst stormer efter.
Lidt nede ad gangen, ca. halvvejs ligger Dex´s skikkelse, med en forvredet og sodet jerndør over det ene ben.
Eller rettere, hvad der er tilbage af Dexter.
Visiret er knust, ansigtet er en masse af brændt hud og blod, splinter af tonet glas, metal og betonstykker.
Det panser der ikke er revet af eller flænset i stykker, af eksplossionen, er ligeledes sodet, ridset og fyldt med metal- og beton-splinter
Sgt. Crowe og Reese er løbene på vej mod ham fra den anden ende af gangen.
Chris Thomas åbner rutineret sit med.-kit, med to små klik.
Pulsmåler.
…
“Giv mig noget Doc! Status!??”
Doc vender blikket udtryksløst mod Sgt. mens han rutinemæssigt frembringer en kanyle fra kassen og siger
“Nu får han denne her til at komme tilbage til os på. Så må vi se om jeg kan holde ham i live til vi kommer tilbage til skibet. Om han så overlever derefter ved jeg ikke endnu”.
Thomas ser på kanylen, i lyskeglen fra sin pandelampe og hæver den over resterne af Dexter.
“Det kommer an på…”
Chris Thomas smadre kanylen ned i Dexters blottede, sortsvedne, blodige brystkasse, med et ubehageligt knasende dunk.
“…mængden af brændt hud, om hans lever eller milt er sprængt, om ribenene har punkteret en eller måske begge lunger og eventuelt hjertet.
Du ved… der kan sgu være så meget galt. Shock og alt muligt”.
Thomas trækker kanylen til sig, smider den på gulvet og smækker låget på med-kittet i.
Dexter Lamar inhalere kraftigt, med en rallende lyd, alt den luft hans lunger kan kapere og hans krop står spændt op fra gulvet i en bue, hoster blod op
og klasker ned mod gulvet igen, som en gennemblødt kludedukke.
“Godt. Han er tilbage. Ustabil vejrtrækning og hjerterytme…” siger Chris mens han rejser sig.
“Spar mig for detaljer. Bare hold ham i live. INGEN dør under min kommando! Tilbage til skibet. Omgående.”
sgt.Crowes stemme afsløre at han er langt fra tilfreds.
En anelse rystende. Det er ikke til at sige om det kun er vrede eller også fordi eksplossionen har rystet ham.
“”Godt!?! Hvad mener den perverse stodder med “godt” ?!? Jeg tror han får jern på af at se blod og indvolde””
…
